jul – Berits Blog

Julen 2021

Findes der mon snart en normal jul? Hvad er en normal jul egentlig? Jeg tror faktisk ikke helt at jeg ved det.

Ja hvad handler jul om? Traditioner, hygge og samvær – og vel også gerne uden en snorlige opskrift (selvom min mor egentlig lærte mig noget andet. Hendes syn på julen var snorlige traditioner og samling af familien).

Jeg var sgu lidt sløv i juleoptrækket i år. Godt nok havde jeg fået styr på julegaverne i rimelig god tid, og syntes, at jeg havde fundet nogle gode gaver. Der var nok en særlig grund til det lidt træge julehumør. Julen skulle holdes hjemme og min far var som altid velkommen og havde for mange måneder siden givet tilsagn om, at han gerne ville komme.

Snevejret hjalp betragteligt på julemotivationen. Lyset og sneen er jo magisk for psyken.

Men men i sidste uge ringede min var og fortalte, at han var testet positiv for Corvid19 på en kviktest efter at have deltaget i et krolf-arrangement, hvor en anden deltager også var testet positiv. Jeg blev naturligt nok bekymret. Min far er jo ikke helt ny mere, men han har fået sine tre stik, men det er jo ikke nogen garanti. Den efterfølgende PCR test var også positiv. Heldigvis forblev min far symptomfri, og han var nok aldrig blevet testet, hvis ikke han var blevet kontaktet af den person på krolfholdet, der var positiv, for han mærkede ikke rigtig selv noget til det.

Dagene gik. Kunne han holde jul sammen med os? Hvor længe skulle der gå? Turde vi være sammen? Min far havde afskrevet juleaften sammen med os og det havde jeg til sidste også, men jeg syntes det var svært at tænke på, at han skulle sidde helt alene juleaften.

Vi snakkede sammen hver dag, og anede ikke helt, hvad det ville ende ud i. Jeg foretog mit første opkald nogen sinde til coronalinjen d. 24. dec ved middagstid. Hans isolation udløb rettidigt i forhold til juleaften, og vi valgte sammen, at min far skulle køre hjemmefra og komme til juleaften hos os. Sådan blev det.

Inden han kørte hjemmefra var han afsted til en PCR test. Jeg ved ikke helt hvorfor han havde bestilt den tid, og jeg sagde til ham, at han nok skulle forvente, at den ville være positiv, fordi jeg har læst, at de fleste tester positiv længe efter. Men juledag fik han besked om, at den var negativ. Så var alt jo godt, kan man sige. Ja, jeg har efterhånden opgivet at finde hoved og hale i alt det Corona halløj.

Dejligt at det lykkedes at min far kunne komme – i dag på juletravetur ved vandet

Jeg havde d. 22. tilbudt min far at købe julegaver til min side af familien (børn, svigerbørn, barnebarn mv.), så han ikke skulle bekymre sig om den del. Det ville jo ikke rigtig være muligt for ham at nå de indkøb. Så det fik jeg styr på d. 23. dec med et effektivt juleindkøb i Haderslev By (godt man bor i god handelsby).

Den sidste gave fra min far er indkøbt – i snevejr. En flaske rom til Henrik

Men ellers var det sgu sløjt med indkøb til julemiddag og julefrokost 1. juledag. Jeg havde ikke kunnet tage mig sammen til at få handlet ind og komme i julestemning. Jeg mente, at jeg havde bestilt to kuverter julemad på en af egnens kroer, men jeg havde altså ikke fået sendt bestillingen afsted på mail. Så om formiddagen d. 24. stod vi lidt på scratch. Heldigvis havde vi backup julemad, så vi klarede faktisk at få bikset en helt normal julemenu sammen.

Dog afveg vi en del fra “ris-traditionen”, da risengrød/ris ala mande blev skiftet ud med is med mandel i. Naturligvis vil nogle sige, når de kender mit forhold til is, men det var faktisk mest for andre familiemedlemmers skyld. Det var en superfin udskiftning. Den ene is var vaniljeis med mandelsplinter i og kirsebærsovs på. Den anden is var en chokolade is. Så kunne alle nemlig være med i kampen om mandelgaven.

I år blev vi ikke forstyrret af hundefødsel. Sidste år tilbragte Tobias og jeg jo juleaften på dyrehospitalet, hvor lille TikTok (og søster Mini) kom til verden. Sikke meget glæde de to små væsener har bidraget med. Jeg er utrolig glad for TikTok. Hun er i mine øjne både smuk og dejlig.

