Opladning og gentagne tørringer på Rømø

Iben og jeg er gode gamle veninder helt tilbage fra, da vi gik på HF på Grenaa Gymnasium. Vi kørte i bus til og fra skole, og hold da kæft, hvor fik vi mange gode grin sammen dengang på vores busture.

Det er lykkedes for os at holde kontakten gennem de snart 30 år (hold da kæft, hvor virker jeg gammel,når jeg skriver sådan….)

Iben og jeg fik den idé for nogle måneder siden, at vi da skulle ud at ride på islændere og på wellnesstur sammen. Rømø var vores destination. Vi gik i gang med at finde et sommerhus, som vi kunne leje. Gennem facebook fandt vi et sommerhus, hvor der måtte være hunde (ikke nogen snak om hvor mange… den store fordel ved at leje privat) og hvor prisen var ganske overkommelig. Onsdag til søndag for kr. 1250 + forbrug.

På vej over dæmningen til Rømø

Jeg pakkede badetøj, løbetøj, ridetøj, travetøj  -og heldigvis også regntøj.

Iben og jeg tog derover onsdag. Henrik og Silas ville gøre os følgeskab torsdag aften. Så vi havde altså næsten to dage helt for os selv til ALT det,som vi havde planer om. Og det var ikke småting: Wellness, lange gåture med vores hunde, islænderridning, hundetræning, løbetur på stranden, afslapning, ansigtsmasker og god mad. Ja, alle kan jo se, at det kan man ikke nå på to dage.

To tidsoptimister, der jo også skulle huske at slappe af. Solen skinnede og det var smukt på Rømø om onsdagen. Vi startede med at gå en tur på 8 km langs vandet fra Sønderstrand og nordpå. Sådan et lækkert vejr skal man ikke misse.

Min trio på Rømø

Hundene fik virkelig ræset rundt. Vi gik og gik og mødte sådan set ikke et øje. Da vi startede turen kom en tysk indregistreret bil trillende forbi os på stranden. Et lidt mystisk køretøj med et “legehus” monteret bagpå på traileren. Bilen vendte om på stranden og kørte tilbage. Vi undrede og hver i sær over køretøjet.

Hundene hygger i det lave vand

Iben og jeg havde gået næsten to timer og havde ikke et mødt et øje. Jo faktisk havde vi mødt køer, der nærmest var store som huse. Udover dem havde vi ikke mødt nogen.

På vejen tilbage til vores biler, men stadig langt ude på stranden så vi pludselig “legehus-bilen” og ud af den sprang en håndfuld splitternøgne mænd, som begyndte at kaste spande med koldt Vadehavsvand på hinanden.

De var nok kørt så langt ud på stranden, fordi de forventede, at de kunne være alene derude. Så kom vi altså pludselig der. Heldigvis var det nogle flotte fyre, så vi nød vel bare synet og fniste lidt forlegne. Tilsyneladende mere forlegne end de nøgne tyskere, der bare gav fanden i vores tilstedeværelse, da de først havde spærret øjnene op i overraskelse over, at vi dukkede op ud af det blå.

Det var en smuk tur med solnedgang og overraskelser…

Tilbage i sommerhuset sov hundene godt foran brændeovnen. De havde helt sikkert fået ræset langt mere end vores 8 km på den tur. Småvåde og trætte. Godt at kunne krølle sig sammen i håndklædedækkenet foran brændeovnen.

Mic hviler og tørrer

Ovenpå den friske tur fik Iben og jeg os en god sund aftensmad. Her kan man bemærke, at Iben rigtig var i julestemning med en nisseøl. Jeg var så nødt til at drikke den anden øl helt på egen hånd.

Det var godt, at vi huskede at nyde det gode vejr onsdag, for torsdag var det knap så imponerende. Det var halvvådt, diset og lidt blæsende. Planen var jo ellers at ride på islænderheste. Det kunne have været fedt, men vi gad faktisk ikke give en formue for at sidde og blive kolde og våde på ryggen af hestene.

Vi luftede hundene omkring Kommandørgården (som vi boede få hundrede meter fra). Der var en hunde-legeplads inde på deres campingareal. Der var lidt sjove ting, som man kunne aktivere sine hunde med. Men måske ikke lige i det tempo, som jeg normalt forcerer agilityforhindringer med.

Der var også dette her A-bræt, som det altså nok ikke helt var, men det var, hvad både Iben og jeg så det som. Hvis man sendte sin hund over, så gemte der sig grimme overraskelse på nedgangen i form af huller.

