2013 – Tilbageblik

2013. Tak for nu. Det har været et oplevelsesrigt første halvår. Det har budt på den største rejseaktivitet i flere år. Ferier, rejser og “tid nok” blev afløst af et ret hektisk andet halvår.

Januar:
Året var ungt endnu, da Henrik, Tobias og jeg tog afsted på skiferie i Østrig sammen med 40 andre fra vores lille landsby. Jeg tror bestemt, at de andres skiferie var bedre end min. Det var ikke en succes for mig at stå på de meget isede pister, men bortset fra timerne med brædder under fødderne, så var det en skøn og hyggelig ferie.

Henrik og jeg i St. Michael

Februar:
Charlie står pludselig og hænger og dingler derfter rundt i gangen. Jeg ræser tudende afsted til dyrlægen. Helt uvant med tanken om at skulle aflive en gammel hund uden at kunne forberede mig selv lidt bedre. Det gik dog ikke så galt. Dyrlægen kaldte det idiopatisk vestibulært syndrom (og forklares nærmere som noget flimmer i hjernen, som man ikke ved, hvad kommer af – og som går væk igen). Efter ganske kort tid var Charlie lige så fin igen, og jeg har ham heldigvis stadig. Trods sine 15 år og 6 måneder er han still going strong.

Charlie slikker sol i sommers

Marts:
Denne måned husker jeg bare som VINTER og snestorm herude på landet.

Vinterstemning ved Vilstrup Strand

April:
Største højdepunkt i denne måned var en tur til Alanya sammen hele familien. Vi var heldige at få lov til at låne en rigtig skøn ferielejlighed dernede. Vi havde en skøn dase-ferie, hvor i vores lejede bil fik set os lidt omkring. Efter at Tobias er vendt hjem efter mere end to år på efterskole mv. så var det bare superrart at være samlet igen.

Tobias nød Alanya
Mine skønne drenge med en gadesælger,
der regnede med at vi ville købe hele boden

Maj:
Vi blev beriget med MicMic, som er vores allesammen glade morgenhumørbombe. Det glæder mig især, at hun har taget Silas med storm. Da Silas nu er gået fra meget svært at acceptere hunde (både mine og andres) til at sige, at MicMic altså er hans hund. Tilmed har den lille skønne sheltiepige lappet lidt på mit afsavn efter Diva. MicMic er dog ikke Diva, men hun “smager” lidt derhen af.

MicMic

Ellers gik hver weekend i denne måned med stævner, og pga helligdagene så var det tilmed 3-dages stævner.

Juni:
Min store teenager Tobias fyldte 18 år. Det føles helt urealistisk, at ens lille søde dreng med lyst hår nu pludselig er blevet 190 høj og bred over skuldrene.

Året 2013 var også super godt for en danske Depeche Mode fan, som mig. Midt i juni gik turen til Parken, hvor jeg (for jeg ved ikke hvilken gang) oplevede de engelske drenge trykke den af. Som altid står jeg efter koncerter og “mangler” at høre ca 20 numre, som jeg syntes burde være på set-listen.

Border Collie og Depeche Mode.
Jeg anede ikke, at der var sammenhæng

I denne måned skød jeg gang i 6 ugers ferie/gammel barselsorlov. Men med mine mange planer for sommeren, så var de 6 uger ikke een for meget.

Første uge af de 6 uger spenderede jeg på ugekursus i agility i min hjemklub, Ribe Hundevenner. I år var det en rigtig positiv oplevelse at deltage. Nu følte jeg mig mere klar og Ninja noget mere rutineret. Det er ligesom nemmere at løbe agility i en uge sammen, hvis man har opbygget et samarbejde.

Silas tapper på IPad og Ninja ser agility-TV

Vi startede mine mange ugers frihed med en lidt spontan tur til Kreta. Det var bare den bedste ferie ever. Flere gange dagligt frydede jeg mig sådan over familien, samværet, vejret, ferien og ikke mindst at se mine to drenge hygge sig så meget sammen. Ferien var tom for planer, så vi tog dagene, som de kom.

Søskendehygge i poolen

Mine skønne drenge på Kreta

Juli:
Den måned gik da totalt i hundene. Først var Silas og jeg på Dansk Hundeferie sammen med min gode veninde Mona og hendes knægt Oliver. Henrik efterlod vi hjemme, så han kunne arbejde. Drengene hyggede sig sammen hele uge. Mona og jeg gjorde det samme, og vores hunde blev trænet hver dag. Dejlig måde at holde ferie på.

