Tag: betragtninger

Fuld af hemmeligheder

 Der er nu noget særligt ved hemmelige “missioner”. I weekenden oplevede jeg sådan en. For nogle uger siden fik jeg en invitation fra jobbet. Salgsafdelingen var blevet stillet en fest i udsigt, hvis vi nåede et bestemt mål, og på en af årets sidste dage lykkedes det en af mine kolleger at hive en større ordre i land, der gjorde at festen var hjemme.

Invitationen lød bare på, hvor og hvornår vi skulle mødes, og at dress code var inspiration fra James Bond verdenen. Os som boede langt væk havde fået tildelt et hotelværelse i Kbh.

Spændte stod der så flotte mænd i sort/hvid Bond-stil og lækre Bond-piger. Vi blev hentet og fragtet lidt rundt i Kbh og omegn, indtil vi havde fået samlet alle mand. Ingen anede noget om, hvad vi skulle og der blev gættet helt vildt. Sikkert meget underholdende at høre på for chaufføren, der jo nok kendte sin destination.

Klar til Bond-fest

Vi havnede på vores salgskontor (det var der vist ingen, der havde gættet på), der er var omdannet til festlokaler med rød løber og levende lys og hvad der hører sig til, når det skal være festlig og hyggeligt. Vi fik god mad og masser af hygge. Efter middagen fik vi besøg af et par prof. dealere, der skulle lære os om roulette og 21 ved de to opstillede spilleborde. Vi fik udleveret 10.000 plastikpenge, som vi måtte lege med, og den som havde flest plastikpenge, når der var gået to timer ville vinde en præmie. Alle sælgere vil vinde. Det er vel vores natur.

Nogen kunne stå med 80.000 og pludselig med en tom pengepose. Jeg selv var måske oppe på 15.000 på et tidspunkt. Talte dem faktisk ikke, men jeg endte også med en tom pose. Hvis det havde været ægte penge, som jeg kunne putte i lommen og gå derfra med, så havde jeg ikke spillet hele dynen op, men da jeg vidste, at jeg nu skulle stikke et rimelig højt beløb for at vinde konkurrencen, så var det lige som bare “vind eller forsvind”, og der var ingen idé med at stå tilbage med kr. 8.000 på lommen.

Til midnat blev vi hentet af tre hvide limousiner og nu skulle den hemmelige tur så fortsætte. På vej ud til limousinerne fik vi stukket en kuvert i hånden, som vi først måtte åbne ved ankomsten til næste destination. Så kørte vi ellers Kbh tyndt i de tre store limousiner. Mon ikke det har vakt lidt opsigt. Da vi ankommer til Radisson Blu står en af mine bekendte helt tilfældigt udenfor, og da hun ser de tre hvide limousiner, fortæller hun efterfølgende, at hun nysgerrigt tænkte. Mon det er nogle kendte ?? – og ud stiger faktisk hele tre personer, som hun kender (det var nu nok ikke det, som hun mente med kendte).

I limousinen – skål!

I vores kuverter lå der kr. 500, som vi kunne fornøje os med på det ægte casino. Nogle puttede pengene i lommen og tænkte, at de hellere ville købe sko (kvinder naturligvis), mens få spillede lidt. En mine kolleger vandt nogle hundrede kroner på 21, og da hun rejste sig, overtog jeg hendes plads. Men jeg havde ikke lige prøvet at spille ved 21-bordet, da vi bare trænede, så det gik ikke så heldigt. Så jeg fortrak til rouletten, hvor jeg fik lidt gang i mine penge igen, men jeg genvandt aldrig mit startbeløb. Da jeg valgte at stoppe og veksle, havde jeg 350 kroner, og havde faktisk hygget mig ganske længe for de 150, jeg havde tabt.

Mine kolleger og jeg var ret overraskede over klientellet på sådan et sted. Vi mødte tilsyneladende ikke op med den dress-coden som den almindelig casinogæst fulgte. Der var godt nok fyldt med underlige typer. Det i sig selv var ret interessant at betragte.

Pludselig var klokken 03.30 og alle mine kolleger var væk……  Jeg havde været så optaget af spillet, at jeg ikke havde opdaget, at de forsvandt. Casino rummer jo heller ikke rigtig noget socialt. Folk er jo dybt koncentreret ved bordene, og at man ikke skal sidde og være ukoncentreret ved 21-bordet kunne jeg da også høre, da en af de andre ved bordet fik bud på at koncentrere sig eller skride, fordi han ikke fulgte med i spillet.

Det var en smadderhyggelig aften og en stor del af det hyggelige var jo det hemmelige. Tænk over det hvis du vil overraske en god ven, veninde eller kæreste. Der er bare noget helt særligt ved, at nogen har forberedt noget specielt til en – og der behøver faktisk ikke at indgå en limousine eller noget fint og forkromet i arrangementet.

