Det fleste klager vist over ekstra kilo under Corona lock down. Jeg var da også lidt forundret over, at konstatere, at jeg havde tabt 2-3 kg over de måneder, hvor Danmark var lukket allermest ned.
Jeg undrede mig. Vi bagte da kager og bestilte sodavand og slik sammen med de øvrige varer, som vi fik leveret. Men på en eller anden måde, så blev det jo nok ikke til så mange impulskøb, som hvis man levede sin “almindelige” dagligdag. Jeg tænkte da også lidt over, hvad jeg bestilte, når andre skulle pakke og levere varerne. Det ville f.eks være mere pinligt at få leveret mere slik og kager end grøntsager.
Hjemme hos os blev der også bagt en del under lockdown
Pludselig gik det nok op for mig, hvor den store forskel i virkeligheden lå. Min bil holdt jo stille ude i indkørslen, så jeg fik ingen bilsnacks. Tiden i bilen var nok den helt store synder. Hvor meget kan man nå at kaste ind i hovedet på vejen fra Søborg til Haderslev?? Milkshake, min røde coca cola, Cult, Red Bull, chokolade, slik, kager i en variation fra tur til tur. Det kunne nemt blive til 1000-1500 kcal på en køretur.
Efter at have fået den øjenåbner så besluttede jeg, at den vane skulle jeg ikke falde tilbage i. Det var flere gode grunde til, at jeg ikke behøvede at falde tilbage i gammel vane. Helbred, økonomi og ekstra kilo.
Derfor besluttede jeg mig for at lave en 3 måneders aftale med en online fitnesscoach, da jeg i august startede op på job igen. For så var det ikke en mulighed at falde tilbage i den gamle vane.
Jeg har været igang siden 1. august og har faktisk tabt lidt mere end 6 kg på de 3 måneder. Så det er blevet til sådan ca. 9 kg i løbet af 2020. Det er egentlig gået overraskende let. Jeg havde oprindeligt ikke nogen intention om at tabe 6 kg i forløbet, men jeg må sige, at det har pyntet og givet mere overskud. Jeg ville bare gerne have hjælp til at ændre mine vaner og komme i balance med min kost, men jeg kan egentlig også bedre lide synet af muskler fremfor fedt på min krop.
4 x 1,5 juice. Det svarer 3 måneders vægttab til.
Har jeg så levet et sølle og sultent liv de sidste tre måneder? Nej, det har jeg slet ikke. Jeg har ikke været sulten, og jeg har ikke haft lyst til at rydde skufferne for snacks i cravingslede. Jeg har faktisk også fået en stor klam isvaffel fra Fjellerup Vaffelbageri undervejs. Faktisk har jeg også spist mere end et luksus studenterbrød fra Det Gyldne Brød i Lystrup (Fuck de er gode!!).
Det er faktisk blevet til flere store is – på trods. Det skal der også være plads til
Jeg har droppet div. sukkervand, så jeg har ikke drukket en rød coca cola siden 3. august, og jeg savner den faktisk ikke. Underligt, for jeg har været en seriøst cola-junkie! Det er vildt at tænke på, at jeg under lockdown, hvor jeg slet ikke handlede noget ind selv, kunne sidde hjemme i Vilstrup og finde på gode undskyldninger for at køre de 9 km ind til Lagkagehuset for at køre i drive-in og købe en kold coca cola og en træstamme. Det er helt fjollet, at jeg kunne være så besat af det, og nu er jeg ligeglad.
Det har jeg tidligere oplevet. Da jeg i 2014 udfasede kulhydrater fra min kost og gik all in på Low Carb High Fat. Det var bare så evigt besværligt, og da jeg var i USA og aflevere Ninjas hvalp Black Jack faldt det helt til jorden, og jeg gik stille og roligt tilbage til “normal” kost.
Min store trang til slik, kager og sukker er indtil videre igen forduftet. Det gør sådan set ikke noget. Det der med at skulle trække sig selv forbi slikhylderne og kagemontren i butikken savner jeg skisme ikke.
Min yndlingsløbemakker Fuji og jeg har taget en del korter løbeture. Det fik jeg også sat lidt skub i igen under lockdown
En særlig bonus i dette forløb. Nye toner vedr. morgenmad. Jeg har aldrig følt mig inspireret til at spise god og næringsrig morgenmad. Faktisk har jeg ikke rigtig gidet at spise morgenmad. Nu har jeg fået så meget fin inspiration til morgenmadsmåltider, at det kan være svært at vælge, for der er så mange lækre muligheder. Det er da luksus!
En morgenyndling. Havregrød med æbler/kanel og tilsat vaniljeproteinpulver.
Ca. 4 uger inde i det her forløb oplevede jeg at blive svimmel. Et tjek af mit blodtryk viste, at det nu pludselig var for lavt. Jeg har døjet med forhøjet blodtryk gennem de sidste ca 5 år, og får medicin for at regulere blodtrykket. Allerede efter en måned med omlagt kost og regelmæssig træning kunne jeg lægge et af præparaterne på hylden. Det er da ret tankevækkende.
Jeg er rigtig spændt på at se, om mine tal/blodprøver generelt har ændret sig, når jeg skal til tjek hos lægen i december.