Der var nok at holde styr på på lufteturene på Hundeferien.
Dertil også to drenge, der flimrede rundt

Fra hundeferien gik turen direkte videre til Fionia-Cup på Fyn. Stort internationalt agilitystævne. I denne uge var Henrik dog med, men han havde stillet sig til rådighed som hjælper til stævnet, så mens jeg løb agility, så var han en af de flittige sjæle, der sørgede for at holde hjulene igang til sådan et arrangement. Ninja var super fed at løbe med, og jeg synes, at hun leverede nogle gode løb, selvom vi vist lige skulle finde melodien på de svære klasse 3-baner, som hun jo var nyoprykket i.

Skønne Ninja

Sidst på måneden havde Henrik og jeg en skøn tur til København, hvor vi så Aladdin i Operaen. Faktisk var det min julegave, som vi indløste. Det var en skøn tur på en fantastisk sommeraften.

Fantastik sommeraften foran Operaen



August:
Måneden gik vist mest med arbejde, stævner rundt omkring. Fandt faktisk ud af, at jeg kan nå en del DCH-klubber på under tre kvarters kørsel 40. DCH Løgumkloster, DCH Aabenraa, DCH Kolding, DCH Ødis Bramdrup for bare lige at nævne nogle stykker. Fedt når man ikke behøver at køre så langt og startgebyret er forholdsvis lavt, som det er i DCH.

Jeg gør et hæderligt forsøg på få familie og agility til at enes, og det er lidt lettere, når klubberne ligger tæt på.

Hængekøjehygge i haven

Familietur til skønne Årø



September:
Højdepunktet i denne måned var så absolut at deltage til DM i Agility sammen med Ninja. Det var første gang, hun var kvalificeret. Resultatmæssigt gik det ikke særlig fantastisk, må man sige, men jeg synes, at Ninja løb fantastisk og fejlene var mine.

Jeg var også inviteret til Foreningen Cancerramte Børns familieweekend, hvor jeg pga DM kun kunne deltage fredag aften. FCB ville gerne hædre mig som “Årets FCB medlem”. Årsagen til det er mit arbejde med Cancerkort.dk, hvor jeg gennem de sidste 5 år har indsamlet over kr. 200.000. Det er jeg både glad for og stolt af, og jeg har også sendt mange taknemmelige tanker til nogle af alle de personer, som har bidraget med deres indsats – både i form af at lave kortene og ved at sælge for mig.

Smuk buket fra Foreningen Cancerramte Børn

Oktober:
Henriks og min tur til Lønstrup står stadig klart for mig. Jeg kan kun anbefale det. Vesterhavet er noget særligt – også i Lønstrup. Maden på Villa Vest fra fantastisk, og værelserne på Lønstruphus var romantisk badehotelsstemning. Åh jeg gør det gerne igen, men vil så foretrække de lysere måneder i stedet.

Maden på Villa Vest glemmer vi sent.
Lækkert!!

Sammen med mine gode veninde Mona og hendes søn Oliver var vi i sommerhus i Saksild. Drengene fik rigtig leget, og vi fik virkelig nydt sammen af dejlig mad og afslapning. Silas fik langt om længe lært at cykle uden støttehjul. Her hvor vi bor er det svært at tage en lille ny cyklist med ud, og Silas har heller ikke været så optaget af at skulle lære at cykle. Så det var lidt en sejr at se ham cykle selv.

Silas og “hans” MicMic

Oliver og Silas pjatter i haven i sommerhuset

November:
Den måned var særligt ophidsende for Charlie, som pludselig opdagede, at en “ny” hund var flyttet ind. Det er så MicMic jeg hentyder til her. Hun flyttede godt nok ind i maj måned, men Charlie “opdagede” hende først i november, da hun kom i løbetid. Siden har han i øvrigt elsket hende, og inviteret hende til leg flere gange med de fineste nejebuk, man kan forestille sig fra en 15 år gammel hund.

Smukke MicMic

Tobias fik desuden endelig snøvlet sig sammen til at få taget sit kørekort færdigt, og siden har jeg næsten ikke set min bil

Tobias på første tur bag rattet

December:
Magen til trist december måned – i hvert fald vejrmæssigt – skal man lede meget længe efter. Synes ellers vi har forsøgt at jule den lidt ekstra i år.

Vi var til den årlige juletræsfest hos Foreningen Cancerramte Børn. I år havde vi mine forældre med. Det var super hyggeligt. Silas lavede en rigtig fin juledekoration helt på egen hånd. Han var super stolt.

