Hemmelige julehvalpe

Der er run på sådan en juleaften. Det skal helst klappe med maden, og man skal holde mange bolde i luften. Det er faktisk næsten nemt, når man kun skal holde styr på madboldene. Altså sådan som en juleaften plejer at være. Når man er to om at få madkabalen til at gå op. Det ved jeg nu!

Jeg kigger på MicMic, der ligger i kurven i hjørnet af spisekrogen i køkkenet. Risengrøden er sådan set færdig og klar til servering, og det andet mad er i ovnen. Madboldene er givet op og er sat i spil. Jeg kigger en gang til på klokken. Det er halvanden time siden, jeg sidst tog hendes temperatur, og der er ikke meget ståhej med hende, som hun ligger der i kurven. Jeg beslutter mig. Vi spiser risengrød, og så tager jeg temperaturen bagefter.

Dejligt endelig at sidde ned og hilse på julegæsterne. De nyankomne er Tobias og hans kæreste Camilla. Min far kom sammen med juletræet lille juleaftensdag. Vi spiser risengrød og pakker mandelgaven op, inden der skal jongeleres med de næste “madbolde”.

Juleaften starter med risengrød

Retur til køkkenet og for mit vedkommende MicMic. Jeg tager temperaturen igen. Nu er den oppe på normal, og i det samme kommer der en presseve. Åh nej. Nu er det bare en realitet. Juleaften kommer til at stå på en hvalpefødsel for mig. Altså ikke julenat, men juleaften. Jeg trækker ind på gæsteværelset sammen med MicMic og gør mig klar, så godt jeg kan. Resten af julemiddagen og juleaften er nu overladt til Henrik, Silas og vores 3 gæster.

Mic i kurven. Det er nu!

En kort opridsning af min “blændende” opdrættererfaring. For 6 år siden får Ninja 6 hvalpe. En ret træg fødsel, som ender med et kejsersnit af de sidste to hvalpe. En hvalp må aflives efter tre uger. For to år siden føder MicMic en dødfødt hvalp med en svær misdannelse. Det holder hårdt, men hun får født hvalpen selv. Faktisk er det ikke lykkes for mig at overvære en almindelig hvalpefødsel, heller ikke selvom jeg har været “inviteret” til at være med hos en opdrætter. Så jeg sidder ikke med gode erfaringer i “baglommen” sådan en aften.

Derfor har jeg forinden naturligvis allieret mig med en støttepædagog. Det viser sig dog, at juleaften bare ikke er den mest stabile og velvalgte aften for støttepædagoger (Mic kunne åbenbart ikke vente til sin termin d. 26. dec). Så jeg ender med at sidde med “aben” på egen hånd. Nu er det jo også min tæve, og dermed mit eget ansvar, men tryg det er jeg sgu ikke. Jeg har hørt og læst om alt for mange dårlige (især sheltie-) fødsler og sammen med egne erfaringer, så bidrager det ikke til tryghed.

Tiden går. Vandet går. Der er stadig ikke rigtig skred i tingene MicMic presser, men der kommer ingen hvalpe. Så tør jeg ikke sidde med det selv mere. Jeg har tjekket hvem der har vagt rundt omkring, og ved, at jeg ikke slipper for en køretur på 30-50minutter. Dog mangler jeg at tjekke et sted. Dyrehospitalet i Aabenraa. Jeg kender dem ikke. Har bare kørt forbi, og det ser pænt ud (det siger både noget og ingenting). Jeg er heldig. Dyrlægen kan køre til Aabenraa og lukke op og være der indenfor en en halv time. Det samme kan jeg. Valget er let.

Tobias springer til og tilbyder at køre mig, så jeg ikke både skal køre og holde øje med MicMic. Dyrlægen er sød. Tjekker MicMic og synes, at vi skal prøve med noget oxytocin, der skal sætte veerne igang. For fødslen er gået helt i stå på køreturen. Vi går lidt med Mic på gangen. Jeg kan mærke, at jeg bliver mere og mere nervøs for om hvalpene stadig lever. Mic ser heldigvis ud til at have det fint. Dyrlægen scanner. Hun finder hjerteblink på den ene, og siger, at nu tager vi et kejsersnit.

Tobias og jeg står udenfor rummet og ser, at de gør klar til operationen. Hvorfor tager det bare så fandens lang tid for dem at gøre klar, når det er ens egen hund. Jeg tænker det. Sådan tænkte jeg også, da det var Ninja. Tobias synes også at det tager en evighed, men det tager den tid, som det tager.

Da de bærer Mic ind på operationsbordet, hvor alt er linet op og klar, så lukker de døren, og jeg står udenfor sammen med Tobias. Som minutterne går bliver mine ører længere og længere. Jeg venter på hvalpelyde. Det er ubeskrivelig forløsende at høre hvalpeklynk, når man står der på den anden side, og jeg får tårer i øjnene og bag mundbindet kommer et lille lykkeligt smil. Tobias giver mig et dejligt kram.

Endelig kommer sygeplejersken ud på gangen med et håndklæde med den fineste lille hvalp i. Jeg gnubber lidt på det lille livlige væsen og holder den varm. Jeg tænker, at det så nok var “det”. Men efter nogle minutter kommer hun til min glæde ud med endnu et håndklæde og en hvalp mere. Pyha. Vi fik reddet dem begge. Mic var scannet til to hvalpe, måske tre. Så jeg kan kun være tilfreds med at stå med to hvalpe. Vi sender billeder hjem til familien, så de kan se det lykkelig resultat. Jeg tjekker kønnet. Det er sørme to piger. Store og fine på 265 og 280 gram. Det skal man slet ikke klage over.