Vi havde en hyggelig juleaften og gav os god tid til at pakke ud og se hinandens gaver. Vi var kun fire personer, men klokken blev alligevel mange, før alt var pakket op.

Jeg fik en skøn gave af Henrik, som Fuji indviede med en gang massage. Det var en transportabel massagebrik, så jeg nu har en lidt bedre arbejdsstilling, når jeg masserer hunde.

Hvor skønt at få en god arbejdshøjde til massage af hundene – Fuji er meget afslappet

Tobias, Camilla og lille Pelle kom til julefrokost første juledag. Efter frokosten gik vi igang med at slå seksere for uddeling af dagens julegaver (dem vi skulle udveksle med hinanden). Vi skulle faktisk have været et par stykker mere, men der var lige noget med Corona nærkontakt, så vi begrænsede os. Vi prøver stadig at passe lidt på.

Juledag. Vi slår seksere om dagens pakker

Pelle var en sød og nem lille fyr. Han sov det meste af den eftermiddag, så det var ikke meget vi så til ham denne gang. Med sin alder på seks uger så er der ikke meget fis for ham ved det der med julen. Men han er han blevet stor og meget mere observerende. Så der er stor forskel fra gang til gang, man ser ham.

Dagen i dag er brugt på gåture og afslapning, og efter en smuk tur ved vandet ved frokosttid, så trillede min far retur til Djursland.

Nu er man bare træt af at spise, og snart skal julesagerne pakkes væk, og så kan vi sige farvel til endnu en jul. Det endte alligevel med at blive en god og vellykket jul og både mad og pakker var klar til tiden.

Hemmelige julehvalpe

Der er run på sådan en juleaften. Det skal helst klappe med maden, og man skal holde mange bolde i luften. Det er faktisk næsten nemt, når man kun skal holde styr på madboldene. Altså sådan som en juleaften plejer at være. Når man er to om at få madkabalen til at gå op. Det ved jeg nu!

Jeg kigger på MicMic, der ligger i kurven i hjørnet af spisekrogen i køkkenet. Risengrøden er sådan set færdig og klar til servering, og det andet mad er i ovnen. Madboldene er givet op og er sat i spil. Jeg kigger en gang til på klokken. Det er halvanden time siden, jeg sidst tog hendes temperatur, og der er ikke meget ståhej med hende, som hun ligger der i kurven. Jeg beslutter mig. Vi spiser risengrød, og så tager jeg temperaturen bagefter.

Dejligt endelig at sidde ned og hilse på julegæsterne. De nyankomne er Tobias og hans kæreste Camilla. Min far kom sammen med juletræet lille juleaftensdag. Vi spiser risengrød og pakker mandelgaven op, inden der skal jongeleres med de næste “madbolde”.

Retur til køkkenet og for mit vedkommende MicMic. Jeg tager temperaturen igen. Nu er den oppe på normal, og i det samme kommer der en presseve. Åh nej. Nu er det bare en realitet. Juleaften kommer til at stå på en hvalpefødsel for mig. Altså ikke julenat, men juleaften. Jeg trækker ind på gæsteværelset sammen med MicMic og gør mig klar, så godt jeg kan. Resten af julemiddagen og juleaften er nu overladt til Henrik, Silas og vores 3 gæster.

En kort opridsning af min “blændende” opdrættererfaring. For 6 år siden får Ninja 6 hvalpe. En ret træg fødsel, som ender med et kejsersnit af de sidste to hvalpe. En hvalp må aflives efter tre uger. For to år siden føder MicMic en dødfødt hvalp med en svær misdannelse. Det holder hårdt, men hun får født hvalpen selv. Faktisk er det ikke lykkes for mig at overvære en almindelig hvalpefødsel, heller ikke selvom jeg har været “inviteret” til at være med hos en opdrætter. Så jeg sidder ikke med gode erfaringer i “baglommen” sådan en aften.

Derfor har jeg forinden naturligvis allieret mig med en støttepædagog. Det viser sig dog, at juleaften bare ikke er den mest stabile og velvalgte aften for støttepædagoger (Mic kunne åbenbart ikke vente til sin termin d. 26. dec). Så jeg ender med at sidde med “aben” på egen hånd. Nu er det jo også min tæve, og dermed mit eget ansvar, men tryg det er jeg sgu ikke. Jeg har hørt og læst om alt for mange dårlige (især sheltie-) fødsler og sammen med egne erfaringer, så bidrager det ikke til tryghed.

