Bededagscamping

Jeg synes, vi er en ret travl familie og nogle gange, så føler man virkelig, at man trænger til at være sammen.

Helligdagsweekender er et kærkommet pusterum, fordi man så kan få tre dage fri i stedet for kun 2. Så vi havde campingplaner. Ikke noget specifikt. Bare at være sammen.

Jeg spurgte familien, hvad det skulle være for en campingplads vi skulle ligge på, så jeg kunne finde det, som matchede deres ønsker. Det eneste ønske var en campingplads. Så det ønske kunne enhver plads vel leve op til. Når vi er på Mandø er vi på en ret skrabet campingplads. Det samme gør sig gældende til agilitystævner. Så det var faktisk bare at finde en plads.

Fredag skulle vi spise frokost hos Tobias og familien i Ikast, så det var en fordel, hvis pladsen lå i Midtjylland. Jeg fandt en plads i Brande.

Vi havde endda udsigt til en lille sø fra vores plads

Vi kom først afsted lige under aften, så det var heldigt nok at campingpladsen havde en grill-restaurant også. Så det var bare at stille op, bestille maden, spise og slappe af. Det er vel ikke noget som at starte campingferien med burgere og fritter.

Vi trængte vist alle til at sove længe. Vi kom i hvert fald ikke tidligt op om fredagen, men vi nåede da frem til frokosten og havde en super hyggelig eftermiddag i Ikast. Hold op, hvor sker der meget med Pelle, der nu er 6 måneder og naturligvis er han helt fantastisk. Han er jo mit barnebarn.

Lørdag var vi lidt kulturelle. Vi tog på udflugt til Søby Brunkulslejer. Jeg havde set en udsendelse om brunkulslejerne i TV Midt/Vest. Her indrømmer jeg så, at det faktisk er den kanal, som vi oftest ser her i huset.

Søby Brunkulslejer

Vi kan zappe rundt på kanalerne, når vi en sjælden gang tænder fjernsynet. Vi ender ganske ofte på TV Midt/Vest, som laver nogle interessante og informative programmer. Det var et lille sidespring.

Det var et ualmindelig interessant besøg. Det var svært at forestille sig hvordan området havde set ud, da man udvandt brunkul i området. Det var i øvrigt en stor industri med rigtig mange arbejdspladser og rigtig mange beboere i Søby og omegn, hvor man gravede brunkul. Det var en meget farlig arbejdsplads.

Der var kik ind i mange små arbejderhuse, hvor familier havde levet på få kvm

I øvrigt er hunde velkomne på museet fandt jeg også ud af, da vi havde besluttet os for at tage afsted. Det endte nu med, at jeg kun havde sheltierne med rundt, for der var lidt trangt i de små huse, og jeg synes, at TikTok trængte til at blive lidt stimuleret – eller måske bare lidt træt. Ikke at de sådan gjorde den store forskel.

Tænk at denne lille arbejderhytte var beboet indtil 2016, hvor en ældre dame fraflyttede den for at komme på plejehjem.

Ud over museet, hvor man går rundt på noget af arealet, så ville vi også køre en tur rundt i området. Det var imponerende stort og sikke et helt fantastisk område. Der kunne man sagtens bruge et par dage på at gå i det smukke område, hvor der er stier og søer rundt i området. Man må grundet faren for jordskred kun færdes på de afmærkede stier, men sikke er smukt område.

Fra gåtur til udsigtpunkt i området.

Søndag var det tid til at pakke sammen og trille hjem. Henrik og jeg var lidt morgenfriske og kørte til Den forsvundne sø (Brande Elværkssø) for at gå tur. Mulighederne for gåture fra campingpladsen er meget ringe. Det var en smuk tur i det forårsgrønne landskab.

Formiddagsgåtur

Efter forslag fra Silas om fodboldgolf, så blev vi enige om, at køre omkring Brande Fodboldgolf. Vi kiggede nogle videoer på nettet og læste om åbningstider og diverse andre praktisk informationer. Da vi kørte til adressen, så viste det sig, at stedet var permanent lukket. Det var desværre ikke alle steder på nettet, at den information var nået frem.

Silas i aktion

Jeg tjekke andre fodboldgolfbaner i omegnen og vi endte så på banen ved Hejnsvig. Vi er alle tre ret dårlige til fodbold, så det havde vi da som fælles udgangspunkt. Men det var stadigvæk meget sjovt.

Det var en skøn lille campingtur, og så var vi klar til endnu en hektisk uge.

