MicMic – Side 2 – Berits Blog

Mic har det godt igen

Det har været lidt drøjt siden sidste indlæg, hvor jeg lettet fortalte, at det bare kørte på skinner. Jeg har ikke haft tid og overskud til at skrive om det. Jeg har skullet passe hvalpe, familie og job, men nu går det endelig godt igen. Det er bare lidt opslidende, når det går skævt.

I søndags var jeg tæt på at køre til dyrlæge i vagten. Mic havde egentlig være frisk nok fra morgenstunden, og havde været med ude at gå en pæn tur på over en time. Stille og rolig tur i flexline, og hun fulgte fint nok trop. Gennem søndagen blev hun dog mere og mere svingende. Hun prustede som et godslokomotiv, selvom hun ikke lå hos hvalpene. At man pruster, når hvalpene dier og lige efter er ikke så mærkeligt, men det her var lidt for vildt og meget larmende.

Mic er hver dag med ude at gå 2,5-5 km og det nyder hun

Hun havde også prustet om natten, men det havde jeg mere set som naturligt, når mælken løb til, men hun gjorde faktisk også, når de små havde spist. En nat var det så slemt, at Silas stod op og gik ind til sig selv og sov.

Sådan kunne hun lyde om natten

Men søndag var det også sådan, at hun havde kvalme, og jeg synes det var svært at få noget mad i hende. Jeg fandt på et tidspunkt en pølse, som jeg ville håndfodre hende med, mens de små spiste hos hende. For hun ville ikke have foder eller den specialblanding af kalorietætte mælkeprodukter. Hun plejer så at hugge sådan et stykke pølse i sig. Nu kiggede hun hjælpeløst på mig, mens hun savlede helt vildt. Det stod helt oppe i halsen på hende.

Mic er altid en ædedolk, men søndag havde hun virkelig madlede

Hun havde ingen feber og hun passede, fodrede og vaskede sine hvalpe til udmærkelse. Hun havde styr på kroppen. Så det kunne ikke rigtig være kalkchok, som jo kan være ekstremt farlig.

Samtidig drak hun store mængder vand (vi taler nok omkring 2 liter) og havde gjort det over nogle dage. Det resulterede i, at hun tissede på gulvet mere end en gang i løbet af weekenden. Nu er det jo også en barsk omgang med hvalpe og kejsersnit og sterilisation på en gang, så det slog jeg det lidt hen med. Godt nok er Mic andengangsfødende, men første gang døde hvalpen, så jeg kunne ikke drage paralleller til sidste gang. Der var jo ikke noget at passe efterfølgende.

En skive kyllingepølse i flaben. Sådan en ville normalt blive slugt med det samme

Jeg havde også været flittig til at servere vand og mad på sengen til hende, og det var måske også blevet lidt for meget. Lige den del tror jeg på. Mics kampvægt er 6 kg. Da hun fødte vejede hun 7,5 kg og i mandags vejede hun 9 kg!! Hun manglede i hvert fald ikke noget for at kunne servicere sine hvalpe.

Oven i det så tog den ene hvalp ikke ret meget på. For den anden hvalp var det lige modsat. Den overhalede så lige sin søster, og når jorden nu var gødet til bekymring, så skal jeg da lige love for, at den fik næring. Hvalpen der ikke havde taget noget på ville ikke rigtig spise, da jeg når til den her konstatering og bekymring sent søndag aften (jeg vejer altid ret sent). Jeg bliver dog talt til ro over telefon og messenger. Inden jeg går i seng, så ligger begge hvalpe og æder lystigt. Man har også lov til at være træt og mæt (bare helst ikke når jeg er bekymret, forstår man nok…. ).

Jeg prøvede virkelig på at lade være med at piske en stemning op. Søndag havde også været den første dag, hvor jeg tænkte, at jeg ikke behøvede at overvåge alt. I stedet havde jeg forsøgt at få spenderet lidt mere tid udenfor hvalpeværelset og være sammen med familien, fordi jeg nu syntes, at det egentlig lige gik så godt. Så al elendigheden og bekymringerne indhentede mig derfor først op af dagen.

Mandag morgen ringede jeg til dyrlægen, og fik en tid samme eftermiddag. Igen vil jeg sige, at Mic bare var lidt svingende og virkede måske træt og udmattet med nedsat appetit, men alt i input og output fungerede og temperaturen var også helt normalt. Hun var også frisk nok i haven og var nysgerrig osv.