Tiden går. Vandet går. Der er stadig ikke rigtig skred i tingene MicMic presser, men der kommer ingen hvalpe. Så tør jeg ikke sidde med det selv mere. Jeg har tjekket hvem der har vagt rundt omkring, og ved, at jeg ikke slipper for en køretur på 30-50minutter. Dog mangler jeg at tjekke et sted. Dyrehospitalet i Aabenraa. Jeg kender dem ikke. Har bare kørt forbi, og det ser pænt ud (det siger både noget og ingenting). Jeg er heldig. Dyrlægen kan køre til Aabenraa og lukke op og være der indenfor en en halv time. Det samme kan jeg. Valget er let.

Tobias springer til og tilbyder at køre mig, så jeg ikke både skal køre og holde øje med MicMic. Dyrlægen er sød. Tjekker MicMic og synes, at vi skal prøve med noget oxytocin, der skal sætte veerne igang. For fødslen er gået helt i stå på køreturen. Vi går lidt med Mic på gangen. Jeg kan mærke, at jeg bliver mere og mere nervøs for om hvalpene stadig lever. Mic ser heldigvis ud til at have det fint. Dyrlægen scanner. Hun finder hjerteblink på den ene, og siger, at nu tager vi et kejsersnit.

Tobias og jeg står udenfor rummet og ser, at de gør klar til operationen. Hvorfor tager det bare så fandens lang tid for dem at gøre klar, når det er ens egen hund. Jeg tænker det. Sådan tænkte jeg også, da det var Ninja. Tobias synes også at det tager en evighed, men det tager den tid, som det tager.

Da de bærer Mic ind på operationsbordet, hvor alt er linet op og klar, så lukker de døren, og jeg står udenfor sammen med Tobias. Som minutterne går bliver mine ører længere og længere. Jeg venter på hvalpelyde. Det er ubeskrivelig forløsende at høre hvalpeklynk, når man står der på den anden side, og jeg får tårer i øjnene og bag mundbindet kommer et lille lykkeligt smil. Tobias giver mig et dejligt kram.

Endelig kommer sygeplejersken ud på gangen med et håndklæde med den fineste lille hvalp i. Jeg gnubber lidt på det lille livlige væsen og holder den varm. Jeg tænker, at det så nok var “det”. Men efter nogle minutter kommer hun til min glæde ud med endnu et håndklæde og en hvalp mere. Pyha. Vi fik reddet dem begge. Mic var scannet til to hvalpe, måske tre. Så jeg kan kun være tilfreds med at stå med to hvalpe. Vi sender billeder hjem til familien, så de kan se det lykkelig resultat. Jeg tjekker kønnet. Det er sørme to piger. Store og fine på 265 og 280 gram. Det skal man slet ikke klage over.

Vi sender dette billede hjem til familien fra dyrehospitalet

Efter lidt tid får vi en lidt groggy MicMic ud også. På dyrlægens anbefaling blev hun steriliseret ved samme lejlighed. Ikke noget, som jeg nåede at tænke så meget over, men det er også lige meget nu, for det er gjort. Dyrlægen sagde efter indgrebet, at Mics livmoder var stor og slap, og hun vurderede, at det var årsagen til, at hvalpene ikke var kommet ud ved egen hjælp.

To timer efter ankomsten tjekkede vi ud fra dyrehospitalet igen. Tobias og jeg kørte tilbage mod Haderslev. Jeg var rasende sulten ved tanken om den julemiddag, som jeg ikke havde deltaget i. Efter at have fået installeret Mic og de små, så fik jeg endelig lidt julemad og derefter kunne Tobias og jeg pakke vores julegaver op.

Det var så skønt med julemad efter sådan en omgang

Det var sgu en lidt underlig juleaften. Den vil jeg sent glemme. Efter have pakket op og spist lidt juleslik kravler jeg hurtigt ned i hvalpehulen igen. Tobias og Camilla kører hjem igen, og vi fordeler husets sovepladser mellem os. Silas og jeg sover i gæsteværelset sammen med Mic og hvalpene. Altid rart med et ekstra øre på hvalpene og Mic.

