Villa Vest Badehotel

Mens Silas var på lejrskole med Skonnerten Fylla, så udnyttede Henrik og jeg situationen og snuppede os et kæresteophold.

Vi plejer egentlig at være ret gode til at være afsted i hvert fald en gang om året. Men vi har faktisk ikke været afsted siden maj 2018.

Vi tager altid nye steder hen. Vi vender aldrig tilbage til et sted, men den tradition brød vi med denne gang. Vi var sidst på Lønstrup Badehotel og Villa Vest i oktober 2014. Jeg husker at det var blæsende efterårsvejr, og da vi skulle spise i restauranten var der helt mørkt. Det var rigtig ærgerligt, for restauranten har helt sikkert den smukkeste udsigt og solnedgang.

Maden var også dengang helt fantastisk, men vi manglede lige den der solnedgang, og det flotte view under middagen. Så nu tog vi tilbage og håbede, at vi var mere heldige denne gang.

Vi fik checket ind på det klassiske badehotelværelse. Der stod endda en lille sød trævugge i hjørnet af værelset. Det er bare et ægte og charmerende badehotel. Det er virkelig noget andet end Scandic og Comwell.

Så var det ellers afsted for at nå at gå en tur i området. Indrømmet, så havde vi ikke tjek på andet end hotellet og restauranten, men der var så meget andet indenfor en rimelige radius. Så vi satte tilfældigt kursen sydpå langs kysten.

Henrik hader selfies, og jeg morede mig altså lidt over denne selfie, hvor han står og ser ud til at være lidt træt af at vente på mig (det kan man nok se af mit fjogede udtryk). Bemærk også fyret i baggrunden

Indenfor et par km stødte vi på Maarup Kirke – eller stedet, hvor kirken var. Det er et stykke Danmarkshistorie, der fortæller lidt om, hvor barsk og glubsk Vesterhavet er. Kirken blev over en årrække frem til 2015 nedtaget stykke for stykke, da man frygtede, at den ville styrte i havet. Da man nedtog kirken lå den kun 9 meter fra den stejle skrænt. Oprindeligt var kirken bygget 2 km inde i landet. Her er naturen barsk.

Kirken er væk. Tilbage er gravsten og ankeren fra et skib, der forliste ud for kirken i 1808. 226 besætningsmedlemmer døde og blev begravet på en fællesgrav på kirkegården

Lidt længere nede af kysten så vi et fyr. Det så ud som om det lå på en kornmark, men det var naturligvis bare en kæmpe sandbanke. Det var det “verdensberømte” Rubjerg Knude Fyr, som i oktober 2019 af en lokal entreprenør blev flyttet 80 meter ind i landet, da fyret med vandets evige æden af kysten også var kommet lidt for tæt på havet.

Vi kæmpede os faktisk hele vejen op til fyret og op i tårnet

Selvom vi faktisk ikke anede, at det var “det fyr”, som vi besøgte, før vi kom hjem igen (underligt nok var der ingen skilte der fortalte det), så var det alligevel en stor oplevelse, og udsigten havde helt sikkert været helt fantastisk, hvis ellers vejret havde været klart.

Vi var lidt pressede på tiden og måtte halvvejs løbe og gå retur til hotellet for at nå i restauranten til middagen kl 18.30. Efter en hurtig dusch og en rask gåtur på 800 meter op til restauranten, så tog ved plads ved et af vinduerne på restauranten.

Selvom solen svigtede os, så var udsigten nu smuk alligevel

Lige i dag var der så ingen solnedgang, men det havde der været de foregående to dage. Men vi kunne nyde havudsigten, den udsøgte mad og vin og ikke mindst hinandens uforstyrrede selskab.

Det er restaurant Villa Vest, der ligger midt i billedet. Højt placeret med havudsigt på 3 sider

Når vi en sjælden gang kommer ud at spise sammen alene, så får vi bare en helt anden ro til at snakke og fordybe os i samtalen, og skal jo heller ikke spekulere på, om der er et lille øre, der lytter til noget, som han måske ikke lige behøver at blive indviet i.

