Resultater og præstationer

Efter tre weekender i træk med stævner, så var denne weekend stævnefri. I stedet fik vi gæster og fejrede, at Tobias bliver 17 i næste weekend. Som altid var det dejligt, at have Tobias hjemme på weekend fra efterskolen, og hyggeligt at fejre ham sammen med familien.

Jeg har nu nydt at være afsted til stævnerne og få prøvet Ninja (og mig selv) af. Helt ærligt, så synes jeg, at det er pisse svært at løbe med hende. For det første så tager hun en del længere skridt end de hunde, som jeg tidligere har løbet med, og hun har også et rimelig godt tempo. Jeg er ikke særlig vant til at løbe hele baner med hende, så jeg føler ikke rigtig, at jeg kender hende. Min “værktøjskasse” er begrænset til primært at bestå af basic handling. Alligevel synes jeg bestemt at flere af løbene var værd at være stolte over.

En tændt Ninja i slalom
(Foto: Tina Hindsgaul)

Jeg kom i mål efter et løb med en disk, men roste Ninja helt vildt, for hun havde fortjent rosen for sin indsats på banen, og jeg syntes,  at hun egentlig havde præsteret mere, end jeg kunne forvente af hende. En fortalte mig, at hun havde overværet, at jeg kom i mål og bemærkede, hvordan jeg virkede vildt glad og roste Ninja en del. Hun tænkte, at det måtte have været et fantastisk og ikke mindst fejlfrit løb, men måtte så undre sig, da hun hørte en af de andre tilskuere på opmuntrende vis sige, at “det vel nok var en skam”… Det glæder mig at høre, at det var synligt at præstationen var vigtigere for mig en resultatet.

Jeg har det rigtig fint med løb, hvor det (stort set) kun er mig selv og dommeren, der opdager vores fejl/disk. Som jeg plejer at sige, så er det ikke dommersedlen, der viser, om gennemløbet var godt. Jeg har vundet åbne klasser med Diva, hvor jeg faktisk ikke synes, at løbene var gode. Selvom det er dommersedlen, der viser vinderen, så kan man godt glæde sig over flotte løb trods diskvalifikationer.

Vores eget stævne i Ribe Hundevenner i pinsen bød på 6 løb, hvoraf de 5 var disk-løb og et enkelt fejlfrit i AG1, som gav en 2. plads. Jeg fik dog mange positive ord med på vejen fra nogle af de andre hundeførere, og det var jeg glad for. Selvom jeg kan føle mig som en hund i et spil kegler, så lyser det måske ikke så langt ud af mig/os.

Næste uge skulle have været en ferieuge med agilitytræning med nogle af Nordens bedste instruktører, men når jeg kigger på arbejdsbunkerne, så bye bye ferie… Jeg må bare flette arbejde og træning/fritid ind mellem hinanden den kommende uge.

Løgumkloster styrer for vildt!

I weekenden var jeg til stævne i DCH-Løgumkloster. Tilsvarende stævne i 2011 var det eneste DCH stævne, som jeg deltog i i hele sæsonen. Det er ikke helt tilfældigt. Udover at jeg kan køre dertil på ½ time, så er der også mange andre ting, der trækker ved Løgumklosters stævne, som af nogle kaldes for “Danmarks hyggeligste agilitystævne”

Det holdes på supergode arealer ved byesn kommune-skole. Det betyder jævnt nyklippet græs, gode toiletfaciliteter og en legeplads, for os der havde børn med.

Alle hjælperne (som er personer, som jeg ikke plejer at møde ude til andre stævner) er virkelig utrolig venlige og imødekommende. De er så søde og fleksible, så allerede der føler man sig utrolig velkommen.

Så er maden jo et helt kapitel for sig. Alt er hjemmelavet og til så rimelig priser, at man nærmest er et fjols, hvis man smører en madpakke hjemmefra.

Vi skal i den forbindelse ikke glemme at nævne deres hjemmebagte hindbærsnitter. Mums. Jeg er vild med hindbærsnitter, men ikke med alle hindbærsnitter. Der skal en vis kvalitet til, før jeg roser dem. Løgumklosters er super gode. Min lille kræsne Silas guffede dem også i sig – det er i sig selv et kæmpe kvalitetsstempel, for der er ikke mange ting, der ryger forbi hans “madsorteringscenter””

Til allersidst må jeg også lige rose præmierne. Masser af skønne og varierede præmier. I år bemærkede jeg de lidt mere særprægede præmier, så som hængesofa, stafeli, arbejdsbukke (dem scorede jeg faktisk), jakke, specialøl blandt meget andet. Ellers var der jo de lidt mere traditionelle præmier som foder, legetøj mv.

Ninja skulle for første gang løbe agilityklasser, og selvom det ikke blev til det store sådan rent placeringsmæssigt, så var jeg godt tilfreds med hendes præstationer. Det er jo ikke altid på dommersedlen, at man kan læse, om det har været et godt løb. Nogle af banerne var temmelig svære syntes jeg, og hun ikke så rutineret i at løbe lange baneforløb endnu.