5 dage med proprioception

Da jeg i sommers blev færdig med uddannelses til rehabiliteringsterapeut for hunde, så fik jeg måske logisk nok blod på tanden til at udforske mere i universet omkring træning med hundens krop.

Jeg har i starten af året leget med nogle små hold med kropstræning for hunde (og ikke mindst deres ejere), og de sidste 5 dage har jeg brugt på at tilegne mig endnu mere viden på dette felt.

Hvis man skal beskrive indholdet af proprioceptionskurset på den helt korte og enkle måde, så handlede det om kropsbevidsthed, balance, holdning og selvsikkerhed på diverse materialer og underlag.

Jeg har hørt flere personer udtale sig meget rosende om Sam Turner fra Holland og hendes tilgang til træning af hundens krop, så det kunne jo være et meget fint bud på en måde at udvide sin horisont på.

Så er vi ellers i gang med kurset

Så jeg tjekkede ind på et 5 dages instruktørkursus hos HundeVenligVerden i Nordjylland. Ikke så meget fordi jeg har brug for et certifikat på, at jeg har været der og hørt efter, hvad der er blevet sagt, men primært for at blive klogere. De fleste på holdet havde selv hundeskoler/undervisningsvirksomhed mere eller mindre på hel- eller deltid.

Jeg havde fra starten tænkt, at jeg ville trække campingvognen med til Nordjylland og sove på en campingplads i området sammen med hundene. Men vejrudsigten fik den begejstring til at dale, når jeg også skulle have 4 våde og beskidte hunde i vognen og kunne forvente frostgrader.

Så jeg fandt så fin en løsning med overnatning hos min far de fleste af nætterne og hos Tine i Hjallerup den sidste nat. Jeg fik også klemt en firmafest ind i programmet fredag aften, så alt endte (som altid) med at gå op i en højere enhed.

Mine hunde er altid glad for at besøge min far

Det var et super fint kursus i gode omgivelser og et skønt og rummeligt lokale, som vi kunne lave alle øvelserne i. Heldigt nok for det var godt nok ikke vejr til at lave ret meget udenfor, hvis man skulle modtage lidt nørdede informationer samtidig med at man skulle holde varmen, holde Ipad/mobil for at filme og holde sine notater tørre. Vejrguder gav nærmest alle typer vejr (sådan som april jo er).

Noget af kursets indhold var at iagttage forskellige detaljer omkring hundens bevægelser og holdning, når den ikke lavede “noget”. Det var for mig en catch up fra den tidligere uddannelse.

Vi arbejdede derefter med forskellige øvelser i relevante grupperinger. Der var tid til at have hands on på øvelserne og filme arbejdet, indlæringen og opmærksomhedspunkter på de enkelte øvelser. Den del var virkelig super god. Så jeg fik mange flere gode ting ned til de andre gode ting i min rygsæk.

MicMic som demohund, hvor vi afprøver højden på forskellige targets

Jeg fik i hvert fald også bekræftet, at man slet ikke behøver en masse fancy udstyr for at arbejde med hundens krop. Og i tillæg at en del af de produkter, der er på markedet til træning ikke nødvendigvis er så anvendelige, når alt kommer til alt. Så det er altså ikke manglen på de dyre redskaber, som er en brugbar undskyldning for manglende træning med hundens krop. Det er jo sådan set det samme for mennesker, men det er en helt anden snak…

Holdet diskuterer, afprøver selv og tjekker forskeligt udstyr ud. Interessant!

Det sværeste ved kurset (for mig i hvert fald) var, at al undervisning og kommunikation på kurset foregik på engelsk. Det kræver en hel del ekstra for mig, både når jeg skal forstå, hvad der bliver sagt, omdanne det til notater, som blev lidt et misk-mask af engelsk og dansk.

Alle lærer helt sikkert meget forskelligt. Jeg lærer bedst ved at prøve selv eller se tingene blive udført foran mig. Den del var faktisk rimelig god på kurset. Til gengæld var det ekstra svært for mig, at undervisningen bestod af rigtig meget tale, som foregik uden powerpoints eller tavlenotater til at understøtte det, som blev sagt. Lige der tabte jeg helt sikkert en del ting undervejs, fordi jeg brugte for meget energi på at holde styr på oversættelser og billeder i mit eget hoved. Det kunne godt være lidt frustrerende.

Kurset sluttede vi af med en skriftlig opgave (naturligvis også på engelsk). Efter frokosten havde vi en snak om, hvordan man kan opbygge et forløb af f.eks 5 gange med de ting, som vi har været igennem på dette kursus. Det gav nogle interessante snakke på holdet og masser af god inspiration til opbygning af undervisning.

