Tag: Charlie

Krydser fingre for Charlie

Igår da jeg kom hjem fra arbejde blev jeg modtaget af Charlie, der kom løbende hen til mig i et sprudlende humør og kastede sig ind/op af mit ben. Jeg smilede i hele hovedet over min gamle og glade hund.

Tjek bare lige denne 6 sekunders video, som jeg snuppede i haven forrige weekend. Han er så fjollet og glad.

Og sådan kan det hele vende indenfor et døgn. I dag har jeg arbejdet hjemmefra og om eftermiddagen, hvor Charlie lige skulle rejse sig fra kurven for at tjekke, at han ikke gik glip af noget, så det ved første øjekast ud som om hans ene forben bare sov, men da jeg i næste øjeblik så hans hoved hænge lidt på skrå, så blev jeg ret bekymret.

Jeg satte kursen mod Rødding Dyrehospital og prøvede at forberede mig på at skulle sige farvel til Charlie, mens jeg tænkte, at dette var værre “sidste tur”, når jeg nu ikke havde kunnet forberede den. Øv hvor var jeg ked af det og bange for, at det nu pludselig var slut.

Inde på klinikken slingrede Charlie lidt rundt, som om han var sidetung. Men han følte sig tydeligvis ikke hæmmet på den måde, for han havde da været klar til at hoppe ud af bilen, da jeg åbnede buret, hvilket helt klart ikke ville være en opgave, som han kunne magte.

Dyrlægen gav sig rigtig god tid. Men der var ingen tvivl om, at det var i hjernen, at det var galt, for hans blik hakkede så underligt op ad. Hun undersøgte reflekser mm på ham, og sagde at det sandsynligvis var en blodprop i hjernen. Hun syntes faktisk, at han så ret fin ud og hun gav ham umiddelbart gode chancer for at komme sig.

Charlie var/er meget afslappet, men stadig opmærksom.
Billedet er taget, mens jeg sad og ventede på besked vedr. omtalte projekt

Hun fortalte om et projekt, som “Landbohøjskole” (ja, jeg ved godt at det ikke hedder sådan mere….) havde vedr hunde med blodpropper i hjernen/hjerneblødningen. Hun ringede til den ansvarlige dyrlæge, som umiddelbart fandt Charlie “interessant” ift projektet. Dyrlægen vil så ringe til mig imorgen og høre, hvordan det går med Charlie og derudfra afgøre, om de gerne vil have ham MR scannet. Scanning mv betaler projektet, som har til formål at gøre dyrlægerne klogere på området.

Nu ligger han for mine fødder og snorker på sin velkendte måde. Han slingrer stadig, men “glemmer” det vist. I haven trimlede han i hvert fald rundt i sneen et par gange, fordi han var lidt for hurtig til bens. Han er opmærksom og glad.

Charlie – lige før afgang til dyrehospitalet sad ca 5 minutter
 og observerede ham – og tog billeder – tænk hvis det var sidste gang….

Jeg håber så inderligt, at han kan komme sig, for jeg synes, at han er for frisk at sige farvel til endnu, selvom han er 14 år og 8 måneder. Han er så pjattet og livsglad, og jeg er bare ikke klar….

Det første døgn er mest kritisk og indtil videre er der ikke sket nogen forandringer siden i eftermiddags.

Gammel, men egentlig vældig fit

Ja, det kan godt være, at jeg sådan lige har rundet de der 40 år, men det er ikke mig, blogindlægget her handler om, selvom nogen måske fik den tanke pga overskriften.

Det er derimod Charlie. Gennem længere tid har jeg haft en alvorlig mistanke om, at Charlie havde dårlige nyrer. Han tømmer gerne vandskålen og er nogen gange nærmest besat af at drikke vand, som følge deraf skal han også tisse en del. Som en ekstra lille bonus, sker det en gang eller to om ugen, at han vækker mig, fordi han skal ud tidligt om morgenen.

Nu tænkte jeg så, at jeg ikke kunne trække det længere. Jeg synes også, at hans tænder var blevet lidt grimme, men tanken om en 14 år gammel hund i narkose, gjorde mig utryg. Specielt når jeg var 99% sikker på, at de der nyrer var helt tossede.