Vi startede faktisk stævnet med at løbe spring åben, hvor vi havde et skønt og fejlfrit løb, som der nærmest gik “rygter” om på stævnepladsen. Jeg fik mange positive tilkendegivelser fra de andre deltagere, og det var da rart med lidt “skulderklap”. Løbet rakte til en 6. plads ud af ca 70 hunde. Der er stadig plads til forbedringer, men der er masser af tid til at hun skal komme til at føle sig helt “hjemme” på banen.

Echo var også forbi om søndagen for at løbe et par løb. Det var nu ikke den store succes men Echo hyggede sig  med lidt agiltyløb, og det var så let, fordi han bor lige i området og blev leveret på pladsen.

Prisen venner, prisen… 4 løb kr. 150 danske kroner. Det er jo noget man kan forstå!! Har du ikke prøvet stævnet før, så prøv det!!

Stævnedebut

Ninja har nu rundet de to år, og søndag debuterede hun til et officielt agilitystævne.

Jeg var sådan set ikke nervøs, men forventningsfuld, fordi jeg glædede mig til at komme igang med hende. Pt synes jeg selv, at jeg har fint styr på hende, men det kan til tider være lidt udfordrende for mig, at huske at en stor hund lander andre steder end en lille og mellem hund.

Vi har heller ikke rigtig løbet hele baner, så det var også nyt for Ninja. Endelig vidste jeg heller ikke hvordan hun ville reagere på at skulle løbe i en stævnering med tilskuere osv. Måske ville hun blive trykket, måske ville hun blive helt ustyrlig…

Ninja (foto: Gitte Poulsen)

Første løb var jeg nok selv lidt forsigtigt fordi jeg ikke rigtig vidste, hvad det var for en “hund” jeg havde med på banen. Det var et fint løb, men med en vægring, som jeg klart “lavede”, men jeg var fint tilfreds med hendes løb.

Næste og sidste løb på dagen gav jeg hende lidt mere gas, selvom hun faktisk ikke rigtig er vant til at blive presset. Efter et par misforståelser i starten, så kørte det rigtig flot og flydende.


(jeg beklager den ringe lydkvalitet)

Jeg kan ikke være andet end tilfreds med sådan en debut, og det er jeg også. Nu mangler jeg bare at få styr på det sidste med feltforhindringerne, så vi også kan løbe agilityklasser.

Echo er DM-klar

Sikke en sommerweekend. Stegendes hedt! Jeg havde valgt at tage til Internationalt DKK stævne i Vejen. Det var der to grunde til. For det første blev det afholdt 35 min. kørsel herfra og for det andet, så manglede jeg lige præcis ét fejlfrit kvalifikationsløb i Agility Åben for, at få Echo med til DM. Jeg for længe siden besluttet mig for, at jeg ikke gad at ræse landet rundt for at kvalificere mig.

Jeg kan jo ikke tillade mig at forvente en hel masse af en hund, som jeg aldrig træner, så hvis vi kvalificerede os, så ville det bare være fint, og hvis ikke, så var det ok.

Echo på banen
Foto: Schnauzerpower, Gitte

Lørdag løb Echo fejlfrit i Ag1 og fik sin sidste oprykning til AG2, som jeg så eftertilmeldte – og vandt den med et fejlfrit løb. Agility Åben var også fejlfrit – ikke så hurtigt. Echo er ikke så glad for varmen. Han giver sig ikke rigtigt, men det er faktisk ikke, fordi han ikke vil løbe agility. Jeg skal nemlig bogstavelig talt slæbe ham ind i stævneteltet eller udenfor ringområdet efter hvert løb. Han vil skisme da ikke forlade “festen”

Et kig ud over stævnepladsen og de to agiltyringe

Nå men det var skønt med 3 fejlfrie agilityløb. Gårsdagens sidste løb, som var spring åben gav desværre en disk og i dag løb vi 3 løb, som vi alle blev diskede i. Det kan man da kalde stabilitet på en eller anden måde!!

Det var en blandet oplevelse at være til et “ægte” DKK stævne igen (har ikke været afsted siden engang i 2009). Tidsplanen passer som røv og nøgler. Det er sgu da utroligt, at DKK ikke kan finde ud af “regne den ud”. Så svært kan det da for pokker ikke være. Vi andre kan da finde ud af det, og det er de samme deltagere, der kommer til vores stævner i Ribe Hundevenner. Men der kunne jo også være den forskel, at selvom vi altid synes at tørste efter hjælpere, så er det da vist vand ift DKK. Egentlig ret belastende, at der skulle efterlyses hjælpere til næsten hver klasse, så man næsten fik helt dårlig samvittighed over ikke at hjælpe til…. Nå ja, så er der jo også lige præmieringen. Den er jo heller ikke noget særligt at skrive hjem om.

