Tag: agility

VM i Rieden

Så er jeg ved at komme til kræfter igen efter en dejlig tur til det sydtyske. Turen startede ellers ikke på bedste vis. Søster, Morten og Pia ankom her hos mig ved 18-tiden, og vi fik pakket deres bagage over i min bil. Blandt alt det happengut var også Pias kølertaske, som forsinkede os en hel del, da den sprang sikringer i lange baner.

Pia og Morten studerer manualen

Og det var ret svært at skulle undvære strøm i cigartænderen, når GPS´en på et tidspunkt skulle sættes til. Det var lidt udfordrende at finde sikringsboksen i kabinen på min Focus. Faktisk virker det som en Focus er ikke en bil, der er designet til, at man selv skal lave andet ved den end at køre i den og hælde brændstof på. Det kan faktisk også godt tage en mekaniker ret lang tid at skifte forlygtepære i en Focus.
Men med en times forsinkelse kom vi afsted og foran os lå en tur på 850 km. Vi var fremme til et mørkt Gasthaus kl 03.30. Vi skulle op igen kl 05.30. Gab! Pia og jeg delte værelse, og da vi vågnede fredag morgen, var vi enige om, at vores nattesøvn ikke kunne opgøres i timer, men i minutter. For når man max kan sove to timer, så kan man selvfølgelig ikke falde i søvn. Tilmed havde jeg holdt fast i rattet på hele køreturen, og havde indtaget lidt for store mængder energidrik. Det blev jeg straffet for om fredagen, hvor jeg var temmelig utilpas, og det gjorde det nok heller ikke lettere at falde søvn efter ankomsten.
Div resultater og løb vil jeg ikke rigtig blogge om, for de, som interesserer sig særligt for det, har jo nok enten købt live-stream fra VM eller læst på de nyheder, der løbende er strømmet ud i cyberspace under VM. Desværre blev der jo ingen medaljer til Danmark i denne omgang, men vi fik set rigtig meget FED og hurtig hurtig agility. Nogen af hundene løber jo næsten urealistisk hurtigt.

Sådan – Laila har gjort noget for supportersagen!

Det var dog til tider ret frustrerende at være tilskuer ved VM, for mange gange i løbet af VM var de elektroniske informationstavler med startlister og resultater ude af funktion. Det er altså ret tamt at sidde og se løbene uden at vide, hvordan de placerede sig i det fine selskab. Jeg vil sammenligne det med at sidde og se en film uden lyd. Publikum buhede også ofte, når tavlerne svigtede – men til sidst så “vænnede” vi os til, at skidtet i perioder ikke virkede.

Peter og Julie.
Bemærk Peters negle!
Man skulle i øvrigt stå i kø lææænge for at købe sådan en lækker is…

Da sidste hund havde løbet søndag eftermiddag satte vi os i bilen og trillede tilbage til Danmark. Det var bare en superhyggelig tur, og vi fik grinet og snakket i bilen. Det vil ingen mening give at genfortælle de ting, som vi kluklo af i bilen, for man skulle nok have været til stede, for at kunne se det sjove i det. Alle mand holdt sig vågne på vej ud og hjem. Det synes jeg faktisk var sejt. Det ville også have været meget svært at køre hele turen selv, hvis mine passagere bare havde siddet og sovet.

VM – Here we come

Om et døgn fræser vi afsted på A-Bahn med kursen mod den sydligere del af Tyskland for at overvære VM i Agility. Den fornøjelige køretur skal jeg dele med Morten, Søster og Pia Jessen. Det skal nok blive hyggeligt (mon Morten har høreværn med?!)

Jeg glæder mig bare rigtig meget, for jeg har ikke været med til VM siden 2007 i Norge, og alle turene gennem årene (både som deltager og tilskuer) husker jeg, som fantastiske oplevelser.

Jeg valgte på et tidspunkt midt i sæsonen, at jeg ville prioritere at tage afsted til VM fremfor evt. at deltage ved de to gange DM (derfor blev det med kvalifikation også pludselig ligegyldigt). Jeg kunne slet ikke overskue at være væk hjemmefra 3 weekender på en måned – og ville heller ikke byde familien det.

Det sværeste bliver helt sikkert, at skulle undvære lille Silas indtil på mandag. Og som en ekstra streg i regningen, så har Tobias valgt at komme hjem i denne weekend. Men mon ikke jeg bare kan fokusere på at se MASSER af rigtig god agility, når først vi er fremme?!

Jeg glæder mig i hvert fald rigtig meget!

