Tag: betragtninger

Dette indlæg er egentlig afledt af et andet blogindlæg, hvor en af kommentarerne til indlægget beskriver “nydelige” mennesker og hvor overrasket man kan blive over dem.

Henrik og jeg var i Bilka en dag for længe længe siden. Vi taler nok et år eller to siden. Men denne oplevelse kan vi begge huske, for vi stirrede bare måbende på hinanden, da det skete, og har siden moret os meget over den.

Henrik og jeg havde bare fundet en lille håndfuld varer på turen rundt i Bilka, så vi styrede stille og roligt (normalt indkøbstempo) mod “Quick-kassen”. Ca 4-5 meter før vi nåede hen til hvor varebåndet startede, kom en midaldrende dame i et meget højt tempo og kastede sig nærmest ind foran, så Henrik og jeg lige måtte “bremse” lidt for ikke at kollidere med hende – og ikke mindst hendes mand, som derefter kastede sig ind bagefter konen, og parret endte nu foran os klar til at lægge deres varer på båndet.

Det var måske ikke det værste. Det var mere hans lettere forpustede (og triumferende) kommentar til sin kone: Skidegodt!!.

Hvis man ikke havde været lidt overrasket og lettere chokeret over nydelige menneskers manglende pli, så skulle man da næsten have trykket dem i hånden og ønsket tillykke med, at de kom gennem kassen 2 minutter hurtigere, end hvis de havde haft (i mine øjne) normal pli.

Behøver jeg at sige, at de naturligvis heller ikke kunne tælle til max.10 varer?

I dag skulle jeg på jobbet lave en af de opgaver, som til tider kan hænge mig langt ud af halsen. Faktisk kunne jeg godt have været krøbet udenom, da det oprindeligt kun var meningen, at jeg skulle bistå en kollega på opgaven, men da jeg til syvende og sidst er hovedansvarlig på hele denne kundeopstart og vidste, at min kollega var meget savnet i vores driftsafdeling, så besluttede jeg at tage opgaven selv.

I al sin enkelhed går denne opgave ud på at møde op på div. plejecentre med en masse på forhånd udvalgt tøj, som personalet så skal prøve for derefter at afgive deres bestilling på deres nye jobtøj. Nogen gange skal jeg rode længe i motivationsposen for at glæde mig til denne type opgaver. Det irriterer mig faktisk lidt, at jeg har det sådan, for det er skam en ganske udmærket opgave.

Så jeg besluttede simpelthen, at jeg ville have en mission for dagen på det plejecenter, som jeg i dag skulle besøge. Jeg ville smitte med glæde og være så serviceminded og rådgivende, at personalet ville gå glade ud af “mit” lokale. Med til historien hører måske også, at personalet i denne type opgaver nogen gange kan være ret negative over kommunens valg af nyt job tøj og give udtryk for diverse frustrationer, som vi ikke rigtig kan hjælpe dem med.

Ha-Ha. Opgaven skulle faktisk vise sig at være ret let. For på dette her plejecenter var der i forvejen en utrolig positiv ånd, og jeg fornemmede i løbet af dagen, at der var stor kollegial omsorg, og jeg blev i dobbelt godt humør af at høre personalet tale sammen på gangen udenfor lokalet. Jeg nød at guide til dem bestilling af deres nye jobtøj, og jeg synes faktisk, at jeg havde en helt igennem fantastisk dag på jobbet.

Moralen for dagen er faktisk hele to ting:
1 – Sindsstemninger smitter
2 – Det er holdningen til ens opgaver, som ofte afgør, om de er drøje eller lette at udføre

… hvis du vil have den.

Lykke er en underlig størrelse. Danskerne er efter sigende verdens mest lykkelige folk, men jeg synes, at jeg oplever mange, der higer efter en evig lykke, og giver udtryk for alt andet end tilfredshed med deres liv. Det er som om, mange siger, hvis bare…..

• jeg blev skilt og var fri
• vi vandt i Lotto
• vi kunne komme ud at rejse
• vi fik den nye flotte sofagruppe
• alle i familien havde deres egen bærbare eller IPad

Eller hvad udsagnene nu kan være….  Store eller små. Men ville det være en lykke? Næhh, jeg tror sjældent, at ovenstående ville bringe mere lykke. Jeg tror, at lykken handler om at finde roen i sig selv og finde ud af, hvad ens værdier er. Man skal holde op med at hige efter alt det, som man ikke har, og værdsætte det, som man har.

Lykkefølelsen kan være sådan lidt op og ned. Nogle dage føler man sig så lykkelig, at det er lige før man sprudler over. Jeg var meget forundret over, at mærke denne sprudlende lykkefølelse en dag midt i Silas´ kemoforløb. Selvom det nu er et par år siden, så husker jeg stadig min forundring over at have en stor lykkefølelse på netop det tidspunkt, hvor jeg måske burde være allermest ulykkelig og fortvivlet.

