Forfatter: Berit

I sidste weekend (d. 18. marts) blev Ninja 13 år. Det gør helt ondt at skrive så store tal, når det er ens hunds alder, man skal skrive. Og måske særligt når det er Ninja…. Min helt fantastiske Ninja, som er min helt specielle hund.

Ninja fejrede også lidt trist sin fødselsdag ved at bede om at komme ud i haven flere gange i løbet af søndagen. Hun er ellers en hund, der hvis jeg ikke er hjemme nægter at blive lukket i haven om eftermiddagen. Så holder hun sig fra morgen til efteraftensmaden, så det var temmelig atypisk. Jeg var også oppe natten mellem lørdag og søndag for at lukke hende ud. Søndag aften, da jeg gav hundene mad, gik hun sådan lidt modvilligt fra sit foder, men vendte tilbage og spiste op.

Da jeg vendte ryggen til havde hun tisset ude i gangen. Det ligner hende slet ikke. Ja egentlig var jeg noget i tvivl om, hvad det egentlig var, da jeg fik øje på det. Det så lidt ubestemmeligt ud. Som meget tynd opkast eller meget vandet diarre. Farven var lidt forkert til at være urin. Men ja ja, Ninja var i løbetid…. men alligevel.

Apropos løbetid, så havde hun ellers ikke været i løbetid i noget der ligner to år. Det havde bekymret mig meget voldsomt, og jeg havde været hos min faste dyrlæge af flere omgange det sidste år pga det. De andre hunde i flokken gik og snuste Ninja bagi, uden jeg kunne finde en forklaring på det.

Dyrlægen havde første gang mærket hende både ind- og udvendig og ultralydsscannet hende. Der var ikke noget at bemærke. Jeg måtte lade mig berolige med “intet alarmerende”, men ikke nogen forklaring.

I starten af 2023 blev jeg pludselig meget bekymret. De andre hunde snuste fortsat Ninja bagi, og der var stadig ikke skyggen af løbetid. Jeg så nu, at de gevækster på en dievorte, som tre dyrlæger havde sagt, at jeg bare skulle holde øje med (og ikke panikke over), nu var blevet større. Jeg fandt også en lille knude. Afsted til en ny tid.

Ultralyd og røntgen afslørede ikke nogen forklaring på den udeblevne løbetid. Der blev taget biopsier af knuden. Det var bare fedtceller. Der blev også taget biopsi fra dievorten. Det viste sig også at være harmløst. En urinprøve viste til gengæld krystaller i urinen, og vi blev sendt hjem med specialfoder og smertestillende og med besked om kontrol 6-8 uger efter.

For små tre uger siden skete der så det virkelig mystiske, at Ninja faktisk kom i løbetid. Ja, jeg indrømmer, at jeg var meget betænkelig ved om det overhovedet var en løbetid eller noget andet stads, der var i gære på hende. Det passede så lige med, at jeg kunne bestille tid til kontrol for krystaller i urinen, for jeg var klart mere bekymret end lettet over den løbetid.

Samtidig med at de tjekkede urinprøven, bad jeg dem også lige tjekke et skedesvab. Urinprøven var fri for krystaller. Hurra. Skedesvabet lignede bare en helt almindelig løbetid. Der var ikke skyggen af hvide blodlegemer, så kroppen havde ikke tændt for alarmklokkerne.

Så var jeg da ret lettet, tryg og godt tilpas, da jeg tog fra dyrlægen. Urinen var fin og min gamle hund var pludselig kommet i løbetid igen.

Men den tryghed varede altså kun ved til sidste weekend. Altså en uges tid.

Efter den rodede søndag med tisseri på gulvet og en hund, der skulle ud hver 3. time, gik jeg en kort tur på stranden med flokken fra morgenstunden. Også lige for at se, hvordan Ninja opførte sig. Hun fulgte med flokken, men pjattede ikke rundt (det gør hun nu heller ikke altid) På stranden nappede jeg en hurtig lille urinprøve fra Ninja. Der var tydeligt blod i hendes urin.