Silas er stolt af sit værk

Det lykkedes os også at få et juletræ indenfor dørene for første gang i 13 år. Silas nød at pynte træet, og han var faktisk også rigtig god til det. Nu er jeg overbevist om, at juletræet er kommet i vores hjem for blive. Ja altså ikke det samme træ, vel?!

Nu med juletræ

Ellers synes jeg at december var alt for hektisk og alt for meget arbejde. Jeg nåede med nød og næppe at få smidt 7 julekort afsted med posten, så ingen af dem, som havde tiltænkt mig med et julekort blev “snydt”. Jeg plejer ellers også at sende nogle julehilsner pr. mail, på Facebook og her på bloggen, men det blev der ikke tid til i år. Nogle af gaverne blev pakket ind i nattens mulm og mørke.

Juleaften blev holdt hos mine forældre sammen med min bror og hans yngste datter. Hyggelig aften.

Juleferien er gået uden de store planer, for en gangs skyld har vi været hjemme siden 2. juledag. Tiden flyver alligevel afsted.

Klar til nytårsdesserten kl 23….
Henriks fantastisk chokolade-fondant med brombær-mousse

Nytårsaften holdt vi også herhjemme sammen med min gode veninde Mona, og vi nød virkelig en fantastisk menu, som vi alt i alt vel brugte 5 timer på at spise. Torsdag d. 2. januar er min sidste fridag. Ingen skal betvivle, at jeg har nydt alle fridagene i fulde drag. Nu samler jeg kræfter til at kaste mig ind i 2014, og alle de mulige forandringer, som jeg aner i min krystalkugle.

Godt nytår til jer alle!

Blandt dem der kender smagen…

Måske nogen tror at her kommer mere gourmet, men nej det er ikke det, som menes med overskriften.

Sidste fredag inviterede Foreningen Cancerramte Børn til en mødreforkælelsesaften på Marina Fiskenæs i Gråsten. Egentlig havde jeg været lidt tilbageholdende med at melde mig til, fordi jeg ikke ville tage pladsen fra en mor med et barn i behandling, men bare fordi man er “kommet ud på den anden side”, så betyder det ikke, at behovet for sådan et arrangement forsvinder.

Det var et skønt arrangement, hvor vi var 12-14 piger. Vi startede med at gå en tur i skoven, hvor snakken gik lystigt i de små grupper. Nogle af os kendte jo hinanden på forhånd. To af de mødre, der var med, lærte jeg at kende tilbage i 2008 i de første dage på OUH.

Tilbage på feriecentret fik vi en velkomstdrink, og efter en præsentationsrunde fik vi lidt at spise. Fokus var nok ikke så meget på maden, for der blev bare talt så meget over bordet. Det er så utrolig befriende at tale i dette forum. Der er så mange ord, der er overflødige. Man genkender “smagen” i folks beretninger og følelser, hvilket gør at nærmere uddybning ikke er nødvendig.

Efter maden blev vi sluppet løs i wellnessområdet, hvor vi fandt sammen i mindre grupper, som ind i mellem skiftede deltagere. Men aldrig flere sammen end at alle kunne tale sammen. Jeg fik rigtig dyrket udendørs spa og koldtvandsbalje efterfulgt af sauna. Det var rigtig skønt og energiboostende at veksle mellem temperaturerne. Det var en helt fantastisk aften, og jeg var utrolig glad for at deltage i arrangementet.

Dagen ringede jeg til en veninde for at fortælle hende om min aften. Jeg fortalte også om nogle af de ting, som havde berørt mig under vores præsentation ved bordet. Eksempelvis den lille pige på 4, som havde vidst, at hun skulle dø og havde været med til at planlægge sin egen begravelse. Efter at jeg havde fortalt lidt, sagde min veninde, at hun slet ikke kunne forholde sig til de ting, jeg fortalte om og til at så små børn kunne/skulle forholde sig til døden. Det kunne hun ikke tro var muligt for et så lille barn. Jeg har gennem årene hørt mange beretninger, der fortæller mig, at det kan (nogle) børn sagtens. Jeg fortalte hende om et par af disse historier. Derefter siger hun: Jeg forstår slet ikke, at du kan holde ud at være afsted til sådan noget og høre på de historier. Får du ikke bare vildt mange dårlige tanker?