Forretten bestod af kulmule med bær. Meget lækkert kan jeg sige

Maden var ganske udsøgt, og tjenere var der masser af. Der var virkelig ikke noget at klage over. Efter at have nydt middagen gik vi tilbage til badehotellet – i regnvejr. Men pyt restauranten havde paraplyer til udlån. Det var egentlig også meget rart med en frisk travetur efter en god middag.

Næste morgen var der morgenmad med lokale specialiteter, og der blev faktisk også tid til en lille tur ned til vandet, inden vi satte kurs mod Aalborg, hvor vi skulle tage imod Skonnerten Fylla og Silas, som sammen med 6. klasse fra Den Nye Friskole havde været på havet siden om mandagen.

Silas på Fylla

Det var skønt med sådan en tur, hvor vi bare var Henrik og mig. Det var også skønt at få Silas hjem igen efter 5 dage. Hundene var hos min far, så dem samlede vi op på vejen hjem fra Aalborg. Men en kærestetur er bare skøn, og det skal man da forsøge at unde sig selv og hinanden. Næste gang skal der ikke være to år til.

BAER-test Fuji

Han var enorm sød og empatisk og gav sig virkelig god tid.

“Jeg får ikke rigtig respons fra hende”, konstaterede dyrlægen efter at have prøvet sig frem med forskellige placeringer af elektroder og varierende styrker på apparatet, der udsendte serier af små kliklyde, der var så høje, at jeg let kunne høre det. Han var både grundig og tålmodig og havde næsten brugt en halv time på testen.

Men Fuji kunne desværre intet høre. Hendes hørelse er nu helt væk, og hun er altså stokdøv.

Min triste og lidt humoristisk tanke var, at det her jo var spild af et pænt hundenavn. Et navn, som jeg havde gemt på min liste i flere år, til jeg mødte den rigtige hund. Her var hun så. Fuji! Men hun kommer aldrig til at høre mig kalde det mere. Hjemme har vi joket lidt med at give hende et nyt navn, som f.eks Lola.

Hvad havde jeg forventet? Ja, jeg havde egentlig nok forventet det resultat, som jeg fik ud af BAER-testen, men det gjorde faktisk alligevel lidt ondt. Men nu havde jeg da i det mindste vished. Det er et par måneder siden, jeg fik lavet testen, men det er som om det her indlæg har været lidt svært og træls at skrive.

Måske er du lidt nysgerrig efter, hvordan sådan en test udføres. Man starter med at bedøve hunden. Når du kigger på billedet er det nok let at se hvorfor. Via et apparat sendes der en serie af små kliklyde i forskellig styrke. Elektroderne som er stukket ind i hunden opfanger lydene og hundens respons på lyden (eller mangel på samme)

Sovende Fuji med elektroderne monteret

På Odder Dyreklinik får man lov at være ved hunden hele tiden. BAER testen kostede ca 1750. Jeg tjekkede også en klinik på Sjælland, som lå i nærheden af firmaets hovedkontor. Der kostede det kr. 2200, og det lød ikke til, at man som ejer var velkommen til at overvære testen.

Fuji er stadig min dejlige og friske “Blå Ferrari”. Hun tager sin døvhed med ophøjet ro. Heldigvis! Hun virker tryg. Det er jo ikke nogen selvfølge at en hund trives med at være døv. Men Fuji indretter sig helt sikkert efter det. Hun placerer sig altid, sådan at man skal “forcere” hende for at komme ud af et lokale. Så kan hun jo godt tage en lur og stadig holde sig orienteret. Somme tider kan jeg høre, hvordan hun styrter forvildet rundt i huset for at finde mig, selvom jeg måske sidder og snakker højlydt i telefon i et lokale, men det kan hun jo ikke høre. Hun ved bare, at hun ikke lige har styr på, hvor hun kan finde mig, og det bryder hun sig ikke om.