Rent genetisk er jeg åbenbart disponeret for forhøjet blodtryk og diabetes (det optræder i hvert fald hos flere i min familie). Det er jo livsstilssygdomme. Så det er i det hele taget meget sundt lige at sadle lidt om, når man har det med i generne. Jeg fik lavet en kropsmåling for et par år siden, som faktisk også fortalte mig, at fedtprocenten i min krop var alt for høj, men den har jeg åbenbart lige så stille ignoreret.
Still-billede fra en video fra starten af juli. Der var sgu lige pludselig kommet lidt kone-facon over mig, kan jeg efterfølgende se.
Resultaterne for de tre måneder er opnået via motion og kalorieunderskud. Motion kan jeg godt finde ud af, men jeg kunne godt gøre mere, end jeg før har gjort. Det har været fint at have et hjemmetræningsprogram (udarbejdet af min coach) og evt. supplere med træningscenter, hvor jeg altid vælger de små morgenhold med ca 5. deltagere (jeg har stadig slet ikke lyst til at pruste sammen med 20 andre i samme lokale). Alt i alt har jeg trænet 30-45 minutter to gange om ugen. Det er da til at overkomme.
Træning hjemme i haven er ikke så skidt endda. Det kan gøres når som helst.
Det der med kalorier. Det har aldrig interesseret mig det fjerneste. Jeg har aldrig talt en kalorie. Aldrig været på en slankekur, men bare skovlet ind i, hvad det passede mig. Det har været meget interessant at kigge lidt på næringsindholdet i sin mad. Rigtig interessant, synes jeg. Det har på ingen måde været svært at holde sig på de 1500 kcal om dagen, som har været mit daglige mål, når jeg samtidig ville smide et par kg. Jeg har jo haft en udmærket og inspirerende kostplan, som min coach har fremsendt.
Jeg har dog selv freestylet en hel del, og det er sådan set slet ikke så svært at få kaloriekabalen til at gå op. Måske endda endnu lettere, når mange aktiviteter er på standby, og man kan planlægge sine egne måltider. Men der er ikke noget mad, som er forbudt.
Det har været 3 interessante og lærerige måneder. Jeg har været mæt og tilfreds hver dag. Jeg har fået mindst 5 par nye bukser. Altså det var nogen, der lå i bunden af skabet, som måske har været lidt for stramme de sidste par år, og derfor var havnet i bunden af skabet. Nu passer de perfekt. Der er så bare nogle andre, der er lidt for løse i livet. Det er vel det, man kalder “gynger og karuseller”
En stak “nye” bukser
Online fitnesscoach? Hvad får man så ud af sådan et forløb?
Træningsprogram, der er tilpasset ens evt. skavanker, træningsmuligheder, tidsforbrug og den indsats, man i øvrigt ønsker at lægge i det. Min coach ville så gerne have mig til at træne tre gange om ugen, men jeg har holdt på mine to gange. Det kan jeg se mig selv i, og jeg synes, at jeg har rykket over al forventning.
At træne på hold er ikke en del af coachens træningsplan, men det motivere mig meget godt. Her lidt baldret efter morgentræning
Kostplan, der er tilpasset ens ønsker eller fravalg af ingredienser. Samt økonomi og tidsforbrug til måltiderne. Så er kostplanerne også tilpasset ens kalorieindtag og fordeling mellem kulhydrater, proteiner og fedt. Man får nye kostplaner ca hver 2. uge, og kan bare mikse rundt mellem de forskellige måltider. Det er faktisk ret let at finde ud af.
Coaching. Man må selvfølgelig bombe med spørgsmål og får svar indenfor et par dage. Man bliver holdt lidt i hånden, og står til “regnskab” ved de ugentlig opdateringer, når man sender opdateret status om vægt, mål og evt. billeder ind. Der er så en app, hvor man let kan følge udviklingen.
Det blev til 9 kg og 20 cm (fordelt på mave, bryst, lår og overarm)
Hvad koster det så?? Det er ikke helt gratis, og til en start, synes jeg, at det var latterlig dyrt. Men jeg synes nu, at det har været pengene værd. kr. 1.500 for den første måned og 1.000 for de efterfølgende. Dvs. kr. 3.500 for at blive rettet ind på sporet og få lidt nye værktøjer. Med alle de penge der i 2020 er sparet på hundeaktivitetskontoen, så går det nok også.
Coachen valgte jeg, fordi jeg havde hørt godt om ham og havde fulgt ham på Facebook. Det var også hos Bork Fitness jeg kunne “nøjes” med at tegne for tre måneder. Et af de andre steder ville de som udgangspunkt have 6 måneder, og jeg var overbevist om, at det var mere end jeg reelt havde behov for. I sidste ende var det bare min mavefornemmelse og at læse om andres gode resultater, der gjorde udslaget for mig, og så slog jeg til, da jeg var motiveret for at gøre en indsats (ellers er pengene nok spildte vil jeg tro). Men om han er mere fantastisk end så mange andre. Det tror jeg faktisk ikke, for han har godt nok mange i gang, men jeg fik hvad jeg “kom” for.
I dag en lidt slankere model.
Nu står jeg på egne ben, og skal lande et sted med det rette kalorieindtag uden at blive holdt i hånden undervejs. Det skal nok gå! Nu ved jeg hvilke knapper, jeg kan skrue på.
For nogen ligner det hele en almindelig hverdag igen. Det gør det stadig ikke helt hos os. Men vi kommer tættere og tættere på. Vi skal jo også leve livet, men vi tænker os om.