Vi lagde en slagplan for resten af dagen. En løbetur ved Lakolk Strand hundene. På vej til Lakolk begyndte det at regne, men vi var stædige og ville løbe den planlagte tur. Vi og hundene kunne jo nok tørre igen efter turen, og så var Iben og jeg nok endnu mere klar til vores wellnesstur på Enjoy Resort.

Så er løbespandet klar

Hundene fik deres seler på og vi vores løbebælter på, og så løb vi en tur langs vandet. Lækkert sted at løbe, men regn og blæst kunne vi sagtens have undværet.

Vi blev blæst igennem på turen og det var ikke kun sved, vi var våde af

Det var fantastisk at bruge eftermiddagen på wellness og fiskespa. Ægte venindehygge. Det var lige, hvad jeg trængte til. Vildt mærkeligt bare at være på venindetur uden barn/familie, hvor hovedformålet bare var venindehygge (ikke stævne eller VM tur). Det må man sgu godt unde sig selv en gang i mellem.

Efter være blevet opløst i diverse bade og bassiner, så var vi klar til at lave mad til, at Silas og Henrik skulle komme om aftenen.

Fredag formiddag nåede Iben og jeg endnu en god lang luftetur langs vandet og i klitområderne med hundene. Så var det tid til at Iben vendte snuden hjem mod Fyn.

Sommerhus er hygge og samvær, for mig i hvert fald. Det er gåture,  hjemmebagte boller og brætspil.

Sommerhus er også at sove længe og hygge sig under dynen i stuen. Bare fordi der ikke rigtig er noget, som man skal nå og bare skal slappe af.

Tegneserielæsning under tæppet i stuen, når man lige er vågnet

Der er heller ikke meget andet at lave på Rømø på denne årstid. Øen er næsten affolket, så der er ikke meget action og ikke mange butikker med liv i.

Min familie havde ikke rigtig fået pakket Rømø-outdoortøjet, men det skulle jo ikke forhindre hundene og mig i at få frisk luft, men lad mig bare sige med det samme, at resten af weekenden var der nærmest ikke en halv times sammenhængende tørvejr, så alle ture krævede stort set regntøj.

Billederne herunder er fra samme gåtur. Total omskifteligt vejr. Regn, sol, regn i en lang gentagelse på min to timers tur, som var fordelt over flere destinationer.

Regn på første tur ved vandet

Henrik og jeg startede med at køre til stranden for at gå tur. Efter mindre end 20 minutter var Henrik gennemblødt og jeg kørte ham tilbage til sommerhuset.

Derefter vovede jeg mig i hundeskoven. Min tanke var, at ingen da gad at tage i hundeskoven på Rømø i regnvejr. Det lykkedes mig også at navigere udenom de få gæster, som også var forbi skoven på samme tid, som jeg var der.

Tre regnvåde hunde i hundeskoven

Hundeskoven var for kedelig og for lille. Desuden kom jeg i tanke om, at jeg havde glemt tre lorteposer på stranden. Det går jo ikke. Så jeg kørte ned på stranden for at rydde op efter mig. Så skinnede solen, og jeg tog en tur mere langs vandet.

Høj vandstand og solskin. Men på trods af, at vi allerede havde gået en tur ved vandet og en tur i skoven, så var hundene friske på endnu en spurt langs vandet
Men det trak op til regn igen, men vi nåede da hjem i tørvejr

Hjemme stod den på nem aftensmad. Pizza fra Dagli´ Brugsen. Ikke turens bedste måltid. Især ikke den øverste pizza. Den var faktisk slet ikke spor god. Den nederste var ok af en frostpizza. Man må gerne være lidt doven i et sommerhus.

Søndag var sidste dag på Rømø og tilbage var stort set kun at gøre rent i sommerhuset. Det var virkelig tiltrængt. Fuji har været total i fæld. Selvom hun nærmest allerede er helt skaldet, så kunne hun alligevel blive ved med at smide pels. Selvom jeg havde støvsuget flere gange undervejs, så var der stadig Fuji alle vegne.

Men jeg nåede da alligevel at løbe 5 km med hundene, inden den stod på oprydning, pakning og rengøring.

Søndag var det også lortevejr. De, som var kørt ned til stranden for at køre langs vandet, måtte vende om, for der var ingen vej i dagens anledning.


Jeg kan godt lide de her udenforsæsonensommerhusture. De giver lige en hurtig lynopladning og lidt ekstra hygge.