Et lille stævne, der voksede sig meget stort

I starten af måneden meldte jeg mig til et DCH stævne i Kolding. Det var bare et lille kredsstævne, så det var jo nok begrænset, hvor mange deltagere, der ville være. Sådan 40-50 stk ville være meget passende for mig, tænkte jeg.
Pludselig var stævnet blevet landsdækkende og dermed var søgningen steget kraftigt, da det var en af de sidste chancer for at kvalificere sig til DM – og ja, man kvalificerer sig til DM, man udtages ikke…. Kald mig bare ordknepper, men i min verden er der meget stor forskel på de to ord.
Min plan var at tage Silas med til stævnet og have en lille hyggedag deroppe, men vejret lovede ikke for godt, og det ville derfor nok blive en lang og klam dag for Silas, så han blev hjemme hos FarMan. Dagen blev også lang (og formiddagen klam), selvom DCH Kolding sled i det for at få afviklet stævnet hurtigst muligt. Jeg kørte kl 17 – efter agility klasse 1, og der manglede de stadig at afvikle ag2 og ag3 (mon de løb med pandelygter til sidst?)
Jeg havde alle fire hunde med, og for første gang i mange måneder fik Diva lov til at løbe igen. Dog kun seniorklasserne i spring. Dem vandt hun begge, men jeg synes godt, at jeg kan mærke, at hun er blevet en ældre dame, men hun synes det er rigtig sjovt, ingen tvivl om det.

Juhu – Endelig agility igen!

Echo løb faktisk rigtig godt – især i springløbene, som var de første. Der var der mest energi i ham. Jeg hentede ham fredag eftermiddag, så han var nok også lidt “sulten” efter samarbejdet. Han vandt ret overbevisende Spring 2, og føler mig også overbevist om, at han vandt Agility 1 (jeg var kørt inden præmierne for denne klasse blev overrakt, så jeg kunne komme hjem og spise aftensmad sammen med Henrik og Silas). I Spring Åben blev han nr. 3 i og han fik en disk i Agility Åben, da han pludselig laver sin egen bane.

Charlie fik sig også en afslappende tur til stævne. Normaltvis lader jeg ham blive hjemme, da han jo ikke løber mere, men naboens tæve er i løbetid, og han er virkelig helt fra snøvsen og græder hele dagen lang. Faktisk så meget, at jeg har været nødt til at lukke ham i udestuen, når jeg har arbejdet hjemmefra, da det vil være umuligt at føre en seriøs telefonsamtale med kunder, når han klynker og skriger i baggrunden.

Nu håber jeg, at nabotævens løbetid er ved at være ovre, så vi igen kan få lidt ro. Med mine 20 år som hanhundeejer har jeg aldrig oplevet noget som det her. Det her er virkelig slemt.

Ingen DM deltagelse

Det er første gang siden 1994, at jeg ikke deltager i DM i agility – enten hos DCH eller Fælles-DM (eller begge). Det er sgu da en lidt underlig fornemmelse, som jeg faktisk har det lidt svært med på en eller anden facon (altså ikke sådan at jeg ligger søvnløs om natten eller vrisser af mine omgivelser).

Fælles DM (eller rødbogs DM, som det tidligere var) “plejer” at blive afviklet over to dage. Hold DM om lørdagen og individuelt DM om søndagen. Diva er i år kvalificeret til dette DM. Jeg har dog haft mine overvejelser og tvivl om, hvorvidt hun vil kunne deltage, da hun jo har været halt i en længere periode her i sommers (hun er jo heller ikke helt ny mere). Men jeg var stadig igang med overvejelserne, da jeg også takkede ja til en lille fest-invitation til lørdag d. 4. sept, for jeg havde gjort op med mig selv, at jeg så kun ville deltage i det individuelle DM, hvis jeg skulle afsted.

Men så her for et par dage siden blev jeg da noget overrasket, da man laaaangt om længe kunne tilmelde sig DM, og jeg så erfarede, at man nu skulle løbe individuelt både lørdag og søndag, hvilket også gjaldt hold-DM. Jamen, så er der jo ingen grund til at spekulere så meget mere over det.

Jeg synes faktisk, at det er ganske uforskammet at lave så radikalt om på afviklingsmåden og så offentliggøre den med så kort varsel – mindre end 2 uger før selve DM.

DCHs DM har jeg ikke haft som mål at kvalificere mig til, så der er jeg heller ikke med. Min sæson har været lidt “underlig”. Dels bor Echo jo ikke meget herhjemme, så træning med ham er lidt besværlig. Diva startede med at være halt i pinsen, og så gik det sådan lidt op og ned med det. Den lange sygdomsperiode med Silas i vinteren/foråret har også påvirket det hele. Men pyt det er jo bare agility!