Så nu glæder jeg mig til at lege med nogle af øvelser i praksis.

Ninja – Rally Øvet Mester

For en gangs skyld meldte jeg til i god tid til et rallystævne. Og det var så fikst, for det var i Hangar 17, som kun ligger 7 km fra min far. Allerede der vidste jeg, at den tur ville være en slags jackpot, ikke med forventning om resultater, men fordi jeg godt kan lide effektivitet og optimering og her gik logistik og aktiviteter op i en højere enhed. 

Ikke mindst fordi jeg fredag eftermiddag havde en 1-2-1 samtale med min chef på kontoret i Hedensted. Med tidens høje brændstofpriser, så kan man vist godt optimere lidt på sin kørsel, og når firmaet betaler turen Hedensted tur/retur, så er det også et kæmpe plus. 

Så jeg tog alle hundene med i bilen og kørte nordpå. Klarede opgaverne på kontoret fredag eftermiddag, inden jeg kørte hjem til min far med kage fra Det Gyldne Brød i Lystrup.

Det var så fint vejr og det lykkedes også lige at få indlagt en times gåtur med min gode gamle veninde Janne. Mega lækkert.

Min far havde inviteret mig ud at spise på Bag Søjlen i Rønde. Egentlig havde han lokket med stuvet hvidkål og frikadeller, men hans ryg havde ikke lyst til at stå og lave mad, og så havde han måske også en kærlig undskyldning for at invitere mig ud at spise. Min far er ellers ret god til det gamle danske køkken, men Bag Søjlen lavede også udmærket mad.

Jeg var vildt træt og gik (for mig) tidligt i seng. Det var måske derfor jeg vågnede (alt for) tidligt næste morgen. Hele ugen er jeg vågnet inden alarmen på mobilen er gået i gang. I stedet for at ligge i sengen og padle på mobilen, kørte jeg ud for at gå en lækker morgentur med hundene.

Det blev også til et besøg hos min mor på kirkegården, hvor kirkeklokkerne under mit besøg ringede solen op til en dag med en flot blå himmel. Jeg tog rundstykker med hjem til min far, og der var fin tid til at spise morgenmad sammen, inden jeg skulle afsted til rallyprøve.

Et kort og morgenfriskt besøg hos min mor

Ude i Hangaren fandt jeg ud af, at jeg skulle starte klassen. Det stressede mig lige lidt, selvom jeg var der i god tid (hvilket måske ikke ligefrem kan siges at være min normale stil). Ninja nærmer sig med hastige skridt 12 år, og jeg synes, at det er vigtigt at få varmet hendes led op og bevæget hende godt igennem, inden jeg går i ringen.

Men men jeg nåede skam det hele. Banen var super god. Den kunne jeg godt lide. Vi gik faktisk også en helt fin tur på banen. En enkelt øvelse måtte jeg tage om, så var der en skæv position og endelig så var Ninja rigelig snaksalig rundt på banen. Det gav i alt et fratræk på 6 point.

Med vores 94 point blev vi nr. 7 ud af ca 26 ekvipager og fik samtidig vores sidste oprykning og kan nu kalde Ninja for Rally Øvet Mester. Jeg har stadig meget at lære, og brugte en masse tid på at stå og suge til mig ved ringsiden og lytte til dommerens tilbagemeldinger. Det har jeg ikke tidligere haft overskud til, men der er jeg nået til nu.

RØM RBM DKAGCH DKSPCH S(Hopp)AGCH Border Treasure B My Ninja

De andre hunde var blevet hjemme hos min far, så turen gik tilbage til Kolind for at hente dem og hygge lidt mere med min far. Vi så lidt Crufts og gik en tur i det flotte vejr, inden turen gik hjemover igen.

Og selvom jeg havde fået så meget ud af weekendens første døgn, så var der jo stadig en lørdag aften og søndag, der var klar til at blive brugt. Det er lige sådan et puslespil, som jeg elsker at “lægge”. 

Der må jubles

Lige efter nytår var vi til kontrol med Silas på Skejby.

Som den trofaste læser ved, så startede han på en ny og nærmest revolutionerende medicin i oktober 2020. Vi bøvlede med at få den implementeret til fuld dosis, fordi Silas´ lever blev påvirket af medicinen.

Men med lidt trappen ud og ind og et hav af blodprøver, så endte han i februar på fuld dosis uden alt for meget brokkeri fra leveren. Og der er egentlig sket meget siden.

Silas går til kontrol ca 8-9 gange om året, hvor han måles, vejes, får målt lungefunktion og der dyrkes et ophost af slim for at se, om der er bakterievækst i hans luftveje.