Strategisk smart placering. Det er svært at liste forbi hende, når jeg skal ud fra hjemmekontoret

Hun kigger ofte på mig og reagerer heldigvis rigtig godt på håndtegn ved indkald, men jeg må indrømme, at hendes frihed udenfor haven er blevet meget indskrænket. Jeg går kun løs med hende på steder, som jeg kender eller hvor mit udsyn er rigtig godt. Responstiden er lidt længere, når man ikke bare kan kalde og skal vente på at hun kigger på en.

MicMic har udnævnt sig selv som hjælper i den forbindelse. Når jeg klapper mig på låret (nogen gange kan jeg få kontakt ved klap, men kun når distancen ikke er for stor), så har MicMic fundet ud af, at det betyder, at Fuji skal komme. Så løber hun op og prikker til Fuji, som så kan vende sig om og se mit håndtegn.

Det er ikke noget, som jeg på nogen måde har lært hende. Inden jeg fandt ud af, at Fuji var døv, har MicMic flere gange fået skæld ud for at løbe op og “drille” Fuji, når jeg nu kaldte på flokken. Men MicMic har stædigt holdt ved, og nu roser jeg hende naturligvis for at yde den hjælpende indsats.

Mic viser her, hvor sej hun er til at hjælpe med indkaldet

Naturligvis skal Fuji også have et godt og sjovt liv, selvom hendes “brugseffekt” er dalet en del. Der er faktisk ikke mange sportsgrene som er nemme at dyrke med en hund med et højt drive, hvor du ikke har verbale kommandoer som værktøj. Men vi hygger alligevel med forskellige aktiviteter, og hun gør det så godt hun kan, og så kan jeg ikke forlange mere.

Hygge på agilitybanen

Jeg bruger verbal kommunikation med mine hunde rigtig rigtig meget. Det tror jeg, at de fleste gør. Det kan både være for at få deres opmærksomhed, bede dem tage det med ro, vente, blive, korrigere adfærd med et a-aah eller “prøv igen” samt naturligvig at hav af kommandoer til tricks, agility osv.

At tage et gruppebillede med attention fra alle tre på en gang er blevet en udfordring 😀

Fuji bliver nok ikke en konkurrencestjerne, men hun elsker at være med til det hele. Døv eller ej. Fuji er fuld af gå på mod, og jeg har aldrig haft en hund, der kaster sig over hvilken som helst aktivitet med krum hals og glæde. Fuji er min bedste løbemakker.

Fuji er en tro følgesvend på løbeturene

Hun er en hund, man kan svømme med i havet. Hun svømmer gerne side om side med mig langs kysten. Hun står gladeligt på Paddleboard. Hun elsker at gå spor, søge, agility, hyrde, lydighed. Måske er hendes præstationer lidt hæmmet, men Fujis gå på mod fejler ikke noget. Det er alligevel det vigtigste. Så er der grobund for et godt og indholdsrig liv for hende. Men som jeg siger, så er hun nok ikke en hund, som jeg tager til stævner med, men jeg kan tage hende med til stævner og lade hende “lege” lidt med, hvis jeg er afsted med en anden hund. Hun er heldigvis ligeglad.

Fuji er frisk på ALLE aktiviteter

Hun er en sjov og særlig hund, som naturligvis også har en varm plads i vores hjem. Jeg glemmer stadig ikke Silas´ reaktion på den telefonsamtale, som han overhørte, hvor jeg talte med en dyrlæge. Dyrlægen havde spurgte om jeg mente, at døvheden var opstået pga traume eller arvelighed. Jeg svarer kort “Arvelighed”. Silas hører det, som om jeg siger “Aflivning”.

Heldigvis konfronterer han mig med det, som han mener at have hørt, fordi han naturligvis ikke synes, at det er rimelig, at jeg vil aflive Fuji bare, fordi hun er døv. Jeg kan berolige ham med, at det kunne jeg ikke finde på, når hun nu er en ellers glad og frisk hund. Silas og Fuji har et helt særligt bånd, og hele kroppen kører på hende, når hun ser ham.

