Lidt træning med Ninja

Sådan fik Ninja serveret første del af aftensmaden. Hun måtte arbejde for føden, men pyt med det. Det havde hun vist intet imod.

Her vil jeg da også tilføje, at efter at jeg skrev et indlæg for en måneds tid siden, hvor jeg sukkede lidt over hende ift villigheden i trænings-øje-med, så har hun ikke forladt træningen siden, og hun tilbyder nu ofte adfærd på eget initiativ. Mon hun havde læst mit indlæg…….

Jeg har arbejdet lidt med en poteøvelse, som vi startede på, da vi var afsted på hundeferie i uge 27. Ikke at jeg har brugt meget tid på den, men jeg ser dog alligevel en klar forbedring.

Ideen er, at hun skal give højre pote til min højre hånd og venstre pote til min venstre hånd. Det fungerer rimeligt, men der er stadig plads til forbedringer. Det var faktisk en kamp, at få hende til at give pote overhovedet.

Dansk Hundeferie 2010

Sidst jeg deltog til dette arrangement var i 1999 (boede dog på campingplads med hundeferien igen i 2003), så jeg var lidt spændt på at vende tilbage.

De sidste 8-10 år har mine sommerferier været præget af et meget seriøst agilitykursus med meget dygtige instruktører – og som regel også ret ambitiøse hundeførere. Dvs undervisningskvaliteten har bare været helt i top. Derudover et ugestævne i ind- eller udland, hvor jeg virkelig har kunnet dyrke min passion for at konkurrere.

Men jeg tog familien med på råd i forhold til denne sommers hundeaktivitet, og Henrik stemte klart for Hundeferien fremfor Fionia Cup. Som han sagde, at så føles de der ugestævner lidt som at være alene-far. For ja, man (læs: jeg) er meget “optaget” af selve stævnet med løb, banegennemgange og den timelange præmieoverrækkelse. Så kan det godt være svært at være helt tilstede hos familien også……

FarMan og MiniMan
På hundeferien skulle jeg bare træne to timer dagligt, og så havde jeg fri. Træningen lå, så jeg (de fleste af dagene) også lige kunne nå at hente morgenbrød og spise sammen med familien. Det var jo meget hyggeligt.

“Natorienteringsløb”
Der var så planlagt nogle aftener med fællesspisning og et “natorienteringsløb”. Men det var jo for hele familien, og jeg vil vove den påstand, at folk i “hundeferieforsamlingen” generelt (dog med undtagelser) var lidt mindre hundenørdede end mange af de hundefolk, som jeg i det daglige omgiver mig med (hvilket jo sådan set er fint med mig, men Henrik kan godt lide andre emner end bare hund med hund på).

Hele truppen på stranden

Vi boede på en dejlig campingplads i Nymindegab, hvor der var fine faciliteter for hele familien. Hittet hos de fleste var nok det opvarmede vandland, som jeg desværre kun nåede at komme i en enkelt gang sammen med Silas. Tobias nåede til gengæld at benytte vandlandet mange gange om dagen.

Jeg kom uden de store træningsforventninger. Nu havde jeg jo også meldt Ninja til, og hun er jo kun 4 måneder. Vi var meldt på klikkerholdet, som spændte meget bredt. Der var mange på meget lavt niveau. Det vil sige, at halvdelen af holdets hunde slet ikke var blevet introduceret til en klikker. Men trods mine moderate forventninger fik jeg alligevel lært Ninja “Touch på en Post-It”, “Give højre og venstre pote” og ikke mindst “Elefanten”. Se video af sidstnævnte øvelse herunder.

Jeg indrømmer da gerne, at jeg et par gange i løbet af ugen tænkte på (og savnede) et ugestævne, men Hundeferien og ugestævner kan man ikke sammenligne, og jeg nød da også, at det meste af tiden var camping/afslapning, som jeg kunne krydre lidt med “hundenørdeselskab”.

Fællesspisning i regnvejr (heldigvis kunne vi sidde inde i tørvejr i forteltet)

Tobias levede mest sit eget teenageliv sammen med Hanne Svejstrups Joakim. De to teenagedrenge boede den første halvdel af ugen sammen med os og resten af ugen sammen med Hanne og Allan på Fionia Cup.