Så var det bare at vente på, at dyrlægen åbnede telefonen, så jeg kunne få en tid til at få hende tjekket – igen. Jeg valgte byens dyrehospital, for jeg orkede ikke at køre til min egen dyrlæge. Jeg fik heldigvis hurtigt en tid og indfandt mig med en urinprøve.

Ninja havde tydeligvis blærebetændelse, så vi blev sendt hjem med en antibiotikakur og 7 dage på antiinflammatorisk/smertestillende. Hun fik igen tjekket svap fra skeden. Det var at dømme ud fra hormonmålingerne også bare en ret “lystig” tæve, som jeg havde medbragt. Så den del så stadig ret normal ud (trods det meget lange fravær af løbetid).

Men dyrlægen orienterede mig så om, at hun hørte en tydelig mislyd på hjertet. Det var jeg ikke lige forberedt på. Det har min egen dyrlæge intet nævnt om, og jeg bliver da også lidt i tvivl om hun egentlig har lyttet på hende. Det må jeg så have kigget på i næste step. Jeg kender jo turen med hjertescanning fra Fuji, og det er vist også ved at være tid til kontrolhjertescanning for Fuji. Så kan Ninja jo komme med på den tur.

Fra at have trukket sig lidt væk i hjørnerne, så har Ninja igen fået sit glade og pjattede udtryk, så det ser ud til, at vi har fået has på blærebetændelse. Faktisk stoppede de hyppige tisseture (hver 3.-4. time) i løbet af mandagen. Så der var ret hurtig respons.

Men tillykke til min Ninja med de 13 år, og jeg håber, at jeg får lov at beholde dig (frisk og glad) længe endnu. Jeg kan godt se, at der mangler lidt styrke i hendes krop, men hun går frisk med på turene og insisterer også på at hoppe op i bilen selv (vi er ikke altid enige om den del). Hørelsen er ikke så fantastisk mere, men døv er hun ikke, bare lidt hørehæmmet.

Ninja har stadig et aktivt liv og vil gerne være med til aktiviteterne. Hun vil gerne vise hvor sej hun er til tricks og fitnessøvelser. Efter hun blev korsbåndsopereret for 4 år siden har hun ikke løbet agility. Hun har fået lov til at tage en enkelt forhindring ind i mellem, men ingen baneforløb. Jeg har aldrig haft modet til at tage fra på det igen. Jeg vil også gerne passe på hendes knæ. I forbindelse med operationen fjernede dyrlægen også menisken, som også var beskadiget, så hun mangler ligesom stødpuden mellem knoglerne i knæleddet.

Vi fandt bare en ny sport. For at bevare samarbejde og aktivitet startede vi til rally. Hun går stadig rally og går banerne med evigt logrende hale.

Ninja er trods sin alder meget legesyg og ligger gerne og pjatter alene med et stykke legetøj, eller leger de vildeste og kærligste trækkelege med TikTok.

Det var lidt stort. Jeg var bare 20 år. Jeg havde lånt min storebrors røde Talbot Samba og for første gang kørte jeg på egen hånd til Sjælland og helt ind til København.

Ja det var ikke sådan noget man bare gjorde dengang – i hvert fald ikke i min omgangskreds.

Anledning var at Depeche Mode skulle spille i Forum, og jeg synes (også dengang), at de var super fede og ville gerne til den koncert. Jeg havde lokket min veninde Janne med til koncerten. På det tidspunkt boede hun på Sjælland for en kortere bemærkning, så jeg samlede hende op og sammen kørte vi til København.

Det var d. 10/3 1993. Det var min første Depeche Mode koncert Devotional Tour – den første i rækken af mange. Faktisk har jeg siden kun misset en enkelt turne i de 30 år, men ofte set flere deres koncerter to gange på samme turne.

I fredags besøgte et super godt kopi band København for at spille en koncert med næsten samme set-liste som den ægte vare spillede for 30 år siden. Det var en jubilæumskoncert for turneen for 30 år siden.

Jeg var hurtig til at få arrangeret en tur til øen og finde en koncertmakker.. Jeg så frem til koncerten og byggede lige lidt andre aktiviteter op omkring min Sjællandstur (jeg er god til at udnytte sådan en tur optimalt).

