Echo er DM-klar

Sikke en sommerweekend. Stegendes hedt! Jeg havde valgt at tage til Internationalt DKK stævne i Vejen. Det var der to grunde til. For det første blev det afholdt 35 min. kørsel herfra og for det andet, så manglede jeg lige præcis ét fejlfrit kvalifikationsløb i Agility Åben for, at få Echo med til DM. Jeg for længe siden besluttet mig for, at jeg ikke gad at ræse landet rundt for at kvalificere mig.

Jeg kan jo ikke tillade mig at forvente en hel masse af en hund, som jeg aldrig træner, så hvis vi kvalificerede os, så ville det bare være fint, og hvis ikke, så var det ok.

Echo på banen
Foto: Schnauzerpower, Gitte

Lørdag løb Echo fejlfrit i Ag1 og fik sin sidste oprykning til AG2, som jeg så eftertilmeldte – og vandt den med et fejlfrit løb. Agility Åben var også fejlfrit – ikke så hurtigt. Echo er ikke så glad for varmen. Han giver sig ikke rigtigt, men det er faktisk ikke, fordi han ikke vil løbe agility. Jeg skal nemlig bogstavelig talt slæbe ham ind i stævneteltet eller udenfor ringområdet efter hvert løb. Han vil skisme da ikke forlade “festen”

Et kig ud over stævnepladsen og de to agiltyringe

Nå men det var skønt med 3 fejlfrie agilityløb. Gårsdagens sidste løb, som var spring åben gav desværre en disk og i dag løb vi 3 løb, som vi alle blev diskede i. Det kan man da kalde stabilitet på en eller anden måde!!

Det var en blandet oplevelse at være til et “ægte” DKK stævne igen (har ikke været afsted siden engang i 2009). Tidsplanen passer som røv og nøgler. Det er sgu da utroligt, at DKK ikke kan finde ud af “regne den ud”. Så svært kan det da for pokker ikke være. Vi andre kan da finde ud af det, og det er de samme deltagere, der kommer til vores stævner i Ribe Hundevenner. Men der kunne jo også være den forskel, at selvom vi altid synes at tørste efter hjælpere, så er det da vist vand ift DKK. Egentlig ret belastende, at der skulle efterlyses hjælpere til næsten hver klasse, så man næsten fik helt dårlig samvittighed over ikke at hjælpe til…. Nå ja, så er der jo også lige præmieringen. Den er jo heller ikke noget særligt at skrive hjem om.

Et kig ned af langsiden

Men selvom DKK ikke er fantastiske til at afvikle stævner, så var det jo stadig dejligt at hilse på diverse dejlige mennesker til weekendens stævne. Agilityverdenen er fyldt med så mange skønne folk, og mange af dem nyder jeg at gense.

Er det der med træning ikke bare noget opreklameret p..?

for det er da gået meget godt uden nogen som helst form for træning. Jeg har været til stævne i Løgumkloster i denne weekend. Og her ses min præmiehøst på mine 11 starter – dejlige økonomiske starter – samlet startgebyr = kr. 345,-



Mine præmier fra weekendens stævne:
1. skoplejesæt fra Ecco
2.  løbetrøje
3.  2xfribilletter til Ribes Vikinger
4.  Lommeradio
5.  bold med reb
6.  25xDVD skiver
7.  Elektronisk Sudoku
8.  2xboldkastearme

 Præmiebordene indholdt mange forskellige typer af præmier. Nogle var lidt anderledes, men alligevel ganske anvendelige. Og i Løgumkloster er der supergode faciliteter, da stævnet holdes på byens skoles græsarealer. Der er gode toiletforhold, opholdsfaciliteter, legeplads og ikke mindst super forplejning til meget billige penge. Jeg vil gå så langt at sige, at man faktisk snyder sig selv, hvis man tager mad med hjemmefra, for det er sgu for dumt.

Echo flottede sig med at rykke op i AG2 og SP3. Jeg løb dog ikke i de nyoprykkede klasser, da jeg syntes, at Echo havde løb nok i forvejen i de 8 ordinære starter, og samtidig havde jeg også Silas med, og det var derfor meget rart, at have lidt pause ind i mellem.