Sidste fredag var vi en tur på Skejby Sygehus. Silas bøvler med maven og har gjort det siden februar. Så nu kunne vi ikke trække den længere, og måtte afsted til et fysisk besøg på sygehuset. Det var nu et helt ok besøg, og jeg følte mig meget tryg deroppe. Jeg var alene afsted sammen Silas, da børn pt kun må have en ledsager med.
Så ud over at få undersøgt maven og lægge en plan, så Silas kan få det bedre, så fik han og målt lungefunktionen og blev højdemålt og vejet. Det var alt sammen tilfredsstillende. Faktisk en bedre lungefunktion end vi har målt meget længe. Hurra!!
Danmarkskortet over smittede. Haderslev har ligget med 0-10 registrerede smittede i hvert fald siden påske. Måske endda hele tiden….
Efter samtale med lægen blev vi enige om, at Silas igen kan starte i skole. Haderslev er en kommune, hvor der hele tiden har været under 10 smittede. Så vi bor i et godt område, hvad det angår. Det sammenholdt med en lungefunktion, der blev målt til 100%, så synes overlægen godt, at vi kunne sende Silas afsted i skole. Afstand mellem andre og til Silas er dog 2 meter, mens det jo er 1 meter for andre.
Slut med hjemmeundervisning. Han var lige hjemme i denne uge, men i morgen skal han igen afsted. Hold da op, hvor han har været flittig og god til at få lavet sine opgaver. Så han er i hvert fald ikke kommet bagud i forhold til klassen. Tværtimod. Jeg er virkelig stolt af, hvordan han har taget det hele.
På skoleopgave i Damparken, hvor vi skulle lege med billedperspektiv
Nu skal der igen smøres madpakke. Efter tre måneder uden skoletaske og madpakke, så kan han lige få et par skoleuger inden sommerferie starten. Hvis han vel at mærke selv føler sig tryg i skolen, ellers må vi tage den derfra. Nu er det slut med at sove til kl 07. I stedet skal han op kl 06.30.
Har Silas savnet skolen? Nej ikke rigtig. I starten kunne han ind imellem godt savne sine klassekammerater. Som tiden er gået, så tror jeg faktisk, at han har vænnet sig til det. Han har i de tre måneder haft en enkelt legeaftale, som jeg bestemt tror, at han nød. Han har dog ikke nævnt mere om legeaftaler siden den dag, og vi har ikke opfordret til det. Vi synes det ville være en lidt svær balancegang.
Der har også været tid til hygge med en is. Det var faktisk første gang, at Silas var i en butik, da han gik ind i ishuset for at vælge kugler til isen (der var max på en kunde i butikken)
Vi er begyndt at tage ud at handle dagligvarer selv. Det har vi gjort den sidste måned. Set i lyset af det lave antal smittede i kommunen, så listede vi igen ud for at handle ind til familien. Bevæbnet med håndsprit i lommen. Kun en af os afsted naturligvis. Indkøb er ikke i vores optik stadig ikke en familieudflugt.
Jeg har fundet tilbage til jyske agilitytræningskammerater. Jeg var nærmest helt høj, da jeg for små to uger siden kørte hjem fra første træning sammen med gode gamle træningskammerater. For jeg havde faktisk ikke haft nogen som helt socialt samvær med venner før for 2 uger siden. Den genfundne træningsmulighed er jeg bare super glad for. Nu hvor turen ikke rigtig går til Sjælland lige for tiden, så har jeg tid til træning i det jyske. Når man samtidig kan hygge sig i godt selskab, så bliver det da ikke meget bedre.
MicMic var også ret vild med træningsmuligheden
Det har desuden meget lange udsigter med at komme tilbage på jobbet. Så Sjælland er nu stadig langt fra min hverdag. Jeg er fortsat hjemsendt på trepartsaftalen, og må ikke arbejde overhovedet. Hjemsendelsen blev i sidste uge forlænget til d. 9. juli og derefter er det så planen, at jeg skal holde tre ugers ferie. Lige nu er planen så, at jeg skal på arbejde igen omkring d. 1. august.
Nu er lønkompensationsordningen forlænget til d. 29. august, men jeg ved endnu ikke, om det har nogen betydning for mig. Jeg savner min arbejdsplads og glæder mig rigtig meget til at komme igang igen, men jeg har også forståelse for, at det kan være nødvendigt at forlænge min hjemsendelse.
Heldigvis har jeg jo haft min lærergerning at passe, så jeg har ikke kedet mig, men dedikeret tiden mellem kl 08-13 til Silas og hans skolearbejde. Jeg har skam også lært nye ting de sidste tre måneder. F.eks en ny metode til at løse divisonsstykker. Jeg har stået for matematiktest og dele af dansk LUS test.
Som familie var vi nærmest også normale i denne weekend. Vi var alle ude på vores første besøg siden 11. marts. Vi trak campingvognen op til min veninde Mona i Randbøldal. Smart at have sneglehuset med, så kunne må måske lige drikke en gin og tonic og et par øl til maden.
Jeg medbragte kage til kaffen. En lidt tung sag. Det var godt at komme ud at trave efter den.
Vi var super gode til at snakke, hygge, spise masser af mad og gå ture med alle hundene på deres meget store grund med skov og å. Silas og Oliver hyggede sig simpelthen så meget. De havde ikke set hinanden siden nytår.