Vi var heldige at komme ind til Lotte, der også var hende, der lavede kejsersnittet. Hun lavede en klinisk undersøgelse af Mic, og det så fint ud. Så tog hun en blodprøve, så vi kunne se om det kunne gøre os klogere. Jeg havde taget et par videooptagelser med, som hun kunne se og ikke mindst høre. For ellers var det måske lidt svært at danne sig et reelt indtryk af pusteriet.

Efter lidt ventetid kom hun tilbage og fortalte, at levertal og nyretal var lidt forhøjede, men at hun ikke mente, at det betød noget for tilstanden. For værdierne var tæt på normalen. Men til gengæld var hendes blodprocent for lav og hun var anæmisk (jernmangel).

Dyrlægen gav Mic nogen kvalmestillende og sendte mig på apoteket efter jerndråber. Det havde ret hurtigt effekt på Mic, og hun blev langsomt bedre. Den første nat pustede hun stadig, men det var dog aftagende.

Rumtemperaturen var efter den første uge skruet ned til et mere normalt niveau på ca 22 grader, og varmepuden var pakket væk, så det var heller ikke fordi Mic var ved at blive grillet. Hun var simpelthen var udmattet, fordi hun havde mistet en del blod under operationen.

Nu er hun heldigvis helt sig selv igen, og vi fortsætter et par dage mere med jerndråberne. Dyrlægen har været sød at ringe et par gange og høre, hvordan det gik.

Hvalpene har fået øjne med en dags mellemrum. De stavrer rundt på deres små gummiben. Det er så sjovt at følge deres udvikling for hver dag. Der er heldigvis så mange hyggelige stunder med de små, og det er fedt når det er dem som dominerer. Jeg nyder, at se Silas´fantastiske smil, når han ligger og kigger på hvalpene eller nusser dem.

Indrømmet så var det faktisk lidt opslidende at stå med, og jeg var ret bekymret. Måske bliver jeg også bare lidt for bekymret, men hellere være opmærksom og tage ting i opløbet end at sove i timen. Det skal åbenbart ikke bare være legende let for lige mig, men nu tror jeg på, at der ikke er flere bump på vejen.

Kommet godt fra start

Tænk at det nu er seks dage siden, hvalpene blev født. Det føles både som i går og som længere tid siden. Det er sådan lidt en rutsjetur at skulle igennem. Måske også fordi jeg har været træt og lidt bekymret. Det er nok helt naturligt.

Man skal sikre sig, at Mic er en god mor. At hvalpene spiser og ikke bliver kolde. Holde øje med at Mic ikke lægger sig på dem, eller at de smutter ud af kassen. I aftes fik den ene hvalp mulvarpet sig op på ryggen af Mic og derfra gled den ud over kanten på fødebassinet og ned på gulvtæppet. Kanten kan næsten ikke være højere for Mic skal jo kunne komme ind og ud uden at skulle hoppe over kanten.

I starten lå de dejlig varmt i en donutkurv. Men hold da op, hvor kom de tit på afveje, og det krævede 100% opsyn. Men den var bare så dejlig varm og de små kunne ligge tæt ved deres mor hele tiden. Men badebassinet er altså et bedre valg. Ikke mindst nu hvor de er blevet større og bedre selv kan vælge temperaturen.

Vi startede ugen med et besøg på Aabenraa Dyrehospital. Ikke fordi der var noget galt. Jeg synes selv, at alt så fint ud. Men det er helt almindelig praksis, at de gerne vil se tilse tæven efter et kejsersnit. Så Mic. de små og jeg kørte i afsted i en dejlig forvarmet bil mod Aabenraa tidligt mandag morgen.

Veterinærsygeplejersken havde fået kliniktøj på i stedet for nederdelen og skoene med lidt hæl på, som hun måtte assistere dyrlægen i juleaften. Hun fortalte mig, at hun havde lånt en T-shirt af sin bror, hvor hun havde holdt juleaften, da hun blev kaldt på klinikken. Det var lidt morsomt. Hun fortalte mig også, at hvalpene var så fine og livlige, da de forløste dem. Det var jo rigtig dejligt, for de to kejsersnit jeg har været involveret har budt på slappe hvalpe, der skulle hjælpes igang.

