Tag: Echo

Min kære Echo

Gennem de sidste mange måneder har jeg trådt lidt vande med, hvad jeg skulle stille op med Echo. Tilbage i juli måned besluttede jeg mig faktisk for at ville omplacere ham, og jeg var dybt ulykkelig over beslutningen.

Baggrunden for denne beslutning var, at Echo har det utrolig svært med barnegråd, og det er svært at undgå gråd i huset, når man har et lille barn. Selvom Silas ikke er et særlig grædende barn, så kan han dog klynke ved måltiderne (når maden ikke kommer i det ønskede tempo – eller retten er “forkert”), når han skal skiftes, have børstet tænder eller får at vide, at han ikke må pille ved Wii, DVD, ledninger m.m.

Echo reagerer ved at skrige, som om han sidder fastklemt. Hans kropssprog indikerer, at han slet ikke magter gråden, og han virker frustreret og usikker. Det er jo i bund og grund enorm synd for Echo. Og for mig er det meget stressende, da jeg nærmest gør alt for at undgå det mindste pip fra Silas.

Jeg har ikke ledt med lys og lygte efter et nyt hjem til Echo, men tænkt, at der nok skulle vise sig et hjem på et tidspunkt – og jeg har jo slet ikke lyst til at komme af med ham.

Det er så deprimerende, at jeg så kun har to hunde tilbage, som begge er 11 år. Det er jo ikke en optimal alder for en agilityhund. Men Echos 3 år, og det arbejde jeg har lagt i ham gennem årene, synes jeg bestemt, at der er en agilityfremtid i. Og udover at jeg synes, at Echo har mange skønne sider, så synes jeg også, det er meget svært at se sin agilityinteresse smuldre væk. Hvor har jeg bare tudet mange frustrerede tårer over situationen.

For en uge siden var jeg på et kundebesøg, hvor snakken kommer ind på hunde, og kundens familie er faktisk på udkig efter en hund, og meget af det, som de søger, passer på Echo. Jeg besøgte dem i lørdags, og de hilste på Echo, og vi fik en god snak om, hvordan vi kunne lave en god ordning for begge familier. Dvs et samarbejde vedr. Echo.

Efter at vi hver især har været i tænkeboks gennem ugen, aftalte vi så en form i dag:

Echo bliver ved med at være min hund, og jeg har “brugsretten” over ham, og familien vil gerne “passe” ham evt. nogle dage om ugen. Mest af alt er det lidt som en aflastningsfamilie, for jeg må erkende, at jeg ikke er klar til at give Echo videre, men det er synd for Echo, at han skal bo her i huset på fuld tid. Og det er faktisk også temmelig opslidende for os her i familien.

Imorgen kører Echo og jeg ned til familien, der bor ved Aabenraa, og meningen er så, at Echo i denne omgang skal være der et par dage eller lidt mere.

Løsningen lyder måske lidt mystisk og hvis nogen synes, den er egoistisk, så giver jeg dem egentlig ret, men jeg tror den trods alt er bedre end at lade stå til.

På den anden side af et stævne

I lørdags afholdte vi i Ribe Hundevenner vores sidste agilitystævne i år. Hvert år har vi holdt 3-4 stævner om året. Og det river godt nok tænder ud i en lille klub, da det jo altid er de samme folk, som skal stå klar til at hjælpe. Men det er super skønt, når man ser alle de glade deltagere, som nyder og roser et veltilrettelagt stævne. Det er langt hen af vejen slidet værd.
Men det får mig nu ikke til at trække min beslutning tilbage om ikke længere at ville forestå tilmeldingerne og stævneprogrammerne.

De første to år af klubbens liv var jeg topmotiveret, når de første tilmeldinger tikkede ind, men det sidste år har jeg nærmest haft brækfornemmelser jo nærmere vi kom på tilmeldingsfristen. Og uanset hvor længe jeg lever, så er mit liv skisme for kort til frivilligt arbejde, som hænger mig SÅ langt ud af halsen, så nu må det være en andens tur til at prøve kræfter med den opgave.

Stævnet fik ganske god feedback, som vores stævner faktisk altid får. Det på trods af, at stævnet varede til kl 20.30.

Jeg løb med Echo og Diva. Jeg trak dog Diva efter to løb, da hun virkede lidt besværet af det tunge underlag i ridehallen. Echo skulle løbe 2 x spring kl 2 samt tunnelkuller. Jeg var meget tilfreds med ham i alle løbene. Han blev nr. 3 i Tunnelkuller og vandt den første spring 2. I den sidste spring 2 gik han forkert ind i slalom, hvilket jeg ikke rettede, så det udløste en disk.