Godt jeg havde min lille hjælper med til at hjælpe med at rejse teltet

Jeg synes faktisk, at Echo løb utrolig pænt i denne weekend og med god gejst. Desværre indkasserede vi også et par nedrivninger og en enkelt slalomfejl. Sidstnævnte var nok en af de ting, som kunne undgås, hvis man fik trænet sammen, men jeg må nok bare erkende, at sådan er det ikke lige, så jeg må være tilfreds med det, som vi kan opnå sammen uden den store træning. Echo elsker agilityen, og jeg synes han er en dygtig hund, der heldigvis ikke glemmer sin grundtræning.

Diva – måske lidt træt, men sikkert på den fede måde…

Gode gamle Diva fik også lov at løbe et par seniorløb, og nej hvor hun elskede det. Hun har ikke fået lov at løbe til et stævne siden tja….. engang sidste år! Hun var bare så glad, og da hun var alene i sine klasse, så vandt hun alle sine tre løb – både med og uden fejl (nedrivninger og en enkelt slalomfejl). Men det var ikke det vigtigste – bare den gamle tøs hyggede sig.

Agility kursus

I lørdags var jeg så heldig at få lov til at deltage i et agilitykursus med Ann Britt på Sannes Hundecenter. Da Ninja jo stadig er alt for ung og “uvidende” til sådan et kursus, så hentede jeg Echo hjem fra “aflastningsfamilien”. Det var 10 uger siden, at vi havde set hinanden sidst, og han har heller ikke set skyggen af en agilitybane siden.

Så jeg havde ikke skyhøje forventninger til ham, må jeg indrømme. Jeg forventede dog godt, at han kunne huske hvordan man løber agility, men regnede nok med, at han hurtigt ville brænde ud. Men han holdt faktisk gejsten på alle 3 træningspas.

Vi var 3 ekvipager på hvert hold og startede med 45 minutter på første bane. Temaet på banen var blandt andet at finde frem til, hvilke forhindringer vores hunde ville foretrække. F.eks er det meget nyttigt, når dommeren har bygget en bane, hvor der ligger tunnel under en feltforhindring.

Bane 2 kom vi til efter 1½ times pause. Der skulle vi arbejde med slalom-indgange. For at hundene ikke skulle gå døde i at tage slalom mange gange i træk, så var den delt i 2. Dvs. først 4 pinde og så en kort tunnel og derefter 4 pinde igen. Det gav godt nok også ekstra skub i slalom, så det vil jeg klart tage til mig og bruge fremadrettet. Jeg føler mig overbevist om, at det også kan være med til at give fart og motivation i slalom generelt – og ikke bare noget man kan bruge for at “skåne” hundene, når man træner indgange intensivt.

Efter en frokostpause havde vi 1 times træning på en springbane, der var sat op i en boksopbygning. Der var temaet blandt andet afstande, serpentiner og at “hente bagsiden” af et spring.

Det var et godt kursus, der kom rundt om mange ting uden at det hele blev en stor pærevælling. Der var indbygget en del pauser, hvor der altid stod 2 af de små baner ledige, hvilket gav mulighed for at træne enten med sin “kursus-hund” eller en af sine andre hunde. Jeg fik leget lidt med Ninja i nogle pauserne. Ikke at hun kunne træne de ting, som vi havde lavet, men man kan lave meget med 6 springstøtter.

Året der gik – 2010

Endnu et år er gået. Og endnu en gang et år med bølgegang – op og ned! Jeg synes, at livet byder mig og min familie mange ting, som jeg egentlig gerne ville være foruden, men der er visse ting i livet, som man ikke selv vælger, og så må man bare prøve at få det bedste ud af det alligevel. Nogen gange lidt svært, men det plejer at lykkes at finde de positive ved de mest trælse ting. Den evne håber jeg fortsat at kunne bevare.