Men nej, jeg får ikke dårlige tanker, og jeg kan forholde mig til rigtig meget af det, fordi jeg kender mange af de andre forældres følelser. Det giver mig en form for tryghed og base, hvor min egne følelser har plads uden at være en uforstået “pinsel” eller nysgerrig undren for andre. Iblandt andre der kender “smagen” er det “bare”sådan, og vi kan derfor tale helt anderledes sammen pga den gensidige forståelse, hvilket min venindes interessante spørgsmål fik sat en tyk streg under i min bevidsthed.

Ja, det var bare en helt igennem skøn aften, og jeg glæder mig allerede rigtig meget til succesen gentages i 2014.

En skøn dag

I går var vi til Foreningen Cancerramte Børns juletræsfest i Silkeborg. Vi har været med hvert år siden 2008, og det er altid et skønt og hjertevarmt arrangement. I år var det bare særlig skønt.

Silas har fået en skøn alder til at deltage i sådan et arrangement. Det starter altid med det store juleværksted, hvor man kan lave juleklip eller juledekorationer. Alle materialer står frit til rådighed. I år fik Silas selv kreeret en juledekoration med lidt bistand fra Henrik, men det var Silas, der dikterede. Der blev ikke sparet på pynten, og Silas gik meget op i det.

Silas´ helt egen kreation

Næste programpunkt var julemiddagen, som var så traditionel, som noget kan være. Flæskesteg, brune og hvide kartofler, rødkål, ribsgele, franske kartofler og naturligvis brun sovs. Desserten var naturligvis Ris ala mande. Altid velsmagende når Kok Amok laver mad.

Mens vi slog maver, blev vi underholdt af tryllerkunstneren Birger West. Han var underholdende for både børn og unge, og jeg nød især at se, hvor opslugt Silas var af ham, og hvordan han grinede, når Birger gjorde noget fjollet. Faktisk ville Silas utrolig gerne op på scenen til ham og være tryllehjælper. Det overraskede mig ret meget, fordi han plejer at være så reserveret. Dog sad han også trygt på mit skød i stedet for nede i bunken af børn. Det kan godt være at det gjorde ham mere modig.

Silas klapper begejstret

Pludselig kom julemanden ind af terassedøren. Ham var børnene glade for at se. Vi dansede om juletræet sammen med ham og efter et par sange begyndte han at dele de 80 julegaver ud til de fremmødte børn. Det er bare nogle rigtig gode gaver, der var blevet indkøbt.

Julemanden deler pakker ud til alle børnene

Silas fik to små kasser lego, og det passer jo lige til ham. Men jeg så så mange flotte gaver blive delt ud. Sikke et arbejde at matche gaver og børn.

Lego – lige noget for Silas

Til slut fik vi æbleskiver og gløgg. Det var rig mulighed for at snakke med nogle af de andre familier, hvilket vi benyttede os godt af i dag. Vi talte både med nye Cancerbørn og med “gamle”. Der er et særligt fællesskab i disse børnecanceromgivelser. Ingen der glor på en sonde, en skaldet isse eller kigger nysgerrig og underligt på et barn, der skal have medicin og måske ikke opfører sig helt efter “bogen”. Der er bare lidt mere rummelighed i disse kredse.

Efter en god lang dag blev alle børnene sendt hjem med en godtepose i hånden.

Sikke en skøn dag.

Allertiders julefest

Silas og jeg var i går til juletræsfest i Silkeborg, hvor Foreningen Cancerramte Børn inviterede indenfor på Lunden. Det er bare sådan en dejlig julefest. Jeg bliver virkelighed helt varm om (jule-)hjertet ved tanken og fyldt med taknemmelighed for alt det arbejde, som adskillige frivillige gør for at skabe en meget hyggelig dag. Som mange ved, så lægger jeg jo selv et stort frivilligt stykke arbejde for selvsamme forening i kraft af mit kortprojekt Cancerkort, så jeg ved også godt, at man føler en enorm tilfredsstillelse ved at kunne gøre en forskel for disse familier.

Dagen var baseret på julehygge og startede med, at der var mulighed for at lave juledekorationer og papirklip. Alle materialer var til fri afbenyttelse, og der kom mange interessant kreationer.



Juledekoration designet by Silas
(udført af mor efter hans anvisninger
– en rigtig designer har vel folk det til sure arbejde)


Mens vi andre hyggede os med ler, gran og klip/klister, så stod der et team på  ca 10 personer og knoklede i køkkenet med at lave den skønneste julemiddag. Naturligvis var der også underholdning for alle aldre med julenissen Jokum, der også kunne trylle. Der var dans om juletræet, og selveste Julemanden, som Silas har talt meget om de sidste par dage, delte en pakke ud til hver af de fremmødte børn.