Den dyrlæge, der var på arbejde kiggede på Mic og synes det hele så fint ud. Han ville også gerne lige kigge på hvalpene, som han fandt meget livlige. Alt så fint ud, og vi kunne køre de 20 minutter nordpå igen. Eftersynet var “on the house”. Jeg har virkelig kun meget positivt at sige om Aabenraa Dyreshospital i det her forløb.

Jeg havde mange historier i baghovedet fra mine hundevenner på Facebook, hvor de har oplevet, at den dyrlæge, som de havde lavet aftale med under en hvalpefødsel, ikke tog telefonen. Eller tilfælde hvor dyrlægen beder folk med tæver i fødsel om at vente og vente, og det så ender med døde hvalpe. Hvalpe der erklæres døde, men viser sig at overleve, og jeg har hørt så meget, at man skulle tro, at det var løgn det halve. Steder hvor et kejsersnit i vagten har kostet 30.000ish Jeg anede jo ikke, hvad jeg ville få fat i, da jeg ringede juleaften, for jeg kendte ikke nogen af dem, som havde vagten.

Men dyrlægen var virkelig lydhør og hurtig til at sige, at hun kunne køre til Aabenraa, og om jeg var indstillet på, at det kunne være nødvendigt med et kejsersnit. Ja spørgsmålet kunne jo virke ret overflødigt for mig, for hvad ville alternativet være? Samtidig nævner hun prisen (måske for at “afskrække” mig), og så er jeg ved er jeg nødt til at spørge, om hun virkelig mener det på en juleaften. Hun begynder at “forklareforsvare” at der er vagttillæg. Men helt ærligt, prisen for et kejsersnit i vagten hos dem var kr. 10.000 (nå ja og så lige kr. 300 oveni, fordi jeg insisterede på en UL scanning). Jeg er faktisk ret sikker på, at det var samme pris jeg betalte for et kejsersnit for 6 år siden, men det var altså uden vagttillæg! Nå men det var ikke prisen, der afgjorde valget. Men det var naturligvis positivt ikke at blive flået, når det nu skulle være. Hov, og så spurgte de slet ikke om min hund var sygeforsikret! Det sidste kan jeg sådan set godt lide, for det kommer da slet ikke min dyrlæge ved. Behandlingen bør jo være den samme uanset forsikringsforhold.

Hjemme med to små hvalpe og en tæve med kejsersnit. De første dage er lidt træge. Jeg synes, at det er hårdt at vente på, at mælken løber til. Der går lige et par dage med meget sutteri for hvalpene, afløst af lidt søvn og så suttes der igen. De har været rolige, og de har egentlig også holdt vægten, så jeg har ledt efter min tålmodighed og været overbevist om, at naturen og Mic kunne klare det hele selv. Og det ser sandelig sådan ud.

Pludselig kom der virkelig mælk på alle “hylder”. De små haler strittede ekstra lystigt ved spisning, og hvalpene faldt bare fede og mætte af patterne og snorksov. Og øgningen i vægt tog nu også fart. Det var dejligt. Mic var heller ikke så urolig og så påvirket, som Ninja, da hendes mælk løb til dengang.

Mine bekymringer har helt sikkert rod i min oplevelse med Ninjas hvalpe. Jeg husker godt, da jeg sad her i samme værelse som nu, og Ninja lå ved siden af mig med 6 store og fine hvalpe. Det var på 4. dage og alt gik så fint. Hvalpene tog på, og jeg tog mig selv i at ånde lettet op og tænke, at vi klarede skærene, og at nu skulle det hele nok gå godt.

Da jeg skulle veje hvalpene samme dag, så havde den ene tabt sig, og det udviklede sig til en ret ulykkelig historie for mig. Hvalpen var den, som jeg havde kastet min kærlighed over. Den som jeg havde fået stukket i hænderne ved kejsersnittet den novembermorgen. Hun var den smukkeste blå border tæve. Og jeg kæmpede en kamp med at få hende i trivsel med sonde og mavemassage, men kampen var forgæves og opslidende. Knap 4 uger gammel blev hun aflivet.