Beklager venner, men årets gennemgang vil indeholde en del om sygdom, så hvis I bare ikke magter at læse om det, så kan I med fordel scrolle ned til april måned og starte med at læse der. ….

Januar:
Familien var sammen i sommerhus på Lolland. Det var super hyggeligt, og der var meterhøje snedriver. Det blev til flere besøg i Lalandia, selvom Silas ikke var så begejstret for Lalandia, som jeg havde håbet (han er desværre en til tider ret reserveret dreng).


Sommerhuset i Rødby. Rammen om familiehygge

 En uddannelseslæge i vores lægehus synes under et lægebesøg, at Silas´ mave er “forkert”, og dermed starter et større udredningscirkus med mistanke om cøliaki/gluten intolerans

Februar:
Det her var vist frustrationens måned. Silas blev undersøgt og indlagt, men udskrevet igen uden nærmere afklaring. Den ene læge efter den anden gloede på den lille dreng, og han var til diskussion på den ene lægekonference efter den anden.


Bemærk de meget tydelige indtrækninger på halsen
Silas kunne næsten ikke få luft og gispede konstant efter vejret
(Det her er et af de billeder, der virkelig gør ondt LANGT ind i hjertet på mig!!)



Yderligere undersøgelser blev aflyst gang på gang pga dårlig vejrtrækning og/eller feber.
Først var jeg meget nedtrykt over blodprøvesvar, der tydede på cøliaki (i dag ville jeg give min højre arm for at bytte med hans diagnose ud med cøliaki), men ved nærmere undersøgelser troede lægerne ikke på, at det var cøliaki alligevel, og man ville undersøge ham for tilbagefald af den cellesygdom, som han fik konstateret i okt 08. Det var også meget belastende at tænke på, da det sikkert ville betyde kemokure igen.

Få dage efter havde en anden læge kigget på blodprøverne, og nu følte de sig alligevel sikre på, at det var cøliaki. Februar måned havde desværre intet andet indhold end frustrationer og ventetid. Selvom februar på dage er årets korteste på dage, så var det helt klart den længste for Henrik og mig.

Okay, der var nu alligevel et enkelt højdepunkt i februar. Vi var nemlig til Depeche Mode koncert. Jeg har været helt pjattet med Depeche Mode siden midten af firserne, og har oplevet dem live en håndfuld gange efterhånden.

Marts:
D. 11. marts skulle Silas have været indlagt på OUH (Odense Universitets Hospital) til en biopsi, der skulle fastslå, at han havde cøliaki, men få dage forinden, får han feber og er forkølet – og hiver meget efter vejret. Denne undersøgelse må så aflyses igen! – og vi opsøger egen læge for at få lyttet på lungerne. Hun indlægger os akut i Kolding, og der går 16 dage – og en tur til Skejby, før vi igen kommer hjem.


En meget afkræftet Silas. på 5. indlæggelsesdag – stadig uden diagnose
Denne dag var han helt apatiskog svær at få kontakt med.
Tragten som Henrik står med giver Silas ilt, da hans iltoptagelse var meget ringe

I Kolding bliver Silas bare dårligere og dårligere. Han er tydeligt afmagret, og taber på under en uge 500g, hvilket er meget, når man er meget tynd og kun vejer 7700 g. Mange læger kigger på Silas, og han er igen genstand for diskussioner på lægekonferencer med flittig korrespondance til OUH. Endelig kommer en læge, der straks ser, hvad ingen andre (og vi taler om MANGE læger) åbenbart har kunnet se. Hun er sikker på, at Silas har Cystisk Fibrose, hvilket vi afviser, fordi vi allerede har foreslået det for en læge på OUH, som blankt afviste den diagnose. Men efter nærmere undersøgelser (svedtest og gentest) viser det sig, at Silas faktisk har Cystisk Fibrose. Vi synes, det er en meget kedelig diagnose og forstår ikke lige, hvorfor Silas og vi skal være så uheldige. Men omvendt findes der mange andre langt kedeligere diagnoser.
 