Det er svært at falde i søvn ovenpå sådan en juleaften. Jeg våger over Mic og hvalpene. Går alt som det skal? Har de det varmt nok? Sutter de? Har alle det godt? Jeg tager et par billeder af de små og lægger på Facebook og røber min meget velbevarede hemmelighed. Det vælter ind med skønne lykønskninger (og lidt undren).

For INGEN kendte til denne drægtighed – ud over de praktisk involverede (det er trods alt ikke Helligånden, der er far til de små, selvom de er født juleaften). End ikke mine allerbedste veninder eller familie kendte til drægtigheden. Faktisk havde jeg også parret Mic uden Henriks vidende (hvilket jeg egentlig ikke syntes var helt fair, men det siger måske alligevel lidt om “diskretionsgraden”). Jeg kunne ikke overskue at dele det med nogen, og jeg har brugt meget lidt energi på det i drægtighedsperioden. Silas fik det at vide i fredags, og min far, da han kom lillejuleaften. Så ingen behøver altså at føle sig forbigået eller være fornærmet over, at lige præcis de ikke kendte til det. For det var det samme for ALLE!

Med masser af dårlige erfaringer så havde jeg brug for at holde det for mig selv

Hvorfor var det hemmeligt? På grund af det, som jeg har været igennem med de to tidligere parringer (Mic gik tom første gang og fik dødfødt solohvalp anden gang), så magtede jeg bare ikke at dele det med nogen, og ville faktisk helst ikke selv forholde mig ret meget til det (hvis nu det gik galt igen igen).

Jeg valgte dog at få hende scannet for at vide, om hun var drægtig, så jeg kunne fodre korrekt, men ellers ikke noget. Jeg ønskede virkelig ikke, at folk skulle spørge til drægtighed eller “lægge billet ind” på de hvalpe, som måske slet ikke blev til noget. For min egen skyld var det nødt til være sådan, men til syvende og sidst er det jo også min egen sag, om jeg har drægtig tæve….. Det er trods alt ikke underretningspligtigt.

Parringen skete i øvrigt også som en beslutning i 11. time. Jeg har flere gange afslået at ville gøre forsøget med en parring igen. Jeg synes måske ikke rigtig, at jeg havde modet, og nu ville jeg egentlig også bare gerne have lov til at løbe agility med MicMic uden en drægtighedspause. Så var der jo også lige det der med arbejdet. Det er ikke nemt med at kuld hvalpe, når man skal regne med arbejdsdage på Sjælland fra tid til anden.

Corona gør det muligt at have et kuld hvalpe

Men pga corona så ser verden bare så meget anderledes ud. Der er ingen stævner at holde pause fra, og hvornår kommer de igen? Min arbejdsplads opfordrer til hjemmearbejde, så vidt det lader sig gøre, så ikke udsigt til Sjællandsture på den front. MicMic var 7 år ved parringen, så det var CHANCEN. Den allersidste. Jeg greb den i sidste øjeblik og håbede på det bedste.

Når det nu ikke er Helligånden der er far. Hvem er det så? Han hedder Sheltie4You Guardian of Faith (Sammy). Jeg havde i første omgang udset mig en anden hanhund, men han holdt en avlspause. Så jeg valgte roligt Sammy, fordi jeg en gang tidligere havde forholdt mig til hans linjer, da Mic har været parret med hans far.

Hvalpenes stamtræ
(tak til Anja fra Sheltie4You for design)

Hvalpene er af rene engelske linjer, og det synes jeg sådan set er meget fedt. Ikke fordi jeg har noget imod amerikanske linjer. Men hvis man gerne vil bevare lidt af de oprindelige engelske linjer, så er det vigtigt, at der også laves rene engelske kuld. Ellers forsvinder de. Det er ikke en religion for mig, men fordi jeg nu er så heldig at have en utrolig skøn og arbejdsivrig ren englænder med et fantastisk væsen, så kan jeg godt forsøge at bidrage lidt til den bevarelse. Så det blev mit valg. Når jeg samtidig kender familien til hvalpenes far. Jeg ved, at der kan falde en bombe bag dem, uden at det vil bekymre dem det mindste. Det er tilmed glade og livlige sheltier med et godt hoved og god bygning. Det er ikke et tosset fundament at arbejde ud fra.

Så popper de næste spørgsmål op. Er de afsat? Skal du beholde en selv? Der findes et eneste svar til begge spørgsmål. Jeg tager en dag af gangen. Så ser vi hvad der sker!