En gang om året er han til en lidt større kontrol med scanninger og røntgen og en hel masse blodprøver. Alt det foregik i slutningen af året, men vi havde egentlig ikke fået en tilbagemelding på status efter den store årsprøve.

Den fik vi så her i januar, og jeg fik faktisk lidt våde øjne over resultaterne.

Januar 2022 var ikke bare tåge, selvom blikket kort blev lidt sløret

Lægerne overså tilbage i tiden, at Silas har Cystisk Fibrose, indtil han var 19 måneder. Der var han virkelig virkelig meget syg, tynd og afkræftet. Den dag i marts 2010, hvor han fik diagnosen vejede han 7,2 kg og målte kun 77 cm. Pga uopdagede lungeinfektioner nåede han desværre også at få lungeskader, som på røntgen viste sig som områder med størrelse som en tokrone.

Skader som vi dengang for 12 år siden fik at vide var uopretteligt. Det lungevæv, som allerede var ødelagt, ville for altid være tabt. Derfor har Cystisk Fibrose altid været en kamp for at passe godt på lungerne, fordi det netop ikke kunne gøres om, men for altid bare ville gå ned ad bakke.

Men det er så her miraklet kommer ind. Det som gav mig tårer i øjnene. Selv sygeplejersken var begejstret og virkede selv lidt berørt, fordi det netop er så fantastisk. På scanningerne kunne man se, at de beskadigede områder var blevet mindre. Altså at noget af det “tabte” lungevæv var genvundet, hvis man kan sige det sådan. Pist væk var de ikke, men i stedet for stagnation, så man regression. Altså noget, der er helt uhørt.

For et halvt års tid siden var Silas igennem en kikkertundersøgelse/oprensning af lungerne, hvor vores faste overlæge var den som førte brokoskopet/kikkerten. Hendes tilbagemelding var også bare, at lungerne simpelthen var så flotte og fine og nærmest uden slim. Hvis man har cystisk fibrose har man typisk også store mængder sej slim og “snask” i luftvejene, så det var jo rart at høre, at hun havde en anden opfattelse af hans lunger. Hun var ovenud tilfreds med sin “tur” ned i hans lunger.

Nu efter et år på fuld dosis af den nye medicin konstaterer vi også, at Silas endelig øger sin vægt. Ikke voldsomt, men appetit og vægt er der bestemt sket noget med. Han æder ubesværet 400 gram laks, hvis lejligheden byder sig. Det var stort, da han rundede 30 kg.

Det er dejligt at der er kommet mere appetit hos Silas

Før havde Silas ofte mavesmerter. De havde karakter af mavekramper og var meget smertefulde, men Silas har aldrig rigtig beklaget sig vildt over det, men bare affundet sig med det, lagt sig ned i fem-ti minutter og så fortsat dagens program. Faktisk havde han en pude i klasse, som han lagde sig ned på, når maven drillede. Når det var ovre fortsatte han skoledagen. Silas er virkelig ikke en pivskid, og det virker som om han har en ret høj smertetærskel.

Han havde perioder med smerter og forstoppelser, for cystisk fibrose laver ofte uorden i fordøjelsen pga at bugspytkirtlen ikke fungerer. Den spiller en væsentlig rolle for vores fordøjelse. Lige mens det her mavecirkus var værst, hørte jeg Silas sige til mig, at han synes, at besværet og smerterne fra maverne ødelagde hans liv. Det gjorde virkelig ondt at høre de ord. Han har hele sit liv affundet sig med meget (sygdom, behandlinger, medicin, ubehag osv) og stort set aldrig rigtig beklaget sig, men lige der var han fyldt.

Mavesmerterne er nu stort set væk. Måske dukker der noget op en gang om måneden eller noget i den stil, men det betyder ikke noget mere.

For et par uger siden fandt jeg et facebookopslag, der omhandlede, at Silas nogle dage var lidt bekymret for at gå i skole, fordi han ofte hostede en del. Det er også meget normalt for folk med Cystisk Fibrose at hoste meget (igen pga den seje slim i luftvejene). Hans bekymring gik på, at han synes, at han forstyrrede undervisningen, så klassekammeraterne ikke kunne høre læreren. Det er selvfølgelig også træls, når man uforskyldt forstyrrer en hel klasse.

Nu hoster han nærmest aldrig. Det er virkelig helt helt fantastisk. Det er faktisk ret svært for ham at lave et ophost, som kan dyrkes på laboratoriet, når han er til kontrol.