Silas, Henrik og jeg tog på et par småture i lokalsamfundet. Ikke mindst nød jeg gensynet med en af Danmarks smukkeste steder, som er det fantastiske landskab, som ligger lige nord for Nymindegab og op mod Hvide Sande.

Gåtur ved Bork Vikingehavn
Vi tog til Søndervig og kiggede på sandskulpturer (og mistede dermed totalt modet til at bygge så meget som et sandslot selv) og nød friske fisk i Hvide Sande.

En af de meget flotte sandskulpturer
Det var en rigtig hyggelig ferie for hundetosser og i mine øjne også en ret tålelig ferie for deres ikke så hundetossede familiemedlemmer.

Diva ,der døjede lidt med et dårligt ben, aflastes i barnevognen

Der er mange flere billeder fra hundeferien her

Ninja – Pupdate

Det er sgu da ikke meget, man hører om den der nye border collie hvalp på bloggen, er der nok nogen, der tænker……

Nej, det er det ikke, men I skal ikke være i tvivl om, at Ninja er fantastisk sød, mild og nem. Hun falder så godt i med flokken (læs Charlie, for Diva er ikke vild med hvalpe, så Ninja eksisterer stort set ikke i hendes univers) og en status over ødelagte ting indtil nu = NUL!

Jeg har nu haft Ninja i 2 måneder, og indtil nu er hun den nemmeste og mindst krævende hvalp, jeg nogensinde har haft…… Det var ikke sådan jeg troede det ville være, at få en border collie hvalp.

Jeg indrømmer dog gerne, at jeg alligevel har fået lidt grå hår af den unge dame. Lad mig starte med at sige, at jeg ikke forventer at en border collie er født til at kunne alt, hvad man beder den om. Men jeg forventede næsten, at jeg nu skulle kunne klikke som en vild – og mindst indtil jeg ville få slidgigt i tommelfingeren.

Der blev jeg fandme godt nok snydt. Det siger faktisk ikke rigtig Ninja noget, det der klikker-stads (men det skal det nok komme til, håber jeg). Hvad er det så der sker? Ja bedst som man sidder og venter på, at kræet tilbyder en (umiddelbart ret simpel og oplagt) adfærd, så skrider damen sgu. Aldrig har jeg da prøvet, at en af mine hunde er gået midt, at jeg var igang med at træne – og her endda indenfor de første to minutter. Men så skal hun lige kigge lidt her og der i stedet for at “deltage i undervisningen”. DET er anstrengende!!

Af frygt for store frustrationer, så skrinlagde jeg faktisk alt træning i nogle uger, og fokuserede bare på den gode relation mellem Ninja og mig. Og så observerede jeg, at klikket ikke umiddebart er den markør, der tænder Ninja (endnu), men at min stemme er mere interessant og motiverende for hende. Vi er derfor tilbage til “fortiden”, og jeg siger “Dyyygtiii” og lokker også gerne Ninja til den ønskede adfærd i stedet for at sidde og vente mig skæv i hovedet på, at hun selv gider at tilbyde den. For så synes hun slet og ret, at træningen er kedelig.
Vi arbejder pt lidt på bl.a. hånd-touch, stå på spand/balje, Set-Up, Twist, kontakt, Stå, Sit og Dæk. Efterhånden som hun modnes kan jeg mærke, at jeg også godt kan koble mere på, men jeg har tid nok……
Det er også lidt en trøst for mig, at jeg ikke er den eneste, der står med sådan en udfordring. Sanne har ca. samme udfordringer med sin hvalp (http://agilitytraening.spaces.live.com/blog/cns!F038B206915327C5!2013.entry)
Så jeg følger med på Sanne blog og venter nysgerrigt opdateringer om Compete og hans fortræffeligheder.

En skidt uge

Uge 23… Juhu ugekursus i Ribe Hundevenner – endda for tiende år i træk. Der skulle jeg naturligvis have ferie, men så fik jeg først en besked om, at mandag og tirsdag var inddraget til et internt møde i salgsafdelingen. Så der røg der lige lidt af kurset, men det er jo ikke noget at lade sig slå ud af, for der var jo masser af kursusdage og socialt samvær tilbage.