Den rette behandling er igangsat
Gløden i øjnene vender tilbage



Vi overføres til Cystisk Fibrosecentret i Skejby, hvor vi er indlagt i 10 dage, dels for at Silas kan få IV-behandling med antibiotika og for, at vi kan lære om sygdommen og den fremtidige daglige behandling. Silas kommer faktisk meget hurtigt i bedre trivsel. Her er lige et link til et indlæg, der beskriver forandringerne på bare fire(!!) dage. Det er vildt!

April:
Egentlig skulle have været på rundrejse i USA i april, men pga Silas´ lange udredning og hans ustabile helbred må det aflyses, da vi ikke kunne tegne rejseforsikring på ham, men det var også godt det samme, for vi havde ikke energi til den lange rejse.

Det bliver i stedet for til en tur i sommerhus på Nordvestsjælland. Det var en utrolig dejlig uge, hvor familien endelig var samlet igen og kunne hygge sig sammen. Jeg nød det og tænker stadig tilbage på den skønne uge i sommerhuset. 


Tobias og jeg spiller Wii


Det blev også til hele to kurser med henholdvis Johanna Allanach og Sarah Lorentzen. Det var rart at løbe lidt agility og tænke på noget andet end sygdom.

Henrik og jeg tog sidst på måneden på et lille ophold på Norsminde Kro . Bare for at være samme og hygge os – kun ham og mig. Da vi stod op om lørdagen var det en smuk forårsdag, og jeg fik mange gode fotominder med hjem fra vores tur på stranden. 


Forår på Norsminde Strand

Det blev også i denne måned, at Echo debuterede i agilityklasserne efter en slutspurt for at få indlært vippen.

Maj:
Det var en dejlig måned fyldt med store og positive ting.

Det mest positive indslag i 2010 for mig var vist min dejlige Ninja, som flyttede hjem til mig i maj. Hun er sådan en fantastisk dejlig og mild hund, og jeg elsker at arbejde med hende. Jeg synes, at hun virker klog og omhyggelig. Hun er så blid og sød ved Silas, og så har jeg aldrig haft så lydløs en hund. Dejligt! Tusind tak til Sarah, fordi jeg fik lov til at købe denne skønne hvalp.



Lille Ninja

Der skete dog flere store ting i maj. Silas tog sine første skridt. Og af alle steder valgte han at tage dem i forhallen på Skejby Sygehus klokken halv elleve om aftenen. Underligt sted og tidspunkt. Nok var han lang tid om at lære at gå, men det forstår man godt. Jeg vil dog sige, at da han så endelig kunne, så var det også uden ret megen vaklen.

Det blev faktisk også til ikke mindre end 3 stævner, hvoraf de to af dem var 3-dages stævner. Det ene af stævnerne var Ribe Hundevenners pinsestævne, som jeg jo er medarrangør på. Hvordan fa´n fik jeg da tid til alt det i maj?!

Juni:
Det som jeg nok husker bedst fra juni måned er nok den campylobacter-infektion, som jeg fik med hjem fra et salgsmøde. Det var ikke “skidesjovt” skal jeg lige sige, og det tager noget tid at komme ovenpå efter sådan en omgang.

Samme infektion fik også ødelagt min ugekursus-planer i Ribe Hundevenner, hvilket jo plejer at være en af denne måneds store begivenheder.

Tobias fyldte 15 år, og sikke tiden flyver afsted. Når jeg kigger på billeder fra de sidste to år, så ser jeg en kæmpe forvandling fra en stor dreng til en ung mand.

Tobias 15 år

Tobias 13 år

Juli:
Sommerferie – juhu. Den første uge af ferien går med at male huset. Det er en større omgang. Heldigvis er Tobias også meget flittig med malerrullen, og huset er som forvandlet efter sådan en gang maling. Det var bestemt hele knokkelarbejdet værd.

Før



Delvist – efterbillede

 Næste uge af vores ferie var vi afsted på Dansk Hundeferie i Nymindegab. Jeg deltog på klikkerholdet med Ninja. Ferien bød på hyggeligt samvær, og jeg har da også tilmeldt i 2011 og reserveret den samme gode og centrale plads til min lille familie.