Lektielæsning med Fuji helt tæt på

Hvordan kan jeg så vide, at det er arveligt? Jeg har godt nok ikke fået lavet en DNA test på hende, men for nylig er det konstateret, at også Fujis far også er døv. Jeg ved at to af hans sønner her i DK begge er bærere af EAOD (en affected hund vil altid give genet videre – en bærer kan også, men en affected gør det med sikkerhed). Jeg har også fået oplyst at flere hunde efter “Trust Your Heart A-brødrene” er bærere. Jeg har også fået oplyst, at flere hunde på Ninjas side (Choko) er blevet noget tidligere døve end “forventet”. Så genet har bare ligget og puttet sig, indtil der kom en anden bærer ind i spillet, og der er så kommet afkom med Early Adult Onset Deafness, når man parrer to med genet. Dette kunne man i øvrigt ikke genteste for, da Ninja i sin tid blev parret. Så jeg var chanceløs, hvad det angik.

Fuji med et friskt og spøjst udtryk

Er døvhed et handicap? Ja, det synes jeg, at det er. Men det er ikke umuligt at leve med. Det havde været meget meget lettere, hvis hun kunne høre. Det eneste tidspunkt, hvor det er en fordel er, når DAO kommer og afleverer måltidskasser om natten. De andre hunde er åbenbart overbeviste om, at Fuji har “vagten”, så buddet får lov at sætte kasserne af uden, at nogen som helst kommenterer på det. Lige der synes jeg, at døvhed er smart, men ellers synes jeg det er lidt trist for så ung en hund.

Når det så er sagt, så er jeg glad for stadig at have Fuji, og døvhed er ikke noget, som giver hende smerter, ubehag eller nødvendigvis afkorter hendes liv. Det er nok mest mig, der føler mig lidt ekstra udfordret.

Corona DM

Af flere årsager er det ikke blevet til det store stævneræs for mig i denne sæson. Jeg nåede et stævne inden lockdown, og jeg har egentlig klaret mig ganske fint uden stævnerne. Der er så mange andre ting, som man kan tage sig til i stævnernes fravær.

Jeg havde faktisk alligevel ikke kunnet løbe med MicMic de sidste måneder, da hun (sandsynligvis under udskridning i dugvådt græs) kom til skade med skulderen. Efter at Jacob på Nordre Dyrehospital har frigivet hende, har jeg brugt energi på nogle styrkeøvelser og at teste hende lidt af på meget korte træninger, så jeg kunne se om der kom nogen reaktion.

Alt ser fint ud – heldigvis!! Så trods manglende træning valgte jeg at tage afsted til årets DM, som blev afholdt i forbindelse med Dansk Kennel Klubs “Hund i Fokus” på Vilhelmsborg. Et arrangement som kunne have været vildt fedt med masser af hundearbejde at kigge på, hvis ikke det lige var for forsamlingsforbud og restriktioner. Men dejligt at DKK havde mod på at arrangere det alligevel. Men den del vender jeg lige tilbage til.

Hallen på Vilhelmsborg er superfin at løbe i. Underlaget et godt

Uden træning og uden forventninger, men bare med et håb om, at vi kunne samarbejde, og ikke mindst at Mic ville forblive ok. Men mest af alt bare med et ønske om at have det sjovt sammen på banen. Det hele blev indfriet – og faktisk også lidt mere til.

Vi fik 10 fejl i springløbet, men jeg var faktisk ligeglad med det, for bare det at løbe et stævne sammen igen og være på bølgelængde var fantastisk. I næste løb mente jeg bestemt at have fået 5 fejl på A´et, men da jeg kiggede i resultatlisten, så stod er 0 fejl, og jeg lå nr. 2 i det løb. Jeg luftede min forundring med andre, der sagde, at de ikke havde bemærket en arm i vejret. Nå men somme tider husker man sine løb anderledes og “dømmer” sine egne løb hårdere end dommeren. Med de to resultater gik vi direkte i A-finalen, hvor der skulle løbes om mesterskabet. Da jeg kom hjem modtog jeg på messenger videoer af mine løb, og kunne se, at dommeren rent faktisk dømte fejl på A´et, men det blev altså ikke noteret.