7 hunde på fælles tur. MicMic er kun i snor pga behandling i fredags.
Gin og Tonic nåede vi simpelthen aldrig til. Vi var trætte og mætte. Men alligevel fikst nok med campingvognen. Det var så nemt bare at installere hele familien incl hundene i vante omgivelser i campingvognen. Så kunne vi vågne op med udsigt til mark og skov.
En å at soppe i. Bagefter kom vi til åen, som man kunne svømme i. Det var en fest!
I morgen starter dagen med at følge Silas i skole og stille op til evt. spørgsmål i klassen. Det er nemlig også vigtigt, at hans klassekammerater føler sig trygge ved, at Silas er tilbage i klassen. Efter planen får de først at vide kl 08.00, at Silas kommer i skole igen, og vi kommer så kl 08.30.
Skolesagerne samles sammen
Jeg krydser fingre for, at det kommer til at gå godt. Mest af alt krydser jeg fingre for, at vi at vi ikke havner i et nyt corona mareridt.
Ja det kan man nok ikke generalisere, men nu vil jeg fortælle jer om en samtale, der foregik hen over aftensmaden i vores lille hjem en helt tilfældig aften for et par uger siden.
Silas beretter om, at en klassekammerat har fået en Iphone 11. Henrik og jeg udveksler garanteret sådan nogle “Okay??!-det-var-sgu-da-lidt-vildt-for-11-årige-blik”.
Vi kommenterer kort, at det godt nok er en dyr telefon at have, og ikke mindst at give sine børn.
Vi er enige om, at vi ikke ville hælde så mange penge efter en telefon. Hverken til os selv eller til en 11-årig lille guldklump (trods alt).
Silas beretter videre, at klassekammeraten faktisk havde fået to telefoner. For han fik først en Iphone 11 Pro, men den var for stor, synes klassekammeraten. Derfor fik han en Iphone 11.
Henrik og jeg udveksler vantro “Vi-kan-næsten-ikke-tro-hvad-vi-hører-blikke”. Jeg må bede Silas om at gentage. Jeg tror da, at jeg har hørt helt forkert.
Henrik og jeg snakker om, at det da lyder helt tosset, og det aldrig ville ske hos os. Der ville hverken 11´eren eller 11 Pro være blevet købt. Nå men måske har de vundet den eller noget? Det skal vi ikke blande os i. Men det lyder da lidt utroligt, og vi snakker om, at det ikke kom til at ske hos os.
Silas sidder stille, mens Henrik og jeg taler om emnet, og da det jo er soleklart, at han aldrig ville få sådan en dyr telefon af os, så bliver jeg da lidt nysgerrig på, om han tænker og føler.
“Bliver du misundelig, når andre får sådan en telefon, og du ved, at du ikke får sådan nogle dyre ting? ” Spørger jeg nysgerrigt. “Nej”, siger Silas og fortsætter: “Jeg vil slet ikke have sådan en dyr telefon. Jeg synes, den koster alt for meget. De penge vil jeg hellere bruge på noget andet.”
Nu bliver jeg da nysgerrig. “Hvad ville du bruge pengene på i stedet? ” Han svarer: “Noget som vi alle kan få noget ud af. F.eks en lille ferie i Tyskland eller sommerhustur”
Der blev mit moderhjerte meget meget varmt. Silas er meget ærlig og direkte, så jeg betvivler ikke et sekund, at han mente, hvad han sagde. Det glæder mig i hvert fald, at han sætter fællesskabet over materielle ting.
Som et lille efterord vil jeg da lige indskyde, at folk jo må bruge deres penge, som de lyster, men derfor kan man godt tale om, hvordan man selv ville prioritere. Vi forholdt os bare til, hvad Silas fortalte.
Vi ved jo i øvrigt ikke, om klassekammeraten har talt sandt eller om Silas har fået forkert fat i noget, men det er sådan set også ligegyldigt. Vi fik os bare en snak om værdier og prioriteringer i vores familie.
Det lykkedes mig at komme helskindet ud af 2019, og når jeg sådan kort har tænkt på 2019, så syntes jeg, at det havde været et meget godt år. Det er jo dejligt at gå ud af 2019 med den følelse, for jeg havde ikke samme følelse for 2018, da det løb ud. Det var virkelig et skodår.
Faktisk kom 2019 temmelig skidt ud af startboksen. Da jeg gik på årets første weekend var det med beskeden om, at min arbejdsplads gennem fire år var blevet solgt til en konkurrent. Det gav jo selv sagt noget uro, for hvad skulle der så ske?
Der var meget uvished forbundet med det. Jeg var sådan set ikke bekymret for om jeg kunne finde et job, men om jeg kunne finde et job på mine præmisser var måske en større udfordring. Jeg fik tilbudt en stilling i de nye firma, som matchede mine kompetencer og mine præmisser. Det takkede jeg naturligvis ja til. Så efter nogle uger kom der da lidt ro på den del.
Januar sluttede med, at Ninjas hvalp Darwin blev aflivet efter, at der var brugt uendelig mange ressourcer på at finde ud af, hvad der var galt med ham. Man faldt aldrig helt ud af, hvad og hvorfor. Jeg havde været med hele vejen i det meget langvarige udredningsforløb, men han fik det værre og værre, og til sidst var han nødt til at få fred. Som opdrætter bliver man rigtig ked af at have forårsaget et ikke raskt individ og påført andre en for tidlig sorg. Sorgen er naturligvis størst hos Tine, der må undvære Darwin hver dag. Men fra dag 1 sagde Darwin mig noget helt særligt.
