Tag: Echo

Jutlandia Cup

Nu er en skøn uge ved Vingsted for længst overstået. Hele familien var afsted til Jutlandia Cup. Jeg skulle løbe med Echo og Diva, og Henrik havde meldt sig som hjælper.

Som en samlet betragtning så var det et super godt stævne. Vel tilrettelagt og godt afviklet. Jeg opdagede personligt ikke andet.
Hver dag blev afviklet efter nøjagtig samme plan. Samme klasser i samme rækkefølge på de bestemte baner, så man skulle ikke forholde sig til et nyt program og vidt forskellige tidspunkter hver dag. Desværre betød det så også, at jeg skulle tidligt op hver morgen, da åben klasse for små hunde startede kl 08 hver morgen, men det var nu alligevel en befrielse, at ens personlige tidsplan ikke ændrede sig fra dag til dag.
For hjælperne var det også ganske lækkert, for de skulle være en del af samme team hver dag og havde samme opgaver hver dag. Henrik tastede resultater i AG3 hver dag og fik da også set nogle spændende agilityløb, selvom sporten ikke interesserer ham synderligt. Men jeg er taknemmelig for, at han gider at give et nap med ved ugestævnerne, og dermed også er med til at forhøje mine chancer for at få en plads til disse ugestævner, for uden hjælpere, så er afviklingen en umulighed. Henrik siger faktisk, at han synes, at det er hyggeligt at hjælpe lidt til. Så er det lidt afveksling i dagen.

Silas i blændende humørDet gik også fint nok med at have Silas med til stævnet, selvom det da er noget nemmere uden en baby. Men Silas er heldigvis en rigtig nem og tålmodig dreng, og ham var der ikke meget ballade med. Trods det, at han ikke var helt på toppen, og vi forlod stævet hele tirsdagen for at bruge tiden på sygehuset i stedet. Der var utrolig mange, som spurgte til Silas i løbet af ugen, og det varmede mig at mærke andres omsorg. Vi var naturligvis bekymrede over de spontane opkastninger, som vi nu håber er fortid. Scanningen tirsdag efter Jutlandia viste ikke noget unormalt i Silas´ maveregion, og han er heldigvis også helt stoppet med at kaste op.

Silas udforsker græssetTilbage til stævnet: Echo skulle løbe springklasse 1 og spring Åben. Han er endnu ikke er klar til agility. Det gik faktisk rigtig godt. Han løb nogle rigtige pæne løb. I det første Spring 1 løb han mellem hjul og ramme, men næste gang vi løb spring 1, havde han et flot fejlfrit løb, og vi rykkede op i klasse 2. Første springklasse 2 gik han forkert ind i slalom, hvilket jeg ikke rettede, da jeg gerne vil bevare hans fremaddrift i slalom, og det var faktisk mig, der fik skubbet ham så meget, at han ikke kunne komme ind i første port. Han sluttede stævnet med et fint klasse 2 løb, hvor han fik oprykningsplacering. Jeg var meget tilfreds med hans indsats, og han har også udviklet sig ift sin opførsel ved ringsiden, for nu er det faktisk muligt at gå med ham langs ringene, uden at han ustandselig gør, skriger, og kaster sig ud mod ringen. Ikke at han er tavs, men klar en forbedring.

Echo i spring 1Diva er jo bare en fantastisk gammel pige, der med sine 11 år kløede på. Hun fik nogle gode placeringer i de åbne klasser. Nr. 5 – nr. 6 og nr. 7 og placerede sig dermed til finalen. Fredag aften var hun dog godt brugt, og hun nærmest hang efter mig på aftenlufteturen. En god nats søvn skadede hende dog ikke.

Finalebanen var rimelig let, men der var meget luft mellem forhindringerne – ikke ligefrem en fordel for en gammel kortbenet sheltie. Selv synes jeg, at Diva løb langsomt i finalen, men det var nok bare, fordi afstandene var så store, men nok også fordi hun var træt. Hun blev nr. 5 eller 6 med et fejlfrit løb. Finalen for de små hunde blev lige som sidste års Dania Cup Finale velfortjent vundet af Nadine Hundsberger med Q.