En skidt uge

Uge 23… Juhu ugekursus i Ribe Hundevenner – endda for tiende år i træk. Der skulle jeg naturligvis have ferie, men så fik jeg først en besked om, at mandag og tirsdag var inddraget til et internt møde i salgsafdelingen. Så der røg der lige lidt af kurset, men det er jo ikke noget at lade sig slå ud af, for der var jo masser af kursusdage og socialt samvær tilbage.

Så søndag aften kørte jeg Ninja og campingvognen ud i klubben. Førstnævnte overlod jeg meget trygt i Wickies varetægt, mens jeg passede jobbet på Sjælland de kommende to dage, mens campingvognen bare stod klar og ventede på, at jeg kom tilbage og skulle bo i den.

Ninja kigger agility (med sine fine nathue-ører)

Onsdag morgen vendte jeg tilbage til hundeklubben, og så var jeg ellers klar . Efter at have spist morgenmad med familien og fejret Tobias, der blev 15 den dag, var jeg på et lidt hektisk (men meget nødvendigt) kundebesøg, inden jeg stod på træningspladsen.
Sunny

Desværre var jeg også nødt til at køre hjem igen onsdag aften, for at holde lidt mere fødselsdag med Tobias. Efter 70 minutter en vejarbejdskø så kom jeg endelig hjem – med friske pizza under armen.

Min fjollede teenager

Torsdag var der hviledag til ugekurset, og vi skulle på Skejby Sygehus med Silas – bare til den månedlige kontrol. Silas har lidt besvær med afføring/fordøjelse – måske pga div antibiotikakure, så da første medicinske tiltag ikke har vist den store effekt, så blev der nu tilføjet et nyt medikament i rækken, der skal tilsættes måltiderne. Øv jeg hader bare, når der skal puttes mere behandling og mere medicin på, men overlægen forsikredes os om, at han var meget tilfreds med Silas, og klart så det som et meget positivt tegn for Silas´fremtid, at han har responderet så godt på den grundlæggende behandling, siden starten for snart 3 mdr siden. Det var jo dejligt at høre de ord.
Inden vi tog afsted mod Skejby, kunne jeg godt mærke, at jeg ikke var helt på toppen, men inden vi nåede hjem igen, var jeg blevet ret elendig. I løbet af natten havde jeg det så elendigt, at jeg nærmest ikke kunne holde mig oprejst, og jeg var total udmattet. Det sortnede for mine øjne, og jeg følte flere gange, at jeg var lige ved at besvime, mens jeg sad på tønden i løbet af natten (og der sad jeg en del….).
Fredag var der så ikke noget agilitykursus for mig. Jeg lå bare i min seng og var vissen det meste af dagen (jeg ville helst have et toilet indenfor rækkevidde) , og jeg ville umuligt have kunnet bevæge mig med mere end 1 meter pr. sekund, så agility duede vist ikke. Desuden synes jeg, at mavekramper og agility passer skidt sammen.

Lørdag morgen VILLE jeg afsted, så jeg stod op kl 06.30 (efter at have gæstet toilettet hver anden time natten igennem) og gik i bad. Direkte fra badet gik kursen tilbage i seng, for mavekramperne tvang mig tilbage under dynen.
Endelig kom jeg da afsted (et par timer forsinket), men de andre var godt igang, da jeg kom luskende. Jeg fik løbet lidt i første træningspas, men supergodt var det ikke. Sidst på eftermiddagen havde mit hold det sidste træningspas, og jeg diskuterede lidt med mig selv, hvorvidt jeg skulle køre hjem inden eller prøve at holde ud. For jeg synes det ville være synd for Echo, hvis jeg alligevel ikke kunne løbe ordentligt og få mig placeret korrekt under løbene.

Peter holder tungen lige i munden

Der udveksles synspunkter?!

Jeg besluttede at blive og se an. Heldigvis, for så fik jeg da lidt oprejsning. For træningen gik rigtig godt, og jeg fik knebet balderne sammen (i bogstaveligste forstand), mens jeg løb. Men sådan samlet set over ugen, så var det jo et lidt fattigt kursus for mig. Jeg missede 98% af det sociale samvær og fik kun deltaget på halvdelen af mine træningspas. Men som bekendt er livet for kort til ærgelser, så de tre af de postive ting ved ugekurset 2010 for mig var:
  1. Jeg behøvede ikke at bruge sidste kursusdag på at pakke sammen mellem træningspassene. Det var bar at køre bilen til og hægte huset på krogen. Det hele var urørt!
  2. Masser af ferie tilbage på kontoen, for denne uge var ikke dyr i feriedage. Dejligt, for ferie kan man jo altid bruge.
  3. Echo viste gode takter – især i sidste træningspas.
Echo

Moralen må være: Intet er så skidt(!), at det ikke er godt for noget!