Forfatter: Berit

En artikel, som jeg faktisk er glad for i dag.

Her taler jeg om artiklen i Ude og Hjemme, som var i udgaven fra uge 36.

Få dage efter besøget af journalist og fotograf fik vi et udkast til en artikel til gennemlæsning. Ud over et par ting, som var direkte forkerte, så var der et par formuleringer/udlægninger, som vi ikke var så glade for, da de kunne misforstås. Eksempelvis havde de skrevet, at Henrik var SIKKER på, at Silas skulle dø. Ligesom jeg FRYGTEDE han det “bare”. Der er nu noget forskel på de to ord. Vi syntes også begge, at de budskaber, som vi ønskede artiklen skulle have var skubbet for langt i baggrunden.

Efter en mail til journalisten fik vi et lidt bedre udkast til gennemsyn, som vi så godkendte. I ugen op til udgivelsen kom jeg rigtig meget i tvivl om, hvorvidt jeg ville blive glad for den artikel. Faktisk var jeg til sidst ret træt af artiklen. Måske hænger det sammen med, at det faktisk kan være svært at se 3. persons formuleringer vedr. ens følelser.

Da jeg så så artiklen trykt med billederne og sat op (og faktisk rettet til det endnu bedre), var jeg rimelig tilfreds og havde i hvert fald ikke fortrudt. Men reaktionerne på artiklen fra venner, kolleger, familie osv har faktisk gjort mig rigtig glad for den.

Flere har sagt til mig, at artiklen gav dem indblik i hvad det var, vi havde stået i og bedst af alt, så har rigtig mange fanget budskabet om, hvordan man kan hjælpe en familie i krise. Desværre fik enkelte dårlig samvittighed på den konto. Det var nu slet ikke planen. Men jeg håbede blot, at budskabet kunne komme andre tilgode. For hjælp til selv meget små ting, gør en kæmpe forskel for en familie, hvor alt ligger i ruiner

Artiklen gav også lidt henvendelser i form af bestillinger på kort. Dog ikke mange, men lidt har også ret. Intet kan dog slå det salg, som jeg søndag havde, da vi var med Foreningen Cancerramte Børn i Legoland (det er også her et par af ovenstående fotos er fra) og kortkassen var stillet op i familie-buffetten, hvor vi skulle spise sammen. På to timer var der solgt for mere end kr. 900 – og så lå der kun sølle 5 kort tilbage i kassen. Vildt vildt!

DM i agility

Det som fyldte mest i den forgangne weekend var helt klart DM i agility. For første gang et ægte “Fælles-DM”, hvor man både havde kunnet kvalificere sig til stævner med rød (DKK) samt blå (DCH) bog.

Synes også at det var tydeligt, at der var en del “nye” ansigter med, som ikke plejer at være repræsenteret i DKK-regi. Men omvendt synes jeg, at der manglede rigtig mange af de “gamle” ansigter (men måske de ikke havde kvalificret sig).

Nok skriver jeg, at det var DM der fyldte mest, men det ligger der noget ekstra positivt i, for det var fordi det var muligt at lave andet i den weekend, da der var overskudstid før og efter DM begge dage.

Foto: Gitte Poulsen/SchnauzerpowerLørdag var der holdløb. Jeg syntes, at vi stillede med et ret godt hold; Jesper/Emsi, Susanne/Spirit, Anne Mette/Tyson og så Diva og jeg. Men det var vist bedre på papiret end i virkeligheden. Vi endte i hvert fald nede i bunden af feltet. Søndag var der individuelt DM. Gode Gamle Diva løb sig til en flot 5. plads efter springløbet. Jeg er fuldt ud klar over at hun med sin alder og kondition ikke kan banke de hurtigste små hunde, så jeg var meget godt tilfreds med at ligge nr. 5 efter springløbet.

DM – SpringløbJeg kiggede lidt på resultaterne fra springløbet og kunne godt se, at uanset hvor meget jeg satsede og pressede, så ville jeg ikke kunne hente de tre hunde, der lå i top 3, så jeg besluttede mig for at løbe derefter. Dvs. ikke noget hasarderet handling eller voldsom pres. Det er nu ikke fordi man sådan kan løbe i slow motion med Diva, men man er dog selv herre over om man på forhånd planlægger at løbe med hovedet under armen.