Diva i agility Åben
Der er ikke meget skidt at sige om Jutlandia Cup, men den smule der er, tillader jeg mig da også lige at nævne, og jeg ved, at jeg ikke er alene om det synspunkt. Præmierne!! Godt nok, skal man ikke følge DKKs præmiepolitik, hvis man bare gør opmærksom på, at man ikke følger den. Men derfor behøver man jo ikke blive fedtet, og det synes jeg, at man er, når man kun uddeler 12 præmier ud af 195 deltagere i en klasse eller under 10 præmier til 100 deltagere. Hvis de få præmier, der så blev uddelt så bare var overfede, så var det en anden snak, men sådan var det nu ikke. Var der 6 personer til præmieoverrækkelse, så lå der 7 ting på bordet, og jeg hørte, da flere være skuffede over det, som de kunne vælge. Der kan naturligvis ikke være guld og glimmer til alle placerede. Sådan i hovedtræk var jeg tilfreds med de præmier, som jeg vandt, og præmie-utilfredshed er som sådan også mest et luksusproblem forbeholdt de personer, som vinder noget. De, som ikke er så heldige eller dygtige, er jo nok fløjtendes ligeglade, men som stævnearrangør i Ribe Hundevenner er det nu dejligt at høre agilityfolkene fremhæve vores stævner pga mange flotte og forskellige præmier. Men vi bruger faktisk også ret mange penge på præmier, og man får sjældent sponsoreret SÅ mange herligheder.

Fart og motivationskursus

Ugens tre første dage har jeg som regel “Silas-dage”. Dvs der har jeg Silas, som jo stadig er omfattet af hospitalets isolationsregler pga nedsat immunforsvar efter kemobehandlingen. Nu er det jo heldigvis blevet ude-vejr, så det byder jo på meget andet end bare at sidde derhjemme. Jeg nyder ufattelig meget at kunne tage afsted med Silas til div. udendørs arrangementer, såsom agility. Tænk hvis min store lidenskab havde været svømning, så ville jeg fortsat være forhindret i at dyrke det de dage, hvor Henrik skulle arbejde (eller noget andet).

Silas studerer film-samlingen

Silas er ellers blevet en rigtig pil-finger og nu er han pludselig blevet mobil. Han ruller, vender og drejer sig og strækker sig på alle ledder og kanter, så han får pludselig fat på mange ting.
Trods hans efterhånden gode mobilitet er han dog ubeskrivelig nem at have med. Han kræver ikke ret meget, og han kan sidde længe og kigge på verden omkring sig eller på et stykke legetøj i barnevognen. Han har en kæmpe tålmodighed!
Så det har heller ikke været et problem at have Silas med på sidelinjen til “Fart og motivationskursus” oppe i Sannes Hundecenter de sidste 3 dage.

Seje Silas
Sanne startede med at erklære, at det eneste mål, der var med Echo for disse tre dage var, at han skulle lade være med at kigge på mig hele tiden. Derudover så kunne en side-gevinst også være, at Echo kunne bruge mere energi og drive på at “angribe” banen. For han er skam tændt og glad nok, men han giver den sgu for lidt gas på banen.

Efter at have leget lidt med hans elskede gummi-dummies og belønnet ham med dem i mål, så fandt Sanne et kaninskind frem. Et snif til det og Echo var helt stiv i blikket. Ingen tvivl om, at han tændte betydeligt på det. Så fik Sanne en ny idé. Hun fandt en “Spo-doink” frem, ja det var “navnet” på den tunge kanindummi, som var monteret på et meget langt gummibånd. Nærbillede af “Spo-doink”Dummien blev placeret efter slutspringet, og elastikken strakt helt ud (i en forlængelse af hundens løbebane efter slutspringet). Når Echo sprang over sidste spring, blev dummien udløst og susede hen over jorden til stor begejstring for Echo, som tændte vildt af på den her døde kanin. Den fik ham til at være meget målrettet sidst på banen, og han holdt op med det kigge efter mig hele tiden. Faktisk hylede og skreg han bare ved synet af, at dummien blev “arrangeret” nede i mål.

Naturligvis skulle han også prøve at snyde en gang eller to ved at tage den korteste vej (dvs undlade en forhindring eller flere undervejs), men han fandt hurtigt ud af, at det ikke lønnede sig.