Da Ninjas korsbånd røg i februar synes jeg godt nok, at jeg var træt af modgang. Jeg havde mentalt rustet mig til en fantastisk 2019 agilitysæson med holdløb og et afslutningsår på toppen for Ninja. Vi var virkelig på toppen sammen. Og Ninja var i topform! På et splitsekund blev alle de gode og sjov planer skiftet ud med operation og genoptræning. Men Ninja er ikke kun min agilitystjerne. Hun er den hund, der bor helt inde i hjertekulen på mig. Så det var bare at komme igang og gøre det bedst for hende.
Ingen kan vel fortænke mig i at frygte at 2019 også ville blive et katastofeår?!! Trods den ret dårlige start, så tænker jeg ikke tilbage på 2019 som et dårligt år, så det er skønt, når noget vender til det bedre. Så 2019 må også have gemt på mange skønne ting. Traditionen tro vil jeg slavisk gå året, der gik, igennem måned for måned.
Januar: Udover de tidligere nævnte, så havde måneden også andet at byde på. Nytåret blev fejret hjemme sammen med (jeg vil næsten sige) de sædvanlige venner og deres fire cockerhanner.
Nytårstur på Vilstrup/Diernæs Strand med 7 hunde og regnbue
Vores dejlige varme badeværelse blev skiftet ud med en udendørs bade- og prutteskur. Det var dejlig forfriskende at stå op og gå ud i den frostklare morgen for at gå i bad og på toilet.
Det var nogle kolde morgener at skulle i bad og på toilet
Nu skulle der virkelig speedes op på badeværelset, for sådan en badvogn er ikke gratis at have stående. Det betød rigtig mange og lange besøg af min far, som har været en uvurderlig hjælp med den ombygning. Og så er det jo værd at huske, at en ombygning i et hus fra 1880´erne altid byder på “sjove” overraskelse, som ikke altid speeder processen op.
Februar: Fuji og jeg var på kursus hos Channie. Lidt ubelejligt midt i badeværelsesprojektet, men det havde været planlagt længe. Fuj synes helt klart også, at agility var langt sjovere end alt det ombygningspostyr.
Jeg startede min jagt på certer med Mic efter, at vi i et par sæsoner ikke havde fået løbet meget sammen pga drægtigheder og skader. Vi tog til VAS stævnet. Når jeg nu alligevel skulle løbe klasse 3 derovre, så tog jeg også Ninja med. Så kunne hun da godt få et par løb.
Det var Ninja der shinede, mens Mic kæmpede lidt mere med gulvtæppet i hallen. Det mestrede Ninja lidt bedre, og hun løb sig til nogle flotte placeringer. Der vidste jeg så ikke, at netop disse løb skulle blive vores sidste officielle agilityløb sammen. I enjoyed the ride!
Tak til Mia Kransø for at spørge om hun skulle optage. Dengang vidste jeg ikke at dette løb ville være noget helt særligt
Til en træning weekenden efter ryger korsbåndet, og så er agilityeventyret for os slut. Operation, restriktioner i hjemmet (som også kommer til at omfatte andre beboere i huset), genoptræning, Ninja i snor i næsten 6 måneder. Det var lidt trist og trættende.
Ninja efter operationen
Jeg modtog en flot buket fra en hundeven, som på mine vegne ikke kunne bære mere uheld. Det var så utroligt sødt af hende. Jeg er sikker på, at det var grunden til, at mit uheld tilsyneladende vendte herfra.
En sød tanke fra en hundeven. En trøstende blomsterhilsen.
Marts: Vi fik en kort og privat introduktion til Nosework. Jeg synes, det er super spændende, men er ikke kommet så meget videre med det. Alle tre hunde var med på det, og når jeg skriver det her, så synes jeg faktisk selv, at det er lidt for dårligt, at jeg ikke rigtig har fået leget mere med det.
Fuji er grundig og får alle godbidder med
Det var ikke den mest begivenhedsrige måned. Den stod mest på badeværelsesprojekt, Ninja og to kurser med MicMic hos henholdsvis Jane og Sarah. Vi knoklede for at prøve at finde hinanden igen. Det var ikke let efter så lang en pause.
Altid glade MicMic. Hun elsker aktivitet.
Efter meget knoklen på det famøse badeværelse, så var der en familiebelønning i slutningen af marts. Vi tog nemlig i sommerhus sammen med min far. Vi lejede Lone Sommers sommerhus ved Sortsø Strand på Falster. Det er så rart lige at komme væk og hygge sammen.
Spil og hygge i sommerhuset
Det blev til mange fine ture rundt i området og lidt længere væk. Forårsvejret var helt fantastisk, så det var fuld nydelse.
April: Endelig kunne jeg lovlydigt køre med min campingvogn og bilen. Efter at jeg købte nyere bil i 2018, så havde jeg lidt overvægt ift mit førerbevis, så det skulle lige opgraderes. I den forbindelse advarede kørelæreren mig om, at min perfektionisme kunne få mig til at dumpe. Der var også noget, der hed “godt nok”, når man skulle bakke med en campingvogn. Det var et fint og brugbart råd. Med det råd i baghovedet bestod jeg.
Sådan. Bestået!