Så søndag aften kørte jeg Ninja og campingvognen ud i klubben. Førstnævnte overlod jeg meget trygt i Wickies varetægt, mens jeg passede jobbet på Sjælland de kommende to dage, mens campingvognen bare stod klar og ventede på, at jeg kom tilbage og skulle bo i den.

Ninja kigger agility (med sine fine nathue-ører)

Onsdag morgen vendte jeg tilbage til hundeklubben, og så var jeg ellers klar . Efter at have spist morgenmad med familien og fejret Tobias, der blev 15 den dag, var jeg på et lidt hektisk (men meget nødvendigt) kundebesøg, inden jeg stod på træningspladsen.
Sunny

Desværre var jeg også nødt til at køre hjem igen onsdag aften, for at holde lidt mere fødselsdag med Tobias. Efter 70 minutter en vejarbejdskø så kom jeg endelig hjem – med friske pizza under armen.

Min fjollede teenager

Torsdag var der hviledag til ugekurset, og vi skulle på Skejby Sygehus med Silas – bare til den månedlige kontrol. Silas har lidt besvær med afføring/fordøjelse – måske pga div antibiotikakure, så da første medicinske tiltag ikke har vist den store effekt, så blev der nu tilføjet et nyt medikament i rækken, der skal tilsættes måltiderne. Øv jeg hader bare, når der skal puttes mere behandling og mere medicin på, men overlægen forsikredes os om, at han var meget tilfreds med Silas, og klart så det som et meget positivt tegn for Silas´fremtid, at han har responderet så godt på den grundlæggende behandling, siden starten for snart 3 mdr siden. Det var jo dejligt at høre de ord.
Inden vi tog afsted mod Skejby, kunne jeg godt mærke, at jeg ikke var helt på toppen, men inden vi nåede hjem igen, var jeg blevet ret elendig. I løbet af natten havde jeg det så elendigt, at jeg nærmest ikke kunne holde mig oprejst, og jeg var total udmattet. Det sortnede for mine øjne, og jeg følte flere gange, at jeg var lige ved at besvime, mens jeg sad på tønden i løbet af natten (og der sad jeg en del….).
Fredag var der så ikke noget agilitykursus for mig. Jeg lå bare i min seng og var vissen det meste af dagen (jeg ville helst have et toilet indenfor rækkevidde) , og jeg ville umuligt have kunnet bevæge mig med mere end 1 meter pr. sekund, så agility duede vist ikke. Desuden synes jeg, at mavekramper og agility passer skidt sammen.

Lørdag morgen VILLE jeg afsted, så jeg stod op kl 06.30 (efter at have gæstet toilettet hver anden time natten igennem) og gik i bad. Direkte fra badet gik kursen tilbage i seng, for mavekramperne tvang mig tilbage under dynen.
Endelig kom jeg da afsted (et par timer forsinket), men de andre var godt igang, da jeg kom luskende. Jeg fik løbet lidt i første træningspas, men supergodt var det ikke. Sidst på eftermiddagen havde mit hold det sidste træningspas, og jeg diskuterede lidt med mig selv, hvorvidt jeg skulle køre hjem inden eller prøve at holde ud. For jeg synes det ville være synd for Echo, hvis jeg alligevel ikke kunne løbe ordentligt og få mig placeret korrekt under løbene.

Peter holder tungen lige i munden

Der udveksles synspunkter?!

Jeg besluttede at blive og se an. Heldigvis, for så fik jeg da lidt oprejsning. For træningen gik rigtig godt, og jeg fik knebet balderne sammen (i bogstaveligste forstand), mens jeg løb. Men sådan samlet set over ugen, så var det jo et lidt fattigt kursus for mig. Jeg missede 98% af det sociale samvær og fik kun deltaget på halvdelen af mine træningspas. Men som bekendt er livet for kort til ærgelser, så de tre af de postive ting ved ugekurset 2010 for mig var:
  1. Jeg behøvede ikke at bruge sidste kursusdag på at pakke sammen mellem træningspassene. Det var bar at køre bilen til og hægte huset på krogen. Det hele var urørt!
  2. Masser af ferie tilbage på kontoen, for denne uge var ikke dyr i feriedage. Dejligt, for ferie kan man jo altid bruge.
  3. Echo viste gode takter – især i sidste træningspas.
Echo

Moralen må være: Intet er så skidt(!), at det ikke er godt for noget!