Da alle små hunde havde løbet agilityløbet var vi samlet set nr. 4. Det var jeg ganske tilfreds med. Selvom det jo havde været sjovere at blive nr. 3 især når jeg vel ikke rigtig kan tillade mig at have de stor forventninger i de kommende sæsoner til min aldrende hund. Jeg havde håbet på en plads i Top 5, og det fik jeg.

Så gik den weekend

Vupti, inden man får set sig om, så er sådan en dejlig weekend væk…..
Lørdag skulle vi ikke rigtig noget. Jeg skulle have malet loftet på Silas´kommende værelse, som forhåbentlig snart bliver færdigt. Det har været en langstrakt affære at få det lavet – ikke mindst fordi alle væggene var pil-skæv og uisolerede, så det var ikke bare sådan lige. Det var faktisk ganske rart ikke at have planlagt en hel masse, men dagen forsvandt bare, som sand mellem fingrene.
Lørdag var en rigtig slapperdag – i hvert fald for Echo

Dagen i dag brugte jeg så til et lille hyggeligt stævne hos DCH Varde. Jeg tænkte godt nok lidt på, om de nu også “kunne finde ud af det med at afholde agilitystævner”, da jeg ikke lige kunne mindes at have set dem på stævnekalenderen før. Men jeg havde mest i hovedet, at det måske var sundt nok med et lille stævne inden DM i næste weekend.

Der var vel ca. 50 deltagere, men trods det forholdsvise lave deltagerantal blev stævnet afviklet i to ringe. Sikke en skøn beliggenhed DCH Varde har og total lækkert og stort klubhus. Præmierne var også absolut i topklasse – Imponerende flotte præmier!!
Dagens højdepunkter for mig/os var SP1, som Echo vandt trods 5 fejl på en vægring, som jeg klart må tage på min kappe. Men hans slalom i dette løb var bare SUPER – flot indgang! Echo løber pt kun springklasser, så hans sidste løb i dag var Spring Åben, hvor jeg også var meget tilfreds med ham. Han spilder bare ikke et skridt på banen og havde da også en pæn hastighed uden decideret at være et lyn. Løbet rakte til en 1. plads i Spring Åben. Sejt!!

Dagens præmiehøst – der mangler endda en pokal, som jeg afsatte til DCH Vejle.

Gode gamle Diva er jo stadig vildt tændt på agility, så da jeg gik fra hende ved start i AG3 rejste hun sig fra dæk til sit. Jeg kommanderede hende ned i dæk igen og gik ud for at placere mig. Da jeg vendte mig om for at kalde hende frem til mig, så kom hun tordnende. Et stk. sheltie indfanget og båret ud fra banen. Vel er det sødt at hun i den alder (11 år) har masser af gejst og glæde, men tyvstarter er bare ikke ok. Og Diva er faktisk “snu” nok til at lære sig at det er ok, hvis hun får succes med noget (sjovt nok især uønskede ting). Og jeg lærer nok aldrig at forstå de hundeførere, der stævne efter stævne lader deres hunde tyvstarte. Hver eneste gang får hundene den belønning, at de får lov at løbe trods deres tyvstart. Det var ikke en straf, at Diva ikke fik lov at løbe, men jeg fjernede belønningen (=løbet).

I de åbne klasser var Diva fejlfri, men i Spring Åben var hun noget sejlende, men hun vandt klassen alligevel. Faktisk var vi dermed meget tæt på at være kvalificeret til DCHs DM, men jeg havde besluttet for en måneds tid siden, at jeg faktisk ikke ønskede at deltage til DCHs DM. I hvert fald ikke i år. Tanken om at skulle stille op/vente til ind- og udmarch i sammenlagt timer, fik mig helt til at miste lysten. Og selvom der faktisk ikke er imponerende mange timers aktiv agility, så går der uendelig meget tid med DCHs DM, når man er deltager, og det tiltaler mig ikke lige at spendere på projektet. Jeg indrømmer også gerne at udsigten til et kursus i samme weekend med Sarah Lorentzen i Ribe Hundevenner også trækker i mig. Man kan bare ikke alt!

Nu smager det lidt af barselsorlov

Der sker så meget med Silas. Han forsøger nu at efterligne lyde og bevægelser, og det er gået rigtig stærkt den sidste måneds tid. Sjovt at se, hvor hurtigt han opfatter tingene. Det med at kravle lader dog vente på sig, men når man nu bare kan trille eller trække sig frem i armene, så er det vel også godt nok?!

