Magt over vejret?

Man kunne fristes til at tro, at det er, hvad vi har i Ribe Hundevenner.

Det meste af maj måned er gået med stævnedeltagelse. Fire weekender i rap har Ninja og jeg turneret rundt i Jylland (med en enkelt afstikker til Sjælland også) til et noget blandet vejr. Det bedste vejr havde vi absolut på hjemmebanen i Ribe. Det var nærmest sommeragtigt, men sådan har vi haft det alle årene. Dette var vores 7. pinsestævne med 3 dages stævneafvikling med masser af overnattende deltagere, der skal forplejes. Kæmpe stykke arbejde, som primært bæres hjem af få folk i klubben.



Min skønne Ninja

Igen i år var det hele en succes. Det er simpelthen løn i sig selv at opleve den gode stemning, den frie tone og de tilfredse deltagere.

Fra en af langsiderne

Der var god stemning i campingområdet, og det gode vejr tillod jo lidt ekstra hygge udenfor. Weekenden efter kørte jeg til DCH Løgumkloster, hvor de på forhånd havde annonceret, at de var dem med den gode mad og det dårlige vejr. Lørdag viste det sig da også at holde helt stik. Tja, det var lidt som om det kun var hos os i Ribe, at vejret var godt under samtlige gennemløb.

Silas, min lille solstråle fik duftet lidt til den lokale botanik

Uddrag fra præmieoverrækkelsen

Præmierne hos os er heldigvis altid roste. Det er jeg jo glad for, for dem har jeg haft ansvaret for de sidste 7 år. Jeg synes, det er vildt svært at blive ved med at finde på nye ting til præmiebordene, så jeg sendte efter stævnet en føler ud på Facebook, hvilket gav god feedback. Så nu har jeg lyttet og suppleret op med nye og spændende præmier, som jeg håber vil falde i god jord, når vi igen holder internationalt DKK stævne midt i juni.

 (Tak til Natasha for lån af de fleste billeder i dette indlæg)

VM i agility

Sidste weekend + et par dage mere tilbragte jeg sammen med en ret stor flok danske agilitytosser i det nordlige Tjekkiet.

En flok glade supportere i Liberec

Det var lang tid at være væk fra familien fra onsdag til natten mellem søndag og mandag, men turen var alligevel rigtig god. Ikke mindst pga selskabet. Focusen var godt pakket. Jeg havde bilen lastet med midtjyder, og jeg synes, at vi havde en super tur. Ikke kun agility, men også samværet. Masser af snak og latter i bilen.

Både bil og passagere tankes op på en lille tank 7 km fra motorvejen.
Efter ikke at have passeret en tank de sidste 100 km var der ikke meget saft tilbage,
og vi turde kun køre af motorvejen for at finde en tank.

Det forunderlige ved alle disse mesterskabsture er, at man ikke altid husker, hvad der er sket på agilitybanen, men man husker helt sikkert en masse ting, man har oplevet sammen, som min erfaring siger mig, at man kan mindes i mange år.

Tjekkisk øl.
Godt og billigt
10 kroner for et stort glas!

Her vil vores lille selskab helt sikkert huske turene op og ned af bjerget på de små snoede veje hver morgen og aften, når vi skulle til og fra hal/hotel. 4 personer synes det var en fantastisk køretur, men Søster var total køresyg, men måske derfor glemmer hun ikke denne tur.

 Dem som kørte i partybussen (9 personers bus) husker nok også turen mellem hotel og hal, for jeg tror faktisk ikke, at de opnåede at køre den samme vej to gange, og hvad vi andre brugte ½ time på, kunne de bruge 1 time og 20 minutter på.

Morten kigger kort sammen med partybussen i håb om at lære dem en lettere vej

Vi husker nok også, at Flemming fik stjålet sin Skoda den første dag i hallen, og først kom tilbage til hotellet ud på nattten, fordi politiet skulle skrive et dokument for hver en lille ting, der havde ligget i bilen – og i øvrigt fattede de intet engelsk, men det husker jeg godt fra tidligere tur til Prag.