Julemanden var meget omsværmet

 Det var så sjovt at have Silas med til arrangementet, nu hvor han er blevet 3 år og ved, hvad nisser og pakker er. Hvis han ikke gad at høre efter, kunne jeg bare sige til ham, at han jo skulle huske, at julemanden  kun gav pakker til de børn, der var søde og hørte efter, hvad man sagde. Sikke en samarbejdsvilje, det kunne udløse. Desværre er argumentet/truslen meget sæsonbetinget.


Silas gav mig den gave, at han spiste to æbleskiver.
Det var stort for mig, da han også plejer at afvise æbleskiver

Arrangementet er særligt, fordi man møder familier, som man har lært at kende under behandlingsforløbet og som man har “oplevelser” og “erfaringer” tilfælles med. Familier, som har også har vundet kampen samt nogen af de familier, hvis barn desværre tabte kampen. Der er en helt særlig samhøringhed ved denne juletræsfest, som slet ikke tåler sammenligning med en juletræsfest i fagforbundet, idrætsforeningen eller på jobbet. Jeg ønsker ikke for andre, at de skal opleve denne specielle samhøringhed (altså fordi jo ligesom betinger, at man har haft eller har et barn i kræftbehandling, og det ønsker jeg naturligvis ikke for andre), men det er bare noget helt specielt ved stemningen. Den er så livsbekræftende og fyldt med taknemmelighed både overfor FCB og livet i det hele taget.

Overrumplet!

Henrik sendte mig en SMS igår, mens jeg var på job og var pludselig ret interesseret i, hvor jeg var i verden og hvornår jeg kom hjem. Tja, jeg var i Svendborg og forventede at være hjemme kl. 17. Eneste svar jeg kunne få på den pludseligt opståede interesse for “hvor og hvornår” var, at det var en hemmelighed og så noget med en fotograf……

Hvad fanden har han mon gang i, tænkte jeg. Synes ikke, at Henrik er fyldt med total crazy og spontane ideer, men man kunne da aldrig vide….Da jeg nok fornemmede, at det ville være meget ønskeligt, om jeg kunne være hjemme til kl 17, så “ramte” jeg byskiltet kl 15.45 og havde helt styr på, at jeg forinden kunne nå mine ærinder i banken, biblioteket, Telenorbutikken, apoteket og postbutikken.

Første stop var banken, hvor jeg skulle tømme en pose penge fra kortsalget i min “lille” nebengeschäft (Cancerkort). Samtidig skulle jeg lige veksle et par ord med min bankrådgiver vedr. pensionsopsparing (ikke fordi jeg efter sidste indlæg føler mig akut ældre, vil jeg lige indskyde). Mens vi sidder der og snakker, så fornemmer jeg et kort sekund er noget er “mærkeligt” omkring mig (som om alle i banken afventer), men inden jeg når at reagere på min undren, kommer en buket blomster og en smilende bankdame mig i møde sammen med en kollega med et kamera. Hvad er nu det for noget??

Meta fra Frøs Herreds Sparekasse valgte mig som “hendes” lokale ildsjæl.
Meta er ikke min bankrådgiver, men sidder som regel ved kassen,
når jeg kommer for at sætte kortpengene ind.

Jeg får overrakt buketten, fordi bankens personale har valgt 10 lokale ildsjæle, som de hver især vil belønne med en buket blomster. Jeg blev ganske rørt og overrasket.

Et er at “kortpigerne” klapper mig på skuldrene og synes mit initiativ er godt. Eller at “cancerfamilierne” også nogen gange giver mig et bifald, som berører mig dybt – ikke mindst fordi jeg ved, at “mine” penge gør en forskel, der kan ses og mærkes i Foreningen Cancerramte Børns regnskaber og dermed gør en masse gavn for familier, der lever med et kræftsygt barn.

Men det var bare ligesom mere vildt, at nogen helt udenforstående belønnede mig og havde bemærket mit projekt.

Så mit ærinde i banken trak noget ud, så jeg nåede ikke at være før kl 17.10, men det gjorde heller ikke så meget, for jeg var jo løbet direkte ind i armene på “overraskelsen”, der så sparede at køre hjem til mig for at overrække buketten. Sikke et dejligt skulderklap at få!