Som havets bølger

Du er stranden. Nogen gange er du tør og andre gange slår bølgerne ind over dig. Vejret er omskifteligt, og det er vandstanden også.

Det er måske ikke så tosset et billede af, hvordan man rykvis rammes af sorg efter at have mistet.

Som de fleste ved mistede jeg pludselig min mor i marts. Det er faktisk helt rigtig, at det at miste en forælder er som at miste lidt af sig selv. Det bliver aldrig helt det samme igen, men man lever videre. Man kan leve videre og lade sorgen være ubærlig eller forsøge at bearbejde den på anden vis.

Min livsfilosofi er at alt det, man ikke kan ændre i sit liv, må man acceptere og så få det bedste ud af situationen. Det er også derfor jeg primært bearbejder min mors død med tanker om kærlighed og stor taknemmelighed for, at jeg havde den mor, jeg havde, og mine forældre gav mig en god og tryg barndom. En barndom hvor jeg vidste, at mine forældre ville støtte os børn og ikke bare lade os sejle vores egen sø. Vi fik lov at fejle. Vi fik lov at lære af vores fejl.

Et kig i fotoalbummet – Fra mine forældres sølvbryllup

Jeg synes stadig, at det er tarveligt og urimelig, at vi ikke lige fik 10 år mere sammen. Men når den tanke dukker op, så tænker jeg, at jeg mest af alt er så taknemmelig for de mange år, vi trods alt fik. Taknemmelig for, at hun faktisk betød så meget for mig, at tabet er så stort.

Billede fra min konfirmation af min mor og mig. Fin sangskjuler med kaniner i bur i øvrigt

Jeg har veninder og bekendte, der siger til mig, at de faktisk ikke ved, hvor meget det vil betyde for dem at miste deres mor. De har ingen idé om deres følelser den dag, hvor deres mor går bort. De ved ikke, om de overhovedet vil blive kede af det. De ved ikke, om de vil føle, at der så vil mangle noget af dem. Jeg er taknemmelig for, at min mor faktisk betød så meget i mit liv, at jeg nu føler mig lidt amputeret. Men selvom jeg føler mig lidt amputeret, så føler jeg mig faktisk ganske levedygtig og ikke invalideret. Jeg lever videre, savner ofte min mor, men føler samtidig at hun har været en stor berigelse i mit liv og været med til at give mig nogle vigtige værdier.

De første uger efter min mors død tænkte jeg bare, at det ville blive så svært at fortsætte livet uden hende. Jeg var chokeret og mit hoved og mit sind buldrede med følelser. Det var svært og jeg græd meget. Nok mest, når jeg lavede “ingenting” (som at glo ud i luften. Det gør jeg generelt ikke meget i).

Så gik der måske en måneds tid, så var det som om, jeg “affandt” mig med det. Jeg undrede mig lidt over, at det var så “let”. Hvordan kunne jeg så let acceptere det og bare leve med det?

Helt så let “slap” jeg dog ikke. Så gik der vel et halvt års tid, så blev det pludselig meget svært, og jeg kunne dårligt nok fortælle folk om min mor og mit tab uden at blive påvirket. Så begyndte jeg at få tudeture igen. Den ene af dem, som jeg talte med, hvor jeg undrede mig over, at jeg igen græd ved at fortælle, at jeg havde mistet min mor, er faktisk også igang med en psykoterapeutuddannelse.

Hun sagde til mig, at det var en meget naturlig sorgproces. Det er lige efter bogen. Jeg har det stadig svært med det, og jeg kan blive enormt ked af det og småtude, når jeg f.eks kører langt, og tankerne bare flyder. Eller når jeg står under bruseren og lader de varme vandstråler omfavne mig. I starten stod jeg næsten altid og smågræd under bruseren.

I sidste uge sad jeg og snakkede med min kollega om min mor. Hun har været “med” hele vejen et stykke ude på sidelinjen. Efter at vi havde snakket lidt om børnene og min far og hvordan det gik for dem, så spurgte hun mig, hvordan JEG havde det med det. Lige der blev jeg “tudefjæs”, og hun blev helt befippet og undskyldte, men det er jo ok. Det er jo bare sådan, jeg føler, og det skal ingen undskylde for.