Agility er som medicin….

Det var min konklusion efter torsdagens træning i Sannes Hundecenter. Jeg havde ikke været til træning de sidste to torsdage pga frost-lukket i centret/bisættelse og noget arbejde, som forhindrede mig. Faktisk var jeg bare flad og doven og derfor tæt på ikke at køre de 55 minutter til Hedensted og i stedet blive liggende på min sofa. Men jeg fik sparket mig afsted alligevel.

Dejlig træning. Ninja var skøn at træne med – som altid! Da jeg kørte derfra, så var jeg næsten helt høj og tænkte faktisk, at denne træning var det mest energi- og glædegivende, jeg havde oplevet i flere uger. Jeg tænkte de snart 5 år tilbage, hvor jeg var stress-sygemeldt og huskede også, hvor stor en forskel agilityen gjorde for mig dengang. Det er da fantastisk!

Den sidste måneds tid har faktisk ikke budt på særlig mange glædelige ting, synes jeg. Jeg synes nærmest, at det ene har været værre end det andet. Jeg kan forholde mig til at skulle kysse gode Diva godnat for sidste gang efter et godt langt liv og vide, at det hele var fredfyldt. Det kniber noget mere med Cookies måde at forlade blive revet ud af denne verden på. Jeg havde det meget skidt med det i flere dage, for jeg ved jo, at hans liv var for kort, og at hans sidste oplevelser absolut var alt andet end positive, og vejen til døden ikke fredfyldt og smuk. Jeg græd så mange tårer over den måde, som Cookie kom herfra. “Min” lille Cookie fortjente bare bedre.

Men det var som om alt med Cookie blev så ligegyldigt (set i perspektivet i hvert fald), da jeg for to uger siden modtog beskeden om, at mine venners søn på 15 år var sovet ind efter mange års sygdom. Selvom et dødsfald kan være “rigtigt”, fordi en træt og slidt krop for fred, så er det i mine øjne så forkert, at forældre skal begrave deres børn, og jeg kan desværre godt tillade mig at sige, at jeg kender frygten for at miste, men heldigvis ikke til at miste. Det, som jeg har følt på egen krop berører nok også nogle andre knapper i mig end hos de fleste andre i vennekredsen (heldigvis for dem). Siden jeg fik den triste besked har mine tanker nærmest konstant været hos familien, som trods det hele tackler det hele så flot og åbent.

Tja den sidste måned har som man kan se ikke budt på mange solstrålehistorier eller overskud til at blogge (eller læse div blogs for den sags skyld). Jeg tror på ordsproget om at efter regn kommer altid solskin…………..

Medmennesker…..

Ofte kan jeg undre mig over folks menneskesyn og intolerance. Mest af alt kan det undre mig, hvor meget negativ energi nogen kan bruge på andre. Masser energi, der lidt konstruktivt sagtens kunne bruges på andre og mere positive ting.

Når man er mor til en teenagesøn, så må man somme tider lægge ører til, hvor meget f.eks en efterskolekammerat kan være provokerende eller dum. For nogle unge er det tilsyneladende svært at indordne sig under efterskolenforholdene/-kammeratskaberne. Nogen af dem har måske også deres at slås med i forvejen, og det bedste råd jeg kan give videre til Tobias er, at han skal bære over med dem og om ikke andet, så kan han have ondt af dem, fordi de ikke mestrer at indordne sig og være gode kammerater på skolen. Jeg tror bestemt gerne, at han forsøger at hjælpe dem på vej, men nogen gange rækker ens intentioner ikke mod sådanne opgaver. Selvom medlidenhed ikke er en særlig positiv følelse, så bruger man dog ikke så meget energi på medlidenhed, som irritation i de her tilfælde.

Gennem en periode bemærkede jeg, at en bekendt jeg har, i sin omtale af andre personer altid var negativ. Det gjaldt både hendes familie og vores fælles bekendte (af nærmere og fjernere karakterer – især nok de fjerne). Det var ikke fordi hun nødvendigvis sagde negative ting om personerne, men gav tydeligt udtryk for, at deres selskab ikke var specielt ønsket – ikke overfor dem selv, men overfor andre. Men nogen af dem fik også det “glatte lag” med på vejen.

Da jeg havde hørt sådan om mange fra hendes mund, kom jeg til at tænke på, at jeg jo faktisk også kender rigtig mange af de samme personer, men jeg har det slet ikke på samme måde med dem. Det kan da godt være, at der er enkelte iblandt dem, som jeg ikke lige invitere dem med på en uges ferie i campingvognen, men jeg kan sagtens være i stue med dem og føre en civiliseret samtale med dem. For mig er rummelighed og tolerance et værktøj, der gør livet en del nemmere, og som (med årene) faktisk ikke falder mig ret svært. Desuden er jeg af den overbevisning, at alle rummer noget godt, og folk nogen gange har en årsag til at agere, som de gør. I min verden er der uendelig langt mellem onde mennesker.