Prinsessen – en af Ninjas hvalpe fra 2014

Jeg tror nu ikke, at historien gentager sig denne gang, men det kan da godt have givet mig lidt ekstra bekymringer. Men min oplevelse fra dengang har noget i højere grad lært mig at tage en dag af gangen. Jeg har heller ikke kastet min kærlighed mere på den ene end den anden hvalp. De er begge skøn og livlige. Hvis den ene bliver boende her, så finder jeg nok også ud af, hvem det skal være.

Men det går heldigvis rigtig godt, og man tydeligt se forskel fra dag til dag. Hvalpene bliver stærkere og mere mobile. Sikke hurtigt de kan mose sig fra den ene ende af poolen til den anden. Det fascinerende og livsbekræftende at følge den udvikling.

Mic er nærmest begyndt at kede sig lidt. Hun er lidt splittet mellem at være hos sine hvalpe og være, hvor vi andre er. Hvis jeg går ud af rummet, hvor hvalpene er, så ved hun ikke rigtigt, hvad hun helst vil. Da vi andre skulle ud af døren idag for at gå en tur, var jeg først inde og kigge til Mic, og tænkte at hun skulle blive hjemme (mest pga kejsersnittet). Da jeg stod udenfor, kunne jeg se hende stå oppe i sengen og kigge ud af vinduet. Jeg ombestemte mig og tog hende med. Hvalpene havde lige spist, så de sov jo bare.

Hele familien (hunde og mennesker) på gåtur

Hun nød gåturen og fulgte fint trop. Hun var også oplagt til lidt spas og pjat. Hun lignede ikke en der gik og tænkte på hvalpe. Det er ikke sjovt at være splittet mellem at ville passe sine små og ikke ville gå glip af noget (jeg kan godt sætte mig ind i hendes dilemma).

Hvad siger de andre hunde til hvalpelydene? Ja, Fuji siger naturligt nok ikke noget til lydene, men hun har klart fornemmet “noget”. Hun har mange gange puffet døren til værelset op (Fuji moser bare på låger og døre til de giver efter). Hun har åbenbart godt fornemmet, at man ikke bare må gå ind. Så står hun bare der i døråbningen eller sætter sig og kigger ind.

Det varede et par dage, før Ninja viste interesse, men da det gik op for hende, så blev hun meget nysgerrig og var faktisk på vej hen til kassen (hun var listet ind af døren, der stod på klem – Ninja er en sniger), hvor jeg sad sammen med Mic. Mic tog det heldigvis stille og roligt, og jeg bad bare Ninja om at gå lidt væk og lægge sig ned.

De får jo nok at se, hvad det handler om, når hvalpene rykker ud fra værelset om lidt tid. Men lige nu er ro og en stabil rumtemperatur. Jeg har endda sat en affugter op i rummet, som slår til når luftfugtigheden bliver for høj, da det ellers blev lidt varmt og klamt.

Et mål for 2020

Det er vel meget normalt, at man ved årets start sætter sig et par mål for året. 2020 har ikke været det år, som har gjort det nemt for folk at følge deres mål i ret mange henseender. Der var nok ikke mange, der tænkte, at året ville være som det indtil nu har været, da de skålede godt nytår til slagene fra rådhusklokkerne.

Som konkurrenceudøver, så sætter man nok altid et par mål for den sæson, der ligger for ens fødder. Jeg havde egentlig kun et lille dybfølt mål for 2020, som jeg ikke tænkte, at det kunne blive et problem at indfri. Jeg manglede et agilitycertifikat med MicMic, for at kunne gøre hende til Dansk Agility Champion. Certifikatet gives i AG3 til den hurtigste fejlfrie ekvipage, der ikke i forvejen er agilitychampion.

Men da sæsonen skulle til at i gang, så gik hele DK i stå. Alt blev aflyst. Der har ikke været mange stævner. De fleste blev aflyst pga et for lavt forsamlingsloft. Jeg har egentlig overlevet fint nok uden stævneræset, og mit mål var naturligt nok sat helt på standby. Hvornår ville et stævne igen være muligt.

Pludselig åbnede Ribe Hundevenner op for muligheden for et stævne i den weekend, som netop nu er slut. Lille og mellem klasserne skulle afvikles søndag, hvilket jeg lige kunne klemme ind efter 3 dage på hundefys uddannelsen. Når muligheden byder sig, så må man altså lige slå til. Ved åbning for tilmeldingen var forsamlingsloftet på max 50 personer.

Så er der gjort klar til weekendens stævne.

