Ugens billede – uge 17

Puha da, jeg var lige ved at glemme ugens billede for uge 17 – eller nej det var jeg ikke. Det var nok, fordi jeg ikke syntes, at jeg havde taget nogle gode billeder i den uge, men så kom jeg i tanker om at det vist ikke var et kriterie….

Derfor deler jeg endnu et af de smukke strandbilleder fra Norsminde Strand, som jeg tog da Henrik og jeg gik formiddagstur efter den lækre morgenbuffet på Norsminde Kro for et par uger siden.

Lediggang er roden til alt ondt

I onsdags var jeg til afskedsreception på Århus Lufthavn, hvorfra min far nu er pensioneret efter 28 års ansættelse. Puha, det er godt nok mange år. Da jeg gik gennem forhallen, så fik jeg så mange minder fra min barndom, hvor jeg af og til var med min far på arbejde i weekenderne. Det var før den tid, hvor der var noget, der hed “Terror”. Der kunne man mere eller mindre frit bevæge sig rundt på lufthavnen.

Gammelt skørt puds fjernes og erstattes med nyt

Min stakkels far skal jo ikke gå rundt og kede sig som pensionist (det lyder skisme mærkelig at benævne ham sådan), så han kørte herned onsdag aften og torsdag morgen kastede han sig over murværket, som har lidt en del under vinterens frostvejr. Med lidt pudsearbejde, så skulle huset gerne være klar til en gang meget tiltrængt maling senere på året.

De to pensionister tager en øl-pause
Min far er i øvrigt udlært murer og arbejdede også i murerfaget, indtil han fik job i lufthavnen for 28 år siden, og når man kigger på billedet af Silas, der stabler klodser i lange baner, så kan man godt få den tanke, at det måske ligger lidt i blodet?!

Silas med klodsetårn, der er stablet helt ved egen hjælp

Jeg er ovenud lykkelig for at have mine forældre, som altid gerne giver en hånd med, når vi har brug for det. Det er da en gave, at de gider – og ikke mindst, at de kan!!

Første stævne på græs i 2010

Søndag morgen pakkede jeg Diva og Echo og kørte mod Albertslund for at løbe agility. Jeg var spændt på at skulle løbe med Echo, for det var hans debut i agilityklasserne.

Jeg har forsøgt mig med løbefelter, men synes måske ikke, at det er lykkedes mig at træne dem 10.000 gange, som man bør for at gøre sig en forhåbning om, at bevægelserne med at løbe ned over feltet er helt på plads.

JEg kan godt finde flere mere eller mindre gode forklaringer på den manglende træning, men det er jo i princippet ligegyldigt.


Echo i spring åben. Han har helt styr på hvilket tunnelhul, han skal ramme.

I Agility Åben missede han klart feltet på A´et og sprang faktisk også højt oppe på balancen, men bagpoterne ramte feltet i bunden. Vippen er ret nyindlært og den gik rigtig fint, fordi den stod som nr. 3 forhindring. Hvis den står et sted på banen, hvor han har fart på, så kan han godt finde på at løbe udover den, fordi han ikke opdager, at det er vippen, før han hænger ude i luften.
I Agility 1 sprang han både balancen og A´et og vippen kiksede også, fordi han pludselig fik øje på de små sandsække på vippens ben, som skal holde den fast. Da han så, at de ikke var farlige, så tog han godt nok vippen.
Men et tilbageblik på dagens løbefelter er sgu ikke opløftende. Egentlig sprang han alle 4 felter, men havde held til at ramme det ene, fordi han sprang så højt oppe, at bagbenene ramte bunden af feltet. Jeg har besluttet at holde ved løbefelterne, indtil efter pinsestævnet. For helt ærligt så tror jeg ikke, at de fungerer for os, men jeg vil gerne bevare farten over forhindringerne, og jeg tror ikke, at det er noget problem for mig at indlære stop-felter på Echo. Så han får lov at løbe over feltforhindringerne lidt endnu, og så må han få de felter, som han nu rammer. Inden han “mødte” vippen kendte han ikke udgangspositionen, og det har ikke været et problem at få ham til at forstå den. Så det kan vel også indlæres på balance og A?!


Echo i Agility klasse 1

Jeg bør da også lige nævne, at Echo vandt spring klasse 2 og rykkede dermed op i spring klasse 3. Så det er da et step på vejen til et af målene for året med Echo – nemlig at vinde et cert i springklassen. Nu er vi da en den klasse, hvor det er muligt at vinde et.
Diva løb kun de åbne klasser, og hun var da rigtig god. Hun blev nr. 7 i Agility Åben og nr. 4 i Spring Åben. Det er da meget godt gået af en dame, som fylder 12 år imorgen. Jeg kan nu godt mærke, at tempoet ikke helt er det samme mere, men viljen og lysten fejler intet. Med de to løb er Diva halvvejs kvalificeret til Fælles-DM.