Jeg fik booket en tid hos Rødding Dyrehospital og proppet en urinprøve i tasken. Jeg hader virkelig at tage til dyrlæge med mine gamle hunde. Jeg har tårer i øjnene, når jeg træder ind i konsultationen, fordi jeg er så pissebange for, at dyrlægen finder alt muligt uhelbredeligt, og at dette besøg pludselig er det sidste besøg.

Charlie

Så jeg træder ind af døren med en hund, der sådan rent klinisk virker som en rigtig fin 14 årig. Men bag facaden forventer jeg, at der (som minimum) findes dårlige nyrer og en tand eller to, der bør trækkes ud.

Blodprøve og urinprøve viser en rigtig fin hund med helt normale værdier. Dvs fin lever, meget lille men meget ubetydelige skævhed på nyrerne og ingen sukkersyge. En lille mislyd på hjertet, men ikke noget alarmerende – hjertet er jo ikke nyt mere. Men hvorfor tømmer han så den vandskål?

Dårlig vane eller måske Diabetes Insidipus, som ikke er at forveksle med “rigtig” diabetes. Det er faktisk en kendt følgesygdom ved Langerhans Celle Histiocytose, som jo var den sygdom, som Silas fik diagnosticeret da han var 11 uger. Så jeg kendte godt diagnosen, hvilket jeg kunne se overraskede dyrlægen. Uden at have slået sygdommen op igen, så synes jeg at huske, at det er noget med et hormon, der skal koncentrere urinen, som patienten ikke har/danner. Det er en eller anden hypofysedefekt. Sygdommen er mere til gene for mig end for Charlie (generende for mig, fordi jeg nogen gange blive jaget op kl 05.30 i weekenderne for at lukke ham ud at tisse), så vi piller ikke mere ved det.

Efter at have fået de fine svar på prøverne blev Charlie indlagt til en gang tandrensning. Jeg forventede, at der måske ville smutte en tand eller to ved den lejlighed. Så jeg var da glædeligt overrasket over, at han havde samme antal tænder, da jeg hentede ham igen. Faktisk var han også superfrisk efter narkosen, hvilket jo også er et godt tegn.

Det har været skønt, at få de fine svar på prøverne. Der er ingen tegn på, at han står med så meget som forpoterne i graven. Og jeg ved nu, at jeg ikke behøver at være så hysterisk, hvad angår Charlie og mad. Nu må han også få lidt “lækkerier” som tyggeben og tørrede ting og sager – og ikke bare nøjes med senior tørkost. Dejligt med ekstra livskvalitet på ens gamle dage. Det har GammelFar fortjent!

Min alderspræsident

“Gammelfar” aka Charlie bliver 14 år i dag. Jeg har aldrig haft en ældre hund (men både Diva og Jack blev begge 13 år). Egentlig er han i meget fin vigør, men alderen trykker selvfølgelig.

Han sover rigtig meget og snorker rimelig højt. Hørelsen er heller ikke så fin mere, den svinger mellem stokdøv og hørehæmmet. Om det er fordi han ikke hører så godt mere, at han er blevet så indiskret ved jeg ikke, men når han ligger og “vasker” sin gamle krop, så foregår det med højlydt grynten og gnasken.

Charlie elsker at gå på solo-opdagelse i det høje græs

Charlie er ofte mit vækkeur i weekenderne. Som regel begynder han at pibe mellem 6 og 7. Nogen gange for at få opmærksomhed og andre gange er det fordi han virkelig virkelig skal ud at tisse. Imorges tror jeg, at det mest var førstnævnte, og nu kunne jeg faktisk sove længe for en sjælden gangs skyld – troede jeg! Anyway jeg synes jo egentlig, at det er tidsspilde at sove længe, så nu sidder jeg klokken 7 og skriver blogindlæg (som jeg først offentliggør lidt senere, når jeg har fået taget et par billeder af fødselsdagsbarnet – desværre er Charlie ikke særlig fotogen)

For 1-2 måneder siden var jeg ellers ret bekymret for Charlie. Uheldigvis var han blevet fodret med Ninjas foder i en måneds tid, og jeg syntes han var blevet meget tørstig og i øvrigt tissede meget læænge, når jeg lukkede ham ud om morgenen. Jeg tror ikke lige, at hans nyrer havde så godt af andet end hans seniorfoder. Jeg skyndte mig at skifte tilbage på seniorfoderet igen, og nu efter et par måneder virker han noget bedre.