Men stævnet var lige ved at ikke at blive til noget, for i fredags var der pressemøde og pga stigende smittetal, så blev forsamlingsloftet igen sænket. Så det nu er på 10 personer. Heldigvis først gældende fra i mandags. Så med nød og næppe kunne stævnet afvikles.

Jamen smitter Corona måske ikke i weekenden?! Åh jo. Det tror jeg, men jeg tror (ligesom alle andre) at det som jeg gør/deltager i er forsvarligt. Det er vel helt naturligt, at man ser tingene mest fra sin egen side og ikke forstår, hvorfor der skal være restriktioner for lige netop det, som har betydning for ens hverdag og aktiviteter. Er det ikke sådan det fleste har det?

Nu regnede fodboldgutterne på det 40 mand store hold jo heller ikke med, at de skulle ende med at være 20, der blev testet positiv på holdet, fordi der til en start lige var en enkelt positiv. Eller bridgeklubben med rigtig mange ældre medlemmer, hvor der endte med at være 19 smittede ud af 250 medlemmer. Eksempler fra den virkelige verden, hvor folk nok ikke tænkte, at deres samvær var et problem.

Restriktioner er jo svære at gradbøje, for alle synes, at de sorterer ind under undtagelserne. Men når det så er sagt, så synes jeg bestemt, at hundeaktiviteterne er nogle af de mere “hellige”, for der holdes under aktiviteterne altid minimum et par hundesnorslængders afstand mellem deltagerne (og hjælpere). Og hvis man lige tænker sig om, når man ikke går rundt med en hund, så er det faktisk også let nok at holde afstand. Vi er altid udenfor eller i lokaler med masser af plads.

Nå men tilbage til årets stævne, hvor forsamlingsloftet denne weekend var 50. Så vi var ikke mange, men det var hyggeligt! Det blev bestemt ikke mindre hyggeligt af, at Mic og jeg lagde ud med et meget godt og flydende løb i Ag3. Vi vandt klassen og fik klassens certifikat. Målet var indfriet. Mic var så pludselig Dansk Agility Champion.

Det var svært ikke at juble over det. Og lige i søndags manglede jeg faktisk krammene. Jeg har ikke krammet andre end Henrik og Silas siden marts, og det har jeg det faktisk helt fint med. Men lige i søndags var det sådan lidt underligt, mens man stod i det.

Vi snuppede også sejren i ekstra agilityklassen. Det var skisme skønt at vi lige kunne spille så godt sammen i to løb i træk, for vi er vist begge lidt rustne.

Løbet der gjorde Mic til champion

Det var overraskende og sejt at indfri sit mål på denne eneste DKK-stævnedag i 2020. Sæsonen er nu slut. Lige så hurtigt, som den startede. Nu må vi se hvad 2021 bringer af aktiviteter.

Corona DM

Af flere årsager er det ikke blevet til det store stævneræs for mig i denne sæson. Jeg nåede et stævne inden lockdown, og jeg har egentlig klaret mig ganske fint uden stævnerne. Der er så mange andre ting, som man kan tage sig til i stævnernes fravær.

Jeg havde faktisk alligevel ikke kunnet løbe med MicMic de sidste måneder, da hun (sandsynligvis under udskridning i dugvådt græs) kom til skade med skulderen. Efter at Jacob på Nordre Dyrehospital har frigivet hende, har jeg brugt energi på nogle styrkeøvelser og at teste hende lidt af på meget korte træninger, så jeg kunne se om der kom nogen reaktion.

Alt ser fint ud – heldigvis!! Så trods manglende træning valgte jeg at tage afsted til årets DM, som blev afholdt i forbindelse med Dansk Kennel Klubs “Hund i Fokus” på Vilhelmsborg. Et arrangement som kunne have været vildt fedt med masser af hundearbejde at kigge på, hvis ikke det lige var for forsamlingsforbud og restriktioner. Men dejligt at DKK havde mod på at arrangere det alligevel. Men den del vender jeg lige tilbage til.

Hallen på Vilhelmsborg er superfin at løbe i. Underlaget et godt

Uden træning og uden forventninger, men bare med et håb om, at vi kunne samarbejde, og ikke mindst at Mic ville forblive ok. Men mest af alt bare med et ønske om at have det sjovt sammen på banen. Det hele blev indfriet – og faktisk også lidt mere til.