Min mor ville være blevet 72 år i fredags. Forude venter den første jul uden min mor. En ny jul skal finde sin form, for min mor holdt stædigt og kærligt jul hvert år, og man var altid velkommen. Julen hos mine forældre var naturligt nok den “rigtige” jul for mig, for det er den, som jeg er vokset op med. Nu skal Henrik og jeg holde jul, og Tobias skal f.eks  for første gang i sit liv holde jul hjemme hos sin mor.

Er din hund dopet?

Hvad er doping? Det kommer nok an på, hvem man spørger. Efter at være blevet bekendt med DKKs regler vedr. doping, så er jeg klar over, at der nok er flere hunde, der er “dopet”, også uden at ejerne kender til, at deres hunds medicin eller operation kategoriseres som “doping”. Måske er din hund også “dopet”. Læs med og bliv klogere.

Mens Fujis hjertefejl stadig var ny for mig, fik jeg en besked på messenger fra en anden hundeejer, der havde læst min beretning om Fuji. Hendes hund var lige blevet hjertescannet. Ved scanningen konstaterede dyrlægen nedsat pumpefunktion på hendes hunds hjerte. Dyrlægen havde ordineret samme medicin som Fuji også får.

Fujis hjertemedicin

Til venlig information sendte hun mig et link til DKKs hjemmeside vedr. doping. Jeg havde mundtligt forespurgt andre hundeejere vedr. evt. regler vedr. denne hjertemedicin og fået det svar, at præparatet ikke stod på listen over præstationsfremmende midler eller dopingpræparater. Jeg skulle derfor umiddelbart ikke foretage mig noget ift medicinen og konkurrencer. Jeg var endnu ikke nået dertil, hvor jeg selv var begyndt at undersøge det mere til bunds.

Herunder er et uddrag fra DKKs hjemmeside med eksempler på “doping”

Uddrag fra DKKs hjemmeside

Godt nok stod der jo ikke på det link, at jeg var afskåret fra at bruge Fuji til nogen som helst form for konkurrence. Men alene tanken om, at andre (som måske var mere skrankepaver end dyrlæger) skulle vurdere, hvad min hund måtte bruges til, slog benene væk under mig.

Da jeg læste beskeden fra den anden hundeejer, og åbnede det vedhæftede link, gik jeg ude i haven og var ved at fodre vores høns. Mit lettere tyndslidte slidte sind led endnu et lille knæk, og jeg satte mig bare ned og tudede (igen, igen). Jeg  frygtede, at jeg i værste tilfælde kunne få den besked, at jeg ikke måtte bruge Fuji til nogen som helst form for konkurrenceaktivitet.  Jeg så straks det værste scenarie for mig. Jeg vil lige tilføje, at jeg naturligvis ikke kunne finde på at gamble med hendes helbred og liv for at deltage i konkurrencer.

Opremsningen fra uddraget længere oppe på siden betyder, at der faktisk er rigtig mange, der bør have eller har søgt dispensation hos DKK. F.eks hunde der medicineres for epilepsi, stofskiftesygdomme og “psykiske” problemer. Men det gælder jo faktisk også hunde, der har fået rettet tænder eller amputeret f.eks en tå. Hvis man skal følge reglerne, så skal der søges dispensation uanset hvilken disciplin, man vil stille op i.

Da jeg var til kontrolscanning med Fuji fik jeg udfyldt ansøgningen om dispensation. Jeg sendte den til DKK og overførte de kr. 250 til DKK, som det koster at få den behandlet. Ansøgningen blev ret hurtigt behandlet. Jeg fik som forventet dispensationen.

Dispensationen

Dispensationen gælder for 12 måneder af gangen, fordi Bygholm anbefaler årlig kontrolscanning. Jeg skal blot sende resultat af scanning, så forlænges dispensationen uden fornyet ansøgning. Dispensationen er også givet på den betingelse, at der er nedlagt avlsforbud på Fuji. Den del er jo ikke et problem for mig. Men nu kan jeg bruge Fuji til de discipliner, som jeg sådan lige kan komme i tanker om, uden at jeg igen skal ansøge.

Vi må dyrke mange forskellige sportsgrene…..

Linket var lidt af en opdagelse for mig. Ikke mindst fordi jeg kunne se, at der nok er en del aktive hunde, der har gennemgået en operation eller som får medicin, som også bør søge dispensation.

Dispensationen skal blot forevises på forlangende. Nu har jeg den, og så er der orden på den del, hvis nogen en dag gerne vil se på den. Jeg aner ikke, hvad konsekvensen vil være, hvis man “bliver stoppet” uden gældende dispensation, men den del behøver jeg heldigvis ikke at bekymre mig om.