Desværre måtte min koncertmakker melde fra få dage før, men jeg holdt stædigt fast i min plan. Det lykkedes mig at finde en anden god koncertmakker, som gerne ville dele oplevelsen med mig. Det lykkedes mig også at finde en anden overnatningsmulighed til både mig og TikTok, som jeg havde med mig, fordi vi skulle på agilitykursus om lørdagen.

Jeg var nok klar over, at det ikke ville være ligesom i 1993, hvor jeg var centimeter fra at få opkast ned af nakken, da en anden koncertgæst bag mig blev lidt dårlig lige inden koncerten gik i gang. Jeg forventede heller ikke, at sikkerhedspersonalet skulle hive mig over hegnet op mod scenen to gange, fordi jeg var ved kollapse pga varmen i den tætte folkemængde.

Det husker jeg ret tydeligt og bedst som de hev mig over og gav mig en stor kop vand, som jeg hældte over mig selv, så løb jeg ud på toilettet og badede nærmest i håndvasken for at køle mig selv lidt ned, inden jeg igen løb ind og masede mig op foran igen. Ja det var dengang, hvor der virkelig blev skubbet og maset foran scenen.

Der var flere grunde til, at dette scenarie ikke gentog sig. Dels var der ingen sikkerhedsvagter (og heller ikke så mange tilskuere som i 1993 – det var jo heller ikke den ægte vare), men mest af alt, så var der ikke det, der lignede problemer med varmen.

Der var dog udfordringer med temperaturen, for det var mildest talt pissekoldt. Vi havde deponeret jakkerne i garderoben, men der gik ikke lang tid, før jeg måtte hente min lange vinterfrakke (heldigvis havde jeg den på) i garderoben og rundt omkring mig endte der med at stå folk med deres vinterjakker og nogle også med handsker og huer på. Det var irriterende koldt.

Bandet, Forced to mode, spillede ellers super godt, og de lyder vildt meget som Depeche Mode. De er virkelig fantastiske. Det er jo ikke mange uger siden, jeg så dem for første gang, men jeg blev lidt tændt ved tanken om mere eller mindre at kunne genopleve min første Depeche Mode koncert. Så jeg måtte afsted til en ny og anden koncert (det var langt fra samme set-liste).

Det faldt lidt til jorden pga temperaturen, men det kunne bandet ikke rigtig gøre for. De er jo bare blevet booket til at spille på en lokation. Der var også annonceret et fedt after party med DJs, men vi havde fået nok af at fryse og smuttede efter koncerten.

Jeg kørte op til mine venner i Gershøj og kravlede i seng. Lørdag hyggede jeg sammen med dem med slow-morgenmad og smuk morgensol i sneen og nød deres udsigt ud over Roskilde Fjord. Fantastisk – bare at have god tid, det er disciplin, som jeg til stadighed øver mig i.

Lørdag var jeg nemlig så heldig at skulle på kursus i Lazi hallen ved Roskilde hos Natasha Gjerulff. En kursusplads jeg havde købt for over et halvt år siden. Det er bare ikke så let at få til at passe ind mere nu, hvor jeg ikke arbejder p¨å Sjælland mere. Men nu passede det endelig ind.

Det var et fantastisk kursus. TikTok har trods sine to år stadig sin stævnedebut tilgode, men jeg synes mere og mere, at det ligner agility nu, og Natasha gav mig mange gode fif med fra dagens træning. Det er altid godt med et prik på skulderen af en som tilmed er meget erfaren i at få det bedste ud af sheltien.

Så jeg var temmelig høj og godt tilfreds, da jeg kørte hjemad i aftes. Jeg glæder mig til at komme igang med at løbe stævner med TikTok. Vi er næsten klar. Men jeg vil gerne lige have at vi får mere erfaring med slalom i et forløb, inden vi folder os ud på stævnebanerne her i foråret.

Ja, det kunne jeg godt tænke mig at teste. Der har været afholdt et par “blåbær/begynder”-stævner, men der syntes jeg slet ikke, at hun var klar til at blive testet af.

Det er jo min plan, at hun skal ud at løbe springklasser i år, men jeg ville gerne lige se, hvor vi var henne i forhold til at løbe hele baner på hendes niveau.