Vi fik 10 fejl i springløbet, men jeg var faktisk ligeglad med det, for bare det at løbe et stævne sammen igen og være på bølgelængde var fantastisk. I næste løb mente jeg bestemt at have fået 5 fejl på A´et, men da jeg kiggede i resultatlisten, så stod er 0 fejl, og jeg lå nr. 2 i det løb. Jeg luftede min forundring med andre, der sagde, at de ikke havde bemærket en arm i vejret. Nå men somme tider husker man sine løb anderledes og “dømmer” sine egne løb hårdere end dommeren. Med de to resultater gik vi direkte i A-finalen, hvor der skulle løbes om mesterskabet. Da jeg kom hjem modtog jeg på messenger videoer af mine løb, og kunne se, at dommeren rent faktisk dømte fejl på A´et, men det blev altså ikke noteret.

I A-finalen fik vi først en vægring og kort efter en disk. Sådan kan det gå. Jeg bliver selv lidt finale-fanden-i-voldsk og så går det sgu bare lidt lettere galt. Men jeg var igen helt ligeglad med resultatet. Jeg havde fået alt, hvad jeg kom efter, og Mic og jeg smilede om kap i alle tre løb. Okay, jeg smilede så godt jeg kunne, mens jeg hev efter vejret. Det var sgu nogle lange baner.

Lige efter hvert løb så jeg vissen ud. Da vi skulle hjem var det MicMic der var helt vissen at se på.

Banerne var faktisk ret fine. Der var et godt flow og ikke bare det uopfindsomme skarpe “hent bagsiden” eller tvungne wraps eller hvad man nu kan støde på. Ærgerligt var det dog at konstatere at alle tre agilitybaner sluttede med en lige ud strækning, hvor balancebommen var næstsidste forhindring og slutspringet stod i lige linje derefter. Det samme gjorde sig gældende søndag, hvor de store hunde løb meget lignende baner. Total gave til løbefelterne og absolut ikke en gave til dem, som skal op og være ved feltet på bommen og samtidig ikke har mere luft efter at have tonset en hel bane igennem. Nå, men banerne var i deres helhed meget fine, og det er var bare en kedelig gentagelse på afslutningen. Og vi fik set nogle meget flotte løbefelter…..

I ugen op til DM overvejede jeg at spørge lidt nærmere ind til “sikkerheden” ift arrangementet. Her tænker jeg faktisk ikke på sundhedsmæssigt, for jeg kan godt tage vare på mig selv, og jeg kan ikke se, at det skulle være mere risikabelt at deltage i et agilitystævne end at handle ind i Netto. Det eneste tidspunkt vi nærmest kan komme tæt på hinanden (med mindre man er en af dem, som ikke kan lade være med at kramme) er til banegennemgang, og der kan man godt holde afstand, når der kun er 20 personer.

Nej mine tanker var mere på det lovgivningsmæssige ift forsamlingforbuddet. Vi måtte jo f.eks kun være 100 personer i hallen (og 100 til HTM i den anden hal, 100 til Lydighed udenfor osv) . Det var lidt svært at se, hvordan man ville sikre dette, for folk kunne bare vade ind i hallen, hvor vi løb agility. Sidst på dagen lørdag kom der dog et skilt op, hvor der stod, at der ikke måtte komme publikum ind. Der var tilsyneladende ingen kontrol med dem, som gik ind i hallen (og jeg så da adskillige, som bare lige skulle hente/bringe/snakke/kigge osv.). Personligt betød det ikke noget for mig om der var 100 eller 300 i hallen (og der var altså ikke i nærheden af 300). Der var god plads til at holde afstand alligevel, men hvad ville “ham med bødeblokken” sige, hvis han kiggede forbi? Jeg spurgte den ansvarlige, som svarede at hun “troede” at de så ville tage fat i dem først. Ja, ok, men hvis de så ikke gjorde, så kostede det så lige kr. 2.500 pr. person….

Hvad med parkeringspladsen, som var propfuld fordi alle parkerede der? (Jeg hørte nogen, der cyklede forbi og kommenterede, at der da godt nok var mange mennesker i dag). Der var ingen skilte sat op, som indikerede hvor folk skulle holde. Godt nok stod det i noget informationsmateriale. Men sidder folk og kigger på det, når de ankommer med stævnenerver? Toiletterne var også opdelte, så dem i den ene ende af hallen var til nogle hundefører og dem i den anden til andre hundeførere, men hvis man ikke havde hørt det i højttaleren om morgenen, så var der ingen skilte til at hjælpe en med at gøre det korrekt.