Den nye medicin er dyr og betales af det offentlige. Når jeg siger, at den er dyr, så er det i en størrelsesorden, hvor almindelig mennesker ikke selv ville kunne betale den. Men prøv lige at se, hvor meget den bare på et år har hævet livskvaliteten for Silas.

Vi kan altid fejre det med en is eller to

Med de resultater er der udsigt til et meget bedre og længere liv. Du må gerne juble sammen med os.

Positiv

Det ville næsten være overnaivt at tro, at man kunne gå fri for at blive smittet med Corvid 19. Smittetallene eksploderer, og det hele virker sgu noget surrealistisk. Lidt som en dårlig film.

Der har været smitte på Silas´ skole og også i hans klasse. Jeg har haft et par kolleger, der har været smittet tilbage i december.

Jeg er gået fra at sidde og arbejde hjemme de meste af to år, til nu pludselig at bruge rigtig meget tid på landevejene og komme ud og besøge kunder. Jeg forsøger at passe på mig selv efter bedste evne, og har gerne ville undgå smitten, men tænkt at det nok også kom til mig før eller siden.

Men det var faktisk ikke mig, der bragte Corona ind i huset. Egentlig er det helt ligegyldigt, hvem der tog det med hjem, for som sagt så kom det nok til os før eller siden.

Tirsdag morgen testede Henrik positiv og blev placeret på gæsteværelset. Jeg aflyste ugens møder, og Silas og jeg kørte ned og blev testet. Vi var dog begge negative, men som nærkontakter gik vi i selvisolation.

Onsdag op af dagen begynder jeg at blive lidt snottet og bliver måske bare lidt tung i hovedet. Onsdag aften tager jeg en hjemmetest, der viser positiv. Torsdag morgen stiller jeg mig i kviktestkøen, som bekræfter hjemmetesten.

Silas er pt ikke testet positiv, men både han og jeg har været til PCR test i formiddags, men venter på svaret. Hjemmetesten fra i går viste negativ for Silas, men da han også har lidt halskriller og hovedpine i går, så forventer jeg faktisk også at han er positiv. Han trives nu meget fint i selskab med sin pc nede på værelset, så det er lettest så vidt muligt at isolere ham, men jeg tror nu PCR testen for ham er positiv.

Henrik har vist redet det værste af, og var ikke synderligt mærket af det. Hovedpine og “forkølelse”. Jeg ved ikke, hvor i processen jeg er, men jeg fik en noget forstyrret nattesøvn i nat pga hoste. Nå ja, så snotter jeg lidt og føler mig somme tider lidt “tung”.

Jeg føler mig rimelig rolig, men jeg undrer mig faktisk noget over f.eks smittestop-app´ en. Jeg har ikke fået notifikation på Henriks indberetning om at han var positiv, og vi må da siges at være nærkontakter. Jeg har i øvrigt aldrig nogen sinde fået en notifikation fra app´ en, der står som aktiv hele tiden.

Hvis man har en positiv kviktest, så kan man få en “akut” PCR-tid, har jeg ladet mig fortælle. Man skal bare bruge et rekvisitionsnummer eller ringe til Smitteopsporingen. Jeg har aldrig fået et rekvisionsnummer, og da jeg åbnede svaret fra carelink, så kunne jeg ikke komme ind på det link, der var på siden. Nu havde jeg alligevel på forhånd bestilt PCR test (fordi både Silas og jeg er nærkontakter til Henrik), så jeg gad ikke bakse med at sidde i en telefonkø for at få en testtid 15 timer tidligere. Testresultaterne var nok alligevel de samme, og der er jo mega run på lige nu med 40.000 smittede om dagen.

Så nu er familien spærret inde. Det har vi for så vidt jo prøvet før, men alligevel så er det nu man drømmer om kager, slik og en masse ting fra div. butikker, som man ikke kan besøge. Hurra for Rema 1000s indkøbstjeneste Vigo, så kan vi da være heldige at få handlet ind.

En portion vafler kan man vel altid lige bakse sammen

Vi kan dog snige os ned på stranden, for den har man alligevel altid for sig selv.

Hvad med Silas? Jeg ved at mange af mine læsere bekymrer sig om Silas og Corona. Ligesom vi også gjorde meget det første års tid af pandemien.

Han er naturligvis vaccineret, og corona har også ramt andre børn med cystisk fibrose, uden at det har ikke givet anledning til indlæggelser eller komplicerede forløb, så ud fra det, så tager vi det rimelig roligt. Silas plejer egentlig heller ikke rigtig at suge diverse vira til sig. Ja man tør næsten ikke skrive det….. Men vi forventer ingen komplikationer for ham.