Nu var der bare ingen af disse stævner, så jeg besluttede at invitere til en træning for begynderhunde, som skulle foregå på samme måde som et stævne.

Dvs fælles banegennemgang, startlister og gennemløb som til stævne.

Jeg fik lige præcis, hvad jeg kom for. Masser af erfaring til den unge dame – og mig ift vores samarbejde.

Er hun så klar? Tja, men hun kan nu godt klare en tur mere i samme stil. Naturligvis så smutter hun forbi en forhindring hist og pist – eller snupper en forkert. Det er ok og forventeligt på en ung hund. Jeg er glad for at hun klør på med masser af gejst og glæder mig til det videre arbejde.

Nogle af de andre hunde, som jeg så i dag havde også en rigtig fint udvikling løb for løb og nogle af de helt grønne hundeførere, som var mødt op gav udtryk for, at de fik rigtig meget med fra de 4 timer, vi havde lejet hallen.

Vi byggede i alt 4 forskellige baner, som man kunne løbe en eller to gange. Det var små korte baner med ca 14 forhindringer på.

For nogle år tibage lavede jeg nogle år i træk “Klar til stævnestart”-arrangementer, som var en meget tro kopi af et stævne med inviteret dommer, men dog uden konkurrence-elementet (man kunne ikke vinde og der blev ikke taget tid). Arrangementet var med aftensmad, så der også var noget socialt for deltagerne. Det blev meget godt modtaget, og nogle har også efterlyst en gentagelse. Det overvejer jeg stadig.

Jeg tillader mig at være stolt. Fuji er 8 år. I dag fik hun sin første roset og sin første titel.

Det er måske ikke noget særligt for andre, men for mig har det været et stort arbejde at nå hertil sammen med Fuji.

Vi blev faktisk præmieret første gang vi stillede op til et en rallyprøve. Det var i DCH Risskov, hvor dommeren kvitterede trøstende med en opmuntringspokal. Jeg kæmpe seriøst hele banen rundt, men bestod naturligvis ikke. Det var ret ynkeligt, men meget kæmpende og (næsten lidt for) vedholdende fra min side.

Det tog lidt modet fra mig. Fuji har meget svært ved at lukke omverdenen ude på fremmede arealer, når hun skal gå rally og skal helst bruge en del tid på at “lande”. Hun føler stor trang til at kigge sig omkring hele tiden. Og det er virkelig ikke smart, når hun kun kan gå rally på mine håndtegn.

For et år siden vovede jeg mig igen til at melde Fuji til en begynderklasse. Min konklusion var, at det var mest fordelagtigt for hende at gå op til prøve i haller, fordi der ofte kun er “folk og ting” på en af de fire sider. Dvs færre ting, som hun (føler, at hun) skal holde øje med.

Vi har været oppe til tre prøver i DKK i løbet af det sidste år. Vi har gået prøverne til 80, 86 og i dag 89 point. Når det handler om Fuji, så kan jeg kun være tilfreds.

I dag var hun endda i løbetid og måtte derfor ikke komme ind i hallen før lige inden vi skulle på. Vi klarede os alligevel.

Dagens prøve gav os en 4. plads og den sidste oprykning til øvet klasse og dermed også titlen Rally Begynder Mester. Det er godt nok stadig ikke super smukt hele vejen rundt, men det udførte er indenfor rammerne, selvom jeg af og til skal knokle for kontakten.

Jeg ved godt, at mange andre bare kan gå ind og lire sådan en begyndertitel af med deres hunde. Jeg har bare ikke følt, at det var helt så let med Fuji.

Hun bliver bedre og bedre til at “passe sig selv” – og mig til prøver og træning. Derfor føler jeg mig også klar til at rykke op i øvet (og få den irriterende snor af, som også forstyrrer mine håndtegn).

Jeg var også oppe til prøve med Ninja i dag. Hun gik sin sidste prøve i øvet klasse. Hun blev nr. 2 i klassen ud af 12. Nu skal vi noget andet. Sidst gik vi til 98 point og i dag gik vi til 97 point. Så skal jeg bare blive enig med mig selv, om vi skal gå seniorklassen eller ekspert.