I A-finalen fik vi først en vægring og kort efter en disk. Sådan kan det gå. Jeg bliver selv lidt finale-fanden-i-voldsk og så går det sgu bare lidt lettere galt. Men jeg var igen helt ligeglad med resultatet. Jeg havde fået alt, hvad jeg kom efter, og Mic og jeg smilede om kap i alle tre løb. Okay, jeg smilede så godt jeg kunne, mens jeg hev efter vejret. Det var sgu nogle lange baner.

Lige efter hvert løb så jeg vissen ud. Da vi skulle hjem var det MicMic der var helt vissen at se på.

Banerne var faktisk ret fine. Der var et godt flow og ikke bare det uopfindsomme skarpe “hent bagsiden” eller tvungne wraps eller hvad man nu kan støde på. Ærgerligt var det dog at konstatere at alle tre agilitybaner sluttede med en lige ud strækning, hvor balancebommen var næstsidste forhindring og slutspringet stod i lige linje derefter. Det samme gjorde sig gældende søndag, hvor de store hunde løb meget lignende baner. Total gave til løbefelterne og absolut ikke en gave til dem, som skal op og være ved feltet på bommen og samtidig ikke har mere luft efter at have tonset en hel bane igennem. Nå, men banerne var i deres helhed meget fine, og det er var bare en kedelig gentagelse på afslutningen. Og vi fik set nogle meget flotte løbefelter…..

I ugen op til DM overvejede jeg at spørge lidt nærmere ind til “sikkerheden” ift arrangementet. Her tænker jeg faktisk ikke på sundhedsmæssigt, for jeg kan godt tage vare på mig selv, og jeg kan ikke se, at det skulle være mere risikabelt at deltage i et agilitystævne end at handle ind i Netto. Det eneste tidspunkt vi nærmest kan komme tæt på hinanden (med mindre man er en af dem, som ikke kan lade være med at kramme) er til banegennemgang, og der kan man godt holde afstand, når der kun er 20 personer.

Nej mine tanker var mere på det lovgivningsmæssige ift forsamlingforbuddet. Vi måtte jo f.eks kun være 100 personer i hallen (og 100 til HTM i den anden hal, 100 til Lydighed udenfor osv) . Det var lidt svært at se, hvordan man ville sikre dette, for folk kunne bare vade ind i hallen, hvor vi løb agility. Sidst på dagen lørdag kom der dog et skilt op, hvor der stod, at der ikke måtte komme publikum ind. Der var tilsyneladende ingen kontrol med dem, som gik ind i hallen (og jeg så da adskillige, som bare lige skulle hente/bringe/snakke/kigge osv.). Personligt betød det ikke noget for mig om der var 100 eller 300 i hallen (og der var altså ikke i nærheden af 300). Der var god plads til at holde afstand alligevel, men hvad ville “ham med bødeblokken” sige, hvis han kiggede forbi? Jeg spurgte den ansvarlige, som svarede at hun “troede” at de så ville tage fat i dem først. Ja, ok, men hvis de så ikke gjorde, så kostede det så lige kr. 2.500 pr. person….

Hvad med parkeringspladsen, som var propfuld fordi alle parkerede der? (Jeg hørte nogen, der cyklede forbi og kommenterede, at der da godt nok var mange mennesker i dag). Der var ingen skilte sat op, som indikerede hvor folk skulle holde. Godt nok stod det i noget informationsmateriale. Men sidder folk og kigger på det, når de ankommer med stævnenerver? Toiletterne var også opdelte, så dem i den ene ende af hallen var til nogle hundefører og dem i den anden til andre hundeførere, men hvis man ikke havde hørt det i højttaleren om morgenen, så var der ingen skilte til at hjælpe en med at gøre det korrekt.