I dag har jeg været til et tema-arrangement, som Sundhedsplejen i Haderslev afholdte. Det handlede om Baby-rytmik. Da Silas var en måned var jeg afsted til et lignende arrangement og besluttede dengang, at det skulle Silas og jeg da gå til, når han var et halvt års tid, men omstændighederne ville det jo anderledes. Nu har jeg så tilmeldt os et hold.

En dreng, der suger indtryk til sig – siddende på et spillende flygel til rytmik.

Faktisk er både Silas og jeg begyndt at opdage verden blandt raske. I torsdags spiste vi på Café sammen med en veninde, som jeg desværre sjældent ser. Verden er fuld af muligheder.

Igår var vi også på en lille udflugt. Ja, det ligner nok mere en barselsorlov nu, selvom det faktisk stadig er tabt arbejdsfortjeneste et par måneder mere. Men jeg har mange mange ugers ikke afholdt barselsorlov i “banken”, som jeg kan afvikle senere.

Stævner bliver det ikke til så mange af. Tiden går med familien og huset. Men vi skal da til Fælles DM i starten af sept. Dog kun Diva og jeg. Echo løber jo stadig ikke agilityklasser, så han kan derfor slet ikke kvalificere sig.

Jeg bruger også en del energi på kortproduktion samt distribution af mine og andres kort. Indtil videre har jeg indsamlet mere end 10.000 kroner til Foreningen Cancerramte Børn siden februar. Utroligt at jeg kan blive så bidt af det. Henrik har siden fortalt mig, at han ikke troede, at det med at lave kort kunne fange min interesse i mere end 20 minutter Derefter ville jeg ikke gide det mere. Men han tog fejl!!


Imorgen udkommer Ude og Hjemme, og for mig er det jo nok et sær-nummer. Det er egentlig lidt en mærkelig fornemmelse at tænke på, at imorgen er vores historie meget “offentlig”. Jeg kan egentlig godt blive lidt forlegen ved tanken, og jeg er også lidt spændt på, hvordan artiklen tager sig ud i bladet. Det første artikel-udkast kunne vi ikke godkende. Det var total følelses-porno, og det var lidt som om, følelserne havde fået et ekstra gear. Vi fik lavet nogle ændringer i artiklen, men sådan super tilfredse med den, er vi ikke. Men ting på tryk syner jo også nogen gange hårdt. Forløbet har da også været hårdt, og vi jublede da heller ikke over den besked, som vi fik af overlægen dengang tilbage i okt. 08.

(kommentar tilføjet d. 26. aug: Artiklen er ikke i denne uges udgave af Ude & Hjemme, da den nok har måttet vige for mere “aktuelle” artikler, så måske i næste uge……….)

Endnu en fødselsdag

Tiden går, og jeg er nu blevet et år ældre. Det var så den tredje fødselsdag i familien på under 2 uger. I onsdags var det 37 år siden, jeg kom til verden. Når man er voksen er en fødselsdag ikke sådan noget særligt, som man gider at gøre et stort nummer ud af…..

MorgenbordetDog var det nu lidt hyggeligt, at mine forældre tog herned tirsdag aften og blev til onsdag morgen, hvorefter de skulle videre. Vi fik da nydt morgenmaden sammen, inden de kørte.
Ude og Hjemme medbragte denne buket i anledningen af min fødselsdag.
Det ene hold gæster afløste nu bare det andet. En fotograf og en journalist fra Ude og Hjemme kom nemlig kl 11. Journalisten havde for en uges tid siden skrevet til mig, og spurgt om jeg ville medvirke i en artikel. Hun havde fundet frem til mig via en facebookgruppe til fordel for Afd. H2 på OUH. Hun var så havnet inde på denne blog og læst lidt med her. Baggrunden for artiklen var, at hun gerne ville skrive en solstrålehistorie med udgangspunkt i Silas´ sygdomsforløb. Jeg tænkte over det i et par dage, før jeg ringede tilbage til hende, og svarede, at jeg gerne ville medvirke. Hvis artiklen kan være med til at holde modet oppe hos familier, der står i en lignende situation eller gavne dem på anden vis, så er det jo positivt.Dagens smil!