Vi havde igen et hjælpsomt og hyggeligt besøg af min far, der hjalp os med at tæmme nogle af alle de træer, som Henrik havde fældet. Jeg er så heldigt, at jeg har sådan en hjælpsom far.
Alle hjælper til, når der skal ordnes træ. Denne træflækker er fantastisk. Så kan Silas også være med.
For lige at få en pause, så var en tur i Flensburg og slentre rundt og få lidt at spise. Det var en hundekold dag, så vi må vende tilbage en anden god gang. Jeg har trods mine snart 20 år i Haderslev aldrig rigtig besøgt Flensburg.
Fra Flensbrug
April bød på helligdage, som f.eks påske. Vi tog på en lille miniferie hos Tobias og Camilla. Vi lejede gennem Airbnb et værelse, der lå få hundrede meter fra deres lejlighed. Det var et helt specielt sted med masser af pynteting, som var interessante at studere.
MicMic på vores lejede værelse, som var en helt kælderlejlighed. Der var masser af dims at kigge på.
Vi nåede også en endagstur til Mandø. Jeg er vild med Mandø, naturen, stilheden, højt til loftet, vaden og ja. Tiden går i stå og man kan kun slappe af.
Krabbejagt
Vi fik solnedgangen med os, inden tidevandet sagde, at vi skulle hjem igen, hvis ikke vi også skulle sove derovre. Mandø har de smukkeste solnedgange. Det går turisterne i traktorbusserne glip af.
Folk valfarter ned på diget for at kigge på solnedgangen. Vi er ingen undtagelse
Maj: Jeg startede på mit nye job. Fik et fantastisk introprogram i den virksomhed, som egentlig har været min konkurrent i mere end 20 år. Jeg kunne kun føle mig velkommen, og det gør jeg i den grad stadig.
Fin velkomst på min nye pind
Hvert år er der lysfest i Haderslev. Lysfesten markerer Danmarks befrielse og holdes hvert år på Haderslev Kaserne. Jeg må indrømme, at jeg var lysfestjomfru i år, da jeg sammen med min far var inde og snuse til begiveheden. Det var meget stemningsfuldt.
Kasernen oplyst af lysshow
Hvert år forsøger vi at huske at tage en tur til Årø. Det er en lille ø, der ligger ved Haderslev. Vi synes den er superhyggelig. Der er masser af natur og et par mindre spisesteder, campingplads, vingård og fodboldgolf.
På færgen. Turen tager vel 6 minutter, og vi er bare gående.
I år havde vi ingen cykel med, men Silas der nu er rask på fusserne. Ninja var blevet hjemme, fordi gåturen ville være alt for lang for hende. Så vi gav den virkelig gas langs kysten og kom steder, hvor vi aldrig før havde været på øen.
Smuk majdag på Årø
Juni: Månenden blev indledes med, at MicMic vinder et springcertifikat til stævnet i Viby. Det var faktisk også vores eneste fejlfrie løb ved det stævne. Det var virkelig svært at finde hinanden igen.
Vi var heldige og meget hurtige og fik en campingplads på stævnepladsen. Jeg havde hele familien med til stævnet, og det nød jeg.
Vi tog alle sammen en tur ind til Street Food og spiste. Vi snakkede om, at det skulle vi huske at gøre igen, når vi var i Aarhus (hvilket vi er til de mange kontroller med Silas). Men det er blevet ved snakken.
Det er svært at vælge isen til dessert
Pinsen brugte vi på camping. Man får bare lige lidt ekstra ud af at tage afsted tre fridage. Vi var superheldige af få en plads på DCU pladsen i Viborg. Lige da jeg ringede, var der en campist med en forårsplads, der brød op og rejste videre. Det var SÅ heldigt for os. Hun skønnede, at hun havde sagt nej til mere end 70 den dag, fordi alt var optaget. Heldigt at jeg ringede lige i det minut, hvor den anden tjekkede ud.
Camping med rehabcenter for Ninja
Vi havde nogle skønne dage i Viborg. Lidt regn, men også sol. Vi var i Herning og besøge Tobias, der fejrede sin 24 års fødselsdag. Hvor bliver tiden dog af?
Silas er meget underholdt af spillet “Det dårlige selskab”
Vores over 100 år gamle kastanjetræ måtte lade livet, da det var sygt. En god storm kunne få det til at havne i dobbeltsengen mellem Henrik og jeg. Det havde nok ikke været så smart.
Kastanjetræet var mere end 100 år gammelt
Det var ikke noget som vi selv skulle lege med, så vi måtte hyre en professionel til at udføre den opgave.
Det tog en hel dag at fælde det store træ, der skulle topkappes for at det kunne fældes på vores grund.
Den gode side ved det er, at vi nu er fri for at have kastanjer liggende i hele haven. Og så har vi vist brænde til de næste mange fyringssæsoner.
Fuji og jeg var på kursus hos Lisa Frick. Lisa havde nogle tankevækkende observationer om vores samarbejde. Ja, og det tænker jeg så stadig over.
Det var stinkende varmt den dag, og Fuji endte faktisk med at brænde sine trædepuder på forpoterne. Av! Men den reaktion kom først flere timer efter, hvor huden hang i laser.
Fuji og jeg på kursus hos Lisa Frick
Jeg afsluttede juni måned med en afbudsplads på Dong Agility Camp. Maden var nøjagtig lige så lækker, som jeg har hørt om, kan jeg sige.