Nye juletraditioner

2020 er et år, hvor traditioner vendes på hovedet. Vist ikke kun i vores familie. Måske endda meget lidt i vores familie, da vores familie ikke er så stor.

Julen kommer f.eks umiddelbart ikke til at se anderledes ud end planen hele tiden har været. Min far, min store søn Tobias og kæresten Camilla. Det er i forvejen dem som vi har haft vi vores “sociale bobbel” de sidste måneder, og lige pt er det faktisk også de eneste, som kommer ind i huset hos os. Vi har ikke planer om at ses indendørs med andre resten af året.

Ja det er sådan vi forventer julen, men man ved jo aldrig, hvad der kommer til at ske på sølle 5 dage. For det er hvad der er tilbage før det er juleaften.

Nytår bliver vist bare en 3 mands aften med Henrik, Silas og jeg. Men det er jeg sikker på, at vi nok skal få en hyggelig aften ud af. Vi plejer at holde nytår med nogle venner, men sådan bliver det ikke i år.

Men indtil videre har det alligevel være en hyggelig og julet december, som nok har budt på andre aktiviteter end den plejer.

Vi plejer at lave juledekorationen til juletræsfesten hos Foreningen Cancerramte Børn, hvor jeg også altid sælger kort til fordel for foreningen. Men sådan en aktivitet var naturligvis udelukket i år.

I stedet blev det til, at vi inviterede Tobias og Camilla ned for at lave juledekorationer sammen med os. Egentlig udsprang invitationen af at Tobias gerne ville sætte lyskæden op ved vores tagrende på 1. salg. Henrik og jeg er egentlig ikke så vild med at klatre rundt på høje stiger. Tobias er iskold. Min far blev også inviteret, så kunne Silas lave hans kalenderlysdekoration, og vi kunne alle hygge med æbleskiver.

Ja, så fik vi også prøvet at lave juledekoration herhjemme. Måske skal det være en ny familietradition. Det var da ikke det værste, som Corona kunne bringe med sig.

Sidste weekend skulle jeg have været på hundefys uddannelse på Nordre Dyrehospital. Så overnatter jeg altid hos min far. Silas og Henrik havde aftalt, at vi skulle have et nisselandskab. Jeg kom til at tænke på, at i mit barndomshjem var der altid et nisselandskab (som min bror og jeg til min mors irritation altid skulle pille ved). De sidste mange år har nisselandskabet dog ikke været fremme.

Jeg spurgte min far efter nisserne, og han mente nok, at han kunne finde dem i gemmerne. Så kunne jeg passende få dem med hjem, når jeg alligevel skulle derop. Så kom de skærpede restriktioner og de hastigt stigende smittetal, og vores uddannelsesmodul blev aflyst (også) denne gang.

Men de der nisser skulle jo hjem til Haderslev. Silas har flere gange beklaget sig over, at han/vi ikke rigtig kommer nogen steder. Utroligt at det kommer fra ham, der i den grad ellers nyder bare at være hjemme, men det kan åbenbart også blive for meget. Så Silas og jeg tog en tur op til min far for at hygge og for at hente nisserne.

Der var vi så lørdag i sidste weekend. Vi slog også et smut forbi min mor og ønskede hende en god jul, eller hvad man nu kalder det.

Min far kom med den super gode idé at vi kunne køre ud og fælde vores juletræ, så vi alle tre var med til det (det er nemlig min far, der leverer vores juletræ gennem en af sine gode venner, der sælger juletræer). Så Silas, min far, alle hundene og jeg gik på juletræsjagt. Det kan godt være svært at udvælge det rigtige træ. Er det slank nok? Er det symmetrisk? Er det højt nok eller for højt måske? Det er sgu ikke let at være juletræ.

Det var bare så hyggelig en dag sammen med min far og Silas. Henrik nød vildt at have hele huset i fred og ro. Det har jo været en sjældenhed siden marts. Nærmest ikke-eksisterende.

Nu er nisselandskabet bygget. Jeg havde faktisk aldrig set for mig, at jeg skulle have et hjem med et nisselandskab, men det giver det en meget stor værdi, at nisserne kommer fra mit barndomshjem.

Et uddrag fra nisselandskabet – med en detalje i baggrunden. En nisse der står og tisser. Silas har naturligvis farvet sneen gul der. Meget autentisk.