Ømme stænger

Mine ben har virkelig været på arbejde de sidste mange dage.

Fredag var jeg med Tobias i skole for at deltage i skolernes motionsdag. Det var 3. gang, jeg havde muligheden for at deltage, og det er som altid utrolig hyggeligt. Faktisk forstår jeg slet ikke de forældre, der ikke tropper op sådan en dag, hvis de faktisk har muligheden og skolen inviterer.

Tobias går jo på en mindre skole med 24 elever, og der var ialt 4 elever, der havde forældre med. Jeg ved, at andre også havde muligheden for at deltage, men valgte sofaen i stedet.
Tobias var dagens hurtigste elev, da han tilbagelagde de 8,7 km i vekslende terræn på 42.06. Jeg kom i mål midt i feltet med en tid på 1.07.10. Det var ikke imponerende, men jeg havde også barnevogn og hunde at skulle holde styr på, og jeg tog ikke runden for andet end hygge og motion.

Lørdag og søndag var jeg på agilitykursus hos Ann-Britt og Gitte Hoffmeister. Det var simpelthen så godt. Jeg synes, det er svært at melde sig på et kursus med Echo, som den deltagende hund, fordi han stadig mangler nogle elementære ting i sin agilitykunnen, og fordi han også let går kold, selvom han faktisk er vældig tændt.

Om lørdagen startede vi hos Ann-Britt og på min køretur til Ribe sad jeg med lidt skuffede tanker, fordi jeg generelt ikke syntes, at der er smæk nok på Echo. De tanker fik Echo mig da helt til at skamme mig over, da vi løb hos Ann-Britt. Han var virkelig god, tændt, hurtig og lydhør. Vi fik blandt andet prøvet at handle lidt anderledes på ydersiden af nogle kombinationer, som udover at give lidt mere tempo pga førerens bevægelse også kunne bruges til at skære en bue ned til “ingenting”.

Hos Gitte løb vi en interessant bane og til min store forbavselse, så var der stadig energi tilbage i Echo til et træne et par timer mere efter et par timer hos Ann-Britt. Træningen hos Gitte mindede mig lige om lidt grundtræning, som jeg lige skal huske at have kigget på med Echo.

Søndagen startede vi hos Ann-Britt med en agilitybane, som bestemt ikke var for en urutineret agilityhund, der kun er igang med at indlære feltforhindringerne. Faktisk var den kraftigt inspireret af en bane fra dette års VM. Derfor fik Diva lov at være med her, og det var hun super super glad for. Hun var rigtig rigtig dygtig til banen. Gennemgående var, at man efter feltforhindringerne skulle have hunden på bagsiden af næste forhindring, så man skulle ikke stå og sove på den her bane. Jeg havde også mistænkt Ann-Britt for at lave en propaganda-bane mod løbefelter, men jeg fortsætter nu med at træne løbefelter. Det skal prøves.

Weekendens sidste træningspas var hos Gitte. Her fik vi demonstreret lidt om forskellen på den korte og den lange vej rundt i kombinationerne. Den korte kunne let reducere i tempoet og den lange kunne holde hundens fart oppe, men var jo som det siger sig selv, længere. Jeg savnede rigtig meget tidtagning på dette modul, for det kunne have været interessant at se, forskellen i tid – eller måske snarere ligheden?!
Så jeg håber, at lejligheden byder sig for at prøve nogle af kombinationerne af igen med et stopur ved hånden.

Om kurset vil jeg bare sige, at det var super super godt, og jeg håber, at der kommer en opfølgning. Det er faktisk længe siden, at jeg har været så begejstret efter et kursus.

Rundt om hjørnet venter “virkeligheden”

I dag er Silas 14 mdr. Og der er nu en måned til, at han skal starte i dagpleje. En måned til jeg skal starte på fuld tid på jobbet.

Faktisk har jeg ikke arbejdet på fuld tid i 2½ år nu, så det bliver nok noget af en omvæltning at skulle lægge sig i selen ugens fem dage. De sidste 8 måneder har jeg arbejdet 2 dage om ugen og været hjemme hos Silas de øvrige 3 dage. Pga kemobehandlingen har han ikke kunnet blive passet ude, så Henrik og jeg har været hjemme hos ham på skift. Nu er han klar til “virkeligheden” og har fået en dagplejeplads.

Forud for graviditet og barsel var jeg sygemeldt i en længere periode pga stress.

Jeg ved ikke, om man kan sige, at det har været rart at kunne gå hjemme. Årsagerne til mit fravær fra arbejdspladsen har jeg bestemt ikke selv bestilt, så ingen behøver at misunde det.