Når man kom ind af døren til hallen, så kunne man ikke komme ind af døren, før man havde taget i håndtaget – og der var ingen håndsprit i forhallen. Ja der var en helt fantastisk smitte-kontaktflade. Ja, jeg er lidt håndsprit-sippet og havde min egen håndsprit på mig. Som før nævnt jeg behøvede ikke at røre andet end min hund og hendes snor/belønning.

MicMic var bare så glad for at løbe agility.

Nå men min bekymring handlede kun om risikoen for bøder, resten ift Corona synes jeg egentlig at jeg selv havde kontrol over, og overordnet fandt jeg altså selv, at det var ansvarligt at afholde sådan et arrangement, men der er godt nok mange ting, der skal tænkes ind, når man kan holde det under Corona-restriktioner, og det er et kæmpe ansvar at holde så stort et arrangement lige nu. Men tak fordi DKK ikke bare gav op, og fik afholdt et godt DM til trods.

En anderledes lejrskoletur

Da jeg gik i 6. klasse gik lejrturen til Bornholm. Vi tog afsted fra Djursland med toeget. Vi gjorde holdt i København, hvor vi gik i Tivoli hele klassen. Natten foregik på natfærgen til Bornholm, hvor vi boede på en lejrskole. Jeg husker Rokkestenen, Kamelhovederne, Hammershus og det bornholmske landskab.

Der er stadig ikke noget usædvanligt ved en lejrtur til Bornholm. Det er der stadig masser af klasser, der gør, og det er sikkert også en fed tur.

Silas´ klasse har bare lige været på en helt anderledes lejrtur med sin klasse. Jeg er sikker på, at det er en oplevelse for livet og for klassen.

19 elever fra 6. klasse på Den Nye Friskole har nemlig sejlet 5 dage med Skonnerten Fylla. Besætningen på 4 personer sammen med 2 lærere og 19 børn.

Afslutningsbillede, som blev taget af mig, da jeg som eneste forælder fik lov at gå omborg (kun for at tage dette billede

Mandag middag lagde de fra kaj i Svendborg, hvorfra de sejlede til Nyborg. Turen gik videre til Samsø, op til Hals og fredag formiddag så vi Fylla komme ind i Aalborg – side om side med legendariske Fulton, som man i øvrigt også kan booke til lejrskolesejlads nu.

Skipper viser første strækning. Svendborg – Nyborg

Ombord har eleverne haft daglige pligter, deltaget i madlavningen, spillet spil, haft landgang, været lidt søsyge, kedet sig lidt, haft lidt hjemvé er det vist også blevet til, lært en hel masse maritime ting og hygget sig med deres klassekammerater.

Der spilles spil i banjen

Jeg er sikker på, at det har været en helt fantastisk tur, som de aldrig nogensinde glemmer, og at de har fået et helt unikt sammenhold af sådan en tur.

I øvrigt bemærkede alle de forældre, der var kørt til Aalborg for at afhente poderne direkte fra Fylla, at besætningen havde fået opdraget ungerne helt fantastisk godt på 5 dage. De styrede dem med skibsklokken. Når der blev ringet med klokken, så fandt ungerne deres pladser og holdt deres “kaje”. Der blev de pænt stående til der blev ringet “ud” igen. Desværre havde de ingen skibsklokker til salg ved landgangen. Der havde ellers været alletiders mulighed for et mersalg. Nu overvejer jeg om man i stedet kan overføre det til en fløjte af en slags….

Her står de stille og blide som små lam, mens skipper taler og takker af. Sikke en disciplin!

Selvom Silas faktisk ikke havde glædet sig, så er jeg sikker på, at han alligevel endte ud med at have en super god tur sammen med sine klassekammerater. Han har i hvert fald fortalt lystigt fra turen.