Men dette år kan vi helt sikkert huske for mere end bare det sjove samvær, for Danmark fik et par medaljer med hjem for de små hunde. Det er bare sådan en fed oplevelse at løbe rundt ned på banen og juble sammen med medaljetagerne og landsmændene. Det skal man nok have prøvet for at man ved, hvor stort det er.

En lang kø af danskere, der venter på at blive lukket ned på gulvet,
Så vi kan kan fejre og hylde Natascha, der vandt individuelt bronze med Primadonnaa

På det sportslige niveau får man dog næsten mindreværdskomplekser, for det går edder broder´me stærkt på VM-niveau. Derudfra er jeg ret lykkelig for, at jeg ikke har så store ambitioner men bare synes, at det er vigtigst at hygge mig med sporten. I hvert fald tager jeg kraftigt afstand fra en af hundeførerne i stor klasse, der fik medalje. Nogen havde set vedkommende barre sin hund på træningbanen. Kedelige metoder!

Næste år er der ikke udsigt til en VM-tur, da VM skal holdes i Sydafrika.

De enkle glæder…

Kunsten at være lykkelig består i at gøre sine glæder enkle.

Det er nok derfor, jeg nu kan se tilbage på en særdeles fantastisk weekend. For der er som sådan ikke sket nogle vilde begivenheder, og det glæder mig faktisk, at der ikke skal så meget til for, at jeg kommer helt op at ringe på glædesbarometeret.

Lørdag var jeg til stævne i Løgumkloster. De er supergode til at holde stævner dernede, og jeg har tidligere lovprist dem for deres weekend stævne i maj. Denne gang var det bare et lille kredsstævne med 50 deltagere, og det var super hyggeligt. Der var kun en ring, så det var let at følge med, og der var ro på og ingen stress, men heller ikke forstået på den måde, at DCH Løgumkloster var sløve, for de var ganske effektive i deres afvikling. Sidste etape af præmieoverrækkelsen blev holdt ganske kort tid efter, at sidste hund havde forladt banen. Begrebet ventetid eksisterer ikke i Kloster.

Silas og Oliver i leg

Jeg var så heldig at have selskab af Mona og Oliver i teltet. Det bidrog også betragteligt til hyggen for Silas og mig. Det glædede mig især, at opleve Silas og Oliver lege sammen. Silas søger ikke rigtig kontakt med andre børn, og kan let finde på at smutte fra legen, da han er så fint tilfreds med sit eget selskab, men han og Oliver legede så godt sammen hele dagen og var lige gode om at styre legen. Det gjorde mig utrolig glad at se. Måske ikke så let at forstå, hvis man ikke har haft et barn, der ikke opsøger en leg med andre børn og let trækker sig fra lege.

Tilmed nåede Silas aldrig til at spise sin madpakke, for han kunne faktisk spise det mad, som Løgumkloster havde på menukortet. Så det blev til en frikadelle samt en “hintersnitte” (hindbærsnitte) – dejligt når man tænker på, at Silas jo altid holder sig til de samme meget få ting, når det gælder mad.

Vupti, så var den “hintersnitte” væk

Det var ikke resultaterne som gjorde mig helt høj, men jeg var godt tilfreds med dagens løb alligevel. Fik dog også en 2. plads i agility åben, men det var ikke for resultaterne, at jeg var kørt til Løgumkloster. Jeg fik alt, hvad jeg kom efter og mere til.

Søndagen fik jo et total boost for mig, da jeg efter flere venners anbefaling fik fumlet mig vej ind på P7 Mix, hvor der var Depeche Mode marathon. Der var lige noget for mig, da jeg har været meget trofast fan siden 1984. Jeg lappede hele historien i mig og nød genhøret med en masse dejlige numre. Jeg var jo hensat til teenageårene, og kunne faktisk ikke slippe radioen i de 7 timer.