Et kig ned af langsiden

Men selvom DKK ikke er fantastiske til at afvikle stævner, så var det jo stadig dejligt at hilse på diverse dejlige mennesker til weekendens stævne. Agilityverdenen er fyldt med så mange skønne folk, og mange af dem nyder jeg at gense.

Kingsmoor Cup 2011

Traditionen tro afholdt vi i Ribe Hundevenner et tredages agilitystævne i pinsen. Det blev vores største stævne nogensinde med over 200 tilmeldte hunde. Der var lidt over 70, der overnattede på pladsen, og mere end 100 personer havde bestilt mad til et eller flere af måltiderne. Det var ret vildt og en total umulighed at gennemføre sådan et stævne uden hjælpende hænder fra folk udefra.

Desuden havde der i uge 23 været agilitykursus i klubben, så mange hænder havde været i gang i klubben hele ugen. Min uge behøvede ikke et ugekursus for at være travl og stressende. Jeg havde dog af andre årsager meldt fra i år, hvilket vist også var meget godt, for jeg var temmelig ophængt i sidste uge med arbejdet, og det havde umiddelbart været fuldstændig umuligt at holde fri.

Fredag måtte jeg dog tvinge mig selv til at pakke arbejdet sammen og køre vestpå for at hente Tobias, der var hjemme fra efterskole. Han kom med toget og derefter kørte vi ud på stævnepladsen.

Jeg skulle selv deltage ved stævnet med Echo. Lørdag gjorde han det super godt. Han løb fejlfrit i tre af sine 4 løb. Han vandt Agilityklasse 1 med 8 sekunder, blev nr. 5 i Agility Åben og i Spring 3 rev han desværre næstsidste spring, hvilket var rigtig ærgerligt, da han ellers havde vundet et certifikat. Meget flot præstation af Echo-drengen, der jo ikke får skyggen af agilitytræning i det daglige. Men “aflastningsfamilien” holder ham godt i gang med leg og lange gåture, så det er ikke fordi jeg tager en fed sofahund og hiver den rundt på banen.

Selvom man ikke er sofahund, så kan man godt blive rigtig træt efter sådan et stævne…
Her ligger Echo helt “smeltet” efter stævnet

Søndag løb han også et pænt løb i Spring Åben, hvilket gav en DM-kvalifikation, så nu mangler vi “bare” en enkelt i agility for at kvalificere os til DM. I den anledning har jeg tilmeldt mig DKK stævnet i Vejen i den sidste weekend i juli.

Hans stabile indsats i de åbne klasser gav os faktisk også en plads i finalen. Dog gjorde jeg mig heller ikke de store forhåbninger om at kunne vinde finalen, da Echo ikke er den allerhurtigste hund. Det havde så ikke behøvet at være en hindring, for i mellemklassen skulle man “bare” løbe fejlfrit for at vinde, da finalen blev vundet med fejl. Echo blev desværre disket, da han løb mellem hjul og ramme, så han kunne slet ikke komme i betragtning. Men jeg var meget tilfreds med hans indsats til stævnet.

Tilskuerne sad tæt til finalen

Tillykke til vinderne af finalen, der hver vandt et gavekort på kr. 2.000 til Kingsmoor foder.
I lille klasse var det Susanne Prier med Unique. Susanne løb med 30% af hundene i finalen for små hunde, så hun havde virkelig nogle kort på hånden der. Det kneb vist lidt med vejret i forvejen for hende og det blev da ikke bedre af, at hun skulle løbe med tre hunde indenfor ganske kort tid.

I mellem klassen vandt Marianne Blom Larsen med Zippo finalen. Underligt at mellemhundene fik fejl i lange baner, for finalebanen var faktisk rigtig god og fair og spændende på den gode måde.

I stor klasse vandt Sarah Lorentzen med Succes, og Sarah besatte også 2. pladsen med Succes´(og for den sags skyld også min egen Ninjas) mor, Simic. Det er da ganske imponerende synes jeg.

Vinderne af Kingsmoor Cup 2011

Jeg var alene afsted til stævnet sammen med Silas og alle hundene, for Henrik var meget ophængt af en programmeringsopgave, der skulle være klar til test tirsdag morgen. Tobias var godt nok på pladsen, men han boede i telt sammen med sin gode ven, men var faktisk rigtig sød til at give en hånd i klubben.

Først og fremmest skulle jeg tage mig af Silas og hans basale behov, så skulle jeg gerne hjælpe til i klubben. Som stævnet skred frem viste det sig, at Silas havde raget en fæl gang øjenbetændelse til sig, hvilket nok forklarede, at han til tider var lidt pylret. Til aller sidst kom mine egne hunde, som næsten gik for lud og koldt vand. Puha hvor kan man få dårlig samvittighed overfor alle; Silas, klubkammeraterne og hundene. Så jeg har virkelig nydt at stævnet var overstået og at være hjemme igen og have bedre tid til familien og hundene.

Men det er dejligt at læse de mange positive tilbagemeldinger på diverse blogs og på Facebook.