Det næste bliver så juleaften. Alle gaverne er i hus. Vi er nu gået igang med at skrive varerne til juledagene ind på Føtex´ Køb og Hent. Vi er ret enige om, at vi ikke behøver at foretage julehandelen af dagligvarer ved fysisk fremmøde i varehusene. Det er fint, at andre finder varerne for os og gør dem klar til afhentning.

Vi er gået tilbage i Coronaskjul, og det kan vi sagtens leve med.

Er din jul anderledes i 2020?

Julen 2019

Årtiets sidste jul. Stadig undervejs med at finde vores jul. Jeg føler mig meget heldig, at mine forældre år efter år knoklede i flere dage for at holde jul for os børn og vores familier.

Min far har siden min mors død sagt, at han synes, at der gik 4 dage med det, og han syntes, at det var hårdt arbejde. Det forstår jeg udmærket, men min mor ville have julen på sin måde. Jeg tror, at min far er lykkelig for, at han nu kan bare kan få lov at nyde julen uden at skulle sørge for det hele.

Borderpigerne opdagede pludselig min far. Så var det svært at løse sin Soduko.

Nu er det i hvert fald umuligt at løse soduko

Vi holder i hvert fald jul i vores lille hjem, og min far er naturligvis også velkommen her. Igen i år takkede han ja til at holde jul med os. Det er dejligt at få lov at hygge om og sammen med ham og nærmest betale lidt tilbage på jule-kontoen.

Efter det dejlige besøg på Skejby Sygehus, hvor overlægen delte “gaver” ud, så nåede vi næsten kun lige hjem, inden min far kom med alle vores BilkaToGo varer, gaver og juletræ pakket ned i sin lille C3´er. Jeg fik desværre ikke taget et billede af den pakkede bil. Men jeg kan se, hvor jeg har min bilpakke-tetris-gen fra.

Silas og jeg pyntede juletræet. Vores meget lidt stilrene pyntede juletræ, der rummer pynt fra bedsteforældre, oldeforældre og nyt og humoristisk fra Tiger. Det er bare et juletræ med minder og historier ved.

Jeg havde syntes vi var et noget lille selskab juleaften, da vi kun var Silas, Henrik, min far og mig. Men det var faktisk helt ok. Det var super hyggeligt. Vi havde god tid, men vi skal stadig lære at time madlavningen. Det kan godt være lidt en udfordring, men det endte med at lykkes det hele.

Menuen var risengrød med tilhørende mandelgave. Til hovedret hvide og brune kartofler, flæskesteg, confiteret andelår, rødkål og så fik også Jyde-nachos. Kender du det udtryk? Det er taffelchips med brun sovs til. Meget kan man lære af at arbejde i hovedstadsområdet, men den slags smovseri med sovs og chips er for jyder.

Efter opvasken var der dans om juletræet. Ja, det er vel nærmest gåsegang rundt om træet med næsen nede i sanghæftet med skønsang i en eller anden form.

Når vi nu kun var 4 personer, så kunne man godt tænke, at det der med at pakker hurtigt var overstået, men der var faktisk mange gaver. Og det bringer mig alligevel til at sige, at vi ikke er så overskruede, når det gælder gaver.

Det kan ikke være vores skyld, at der hvert år sættes ny forbrugsrekord på julegaverne. Som grundholdning så giver jeg folk det i gave, som jeg har lyst til at give dem og ikke nødvendigvis det, som står på ønskesedlen, og budgettet skal ikke gå op på kroner og øre. En ønskeseddel er god at støtte sig op af.

Jeg foretrækker at købe mine gaver i fysiske butikker og bruge tiden på at udvælge de rigtige gaver. Der kan selvfølgelig være gaver, som man ikke lige kan få i en fysisk butik i nærheden, så kan det være lidt svært.

Jeg/vi har kun 7 personer, som vi køber gaver til. Dem kan jeg altså godt overkomme at bruge tid til fysiske julegaveindkøb på. Før havde jeg en del flere at købe til, men det er indskrænket nu. Gaver skal altså ikke tage overhånd. Jeg køber naturligvis også helst gaverne i min egen by, som heldigvis stadig har et bredt udvalg af butikker, selvom de klager over vigende salg.

Jeg synes det er lidt ærgerligt og bliver let upersonligt at shoppe julegaver på nettet. Det bliver så tomt og uinspirerende, hvis man ikke kan gå en tur gennem den juleoplyste by, hvor blid julemusik fylder gadens lydbillede mens duften af brændte mandler fra gadesælgeren giver et ekstra drys julestemning. Ærgerligt, hvis der ikke er butikker, hvor man kan se og prøve en vare.