Morgenens leg i køkkenet
(der var lidt for meget fart på motivet, iftt hvad min iphone kan præstere)

Den bedste indikator for en bedring er dog det, som Ninja viser mig. For et par måneder siden ignorerede hun nærmest Charlie. Hun forsøgte ikke at få en leg igang og slæbte ikke rundt på ham i kraven, som hun ellers så ofte gør. Men det er anderledes nu. Nu leger de højlydt og løber også rundt sammen, men legen går oftest ud på, at hun “tygger” på Charlie og trækker lidt rundt på ham – gerne mens han ligger på ryggen på gulvet. Det, at Ninja har genoptaget legen fortæller mig, at han har det meget bedre. Gode gamle tålmodige Charlie leger stadig med trods sin høje alder.

Søvn og gamle hunde

Hvis nogen synes, at jeg engang imellem har så store poser under øjnene, at jeg kunne bringe storindkøb fra Bilka hjem i dem, så vil de fleste nok gætte på, at det er, hvad man kan forvente, som småbørnsforælder. Men lad mig sige med det samme, at Silas er helt uden skyld i det.

Det er mest min egen (fordi jeg ikke er så god til at finde i seng om aftenen) – og ikke mindst Charlies skyld. 50% af nætterne/tidlige morgener er det nemlig Charlie, der “venligt” sørger for, at jeg ikke ligger og snuer hele dagen væk. Typisk starter Charlie med “skønsang” mellem kl 03-06. Nogen gange vil han fortælle mig, at Diva altså skal ud (hun er ikke så god til at sige det selv og er med alderen desværre ikke ret god til at holde sig om natten, så hun står bare i tripper i sit bur), andre gange er det fordi vandskålen er tom, eller at han konstaterer, at han vist selv har noget, som han gerne vil af med ude i haven. Andre gange er det vist bare for at “berige” mig med skønsangen…. Og det hænder da også, at det lykkes ham at lave en trio, hvor Diva og Ninja bakker ham op.

Hvis klokken er på den anden side af 05, står jeg som regel op, men er meget omhyggelig med ikke at give hundene for to kroners opmærksomhed, og går som regel bare op i stuen og lukker lågerne ved trapperne, så hundene ikke har mulighed for at gøre mig selskab. Der er jo ingen grund til at belønne dem for div. koncerter.

Faktisk kan jeg godt lide at stå tidligt op og få noget ud af dagen, men jeg kan faktisk også godt lide at ligge og gasse den i sengen, selvom jeg ofte ligger og ærgrer over alt det, som jeg kunne have udrettet, hvis jeg ikke havde sovet så længe.

I dag sørgede Charlie for at vække mig kl 05.00, men da jeg ikke lige kunne se en god grund til hans “sang” fik han en lille skideballe og bud på at klappe i. Så gik jeg i seng og sov til kl 05.20, hvor han startede igen. Så lukkede jeg alle hundene ud i haven og besluttede mig for at blive oppe.

Så jeg sorterede lidt vasketøj, ryddede op i nogle bunker med kataloger, breve, fakuraer osv (ja, jeg er nemlig sådan et bunkemenneske) og så bagte jeg lige en portion boller, så vi i familien kunne få friskbagt brød til morgenbordet.

Kl. 08.30 sad jeg i frisørstolen hos en ny frisør og her sidder jeg så endnu med farve, der trækker……. Jeg er sgu noget spændt på, hvad det ender med, men det er en anden snak. Klokken er kun 09.50, og sikke alt det som jeg har nået allerede (det er så heller ikke sikkert, at jeg når mere nu).

Efterårsferie i venners lag

Det er nu uge 42, og de med skolebørn er jo helt klar over det. Vi har også holdt lidt ferie. Tobias er hjemme, og hans værelse er offer for en langtrukken renovering (det er noget med fugtoptrængning, imprægnering og efterfølgende tørring=mange måneder), så han bor faktisk i vores stue, når han er hjemme på ferie. Det synes jeg var lidt svært at byde ham i en hel uge.