Divas gåture under hundeferien foregik mest i barnevognen

Under hundeferien var begge mine gamle hunde lidt ustabile. Charlie tabte bagparten et par gange og dejsede halvvejs rundt. Han virkede meget påvirket af varmen. Diva var pludselig meget halt og ville slet ikke gå tur. Hun blev røntgenfotograferet og alt så fint ud. Så tid og smertestillende fik hende på rette køl igen. Jeg var en kort overgang ved at frygte for de to gamle hundes liv.

August:
Vi startede måneden med en tur til Jesperhus Resort, hvor hele familien camperede. Dejlig afslapning og en campingplads med masser af tilbud for store og små. Vi overvejer at vende tilbage i 2011.

Silas pløkker forteltet

En stor forandring var det i familien, da Tobias rejste afsted på efterskole. Sjovt at opleve, hvordan sådan et ophold hurtigt forandrer sådan en teenager. Tobias elsker at gå på efterskolen, og det er dejligt og høre om alle hans gode oplevelser deroppe.

En af årets store koncertoplevelser var U2 koncerten i Horsens. Det var første gang, jeg oplevede U2 live, og ved en tilfældighed fik min bror og jeg en plads på første parket i inner circle.

September:
Denne måned bød blandt andet på en tur i Legoland sammen med Foreningen Cancerramte Børn. Silas var helt vild med de landskaber og byer, der er bygget i Lego. Der kunne han gå i timevis.


Silas hilser på Lego-figurerne


Sidst på måneden rejste jeg sammen med Pia, Morten og Søster til VM i agility. Det var en superhyggelig tur, vi havde sammen, og vi fik også set masser af fed agility og virkelig i high-speed. Jeg synes bare, at især de der border collier havde et megavildt tempo.

Oktober:
Hele familien var på ferie i Prag. Det var bare en hygge og daske ferie i den iskolde hovedstad. Men det var især skønt at have en uge med teenageren i familien.

Ninja fik konstateret hårsækmider, og jeg kunne da næsten ikke tro, at jeg skulle have den sjældne “oplevelse” at have prøvet at have hårsækmider i min hundeflok hele to gange. Ninja fik straks et krads kemi-bad, og efter nogle uger, så blev det hårløse område langsomt dækket af hår igen. I dag er der et par hvide hår mellem de sorte på det område, men det ser i øvrigt fint ud.

November:
På månedens første dag var til fødselsdag hos Robin og Ian, som fejrede deres fødselsdag i Kattegatcentret. Som til så mange andre arrangementer på den her side af august, havde vi kun Silas med, men det var også sjovt at se, hvor meget han fik ud af de mange fisk. En hyggelig dag med familien Brigo og venner.

NM i agility blev afholdt i DK, og jeg synes da lige, at jeg ville køre derover og kigge på. Hvilket jeg faktisk fortrød, at jeg brugte tid og penge på. Det var skisme ikke noget særlig godt arrangement. Tidtagningsanlægget havde udfald fra tid til anden. Der var så ringe akustik, at man ikke kunne høre, hvad der blev sagt i højttalerne, og informationstavlen var så lille, at man ikke kunne se, hvad der stod. Så man kunne slet ikke følge med i tider eller placeringer.

November bød også på lidt hundearbejde. Jeg havde igen fornøjelsen af at deltage i et kursus, hvor Johanna var instruktør. Ninja viste bare supergode takter på dette kursus, hvor der var fokus på tricks og samarbejde. Jeg kunne næsten flyve hjem på Johannas mange rosende ord

December:
Jeg har holdt orlov fra mit job i dec (bortset fra nogle enkelte arbejdsdage med planlagte møder). Der var så mange ting, der skulle ordnes samtidig med jobbet. Rygtræning, tandlægebesøg, lægebesøg, møder og aftaler ift Silas. Jeg havde også drømt om overskudstid til mig selv og ekstra gøremål, men det blev der ikke meget af.