Ugens billede – Uge 16

Ugens billede er et rigtigt stemningsbillede fra Norsminde Strand. Henrik og jeg var på et kort kroophold på Norsminde Kro fra fredag til lørdag, hvor vi fik lækker mad og ikke mindst tid sammen uden at skulle tænke på børn, pligter og sygdom. Det var i hvert fald planen, selvom Tobias Teenager godt nok satte gang i nogle logistiske udfordringer for mig, da han ringede kl kvart over syv lørdag morgen…….

Udfordringen blev da løst, og hvorfor også sove en solbeskinnet lørdag væk, når nu naturen og stranden kaldte på os udenfor kroen?! Så efter en meget meget lækker morgenbuffet gik vi en dejlig tur langs vandet.

Jeg må lige nævne, at morgenbuffeten på kroen var i særklasse. Mums! Den var på ingen måde ordinær og der var masser af hjemmelavede specialiteter. Det er ellers tit her, at hoteller og kroer springer over, hvor gærdet er lavest. Men her var lækker mad både morgen og aften.

Henrik og jeg forsøger at komme afsted på sådanne små ophold 1-2 gange om året. Godt nok tror jeg, at alle parforhold vil have godt af sådan et lille pusterum, men vi er meget bevidste om, at det at have et sygt barn i familien kan slide et parforhold mere end normalt, så derfor forsøger vi at passe ekstra godt på os selv og hinanden.

Silas – før og nu

I dag var Silas og jeg på et lille takkevisit med lidt chokolade og et kort hos den ledende overlæge på Kolding Sygehus´ børneafdeling. Det var hende, der konstaterede, at Silas havde cystisk fibrose, og da først hun trådte ind af døren hos os under den índlæggelse, vi havde i Kolding, så var vi ret trygge, for hun syntes vist (også), at vores forløb i denne udredning havde været ret skammeligt. Og vi havde en klar følelse af, at vi ville blive fulgt til dørs af hende.


Silas – FØR!
Alle ribben kan tælles og numsen er helt flad

Jeg har et par læger, som jeg ikke kan lade være med at være direkte bitre på, og det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg overvejer at klage til Patientklagenævnet over forløbet, og en veninde til mig, der er sygeplejerske mener klart, at vi har en sag. Hun synes virkelig, at der har været tale om forsømmelse.

Men man skal ikke kun skælde ud, men også huske at rose og være taknemmelig der, hvor det er relevant. Og så selvom man jo kan sige, at lægerne i Kolding jo kun gjorde deres job, stillede en diagnose og sørgede for den videre behandling, så syntes jeg alligevel, at jeg havde brug for at sige tak.

Silas FØR – frygtelig tynd!!

Overlægerne i Kolding har ikke været i tvivl om, at vi har følt os ret svigtede ift den her udredning og det meget lange forløb med en dreng, der bare blev mere og mere afmagret. Derfor spurgte de os faktisk også, om de måtte tage billeder af Silas under indlæggelsen til brug i undervisningen. Det måtte de jo hjertens gerne, for hvis det kunne gøre, at lægerne næste gang opdagede Cystisk Fibrose på et barn, FØR det fik lunge- og evt. andre organskader, så ville det da glæde mig. Det ændrer jo ikke noget for Silas nu, men hvis det kan hjælpe andre og være med til at gøre lægerne klogere, så stiller jeg meget gerne op med Silas.

Silas IDAG – nu næsten med “elastikker”

Overlægen, som jeg besøgte i dag, kunne faktisk næsten ikke kende Silas. Da hun så ham i Kolding sidst, var han også meget dårlig, og hun kom ind i billedet, da Silas var for afkræftet til at spise selv og fik lagt sonden – og i øvrigt havde tabt sig 500 g på mindre end en uge. Nu var det jo en 2 kg tungere dreng med glød i øjnene og tydeligvis i trivsel. Og hun sprugte om hun måtte tage nye billeder af en afklædt Silas, for at illustrere, hvor positivt (og hurtigt) en patient kan reagere på den rette behandling for CF. Ja, så nu er Silas åbenbart blevet en case i en intern lærebog på Kolding Sygehus…..

Silas IDAG – stadig lidt ude af “facon”,
men med mere sul på kroppen nu.

Så for mine bloglæsere vil jeg også lige illustrere, hvilken udvikling, der har været fra d. 20. feb og så frem til d. 21. april. De to øverste billeder er taget d. 20. feb og viser, hvordan Silas “plejede” at se ud – og dengang havde set ud i nogle måneder. De to nederste billeder er taget i dag, hvor han er ca. 1500 g tungere på end den “normalvægt” han havde, før diagnosen blev stillet.