Mic var ikke utilfreds med at snuppe alle træningspas, men det gjorde de fleste hunde nu.
Jane og Ann-Britt stod for super god træning, hvor MicMic fik lov at løbe hele programmet, da Fuji jo stadig havde svedne fusser. Vejret kunne vi ikke klage over, så hvis nogen tænker, at vi ikke har haft skyggen af sommer i 2019, så er det altså ikke helt sandt.
Juli: Vi knoklede løs med få kastajnetræet parteret. Alle var sat i sving med projeket, og der var masser af arbejde til os alle. Det var lidt som at skovle sne i en snestorm. Der var bare så meget træ.
Henrik og min far knokler løs med motorsave, økser og kiler
Men det hele skulle ikke bare være knokleri. Så vi fandt spontant ud af, at vi skulle på ferie i Tyskland. Vores første destination blev Schwerin. Byens største attraktion er byens slot og den store sø.
Min far foran slottet i Schwerin
Efter at par dage brød vi op og smuttede til Lübeck. Sikke en smuk gammel by. Både i Schwering og Lübeck boede vi midt i byen. Det var dejlig nemt. Ikke mindst, når vi havde hundene med på ferien.
Byporten i Lübeck. En af byens varetegn
Det var en skøn ferie for os med tre generationer sammen. Det blev en ferie på en lille uges tid, for jeg skulle hjem og prøve noget nyt i mit liv.
Min passion for at skrive fik mig til at tage på højskole, godt opmuntret af Henrik, der synes det er fedt, når man prøver noget nyt (altså når det bare ikke er ham selv). Det var en skøn opbakning, og jeg greb udfordringen og meldte mig på skrivekursus på Testrup Højskole.
Jeg har aldrig sunget så meget som i den uge
Jeg havde meldt mig på holdet, hvor vi skulle skrive essays. Indholdet var klart for mig, for det havde nærmest ligget i min kladde på bloggen og grædt hjerteskærende i over et år.
Det blev en varm uge med masser af skrivning.
Jeg pudsede og glattede på det. Gjorde det lidt bredere og måske knapt så hjerteskærende, som den oprindelige kladde. Jeg vil gerne have folk til at forholde sig til døden og til deres særlige ønsker, hvis de har sådan nogen. Essayet gav anledning til mange gode snakke med mine højskolekammerater fra mit og andre hold. Essayet tog afsæt i min egen mors død i 2018. Jeg udgav essayet på min blog på min mors fødselsdag.
August: Silas fylder år d. 1. august. Han blev 11 år og ville bare gerne holde sin fødselsdag i Tivoli Friheden sammen med familien. Så vi besluttede at holde fødselsdagen der.
Silas 11 år
D. 2. august flyttede en ny og helt uundværlig hjælper ind. Den bedste investering i mange år. En robotklipper. Ikke flere spekulationer om at hente benzin, at nå at klippe græs mellem bygerne, afklippet græs der kommer med ind på hundepoterne osv
Robotklipperen der let klarer 2500 m2 græs.
For 5. år i træk vandt jeg Jysk Mester titlen. På de fem år har jeg vundet den både i lille, mellem og stor klasse. MicMic og jeg havde et klasseløb sammen og vandt finalen. Ved samme stævne kvalificerede hun sig også til DCHs DM. Det var lige på et hængende hår. Med en meget rodet sæson, så havde det ikke engang været et mål.
MicMic Jysk Mester 2019
September: Efter en lang genoptræning og mange bekymringer, så er Ninja så godt til bens, at vi kan gå i gang med at lave lidt mere. Vi starter op på Rally. Vi har dog ikke nået så mange ganges træning i 2019, men en håndfuld gange kan alligevel godt gøre en del.
Ninja er vild med Rally. Det er så skønt at se hendes glæde ved samarbejdet
Største begivenhed var MicMic første DM. Resultatmæssigt kastede det ikke rigtig noget af sig, men det var som altid et meget flot arrangement. Vejret var helt fantastisk, selvom det var i slutningen af sept.
Blå himmel og sol i øjnene
Oktober: Helt på egen hånd maler jeg huset udvendigt. Andre er stadig optaget af at partere kastanjetræet. Vi har virkelig fået meget glæde af det træ allerede. Den næste glæde bliver varmen fra brændeovnen.
Det helt store malerarbejde
Jeg maler og maler for at blive færdig. Det var vist nærmest også den sidste weekend med rimelig tørvejr i lang tid. Det var skønt at se huset hvidt igen. Det er jo en ældre kasse, som af og til trænger til en klat puds og lidt maling.
Fuji og jeg stiftede bekendtskab med Hoopers, som vi nok godt kan forvente er en sport, der er hastigt på vej til DK. Det var rigtig sjovt at prøve det, og der var ingen tvivl om, at Fuji syntes, at det var fantastisk.
Fuji ligger ned i svinget
MicMic vandt et springcertifikat hos VAS. Det eneste fejlfrie løb. Hun er ikke så god på det gulvtæppe. Nu tror jeg, at jeg har lært det! Certifikatet udløste titlen Dansk Spring Champion. Det var jo meget fedt!
Weekenden efter vandt hun endnu et certifikat. Denne gang et agilitycert. Så mangler vi bare et enkelt af dem, for hun også er agility champion. Det går vi efter i 2020.