Det hele var stadig relativt nyt for os. Silas har vel været 5 måneder gammel og to måneder forinden, havde han fået diagnosen Langerhans Celle Histiocytose og en prognose på 50% for overlevelse, og jeg fattede ikke, at jeg kunne stå der midt i min angst og føle mig så fandens lykkelig….. Det var faktisk lidt af en øjen-åbner for mig og min opfattelse af lykke.

Siden har jeg dog observeret, at mange af de forældre med kritisk syge børn, som jeg har lært at kende gennem de sidste par år, ganske ofte udtrykker en stor lykkefølelse og ikke mindst taknemmelighed for de små ting i livet. For nogen af disse forældre skal der desværre nærmest mirakler til, hvis deres børn skal overleve (men miraklernes tid er ikke forbi), men det forhindrer dem ikke i at føle sig lykkelige, og det synes jeg på en eller anden måde er meget interessant.

Især hvis jeg kigger mig omkring, og mine øjne falder på personer eller familier, hvor tingene ser ud til at gå lidt ligesom en leg, men samtidig oplever at samme personer beklager sig i ét væk over småting og er utilfredse og kede af (i mine øjne) mindre betydningsfulde ting.

Jeg føler mig overbevist om, at lykken ligger foran ens fødder, hvis man bare vil være lykkelig og tilfreds i sit liv.

Hvor tit har du hørt den sætning – og hvor tit har du måske ikke selv brugt den?

Jeg tænker, at de fleste kan få råd til de ting, som de gerne vil, hvis de virkelig gerne vil. Naturligvis indenfor rimelighedens grænser, så et slot eller noget i den stil er ikke noget af det, som jeg hentyder til i dette indlæg, og der findes også folk, som desværre har så få midler, at det er meget svært at flytte ret meget rundt for dem, og hvor de bare må prioritere at få et usselt tag over hovedet og lidt mad i halsen – og ingen kigger misundeligt efter hverken deres kostplan eller deres bolig.

Men for størstedelen af den danske befolkning, så kan de prioritere sig ud af mange ting, hvis der er noget, som de virkelig gerne vil.

Når jeg hører folk sige, at de ikke har råd til dit og dat så tænker jeg ofte på denne lille episode, der udspillede sig i min mødregruppe.

Vi var i mødregruppen fire piger, og vi havde aftalt at mødes hjemme hos mig den efterfølgende torsdag. Jeg havde i skyndingen glemt, at denne torsdag ikke var så heldig for mig, da vi hver anden torsdag fik gjort rent. Jeg var lidt beklemt ved at skulle sige, at det ikke kunne blive hos os og måske mest af alt også hvorfor. Til sidst måtte jeg forklare årsagen, da de ikke lige kunne forstå, hvorfor jeg godt kunne deltage men ikke lægge hus til den torsdag. De tre piger reagerede også med et udtryk, der lignede en blanding mellem forargelse og misundelse og sagde nærmest i kor: “Hold da op! Har I da råd til det?? Det har vi godt nok ikke råd til!”

Jeg var næsten lidt flov, indtil jeg kom hjem og kom til at sammenligne min lille familie op mod de tre andre familier og forskellene i vores prioriteringer, som var åbenlyse for enhver.

To af familierne bor i nybyggede huse. De tre familier havde alle stationscars i den lidt større familieklasse. Ikke noget med at “nøjes” med en 307´er eller en Golf. Kan også huske, at den af mødrene fortalte, hvor dyrt deres fjernsyn havde været, for kun det bedste var godt nok for hendes kæreste (om jeg så adderede alle de fjernsyn, som jeg gennem hele livet kommer til at købe, så ville jeg vist ikke komme i nærheden af prisen for deres ene fjernsyn). Eller den far, der havde været ude at købe alle møbler til lillemanden – alt i spritnyt Leander.

Hjemme hos os gider ikke at bruge alle vores penge på bolig, og vi går ikke op i biler. Fjernsyn ser vi næsten ikke, og vi kunne da uden besvær nøjes med at ofre kr. 4.000 på vores fladskærm, for det er ikke vigtig for os. Men der er ingen tvivl om, at de andre tre familier kunne få gjort rent i uendelig mange timer, hvis de prioriterede på samme måde.

Jeg siger ikke, at vores prioritering er mere rigtig end deres, men jeg konstaterer bare, at det er forskelligt, hvad der har værdi for folk, og at det meget sjældent holder vand, når man siger, at man ikke “har råd”. Man har råd, hvis man brænder nok for det. Langt hen af vejen, så vælger vi selv, hvad vi vil have råd til.