Alle gaverne, som jeg havde købt var indkøbt i fysiske butikker og nøje udvalgt til den enkelte modtager. De gaver jeg modtog var også både gaver fra ønskesedlen og andre, der måske var endnu nøjere udvalgt. Allesammen super gode gaver. Intet der skal byttes der.

Jeg har vist aldrig fået så mange tegninger. Det var godt nok kun to, men alligevel. Den ene havde jeg selv bestilt. Det var en bestilling til vores væg i soveværelset, hvor jeg manglede en ny tegning til samlingen af Silas´ tegninger. Så den tegning vidste jeg godt, at der lå under træet. Men det holdt hårdt for Silas at blive færdig, og jeg vidste ikke, hvordan den så ud.

Undervejs måtte jeg også skubbe lidt til ham, for at han kunne blive færdig (Silas bruger rigtig lang tid på sine tegninger) og forklare ham, at det var vigtigt at blive færdig, så gaven også lå under træet juleaften. Hvad ville han selv sige, hvis der ikke var købt en gave til ham, fordi vi ikke havde haft tid (eller prioriteret tiden). Jeg kunne se, at han tænkte lidt over den vinkel, og så tog han sig sammen og blev færdig.

Det er ikke mig, der er den tegnede instruktør, men hunden er BLÅ (så kan jeg nemlig lære, hvordan en blå hund ser ud = Læs Fuji er i Silas´ øjne ikke blå)

Min far havde medbragt to ret store pakker. Den ene viste sig at være til mig. Jeg havde ingen idé om, hvad den indeholdte. Så jeg var meget overrasket da jeg hev et tegnet billede i ramme op af kassen. Det var min barndomshund, Buller, der var tegnet. Som min far sagde, så var det måske ham, der havde startet “det hele”. Det var en meget smuk og personlig gave.

Tobias havde blandt andet hjembragt te til mig fra England, hvor han havde været på studietur og skulle skrive noget om specialbutikker, og hvad de gjorde for deres kunder. Så tænkte han, at han lige så godt kunne gå i te-butikken og være rigtig kunde og købe noget af julegaven til sin mor, som jo er tedrikker og skuffes over kedelig brevte. Det var da godt tænkt af ham. Jeg glæder mig til at smage dem.

Jeg synes, at julegaver er hyggelige, men de behøver ikke at være store, dyre og flotte. Det er faktisk slet ikke det, som det handler om for mig.

Juleaften fordeles julegaverne en for en ved hjælp af kast med terningen. Den som slår en sekser må hente en gave give til den rette modtager. Så kigger vi alle på, hvad vedkommende pakker ud. Mens vi pakker ud kaster vi os over slikfadet.

Juledag havde jeg dristet mig til at invitere min bror og hans yngste datter samt Tobias og Camilla. Julefrokost!! Det plejer jo (læs min mor plejede) at være noget med sild, fiskefilet, ribbenssteg, æg/rejer, laks, medister, ris ala mande og ja hele julesvineriet.

Ret hurtigt kunne vi mærke, at det ikke lige var det, som vi havde lyst til. Hverken at spise eller stå i køkkenet med i timevis. Vi brød med den tradition og serverede lakseroulade til forret, asiatisk mangosalat med and til hovedret og fromage ala Henrik til dessert.

Ja sådan blev det. Let, frisk og lækkert var det

Alle var glade for ikke at skulle sidde med stoppede, oppustede og tunge maver. Så jeg synes, at det var en succes. Vi slap for at stå at kokkerere hele dagen, når vi nu hellere ville hygge med vores julegæster. For det var superhyggeligt.

Vi slap helskindet gennem en dejlig og hyggelig jul, og nu nyder jeg en dejlig lang juleferie, som varer helt til d. 6. januar. Ikke alle i familien er så heldig.

Der er masser af dage uden noget som helt på programmet. Det ligner slet ikke mig, men jeg skal nok få dem fyldt ud og få vinget nogle af mine evige hængepartier af.

Den bedste julegave lå ikke under træet

Der lå ellers mange lækre pakker under juletræet, men det er ikke nogen af dem, som indlægget her kommer til at handle om. Det kommer til at handle om en helt anden julegave

Der var ellers mange store, flotte og dejlige pakker under træet

Vores jul startede helt afgjort, da vi var på Skejby til rutinekontrol d. 23. dec.