Ninja har helt sikkert alderen til seniorklassen. Hun bliver 13 år om nogle uger. Men der er også nogle nye og sjove øvelser i ekspert, som vi måske også kan fornøje os med. Nu må vi se, hvad jeg ender med at beslutte. Jeg stiler ikke efter andet end, at vi skal nyde vores ture sammen på rallybanen.

Tak for en veltilrettelagt prøve til Charagons Hundecenter. Det var en fornøjelse at være til prøve i den fine nye kunstgræshal. Det var også skønt kun at have 20 minutters kørsel til prøven.

Jeg har på facebook læst at flere af mine agilityvenner har pivfrosset i en iskold hal på Sjælland. Charagons hal er godt nok ikke opvarmet, men den er isoleret. Samtidig havde vi det skønneste solskin, så man faktisk skulle passe på, at der ikke blev for varmt for hundene i bilerne.

Nok er jeg garvet halbruger, men jeg havde glemt mine indesko. Derfor var jeg tæt på at skulle vende om. Det havde da været til at overkomme med den korte afstand. Så kom jeg heldigvis i tanke om, at jeg havde et par latex overtrækssko i min taske. Hurra 🙂 Utroligt, at man kan glemme sine indesko, når man træner i hal mindst en gang om ugen. Jeg må huske at lægge dem ud i bilen, når nu jeg også skal ud og lege med hunde i en anden hal i morgen.

Førhen har vi været supergode til at tage på en forlænget weekend i sommerhus i vinterhalvåret, men det er et par år siden vi sidst var afsted.

Det er heller ikke altid så nemt at finde et sommerhus til fire hunde (eller flere hvis man følges med venner). Jeg plejer at leje af venner og bekendte, som kender mig og hundene. Det er nemmest. Andre bliver let skræmte ved tanken om fire hunde.

Men da jeg denne gang efterlyste et sommerhus i et facebookopslag, så blev jeg anbefalet at kigge ind i gruppen “Hund med i sommerhus og indhegnet have“. Så synes det lige pludselig ikke så svært at finde et sommerhus.

Ret hurtigt fandt jeg et sommerhus i Hals, der var ledigt i de dage, som vi kunne tage afsted. Hundene var ikke noget problem. Haven var stor og indhegnet, og stranden lå i rimelig gåafstand. Henrik og jeg arbejdede den første halvdel af uge. Vi havde lejet sommerhuset fra torsdag kl 16, så vi begyndte at pakke tingene i løbet af formiddagen, så vi kunne hente nøglen sidst på eftermiddagen.

Vi havde inviteret min far med i sommerhus. Det er hyggeligt, at han også vil med i sommerhus. Ikke fordi vi havde nogle planer for weekenden. Det var bare getaway-sommerhustur.

Vi fik os installeret og hentet nogle pizzaer i Hou. Varmepumpen, som var husets eneste faste varmekilde var heldigvis blevet tændt før vores ankomst, men den første aften var det godt nok svært at få varmen, så vi sad i sofaen med vores dyner over og så TV, mens varmepumpen larmende blæste derudaf sammen med en lille olieradiator.

Som aftenen gik fik vi da varmen, men da vi så skulle i seng, så stod pingvinerne inde på værelserne og tog i mod os. Pyt det er sundt at sove køligt. Det er bare lidt sværere lette på dynen for at komme op om morgenen. En brændeovn ville have været helt fantastisk i det hus.

Fredag stod vi op til regn og blæst. Vejrudsigten varslede storm.

Da vi bookede huset, var vi ikke klar over, at stormen Otto også ville med os i sommerhus. Vi nåede dog på stranden ved middagstid i rimeligt tørvejr, så hundene og vi var blevet luftet godt af, inden stormen brød løs.

Men det blæste så meget, at det var udfordrende at komme op fra stranden og på et tidspunkt blæste MicMic næsten ud i vandet.

Faktisk stormede det så kraftigt om aftenen, at Nordjyllands Politi frarådede al udkørsel og tog- og færgetrafik var indstillet. Vi mærkede nu ikke noget til stormen inde i huset, men hundene gad ikke ud i haven og tisse. De kiggede bare på mig, som om jeg var vanvittig, da jeg åbnede døren for at give dem adgang til haven.