Den sidste agilityaktivitet var udtagelsesløbet til WAO. Det gik dælme ikke ret godt, så det blev meget langt fra en plads til Mic og jeg på det hold.
Fuji fik kontrolscannet sit hjerte. Medicin og kosttilskud gør det godt for hende. Dyrlægen var super tilfreds med scanningen.
Scanning af hjerte. Fuji ligger nemt meget meget stille, selvom scanningen tager et lang tid.
November: Jeg var på et kombineret agility og mentalkursus ved Ina Himle og Eva Marie Wergård. Særligt mentaldelen var rigtig interessant, og jeg vil forsøge at tage noget af det, som vi talte om på kurset med mig ind i sæsonen 2020.
Henrik og jeg snuppede en kærestedag i Odense, hvor vi gik på udstilling på Kunstmuseum Brandts. Trækplasteret for mig var udstillingen af Anton Corbijn, som står bag masser af billeder, covers, musikvideoer til nogle af musikkens store mestre som Depeche Mode, U2, Rolling Stones, Metallica og mange flere.
Fotoudstilling v/Anton Corbijn. Her er det Depeche Modevæggen
Bestillingerne på mit lille projekt Cancerkort vælter ind. Der er brug for til og fra kort, og jeg må igang selv. Heldigvis med hjælp og selskab fra en god kort-veninde. Vores og andres flid har gjort, at Cancerkort i år har kunnet sende kr. 45.000 til Foreningen Cancerramte Børn. Det er da værd at juble over!
Vi var meget flittige med produktioen af til og fra kort
December: Nogle af kortene er blevet solgt hos Foreningen Cancerramte Børns egne arrangementer. Blandt andet til juletræsfester, hvor vi deltog i den i Silkeborg.
Det er altid så hyggeligt et arrangement, hvor vi en del år er kommet og har solgt kort. I år var min far også med.
Mens vi venter på flæskestegen
December bød også på en masse firma-juleaktiviteter. En kæmpestor men rigtig hyggelig og sjov julefrokost inde i Kbh. Vi var ikke mindre end 500 mennesker.
Det tog mig lidt tid at komme hjem derfra, da jeg ikke tænkte, at min bil skulle føres af mig fra morgenstunden. Så jeg fik en julestrøgtur dagen derpå.
Julemarked på Kongens Nytorv
Ninja og jeg har fået et godt samarbejde på rallybanen, og det kriblede i mig for at komme ud og konkurrere sammen med hende. Det var bare svært at finde stævner, når man lige skulle bruge dem. Jeg endte så til et super hyggeligt julestævne i Lem, for jeg kunne bare ikke vente mere.
Ninja elsker samarbejdet i Rally
Vi havde en superfin stævnedebut Ninja og jeg, hvor vi vandt begynderklassen med 96 point.
Julen skulle holdes hjemme hos os i år. Selve juleaften var vi et lille sluttet men hyggeligt selskab, bestående af Henrik, Silas, min far og mig. Nå ja og hundene, men de fanger ikke meget af det julestads alligevel.
Jul 2019
Vi havde også fornøjelsen af at holde julefrokosten 1. juledag, hvor store sønnike og brormand stødte til. Det blev ikke traditionelt julebord, men en lettere udgave af tre retter fordelt over hele eftermiddagen.
Nytåret fejrede vi hos de sædvanlige gode venner. Det kan man vel godt sige, når det er tredje år i træk og andre år forinden også.
Gåtur i vennernes “baghave”. HVem der bare havde sådan en have. God træning op og ned af skrænterne
Champagnen sparede vi væk, og vi fik i stedet gin. Vi ender altid bare med at åbne en flaske og skåle lidt af pligt i det. Det fungerede meget bedre med gin.
Kransekage og gin.
2019 var et år med masser af arbejde med hus og have. Rigtig meget. For mig et år hvor tid og tanker blev fodret efter Ninjas korsbåndsskade, men mest af alt en et år med masser af dejlige oplevelser. Så jeg synes faktisk, at 2019 mest af alt var et dejligt år.
2020: Et nyt år er igang. Det bliver sandsynligvis hverken kedeligt eller stille
Man kan aldrig spå om fremtiden. Heldigvis måske?! Men jeg kan da godt løfte sløret for nogle af de spændende ting, som jeg kommer til at tumle med i 2020.
Jeg har tilmeldt mig en Hunde Fysio Uddannelse ved Nordre Dyrehospital. Primært vil jeg gerne kunne hjælpe mine egne hunde og i det hele taget blive klogere på bevægeapparat og hvad man/jeg kan gøre, når det ikke går som man ønsker. Uddannelsen løber frem til dec., hvor den afsluttes med en eksamen. Det bliver rigtig rigtig spændende.
Hvis jeg skal blive ved hundene, så har jeg været med til at stifte i hold i lille klasse til DKK stævnerne. Gode, dygtige og positive holdkammerater har været ingredienslisten. Så jeg glæder mig til at have et fællesskab sammen med vore nystiftede hold. Det bliver så min første sæson som holdløber gennem en sæson.
Vi forventer, at Silas kommer til at starte op på nyt medicin, og det er rigtig spændende. Vi ved også, at det kommer til at betyder nogle scanninger og statusprøver, så de kan følge medicinens effekt. Det er en bekostelig medicin, der heldigvis for os finansieres af vores sundhedsvæsen. Ellers var det ikke muligt.