Vi sender dette billede hjem til familien fra dyrehospitalet

Efter lidt tid får vi en lidt groggy MicMic ud også. På dyrlægens anbefaling blev hun steriliseret ved samme lejlighed. Ikke noget, som jeg nåede at tænke så meget over, men det er også lige meget nu, for det er gjort. Dyrlægen sagde efter indgrebet, at Mics livmoder var stor og slap, og hun vurderede, at det var årsagen til, at hvalpene ikke var kommet ud ved egen hjælp.

To timer efter ankomsten tjekkede vi ud fra dyrehospitalet igen. Tobias og jeg kørte tilbage mod Haderslev. Jeg var rasende sulten ved tanken om den julemiddag, som jeg ikke havde deltaget i. Efter at have fået installeret Mic og de små, så fik jeg endelig lidt julemad og derefter kunne Tobias og jeg pakke vores julegaver op.

Det var så skønt med julemad efter sådan en omgang

Det var sgu en lidt underlig juleaften. Den vil jeg sent glemme. Efter have pakket op og spist lidt juleslik kravler jeg hurtigt ned i hvalpehulen igen. Tobias og Camilla kører hjem igen, og vi fordeler husets sovepladser mellem os. Silas og jeg sover i gæsteværelset sammen med Mic og hvalpene. Altid rart med et ekstra øre på hvalpene og Mic.

Mic putter om sine piger

Det er svært at falde i søvn ovenpå sådan en juleaften. Jeg våger over Mic og hvalpene. Går alt som det skal? Har de det varmt nok? Sutter de? Har alle det godt? Jeg tager et par billeder af de små og lægger på Facebook og røber min meget velbevarede hemmelighed. Det vælter ind med skønne lykønskninger (og lidt undren).

For INGEN kendte til denne drægtighed – ud over de praktisk involverede (det er trods alt ikke Helligånden, der er far til de små, selvom de er født juleaften). End ikke mine allerbedste veninder eller familie kendte til drægtigheden. Faktisk havde jeg også parret Mic uden Henriks vidende (hvilket jeg egentlig ikke syntes var helt fair, men det siger måske alligevel lidt om “diskretionsgraden”). Jeg kunne ikke overskue at dele det med nogen, og jeg har brugt meget lidt energi på det i drægtighedsperioden. Silas fik det at vide i fredags, og min far, da han kom lillejuleaften. Så ingen behøver altså at føle sig forbigået eller være fornærmet over, at lige præcis de ikke kendte til det. For det var det samme for ALLE!

Med masser af dårlige erfaringer så havde jeg brug for at holde det for mig selv

Hvorfor var det hemmeligt? På grund af det, som jeg har været igennem med de to tidligere parringer (Mic gik tom første gang og fik dødfødt solohvalp anden gang), så magtede jeg bare ikke at dele det med nogen, og ville faktisk helst ikke selv forholde mig ret meget til det (hvis nu det gik galt igen igen).

Jeg valgte dog at få hende scannet for at vide, om hun var drægtig, så jeg kunne fodre korrekt, men ellers ikke noget. Jeg ønskede virkelig ikke, at folk skulle spørge til drægtighed eller “lægge billet ind” på de hvalpe, som måske slet ikke blev til noget. For min egen skyld var det nødt til være sådan, men til syvende og sidst er det jo også min egen sag, om jeg har drægtig tæve….. Det er trods alt ikke underretningspligtigt.

Parringen skete i øvrigt også som en beslutning i 11. time. Jeg har flere gange afslået at ville gøre forsøget med en parring igen. Jeg synes måske ikke rigtig, at jeg havde modet, og nu ville jeg egentlig også bare gerne have lov til at løbe agility med MicMic uden en drægtighedspause. Så var der jo også lige det der med arbejdet. Det er ikke nemt med at kuld hvalpe, når man skal regne med arbejdsdage på Sjælland fra tid til anden.

Corona gør det muligt at have et kuld hvalpe

Men pga corona så ser verden bare så meget anderledes ud. Der er ingen stævner at holde pause fra, og hvornår kommer de igen? Min arbejdsplads opfordrer til hjemmearbejde, så vidt det lader sig gøre, så ikke udsigt til Sjællandsture på den front. MicMic var 7 år ved parringen, så det var CHANCEN. Den allersidste. Jeg greb den i sidste øjeblik og håbede på det bedste.

Når det nu ikke er Helligånden der er far. Hvem er det så? Han hedder Sheltie4You Guardian of Faith (Sammy). Jeg havde i første omgang udset mig en anden hanhund, men han holdt en avlspause. Så jeg valgte roligt Sammy, fordi jeg en gang tidligere havde forholdt mig til hans linjer, da Mic har været parret med hans far.

Hvalpenes stamtræ
(tak til Anja fra Sheltie4You for design)

Hvalpene er af rene engelske linjer, og det synes jeg sådan set er meget fedt. Ikke fordi jeg har noget imod amerikanske linjer. Men hvis man gerne vil bevare lidt af de oprindelige engelske linjer, så er det vigtigt, at der også laves rene engelske kuld. Ellers forsvinder de. Det er ikke en religion for mig, men fordi jeg nu er så heldig at have en utrolig skøn og arbejdsivrig ren englænder med et fantastisk væsen, så kan jeg godt forsøge at bidrage lidt til den bevarelse. Så det blev mit valg. Når jeg samtidig kender familien til hvalpenes far. Jeg ved, at der kan falde en bombe bag dem, uden at det vil bekymre dem det mindste. Det er tilmed glade og livlige sheltier med et godt hoved og god bygning. Det er ikke et tosset fundament at arbejde ud fra.

Så popper de næste spørgsmål op. Er de afsat? Skal du beholde en selv? Der findes et eneste svar til begge spørgsmål. Jeg tager en dag af gangen. Så ser vi hvad der sker!

2 tanker om “Hemmelige julehvalpe”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.