Hvis du også ser dine medmennesker gennem mørke briller, så prøv et lidt mere lyst og åbent syn på dem. Lad det evt. være et nytårsfortsæt. God nytår!

Skal – skal ikke?

Jeg har gennem længere tiden gået og overvejet at sterilisere Ninja. Men jeg vakler sådan lidt, der er jo både for og imod.
Overvejelserne begyndte dengang Ninjas kuldbror fik konstateret OCD. Så var min tanke bare, at udover, at det var praktisk nok at slippe for en løbsk tæve – med en ægte hanhund i huset, så ville jeg da heller ikke blive fristet til at lave et kuld hvalpe på Ninja. Det er nu overhovedet heller ikke med det formål, at jeg har købt hende, men derfor kan man jo aldrig vide sig sikker, hvis man synes, at ens tæve har noget at byde på…. og finder den rette hanhund osv.

Jeg må indrømme, at jeg tror på, at OCD i høj grad også er arveligt – jeg tror i hvert fald, at hundene er arveligt disponerede. Der er godt nok også respekterede opdrættere, der hælder til den tro, at det mere handler om, at hvalpekøberne ikke passer godt nok på deres hvalpe. lader dem løbe og lege for vildt og/eller fodrer dem forkert, og at det ikke har det fjerneste med genetik at gøre. Men det er da påfaldende underligt, at der er tydelige sammenfald i stamtavlerne på de fleste  af de hunde herhjemme, der har fået konstateret OCD de seneste par år. Disse “uansvarlige” hvalpekøbere kunne man jo næsten mistænke for at udvælge deres hunde specifikt efter disse linjer……  Hvor sandsynligt er det??

Det virker dog som om, at jeg måske bare er hysterisk og pessimistik, for folk er stadig helt pjattede efter at avle på disse linjer. Men hvad ved jeg også om avl og genetik? Ja sådan set ikke noget særligt (bortset fra arvegangen på Cystisk Fibrose, som i øvrigt er den samme som på CEA – dermed lærte hundefolkene også noget i dag, men CEA har jo intet med en evt. arvegang for OCD at gøre)

Ninja – en oplagt hund, der mageligt ligger på ryggen og leger

Jeg har stadig ikke steriliseret Ninja. Gør jeg det?

Måske…. Jeg gør mig også lidt tanker om, hvad der sker med hendes pels, hvis jeg steriliserer. Har ikke lyst til at løbe den risiko, at hun bliver en stor pels-bolle, der fælder året rundt. Jeg kunne også godt bruge de kr. 3-4.000 til noget andet lige nu. Sådan set er hun upåvirket af løbetiderne, men de ville da være rart nok at slippe for dem. Hvis jeg nu ikke steriliserer hende overhovedet og senere skulle ændre mening om hvalpe, så kan jeg vel få vished for, om det bare er mig, der er pessimist og smådum, for genmaterialet spredes jo til stadighed til højre og venstre, så risikoen for OCD er jo eksisterende hos de mange nye hvalpe, hvis det er genetisk betinget. Måske kommer der ikke flere OCD tilfælde. Måske ligger det også bare gemt i generne og kommer om en generation eller to, kunne man vel frygte, når man nu ikke kender så meget til arveligheden, måske får man styr på arveligheden?!
Tja, som sagt – jeg har ikke forstand på det. Jeg er bare en simpel hundeejer, der kun kan læne sig op af min fornuft og logik og derudfra forsøger at drage en konklusion, som gør, at jeg lige nu ikke overvejer at lave et kuld hvalpe. Heller ikke selvom OCD “bare” kan “fikses” operativt i de fleste tilfælde.

Forkerte motiver

Man er et produkt af den “bagage”, man bærer rundt på. Det er nok derfor jeg synes, at børnetøj med engle er helt helt forkert, selvom markedet bugner med pigetøj med engleprint på. Jeg stivner også nærmest helt, hvis nogen kigger sødt på Silas og siger “Nej hvor er han da bare en lille engel”. I min verden har jeg desværre lært, at børn ikke omtales som engle, fordi de er søde, men desværre fordi de er døde. Men jeg ved godt, at de fleste andre ikke tænker sådan, og naturligvis ikke mener noget andet end, at ens barn er en dejlig unge.

Men forresten kan jeg heller ikke lide dødningehoveder på børnetøj…. Synes bare også det er upassende. Så dem kan andre få lov til at købe, så snupper jeg dem med robotter, tal og motorcykler på