Jeg er også igang med at lade op til “hverdagen” igen. Det betyder et lidt varmt dankort, da jeg har købt lidt nyt til garderoben, og det har tilsammen kostet nogle tusinde, men nu har jeg heller ikke puttet de store formuer i ekviperingen de sidste par år. Så jeg kan da se, at det trods alt var billigere at gå derhjemme med et barn i isolation. Men jeg kan også tydeligt huske, hvor frustrerende det var, når man skulle have indkøbt noget eller bare passerede et fristende butiksvindue, men ikke kunne gå ind pga isolationen.

I weekenden der er gået havde Ribe Hundevenner hyret Sarah Lorentzen til at komme og undervise. Ved den lejlighed fik Echo for første gang prøvet at passere balancebommen i et baneforløb. Han er umådelig fristet af kaninskindet for enden af bommen, så jeg synes faktisk, at han klarer det flot.

Så gik den weekend

Vupti, inden man får set sig om, så er sådan en dejlig weekend væk…..
Lørdag skulle vi ikke rigtig noget. Jeg skulle have malet loftet på Silas´kommende værelse, som forhåbentlig snart bliver færdigt. Det har været en langstrakt affære at få det lavet – ikke mindst fordi alle væggene var pil-skæv og uisolerede, så det var ikke bare sådan lige. Det var faktisk ganske rart ikke at have planlagt en hel masse, men dagen forsvandt bare, som sand mellem fingrene.
Lørdag var en rigtig slapperdag – i hvert fald for Echo

Dagen i dag brugte jeg så til et lille hyggeligt stævne hos DCH Varde. Jeg tænkte godt nok lidt på, om de nu også “kunne finde ud af det med at afholde agilitystævner”, da jeg ikke lige kunne mindes at have set dem på stævnekalenderen før. Men jeg havde mest i hovedet, at det måske var sundt nok med et lille stævne inden DM i næste weekend.

Der var vel ca. 50 deltagere, men trods det forholdsvise lave deltagerantal blev stævnet afviklet i to ringe. Sikke en skøn beliggenhed DCH Varde har og total lækkert og stort klubhus. Præmierne var også absolut i topklasse – Imponerende flotte præmier!!
Dagens højdepunkter for mig/os var SP1, som Echo vandt trods 5 fejl på en vægring, som jeg klart må tage på min kappe. Men hans slalom i dette løb var bare SUPER – flot indgang! Echo løber pt kun springklasser, så hans sidste løb i dag var Spring Åben, hvor jeg også var meget tilfreds med ham. Han spilder bare ikke et skridt på banen og havde da også en pæn hastighed uden decideret at være et lyn. Løbet rakte til en 1. plads i Spring Åben. Sejt!!

Dagens præmiehøst – der mangler endda en pokal, som jeg afsatte til DCH Vejle.

Gode gamle Diva er jo stadig vildt tændt på agility, så da jeg gik fra hende ved start i AG3 rejste hun sig fra dæk til sit. Jeg kommanderede hende ned i dæk igen og gik ud for at placere mig. Da jeg vendte mig om for at kalde hende frem til mig, så kom hun tordnende. Et stk. sheltie indfanget og båret ud fra banen. Vel er det sødt at hun i den alder (11 år) har masser af gejst og glæde, men tyvstarter er bare ikke ok. Og Diva er faktisk “snu” nok til at lære sig at det er ok, hvis hun får succes med noget (sjovt nok især uønskede ting). Og jeg lærer nok aldrig at forstå de hundeførere, der stævne efter stævne lader deres hunde tyvstarte. Hver eneste gang får hundene den belønning, at de får lov at løbe trods deres tyvstart. Det var ikke en straf, at Diva ikke fik lov at løbe, men jeg fjernede belønningen (=løbet).

I de åbne klasser var Diva fejlfri, men i Spring Åben var hun noget sejlende, men hun vandt klassen alligevel. Faktisk var vi dermed meget tæt på at være kvalificeret til DCHs DM, men jeg havde besluttet for en måneds tid siden, at jeg faktisk ikke ønskede at deltage til DCHs DM. I hvert fald ikke i år. Tanken om at skulle stille op/vente til ind- og udmarch i sammenlagt timer, fik mig helt til at miste lysten. Og selvom der faktisk ikke er imponerende mange timers aktiv agility, så går der uendelig meget tid med DCHs DM, når man er deltager, og det tiltaler mig ikke lige at spendere på projektet. Jeg indrømmer også gerne at udsigten til et kursus i samme weekend med Sarah Lorentzen i Ribe Hundevenner også trækker i mig. Man kan bare ikke alt!