Et af gennemløbene med “Spo-doink”-belønning i mål
Echo elskede den her dummi-træning, men nej hvor blev han træt, og da jeg sad og så videoerne her til aften, så kunne jeg godt se, at han blev temmelig mat i sokkerne efterhånden. Og det var ikke fordi jeg syntes, at hundene løb meget på kurset og sværhedsgraden var meget lav, men trætte det blev de.

Ugekursus i Ribe

Tavshed på bloggen er ikke nødvendigvis det samme som, at livet står helt stille.
Uge 23 boede Silas og jeg ude i Ribe Hundevenner, hvor klubben for 8. år i træk afholdt ugekursus med topprof. agilityinstruktører.
Vi var ualmindelige heldige med vejret. I pinsen bagte solen, så det ville have været ulideligt at skulle træne 2-4 timer om dagen. Nu – ugen efter, så står det ned i stænger og blæser, og det ville have været ualmindeligt surt at skulle løbe agility og være ude hele dagen i sådan et vejr.

Træning på en af de 4 baner – bemærk campingpladsen i baggrunden

Jeg havde 2 instruktører på kurset, Peter Crone og Lee Gibson. Man må sige, at de to instruktører er vidt forskellige. Aldrig har jeg haft en instruktør, hvor jeg var så lidt forpustet efter at have været på banen, som hos Lee. I hans træningspas skulle hundene selv søge frem til forhindringerne, og det var lidt af en kunst at holde sig så langt tilbage, men samtidig var det meget interessant at se, hvordan hundene “voksede med opgaven”. Jeg kunne virkelig se, at Echo var selvtilfreds, når han selv havde “fundet” forhindringen. Men tempoet var godt nok i den meget nedre ende, så selvom det ikke lige er den optimale handlingsmåde for Echo, så er det nok alligevel sundt at træne initiativ og selvtillid. Fælles for hundene på vores hold var dog, at de alle blev utrolig trætte (mentalt) af Lees træning.

Silas nød at sidde og kigge på det helePeter havde tegnet de mest hjernedøde baner, jeg længe havde set, og jeg vil anse det for at være en katastrofe af karat, hvis Peter tog en dommeruddannelse og tegnede den slags baner til stævnerne. På mit hold var vi mildt sagt noget skeptiske under banegennemgangene – tangerende til opgivende. Men jeg må sige, at Peter gjorde alle vores forbandelser lidt til skamme, for banerne kunne faktisk godt løbes med et fint flow, men det krævede, at man gjorde det rigtigt (dvs som Peter havde udtænkt), ellers gik det næppe ret godt. Det var skam meget interessant og bedst af det hele, så fik jeg igen mod på at putte blindskift ind i min handling.


En lidt doven instruktør underviste fra sin campingstol………

En varm og hyggelig pinse med drøn på

Pinsen har hele familien tilbragt til stævne i vores klub. Vi havde lagt an til et stort stævne, der varede 3 dage – med 158 tilmeldte hunde.

Vores træningsplads blev omdannet til en kombineret camping-/stævneplads, hvor ca. 50 campingvogne og telte var stillet op.

Et kig ned af en af campingrækkerne

Vejret var kanon – næsten lidt for kanon. Igår var der f.eks 26 grader, da jeg forlod stævnepladsen hen under aften. Det er lige varmt nok til agility. Stævnet var en gentagelse af den store succes fra sidste år. Jeg husker med gru tilbage på det stævne. Det var så utrolig opslidende et stævne, at jeg var total stresset længe før og efter stævnet. Faktisk tog det mig langt mere end en uge at geare ned efter sidste års stævne. Idag, som jo er dagen derpå, er jeg ganske afslappet.

Dette stævne gav mig godt nok også vildt meget stress i sidste uge pga programmet, som jeg måtte kæmpe med i de sene aftentimer i et par dage. Desværre havde jeg ikke det, der lignede disponibel fritid i sidste uge. så hvis du spurgte mig for en uge siden, om vi også skal holde et 3-dages stævne i pinsen i 2010, så ville jeg uden tøven have svaret; Nej, nej og atter nej!