 

Et udpluk af kreativiteten – små kort

 Mens jeg sad der og lyttede radio fik jeg endelig gang i at lave nogle kort til Cancerkort. Det er flere måneder siden, at jeg sidst har lavet kort, og det gode radioprogram skruede op for kreativiteten.

Jutlandia Cup

Nu er vi hjemvendt fra en uge med agility – og masser regn!

Silas hygger med paraplyen,
mens vandet vælter ned fra udhænget på stævneteltet

Allerede da jeg læste programmet kunne jeg godt se, at der ventede mig en helt ny verden, når jeg pludselig havde fået startnummer 187, 160, 178. Jeg har aldrig haft et startnummer der var på mere end to cifre.

250 hunde i åben klasse var da ganske overvældende. Nå men jeg kom ikke for at “vinde”. Jeg kom for at hygge med min hund og prøve hende lidt af. Hun skuffede mig bestemt ikke. Måske skuffede jeg hende? Det tror jeg dog ikke, selvom jeg var skyld i adskillige disk med hende.

Et kig ud over området  – set fra toppen af bakken bag Ring 4

Det lykkedes mig at løbe 3 løb fejlfrit. Desværre har jeg ikke nogen af dem på video. Men jeg har en lille video af et AG1 løb, hvor hun ikke er gode venner med slalom.

Se video : SP1 lørdag d. 20.07.2012

De tre fejlfrie løb rakte til:
1. plads i AG1 (55 deltagere)
2.plads i AG1 (ca 80 deltagere)
17. plads i AgÅben (ca 250 deltagere)

Det er jeg meget tilfreds med. Banerne var ofte lidt ekstra svære ift normalt, men sådan er det vel altid til ugestævnerne.

Der var mange udenlandske deltagere til Jutlandia Cup. Jeg savnede lidt flere danskere, men bemærkede også, at der var mange danske deltagere, som jeg ikke tidligere havde set (som faktisk løb rimelig godt), hvor katten har de gemt sig henne? Eller hvad er der sket, mens jeg har været lidt fraværende i sporten, hedder det måske snarere?

Ninja på vej ud af tunnellen.
Foto Gitte Poulsen

Henrik var også taget med til stævnet og havde meldt sig som hjælper, hvilket havde sine fordele og ulemper. Henrik fik dagen til at gå, og jeg tror, at han hyggede sig sammen med resten af teamet i ring 1. En anden gode ved hans hjælpsomhed var, at vi fik campingen betalt. Jeg hørte, at andre havde betalt 1400,- for en uge, hvilket jo slet ikke står mål med den vare, som Vingstedcentret leverede. Baderummene var fællesbade (dog kønsopdelt), og jeg oplevede aldrig at komme op til et rengjort baderum. Toiletter var der ikke mange af, og de toiletter, der lå i forbindelse med omklædningsrummene (som de fleste benyttede) havde ingen sæbe eller aftørringsmuligheder.

For lige at runde campingpladserne, så lå vi et rigtig godt sted ude i kanten, hvor der var flere tomme og tørre pladser. Alligevel lå der folk, der havde vand i forteltene.

Campingpladsen torsdag aften
– jeg har set værre billeder hos andre

En aften sendte jeg Tobias op og hente kartoffelbåde i cafeteriet. Han kom tilbage med 2 tallerkner med 20-25 kartoffelbåde på hver. Samlet pris kr. 70. Jeg synes da nok, at Vingsted centret tager ved.

Desværre vil Jutlandia Cup nok mest blive husket for ugestævnet, der nærmest regnede væk, og skybruddet, der kom på hviledagen om torsdagen, lavede ravage i det. Banerne stod under vand og herunder også et lille billede fra mit stævnetelt, hvor det ene bur svømmede rundt.