Hvad kan man så finde på? Sidste år var vi i Prag. En overraskende billig ferie, der som ventet var supergod. I vinterferien var vi i sommerhus. Det var også hyggeligt, men ingen af tingene fristede lige frem mig til gentagelse lige nu. Hvad kan man så finde på, når man også har øje for, at man vist fik fyret lidt rigeligt penge af på hus og hjem i august?

Campingferie? Det lokkede bare ikke lige at skulle bo på campingplads på denne årstid. Men campingvognen kunne da nok bruges til noget fornuftigt alligevel.

Jep, enden blev at vi trak campingvognen til Stevns og overnattede i Kim og Tinas indkørsel. Mest af alt fordi vi gerne ville besøg Tina og Kim, og vi så efterfølgende kunne køre ud derfra og besøge andre venner og opleve lidt af Kbh.

Det var skønt at hygge sig sammen med dem igen. Jeg synes det var så imponerende, at vi bare kunne lukke vores tilsammen 7 hunde sammen. Deraf er de 4 hanhunde, og der var bare ingen fnidder i den flok. De tumlede og gnaskede tyggeben mellem hinanden uden problemer.

De 7 hunde i vores sammensatte flok.
Tro mig, det var meget svært at tage dette billede!



Diva TYGGER på et tyggestav
(ved ikke hvad der gik af hende – hun plejer bare at slikke på dem)

 Da jeg startede med at annoncere, at vi ville komme fem dage, så synes jeg da nok, at det lød som lidt for længe og anmasende, men tiden fløj alt for hurtigt afsted. Tina endte da også med at sende mig en SMS, da vi kom hjem, at hun syntes, at huset var lidt tomt og ensomt efter, at vi var kørt.

Vi trillede afsted lørdag og ankom sammen med vores medbragte oksemørbrad sidst på eftermiddagen. Så var der ellers dømt god mad og hygge.

Søndag var Tina og jeg ude og træne lidt agility med Ninja og Mojo. Agilityen var jo også den, som førte os sammen for henved 10 år siden. Der er sket mange ting i vores liv siden dengang, men venskabet holder stadig.

Efter træningen kørte vi hjem og hentede Henrik, Tobias, Silas og lidt flere hunde og gik en smuk tur ved Stevns Klint. Jeg synes virkelig, at Stevns er et meget smukt område. Jeg er ærlig talt lidt betaget af områdets flotte natur.



De som ikke kan holde til at gå langt måtte i klapvognen.
Silas pga korte ben og Chester pga sine gamle gigtplagede ben



Flot solnedgang

Mandag var vil til morgenmad/barselsbesøg hos en af Henriks gamle veninder i Kbh, hvorefter vi tog et smut i Tivoli sammen med Tina Brigo og hendes drenge. Der var monstermange mennesker, og vel var Tivoli flot pyntet op til Halloween, men jeg var faktisk meget glad for, at vi ikke havde betalt for indgang og turpas (Tina har adgang til et vist antal fribilletter om året, som hun delte ud af til os – Tak for det, Tina), for jeg synes, at der var for mange mennesker til, at det var pengene værd. Indrømmet, jeg hader kø og ventetid = spildtid i min verden.


Silas er vild med Rasmus Klump, som han kalder “Am Kump”



Familiebillede i Tivoli.
(Det var lige så svært at tage et godt billede af os 4 personer, som af de 7 hunde ovenfor)

Tirsdag havde jeg et møde i vores salgsafdeling, så den bød på arbejde for mig, og drengene kunne gøre, hvad de lystede i de 4-5 timer. Aftensmaden spiste vi hos Hanne Svejstrup. Det er også altid hyggeligt samvær. Tobias og deres ældste Joakim er bedste venner, men ses jo ikke så tit pga afstanden. Silas er skattet af hele familien, og Hanne og jeg har jo faktisk både agility og kort tilfælles.

Silas og Kristine er helt væk i en film på Ipad´en

Efter lidt agilitytræning onsdag sammen med Ninjas kuldbror Joker, så pakkede vi sammen og trillede hjemad med sneglehuset. De fem dage var fløjet afsted, og jeg synes det var dejligt, at vi fik sagt “Dav” til alle de, som jeg havde forestillet mig, at vi lige kunne hilse på, da jeg gik igang med at planlægge turen.

Ninja og bror Joker