Hvis du spørger mig nu, så synes jeg, at vi skal gentage endnu en succes i 2010. Det at se folk i så godt humør og hygge sig i det kanon gode vejr – Det er næsten lønnen i sig selv at være tilskuer til.

Aftensmaden nydes i aftensolen

Jeg kunne dog godt finde punkter til dette stævne, som kunne have været bedre, men jeg må indrømme, at jeg i år ikke har taget det særlig tungt. Det er jo ingen katastrofe, og udfordringer kan man vel løse? Det er trods alt de færreste agilityfolk, som man ikke kan tale sig til rette med, hvis der er fejl eller mangler.

Overbærenhed og udvidet tolerance tror jeg faktisk er en af de “gaver”, som Silas´sygdomsforløb har givet mig. Der er mange ting, som jeg før ville have taget meget ilde op, som jeg nu bare siger “Pyt” til nu. I sammenligning med det at have et barn med en kritisk sygdom, så er der ikke mange problemer, der kan regnes for noget særligt.

Det lykkedes mig også selv at få løbet med Echo og Diva til stævnet. Diva vandt Spring Åben søndag og blev nr. 2 i Agility Åben om lørdagen. Mandag vandt hun Power & Speed, og der blev faktisk også plads til os i Finalen, hvor jeg bare handlede så utrolig dårligt, at det var fuldt fortjent, at vi fik en vægring og en ikke særlig optimal tid.

Et lille kig ved finalen

Echos præstationer var jeg også meget tilfreds med. Han løb kun Spring åben og Spring 1. Han mangler kun 1 oprykningsplacering i Spring 1, og den var han meget tæt på at få søndag. Efter min mening så skal han dog ikke rykkes op i Spring 2 endnu, så jeg skyndte mig lige at komponere en alternativ afslutning på banen, hvilket gav en disk for fejl bane efter et ellers rigtig godt løb. Men som jeg så ofte før har sagt. Det er ikke resultatet, der tæller. Det er præstationen.

Still going strong

Bededagsferien brugte Silas og jeg i Viby, hvor der blev afholdt et 3-dages agilitystævne. Jeg var tilmeldt med Diva og Echo. Målet med Diva var at få DM kvalifikationerne om søndagen, og Echo bare lidt rutine, da han jo stadig er ret grøn (stævnet i Viby var hans 2. Stævne)

Stævnet blev indviet med øsende regnvejr, som startede ½ time før første start var planlagt. Til alt held valgte Thorleif og Co. At udskyde starten i 3 kvarter, så vi kunne løbe agility i tørvejr. En ganske god beslutning synes jeg, for iflg programmet var dagen kort, og en del af deltagerne overnattede på pladsen.

Echo klarede sig rigtig flot, synes jeg, og han kom da også fejlfrit gennem sin første klasse 1 bane, hvilket betød, at han fik sin anden oprykningsplacering, og dermed kun mangler 1 mere for at rykke op i klasse 2. Det behøver han efter min mening ikke at gøre endnu, så målet for resten af weekendens sidste to spring 1-løb var fejl eller disk, hvilket blev indfriet.

Fredagens og lørdagens åbne klasser gav kvalifikation til en finale. Selvom Diva kun havde placeringer i to af de åbne klasser, så listede hun sig alligevel med i finalen. Hun løb et forrygende løb i finalen. Jeg holder vist aldrig op med at elske at løbe disse finaler. Det giver mig et kick, og jeg bliver lige tændt en ekstra tand. Diva leverede en rigtig god tid, og jeg stod spændt og iagttog de sidste 5 hunde i finalen, da de løb. Et par af dem ville sagtens kunne haave været med på hendes tid – eller bedre, men sådan gik det ikke. Gode gamle Diva, der fyldte 11 år for ganske nylig vandt skisme finalen. Gevinsten var et valgfrit motiv/billede printet og monteret på lærred i formatet 40×60 cm. Rigtig lækker gevinst. Nu skal jeg så bare rode lidt i billedemapperne for at finde MOTIVET.

Det gav mig lidt ekstra pynt, at Diva løb fejlfrit i de åbne klasser om søndagen, hvor der var kvalifikationsløb til DM. Dermed er vi halvvejs kvalificeret til DM, hvilket passer mig ganske godt, da jeg gerne vil holde antallet af stævnedeltagelser lidt nede.