Måske kan andre lade sig inspirere til sådan et lejrskoleophold for deres ungers klasse eller andre arrangementer som konfirmationer, firmature eller andet.

Fylla – Super fint skib

5 dage på havet med Fylla koster kr. 39.500, så det koster ca 2.000 pr. elev for sådan en uge. Det er sørme en superfin lejrskolepris, når man tænker på, hvor storslået en oplevelse det er. Man skal dog være opmærksom på, at man skal booke i god tid. Tror faktisk klassen har haft booket Fylla i 2 eller 3 år.

Nogen vil måske undre sig over, at vi overhovedet tør lade Silas tage afsted på sådan en tur i disse Corona-tider. Men vi var sådan set ret trygge ved det. Godt nok er klassen tæt sammen, men vi bor stadig i en kommune med et meget lavt smittetryk, og denne oplevelse ville vi ikke fratage Silas. Jeg er sikker på, at klassen i lang lang tid kommer til at snakke om turen, og så vil det bare være så ærgerligt ikke at have været med.

HighPark

I søndags var vi rigtig på tur. Vi havde booket for et par uger siden, og tænk at vi var så heldige med vejret, som vi var. Når man tænker på at det nærmest havde regnet i 1½ uge op til denne søndag. Dejligt solskin og tørvejr. Fantastisk!

Sammen med min gode veninde Mona og hendes lille familie havde vi booket 6 “klatrepakker” i HighPark, som ligger mindre end 10 km fra os.

Silas og jeg er klar til klatretur

Ingen af os havde prøvet det før, og nogen af os led endda af højdeskræk.

I HighPark klatrer du i træerne en glider med svævebaner hen over en kløft i skoven.

Johnny og Henrik på platformen klar til at forcere næste forhindring

Man starter med en kort introduktion i hvordan sikkerhedsudstyret virker. Så prøver man en lille øvebane, hvor man bare går på jorden, men får styr på , hvordan man nørkler sit udstyr rundt i wire og stop. Man af-og påmonterer glideren til svævebanen og karabinhagen. Så er man klar til at klatre. Man har 4 timer til at klatre i, og det er egentlig meget passende.

Silas i en af svævebanerne

HighPark har 5 baner med varierende sværhedsgrad og højder. Det var super fedt og bestemt også udfordrende. Mandag kunne jeg i hvert fald godt mærke det i skuldre og arme.

Silas på vej op af en gyngende stige. Alt er dinglende i sådan en park.

Silas og Oliver var i deres es, og de var superseje på banerne, selvom deres forholdsvis ringe højde nogen gange udfordrede dem lidt ekstra. Jeg var så glad for at se, hvor flot Silas klarede det, for tidligere havde han ikke meget styrke, men vores stædighed med at holde ham igang til sportsaktiviteter har helt sikkert båret frugt.

Johnny, Mona og jeg kom gennem alle 5 baner. Vi sluttede på den sorte bane, som var lidt krævende for de efterhånden slatne arme. Det er nemlig udelukkende en “voksen-bane”, hvor man skal bruge styrke, teknik og balance i en god blanding. Det der med højdeskrækken var i øvrigt ikke et problem, for man har ikke tid til at være optaget af, hvor langt der er ned – og man kan jo heller ikke falde ned pga sikkerhedsudstyret.

Efter en god klatretur, så var det tid til at få lidt mad i maven. Lige ved siden af klatreparken ligger “Pandekagehuset”, hvor de serverer kæmpe madpandekager med fyld – ja faktisk også dessertpandekager.

En “lille” madpandekage

Der ligger også en nyanlagt minigolfbane samme sted. Den er faktisk også meget hyggelig. Den har vi prøvet ved et andet besøg. Det er også en dejlig familiebeskæftigelse.

Hvis nu du også er blevet fristet, så ligger alle disse fine faciliteter i forbindelse med en lille hyggelig campingplads (Genner Hoel) midt mellem Haderslev og Aabenraa. Det giver da mulighed for en aktiv campingferie eller bare en hyggelig udflugt for familien.