Vilstrup Kirke titter op bag den kolde grøftekant


Men jeg har forstået at nyde, at jeg ikke var tvunget ud på lange køreture i det fantastisk smukke vintervejr, som jeg har nydt. Hvor har det bare været flot. Her nytårsdag er næsten alt sneen desværre ved at være væk igen

En dejlig juleaften blev holdt sammen med Henriks familie, og juledagen sammen med mine forældre. Igår sagde vi farvel til 2010 og goddag og velkommen til 2011 hjemme fra Havvejen, hvor vi bare var os (to- og firbenede) samt vores Wii, som holdt os lidt igang.

Ja, det var så det år. Nu er der allerede hul på 2011, og jeg håber, at dette år bliver knapt så “udfordrende” som de foregående 4 år.
Godt nytår til alle mine bloglæsere. Det har været hyggeligt, når I lidt mere “hemmelige” læsere ind i mellem har givet jer til kende. Vi ses til flere blogindlæg i 2011.

NM i agility

Søndag var der Nordisk Mesterskab i agility. Værtsskabet går på tur mellem de nordiske lande og i år var det Danmarks tur til at afholde mesterskabet. Så det var jo relativt let at bevæge sig afsted til arrangementet. Selve arrangementet vil jeg nu ikke rose, synes faktisk at det var en ringe standard, når man nu tænker på, at det faktisk var et NM.

Men det, som det faktisk handlede om derovre i Gladsaxe, var jo også mest agility, og der var meget flot agility at se på. Specielt finnerne leverede virkelig klasse-agility. De var jo ikke bare lidt hurtigere…. Men meget! Desværre kan jeg ikke finde resultaterne på DKKs hjemmeside endnu. De har også kun gidet at nævne 3 ud af Danmarks 5 medaljer på hjemmesiden. Suk!

Så kan det godt, at der sidder et par stykker som tænker: Hvad skal du også bruge resultatlisterne til, for du var der jo selv?! Ja, det var jeg, men:
Resultaterne var “blæst op” på et lille lærred, som vel var 1,5×1,5 m og det er måske liiige lidt nok til en sportshal. Jeg kunne i hvert fald ikke læse resultaterne.

Jamen, så kunne man vel høre dem i højttalerne?? Nej, det kunne man desværre ikke, for akustikken var elendig. Speakeren er normalvis ellers god nok, men det nytter ikke så meget, når det lød som om, at han talte med et stykke papir for munden, når han talte.

Nå men når bare man kan se tiderne på tidtagningsanlægget, så kan man da følge lidt med, ikk? Jo det kan man i hvert fald, men desværre var tidtagningsanlægget ret ustabilt, så ved en del af gennemløbene så kunne man ikke se tiden (gætter på at det så var den manuelle tid, der talte…. suk også til et NM)
Så jeg synes, det var meget svært at følge med i stillingen, og det synes jeg faktisk var ret ærgerligt. Så på spørgsmålet om det var køreturen værd, så hælder jeg nok mest til at svare nej.

Men hvis man havde set det hele hjemmefra på sin pc, så havde man jo ikke fået stemningen med. Især en flok dansemus, der havde øvet diverse festlige danse, gjorde sit til at give stemning. Det havde dog ikke helt samme effekt som ved VM, hvor det vælter ned med folk, som vil danse med, men jeg synes det var sejt kæmpet af den lille sluttede flok.

Ellers var det en god hal med gode tilskuerpladser. Dog med et cafeteria, der sjældent er set ringere eller langsommere. De kunne have tjent masser af penge på det her mesterskabs tilskuere, men den lange ekspeditionstid afholdt vist flere fra at handle der.

Simic, som jo er Ninjas mor, lavede et flot comeback efter at have været lidt “nede” (efter at have haft Ninja og hendes søskende “på slæb”) var med til at vinde hold guld – og individuelt vandt Simic og Sarah bronze. Tillykke!

Derudover vandt både lille og mellem holdene sølv og den sidste individuelle medalje til Danmark blev vundet af Ann-Britt med Diesel.