Måske sidder der så nogen og tænker: Hvad så med DCH? Jeg har forespurgt og fået det svar, at der er ikke noget problem, når blot medicinen er livsnødvendig. Jeg skal altså ikke foretage mig yderligere ift DCH.

Det her er måske lidt en gråzone at bevæge sig i. Det er svært at lave et regelsæt, som tager højde for det hele. For det kan på samme tid også kan komme til af afskære nogen fra deltagelse i konkurrencer (som f.eks hunde, der mister en stump af halen eller et øre). Men omvendt skal vi jo ikke ud i at hunde stiller til konkurrencer og er “manipuleret” eller pumpet op med præstationsfremmende medicin.

Noget kan godt tåle gentagelser

Egentlig er jeg en sjælden biografgænger. Hvis jeg går i biografen, er det mest i skoleferierne sammen med familien. Ud over de familiefilm, som vi ser der, så ser jeg ikke ret mange film i biffen.

I sidste uge var jeg så i biffen med en god veninde og hendes mor. Vi skulle ind og se Bohemian Rhapsody. Filmen om Queen, sangen og legendariske Freddie Mercury.

Det var en fantastisk film. Jeg var så draget af filmen, historien og ikke mindst den helt fantastiske lyd i Scala Biografen i Svendborg.

Filmen bragte mig også lidt ud af kurs rent følelsesmæssigt. Filmen rundes af med 20 minutters livekoncert fra Live Aid på Wembley Stadium i 1985. Man fik næsten lyst til at danse, klappe til “We will rock you” og ikke mindst synge med. Det store lærred og den perfekte lyd gjorde det så livagtigt og medrivende (især hvis man kan lide Queens musik). Koncerten i filmen som blev iscenesat for tusindvis af Queenfans er faktisk meget tro mod den ægte vare herunder.

Lige efter den gigantiske koncert dæmpes musikken og til billeder af The real Freddie kører rulletekster om den kedelig afslutning. Alle kender den jo.  Freddie Mercury har AIDS og dør som følge af det af lungebetændelse i 1991.

Ja, så jeg var ikke overrasket over den slutning, men jeg blev så følelsesmæssigt overrumplet over, at en sygdom, som man i dag har styr på tog livet fra en legende for snart 30 år siden. Nu sad jeg der i biffen og sultede efter mere af Queens helt særlige musik.

Men mest af alt så blev jeg også ramt af tanken om, at nogen dør af sygdomme, før man finder kuren. Tanken om at sygdom også er et kapløb mod tiden og forskningen. Jeg følte, at der kunne trækkes en direkte linje ind i min egen lille familie. Der sker så mange ting indenfor forskningen af Cystisk Fibrose….

Ja det bliver let en lidt rodet historie, men kort sagt, så blev jeg berørt af tanken om, at det (at blive smittet med hiv) man døde af i 90´erne kan man leve med idag – endda uden at smitte sine børn. Jeg blev berørt at frustrationen og håbet af situationen i vores egen lille familie. Håbet om at forskningen snart har styr på Cystisk Fibrose, så patienterne kan sikres et godt og langt liv.

Men når det så er sagt, så var det faktisk ikke det, som fyldte min filmoplevelse ud. Det var faktisk mere filmen og musikken. Filmen var fed at se sammen med min veninde og hendes mor. Men jeg sad bare og tænkte, at denne her film skulle Henrik altså bare også se.

Henrik og jeg kan nogen gange godt få lange og detaljerede samtaler om musik. Vi kan sidde flere timer og høre musik og snakke om detaljerne i musikken. Det er heller ikke sjældent, at der spilles Queen hjemme hos os. Så jeg vidste bare, at jeg var nødt til at se filmen igen og denne gang sammen med Henrik.

Det fik vi så mulighed for mandag eftermiddag, hvor vi sammen så den i Kolding. Desværre var det i en af de mindre sale, hvor lyden ikke var lige så storslået som ved forestillingen i Svendborg. Lige den detalje havde meget stor betydning for filmen. Du kan nok regne ud, at jeg gerne vil foreslå dig at tage ind og se filmen, men så skal du altså snuppe en forestilling med prima lyd. Det giver lige filmen 20% mere.

Du skal dog ikke tage ind og se filmen med en forventning om, at så har du derefter fakta i orden vedr. Queen og Freddie. Der er faktisk fiflet med rigtig mange fakta. Som f.eks hvornår Freddie fik konstateret AIDS, hvordan bandet mødtes, hvordan de skiltes men også flere andre ting er vinklet lidt forkert eller har fået et forkert årstal i filmen.