Det var helt befriende at stå op til morgensol og vindstille lørdag. Vi havde ikke så meget, som vi skulle nå. Vi skulle bare slappe af og “være væk hjemmefra”.

Vejret var et modstykke til fredagen. Faktisk var vejret så fint, at man godt kunne sidde ud på terrassen og drikke sin te.

Lørdag aften havde jeg fejlagtigt dobbeltbooket mig. For mange måneder siden – langt over et halvt år siden, havde jeg sammen med min gode veninde Janne købt koncertbilletter til et Depeche Mode kopi band, som jeg havde læst virkelig mange rosende ord om.

Da jeg i ugen op til sommerhusturen opdagede brøleren var jeg virkelig led og ked af det. Det er jo virkelig ikke særlig pænt gjort at love sig væk til to forskellige steder på en gang. Så jeg var virkelig led ved at skulle fortælle Henrik det og dødtræt af udsigten til at forlade familiehyggen i sommerhuset.

Hans kommentar til det var bare. Nej, du skal da tage afsted sammen med Janne. Det bliver da megafedt for jer. Vi skal nok klare os i sommerhuset. Jeg drikker bare en god rom sammen med din far. Nå ja, jeg tog nok mere på vej af det end Henrik. Jeg har været ret heldig med ham.

Sådan blev det. Jeg kørte sydpå og mødtes med Janne og så en helt fantastisk forrygende koncert, som virkelig imponerede os begge to. Efter en sodavand og hyggesnak i baren, så kørte jeg de to timer nordpå igen og sneg mig ind i sommerhuset først på natten i håbet om ikke at vække hele huset.

Da vi stod op søndag, var jeg virkelig glad for, at vi havde lejet sommerhuset frem til mandag kl 10. Hvis man skal aflevere et sommerhus søndag kl 10, så skal man godt nok tidligt op for at pakke og gøre rent og så får man ikke en fis ud af den søndag. Nu havde vi da hele søndagen og kunne bare køre hjemad, når vi følte os klar til det.

Jeg var lidt hurtigere ude af døren end resten af huset og nåede at gå en tur i morgensolen ved vandet. Det er bare en helt særlig mental cocktail for mig med strand og morgensol.

Jeg tænkte også at de lave klitter, blå himmel og morgensolen næsten kaldte på et gruppebillede med hundene. Sheltierne sidder altid og ligner små artige saltstøtter, men Fuji enten kigger alle mulig andre steder hen, har et gakket udtryk, eller også sidder Ninja med lukkede øjne, falder sammen eller lægger sig ned. Hun gider bare ikke det der billede-halløj.

Men vi nød søndagen med lækkert vejr og god tid til hygge. Min far og jeg nåede om formiddagen endda en tur til Hals for at kigge lidt på de gamle isbrydere, der bare ligger i havnen og venter på at blive skrottet.

Efter frokosten gik vi en sidste tur på stranden alle sammen. Morgenes flotte vejr var nu skiftet ud med en kølig vind.

Vores lille vinterferie lakkede mod enden. Alt vores happengut skulle nu pakkes sammen igen, og huset gøres rent, så vi kunne køre sydpå sidst på eftermiddagen. Meget godt timet kunne vi spise aftensmaden på KFC i Vejle (så var Silas glad).

Det var faktisk rigtig skønt at komme lidt væk sammen. Sommerhuset behøvede ikke at være luksus og selvom det var lidt koldt, så var det et udmærket sommerhus. F.eks var der noget så sjældent som skarpe knive (det er der næsten aldrig i sommerhuse), en støvsuger der kunne suge (meget rart, når man skal gøre rent – det er heller ikke en selvfølge), der var forskellige spil, en box med Disneyfilm (hvis man er til det), haven var indhegnet med hegn på 1,80 m.

Det var i hvert fald rigtig lækkert at komme afsted sammen og komme ud i et andet område end vores hjemegn. Lad os håbe, at vi bliver lidt bedre til at komme afsted igen.