Ugens billede har jeg ikke selv taget (men det kan den kvikke nok regne ud, når de kikker på motivet). Det er fra weekendens agilitykursus i Ribe med Sarah Lorentzen som instruktør.
Fedt kursus.
Hunden er venligst udlånt af Maria Mikkelsen – og det er Jumper, som var en meget villig stand-in, da Echo gik helt død.
Billedet er særligt udvalgt, fordi det jo er åbenlyst at sådan en krabat faktisk klæder mig. Så mon ikke bare jeg skulle købe sådan en…………..??
Billedet er fra en skøn aftentur på Vester Lyng Strand på Nordvestsjælland. Det var vores USA-tur, som blev “vekslet” til en dejlig tur i et af Foreningen Cancerramte Børns sommerhuse.
Det var en fantastisk dejlig uge, hvor vi bare hyggede os og var sammen. Ikke mindst nød jeg at være sammen med begge mine dejlige drenge. Grundet indlæggelser med Silas – og Tobias´ badmintonstævner, så har jeg ikke set meget til Tobias den sidste måneds tid.
Det kan godt lyde som et lidt fladt bytte, og det var jo ikke det samme som New York, men det var intenst, afslappende og hyggeligt på en måde, som USA-turen nok ikke kunne matche. Så for mig var det ikke en “sølle” erstatning, men faktisk en superdejlig uge (og det synes hele familien heldigvis)
Denne uges billede er af Charlie, som i daglig tale kaldes “Gammelfar”. Vi var et smut i haven igår for at gynge lidt med Silas, hvilket han nød, men mit øje fangede også lige, at Silas ikke var ene om at nyde at komme ud i haven, som nu pludselig ikke er hvid mere.
Charlie lå et stykke bag ved det store legestativ og lignede en rigtig farlig vildhund, som han lå der og tyggede på en kæp. Nok ser Charlie efterhånden ret gammel ud, men han har det faktisk ret godt og kan sagtens sætte Echo af i en rask lille jagt-leg i haven.
Opdatering om Silas følger, når der er energi til det igen, men kort sagt, så tror jeg ikke, at han nogensinde har haft det bedre.
Lidt forsinket er her ugens billede fra uge 5. Igen et vinterbillede. Landskabet er smukt, når det er klædt i hvidt, synes jeg og så finder jeg også lidt humor i dette billede.
Bemærk skiltet, hvor der står at vejen ikke sneryddes. Til orientering plejer vejen at gå lige der, hvor sneen ligger højest til venstre for bevoksningen. Og skiltet er naturligvis heller ikke normaltvis så lavt at man kan støde panden ind i det, når man går forbi.