Det hele sejler rundt inde i stævneteltet

Dommere og komité vurderede om fredagen, at to af banerne ikke kunne løbes på, og besluttede derfor at aflyse alle klasseløbene, så det kun var de åbne klasser, der blev afviklet. Det gav lidt murren i krogene, da der var meldt ud, at startgebyrerne ikke blev tilbagebetalt. Samlet set drejede det sig vel om 25-30.000 kroner. Jeg overlever nok, da jeg kun løb med Ninja og derfor kun mistede 2 gennemløb, men jeg forstår godt, de personer, der løb med mange hunde, der reelt ikke fik den vare, som de havde betalt for.

Der var masser af vand på banerne torsdag aften

Stedet ligger ellers fantastisk smukt i Vejle Ådal, men pga det meget omskiftelige vejr, som begav vi os ikke ud på de store vandreture.

Silas suser afsted på løbecykel

Efter sådan en uge, så kan selv en border collie se træt ud. Herunder ligger Ninja total forvredet under køjerne i campingvognen – og naturligvis ikke i kurven.

Det er hårdt!

Løgumkloster styrer for vildt!

I weekenden var jeg til stævne i DCH-Løgumkloster. Tilsvarende stævne i 2011 var det eneste DCH stævne, som jeg deltog i i hele sæsonen. Det er ikke helt tilfældigt. Udover at jeg kan køre dertil på ½ time, så er der også mange andre ting, der trækker ved Løgumklosters stævne, som af nogle kaldes for “Danmarks hyggeligste agilitystævne”

Det holdes på supergode arealer ved byesn kommune-skole. Det betyder jævnt nyklippet græs, gode toiletfaciliteter og en legeplads, for os der havde børn med.

Alle hjælperne (som er personer, som jeg ikke plejer at møde ude til andre stævner) er virkelig utrolig venlige og imødekommende. De er så søde og fleksible, så allerede der føler man sig utrolig velkommen.

Så er maden jo et helt kapitel for sig. Alt er hjemmelavet og til så rimelig priser, at man nærmest er et fjols, hvis man smører en madpakke hjemmefra.

Vi skal i den forbindelse ikke glemme at nævne deres hjemmebagte hindbærsnitter. Mums. Jeg er vild med hindbærsnitter, men ikke med alle hindbærsnitter. Der skal en vis kvalitet til, før jeg roser dem. Løgumklosters er super gode. Min lille kræsne Silas guffede dem også i sig – det er i sig selv et kæmpe kvalitetsstempel, for der er ikke mange ting, der ryger forbi hans “madsorteringscenter””

Til allersidst må jeg også lige rose præmierne. Masser af skønne og varierede præmier. I år bemærkede jeg de lidt mere særprægede præmier, så som hængesofa, stafeli, arbejdsbukke (dem scorede jeg faktisk), jakke, specialøl blandt meget andet. Ellers var der jo de lidt mere traditionelle præmier som foder, legetøj mv.

Ninja skulle for første gang løbe agilityklasser, og selvom det ikke blev til det store sådan rent placeringsmæssigt, så var jeg godt tilfreds med hendes præstationer. Det er jo ikke altid på dommersedlen, at man kan læse, om det har været et godt løb. Nogle af banerne var temmelig svære syntes jeg, og hun ikke så rutineret i at løbe lange baneforløb endnu.

Vi startede faktisk stævnet med at løbe spring åben, hvor vi havde et skønt og fejlfrit løb, som der nærmest gik “rygter” om på stævnepladsen. Jeg fik mange positive tilkendegivelser fra de andre deltagere, og det var da rart med lidt “skulderklap”. Løbet rakte til en 6. plads ud af ca 70 hunde. Der er stadig plads til forbedringer, men der er masser af tid til at hun skal komme til at føle sig helt “hjemme” på banen.

Echo var også forbi om søndagen for at løbe et par løb. Det var nu ikke den store succes men Echo hyggede sig  med lidt agiltyløb, og det var så let, fordi han bor lige i området og blev leveret på pladsen.

Prisen venner, prisen… 4 løb kr. 150 danske kroner. Det er jo noget man kan forstå!! Har du ikke prøvet stævnet før, så prøv det!!