Træning på vippen og lidt Silas up-date

Jeg har nydt de sidste dage. Først og fremmest har jeg ferie til og med denne uge. Vejret har været super skønt, og jeg har været til træning med Echo to aftener i denne uge. Og det har været SÅ skønt at være afsted og træne sammen med andre. Det er faktisk over fem uger siden, jeg har været afsted. Da jeg kørte fra træning i Ribe Hundevenner i onsdags var jeg simpelthen ganske høj, som om jeg havde taget stoffer.

Echo nød også træningen, og jeg nød gensynet med ham (han blev leveret onsdag morgen efter mange uger hos familien i Hjordkær). Vi er igang med at indlære vippen, som den sidste forhindring. Nu har jeg jo meldt ham til agilityløb, så nu skal vippen også ind under huden. Faktisk er jeg meget tilfreds med ham, og håber at min vippeindlæring vil bære frugt. Jeg har startet med at indlære udgangspositionen (forben på græsset og bagben på feltet). Den kender han ikke fra andre forhindringer, da jeg ikke har trænet med “stop” på felterne. Positioen har jeg indlært ved at klodse opgangen op (så stødet fra vippen ikke ville være så voldsomt) og sende Echo op fra siden af vippen. Da jeg følte, at han var fortrolig med det, så har jeg fjernet opklodsningen og taget vippen i fuld længde.

Det startede jeg med onsdag formiddag og videoen er fra samme aftens træning i Ribe. Første gang på vippen fortsætter han godt nok ud over vippen uden at stoppe på feltet, men jeg har valgt at lade Echo selv finde ud af vippepunktet og blive fortrolig med det. Og når han bliver fortrolig med det, så forventer jeg også, at han får afpasset tempoet, så han får placeret sig i udgangspositionen og stadig holder et godt tempo på vippen. Jeg vil helst ikke ind og blande mig med kommandoer eller positioner selv, da jeg ønsker, at forhindringerne skal kunne tages selvstændigt.

Weekenden byder på agilitykursus med Sarah, så der skal Echo også nok få lavet noget. Og jeg glæder mig til mange timers intensiv træning med en af landets bedste instruktører. Når weekenden er omme kalder jobbet igen. Jeg har kun været på job en eneste dag siden d. 8. marts. Først var der lige den lange indlæggelse og derefter tre ugers ferie (med en enkelt arbejdsdag imellem). Så nu venter hverdagen med Silas og hans daglige behandlingsrutiner.

Superglade Silas med en blomst (kaldet Nae-Na af Silas)
Måske sidder nogen af mine bloglæsere og venter på nyt om Silas. Som tidligere skrevet, så synes jeg, at det er lidt svært at få taget hul på Silas, sygdommen og tankerne – og måske har jeg bare ikke behov for det lige nu, men måske netop behov for de andre ting, som fylder i min blog lige nu. For der er ingen tvivl om, at hundene og agilityen altid har været med til at give mig energi, så selvom det kan virke som noget “ligegyldigt” for nogen, så kan jeg mærke, at det er væsentligt for mig at have.

Men Silas har det fantastisk godt, og til kontrol i mandags vejede han 8500 g og målte 76,5 cm. Dvs at han på mindre end 4 uger har forøget sin ellers så stabile (og lave) vægt med 800 g. Han har mere energi, og nu vil han stå og gå (stadig ved støtte) hele tiden. Han er lige så stille startet i dagpleje igen efter mange ugers fravær, og da vi lige var på besøg i mandags, var han meget mut og ikke så tryg ved det hele, men nu er han ganske glad og tryg igen ved dagplejen og klar til hverdagen.