Når man kom ind af døren til hallen, så kunne man ikke komme ind af døren, før man havde taget i håndtaget – og der var ingen håndsprit i forhallen. Ja der var en helt fantastisk smitte-kontaktflade. Ja, jeg er lidt håndsprit-sippet og havde min egen håndsprit på mig. Som før nævnt jeg behøvede ikke at røre andet end min hund og hendes snor/belønning.

MicMic var bare så glad for at løbe agility.

Nå men min bekymring handlede kun om risikoen for bøder, resten ift Corona synes jeg egentlig at jeg selv havde kontrol over, og overordnet fandt jeg altså selv, at det var ansvarligt at afholde sådan et arrangement, men der er godt nok mange ting, der skal tænkes ind, når man kan holde det under Corona-restriktioner, og det er et kæmpe ansvar at holde så stort et arrangement lige nu. Men tak fordi DKK ikke bare gav op, og fik afholdt et godt DM til trods.

Det blev så ikke sjette gang

5 år i træk blev det til. Med tre forskellige hunde i tre forskellige størrelser. Jeg taler om DCHs Jyske Mesterskab, som jeg har vundet tre gange i træk med Ninja, derefter en gang med Saras Audi og så i 2019 med MicMic.

I dag går det så løs igen. Desværre uden min deltagelse. Jeg ville så gerne have forsvaret mesterskabet, men MicMic har været ude med en skulderskade, og blev først endelig “frigivet” af dyrlægen i går. Altså ikke frigivet til at løbe stævner i dag.

Fordi der ikke er nogen reaktion i skulderen, så er det jo ikke lig med, at man bare skal ræse afsted på en agilitybane dagen efter. Foran mig ligger lidt “klargøringsarbejde” med styrke- og balancetræning.

Hun har ikke løbet agility siden starten af sommeren, hvor jeg tror, at hun havde en udskridning i græsset, der var vådt af aftenduggen. Efterfølgende i den træning var hun lidt ustabil i sine afsæt. Det tænkte jeg først over efterfølgende, hvor jeg konstaterede, at hendes skulder ikke var ok.

Jysk mester med Audi 2018 (og nr. 3 med Ninja)

Det var ikke noget, man kunne se på lufteture mv, men jeg synes alligevel, at der var “noget”. Faktisk gik der en hel måned før jeg konstaterede det, for det kom kun, når skulderen blev belastet i yderstilling (f.eks slalom, landing med drej). I den måned havde jeg heller ikke løbet agility. Ikke af pga det, for jeg anede ikke, at der var sket “noget” til den træning. Så hun havde været en fri hund, der havde leget og løbet med de andre, og dermed havde vedligeholdt sin krop. Nu stod jeg til et agilitykursus og efter opvarmningsløbet trak jeg hende fra kurset.

Afsted til dyrlægen, så jeg kunne få en klog mands (Jacob på Nordre Dyrehospital) ord for, hvad der drillede hende. Så efter et par uger med antiinflammatorisk medicin og lufteture i flexlinen, så hjalp det en del på hendes bevægelighed i skulderleddet, kunne jeg selv mærke, når jeg testede skulderleddet manuelt. Jeg har efterfølgende holdt hende i flexlinen på ture, der ellers kunne blive lidt vilde. Jeg har i det små lavet lidt genoptræningsøvelser med hende, og det vil jeg så intensivere nu, hvor dyrlægen har sagt god for hende.

I forbindelse med skaden har jeg allerede haft gavn af at have påbegyndt min uddannelse i fysioterapi til hunde. Selvom vi endnu ikke er langt i forløbet, så kunne jeg selv lokalisere problemet og havde også selv fundet hende ok, men jeg vil nu godt lige have dyrlægen til at sige god for det også. Tænk hvis jeg frigav hende for tidligt, og skaden brød helt op igen?!…

Ja så Jysk Mesterskab bliver desværre uden min deltagelse her i 2020, men jeg glæder mig rigtig rigtig meget til at løbe agility med MicMic igen! Jeg håber, at vi måske kan være klar til DM….