Som sædvanlig starter vi med, at Silas måles og vejes. Han skyder helt vildt i vejret, men som sædvanlig er det en kamp at få sul på hans krop, selvom han egentlig spiser ret godt. Rent genetisk så var både Henrik og jeg nogle supertynde børn i Silas´ alder, så det kan også spille ind for Silas, men det var bare ønskværdigt, at der var mere sul på kroppen, så man har noget at stå imod med, hvis kroppen pludselig skal slås med dumme baciller.

Han fik målt sin lungefunktion. Den var sådan set også tilfredsstillende. I sommers var den ikke helt så fantastisk. Nogen gange svinger den lidt, og det er sjovest, når den er høj. For så føler jeg mig i hvert fald mest trygt. Når den begynder at bevæge sig nedad, så bliver jeg bekymret for, om der en “afvikling” af lungerne undervejs. For det er meget skidt med dårlige lunger.

Så skulle der hostes slim/”snot” op, som dyrkes for at se, om der er bakterier i luftvejene. Desværre plages Silas´ lufveje af staffylokokker, som vi af og til får bugt med med antibiotika, men de har det med at dukke op igen. Nu må se om ekspektoratet er rent og bakteriefrit denne gang. Det får vi nok først svar på i starten af det nye år.

Efter div. målinger osv så var vi helt rutinemæssigt også forbi lægen. Lægerne samler op på tingene, lytter på lungerne osv. Men i dag havde lægens faktisk også en helt særlig ting at fortælle os.

Hun forventede, at Silas til sin 12 års fødselsdag kunne starte op på noget nyt medicin. En pille behandling, der kan gives fra 12 år og op. Det forventes at være en pille morgen og aften resten af livet. Silas tager i forvejen mange piller, og det er så let og hurtigt at tage piller. I stedet for f.eks inhallationer og brusetabletter, der kræver tid og vand.

Der er gennem de sidste år forsket rigtig meget i medicin til Cystisk Fibrose. Der har været meget røre om noget af det første af de revolutionerende mediciner til Cystisk Fibrose, som kom for et par år siden. Der var store problemer med at få det godkendt i Danmark. En af grundene var, at priserne for skyhøje. Men det er også dyrt at behandle med nogle af inhalationerne, for ikke at tale om indlæggelser og evt. organtransplantationer.

Silas ville ikke kunne få gavn af de første par præparater, der kom på markedet. Uden at blive alt for teknisk så matchede hans genmutation ikke den medicin. Den nye medicin, Trikafta, derimod matcher helt fint, og den er endda hele 3 gange mere effektiv end Orkambi, som var det første produkt.

Trikafta er bare ikke godkendt i Danmark endnu, men det forventes det at blive i løbet af foråret. Silas skal så gennemgå en række undersøgelser for at have helt styr på hans “status”, inden han går i gang med medicinen. Det forventes så, at han kan starte op, når han fylder 12 år.

Hvad vi kan læse om Trikafta er, at patienterne oplever en stigning på både lungefunktion og BMI. Det vil bestemt være godt for Silas. Antallet af infektioner skulle også falde. Så der er måske håb for at det kan holde stafylokokkerne i skak, så de ikke ødelægger hans lunger. Nogle af hans daglige behandlinger kan sandsynligvis også reduceres. Det vil være skønt for alle at kunne fjerne eller reducere dem. For ham er det irriterende tid, og han ville meget gerne være fri for dem.

Det var faktisk lidt som om, der lige skulle bruges et par døgn til at synke og forstå denne gave. Det er ikke, fordi vi ikke har hørt noget om den, men jeg har med vilje ikke sat mig ret meget ind i medicinen og forskningen omkring den, fordi jeg så ville beskytte mig selv mod skuffelsen, når vi alligevel ikke kunne få den i DK. Ingen kunne jo vide, hvor lang tid det ville tage at nå dertil.

Henrik følger forskning og andre landes protokoller via div internationale sider og fora på nettet. Henrik har et meget naturligt flair for at nørde i medicin og kroppen. Også han har holdt lidt igen med at juble på vores egne vegne. Selvom præparatet er frigivet på det amerikanske marked, så er det jo ikke det samme som, at også kan fås på det danske marked. Det kan nogen gange tage meget lang tid, men nu skulle Trikafta være lige rundt om hjørnet.

Det giver håb om et bedre og længere liv!