Det er altså en historie, der læner sig tæt op af virkeligheden, og som er spækket med masser af lækker musik fra vores ungdom. Masser af flotte scener og skud fra lidt anderledes vinkler, som jeg bare synes er kræs. En god indsigt i bandets leg med lyd og genrer.

Se filmen! Den skal ses i biografen! På det store lærred og med 3D lyd!

Det er i øvrigt aldrig sket, at jeg er taget i biografen for at se den samme film to gange. Men jeg ville ikke undvære nogen af forestillingerne. Den fede lyd og billedeoplevelse, efterfulgt af forestillingen, som jeg delte med Henrik.

Nu er det fedt at løbe igen

En gang kunne jeg faktisk godt lide at løbe en tur om aftenen. Jeg løb til tider flere gange om ugen, og jeg nød det. Det er nok 15 år siden, og trods flere forsøg er det ikke rigtig lykkes for mig at genfinde glæden ved løbeturene.

I sommers købte jeg så CaniCrossudstyr hos Flying-Dogz, så jeg kunne løbe med hundene. Nogen gange tror man jo, at det rette udstyr er nøglen til motivationen. Jeg startede med kun at købe til border pigerne. MicMic var dengang ikke klar til at komme med ud at løbe endnu (og det er hun knap nok endnu…. men det går den rigtige vej). Så kom den ulidelige sommer med over 25 grader hver dag, og det blev ikke til så meget løberi. Det var sgu for tossevarmt at løbe med sin hund i den hede.

Her på det sidste har jeg dog fået snøret løbeskoene og er kommet afsted. Jeg må bare sige, at det her er en fantastisk måde at løbe på.

Altså den måde, hvor hundene er spændt for, og de løber med et træk, så man faktisk løber lidt som i et spand. Jeg har tidligere løbet med mine hunde, hvor jeg har løber med dem løs eller i flexline, men det her er bare noget helt andet.

Man bruger nogle helt andre muskler, end hvis man selv skal lægge alle kræfterne i at løbe. Når jeg løber med hundene spændt for, så bliver jeg ikke øm på forlåret, men i muskulator på hofter, bagdel og skinneben – Når jeg altså bliver øm af det, men det gjorde jeg de første gange.

De gange hvor jeg tidligere har været gået i gang med at løbe, så har jeg haft trang til at stoppe op og gå mange gange på en tur. Den trang forsvinder faktisk også på denne måde. Jeg nyder faktisk at løbe sådan. I dag var jeg for første gang i flere år oppe og løbe en tur på over 5 km.

Hundene løber med Zero DC Faster sele. En sele, der er beregnet til “træk”, så det ikke skader hundene “at lægge sig i selen”. Fuji og Ninja bruger str. S.

Det er praktisk, at linerne også er elastiske. Der har jeg f.eks en Zero DC Bungee. Elastikken giver et mere “fjedrende” træk end, hvis det bare havde været en fast line.

Det mest geniale er dog løbebæltet fra Zero DC Speedy, som sidder rundt om bagdelen og ikke bare trækker i lænden. Min lænd er nemlig lidt slidgigtramt, så den har jeg ikke brug for at blive trukket i.

Bagpå er en lomme, der lige præcis passer til mobilen. Så er man fri for at have den til at slaske rundt eller løbe med den på armen. For lidt løbemusik må der da til.

Det er måske lidt svært at se på billederne af løbebæltet, men nettet som du ser herover sidder rundt om bagdelen. Der går så snore op mellem benene som følger låret rundt og fastgøres i hver sin side ved hoften. Det lyder vældig generende, men man mærker dem faktisk ikke, men det gør, at bæltet sidder stabilt og faktisk giver en rigtig god støtte.

Som man kan se på det første billede af bæltet, så fastgøres hundene i en tværgående snor, hvor karabinhagerne kan glide. Det virker bare så meget bedre end det gamle Trixie løbebælte jeg havde, hvor hundenes liner blev fastgjort i en ring forrest på bæltet. Det var meget følsomt, hvis hundene skiftede lidt retning. Det her bælte er virkelig helt fantastisk.

Jeg håber, at jeg kan bibeholde motivationen til at løbe. Det er god motion for både hundene og mig. Hvis du ikke har prøvet CaniCross, så skulle du næsten prøve det.