Forfatter: Berit

Weekend julehygge

Nu nærmer julen sig med hastige skridt. Men jeg føler mig klar til julen, men da vi jo heller ikke skal holde julen selv, så kræver det jo knap så mange forberedelser.

Alle gaverne er i hus for mit eget vedkommende, og jeg håber, at alle bliver glade for deres gaver. Ellers må de jo afsted ud i bytteræset.

Tobias var hjemme i weekenden, og vi havde aftalt, at vi skulle lave konfekt sammen. Det startede dog med lidt modvind, da den marcipan vi skulle bruge havde været i fryseren, og det lykkedes aldrig at få den til at blive til noget, man kunne lave konfekt af, (den hang slet ikke sammen og var våd) så vi måtte afsted ud at handle, inden vi rigtig kunne komme igang, og vi var nødt til at køre til 3 butikker, før jeg fandt marcipan i det “rigtige” mærke (når jeg nu skal stå og svede med håndlavet konfekt, så gider jeg ikke at bruge skod-marcipan)

Vel hjemme med det rigtige mærke stod Tobias og kiggede på, at jeg fik arbejdet flormelis ind i det her råmarcipan (det er rart med lidt kvalitetskontrol), mens han rodede efter musik på sin pc, som stod på køkkenbordet. Jo, jo fint skal det være med musik til arbejdet – og jo jeg fik skam hørt nymodens julemusik. Tobias skulle så igang med at lave marcipan/nougat kugler med chokoladeovertræk, men havde travlt med at stå og jongelere med sin marcipanklump, som kort tid efter lander på gulvet. Dybt suk fra mig, der har stået og æltet i marcipanen og nu kan smide den ud (gider nemlig ikke marcipankonfekt med hårfyld). Men en hjerneforsker har i et foredrag fortalt, at teenagere faktisk bliver klodsede, og det kan de ikke gøre for……..  (så jeg nøjedes med at sukke og rulle lidt med øjnene, mens jeg bandede indvendigt #%&#¤!!^¨)

Lidt af godterne – fyldte chokolader til venstre,
en marcipan/nougat-træstamme i midten
på fløjen til højre kokos/kakao marcipan snitter

Men trods lidt vanskeligheder, så var det da hyggeligt at lave konfekt sammen med min store dreng – og ikke mindst hyggeligt med selskab til arbejdet.Og som man kan se på billedet ovenfor, så fik vi da også lavet lidt.

Lørdag aften var Henrik, Tobias og jeg i biffen for at se “Klovn”. Hold kæft, hvor var den pinlig pinlig pinlig…… Har faktisk tænkt på, at hvis Frank Hvam og moren fra “Max Pinlig” fik børn sammen, så ville det tangere til vanrøgt for deres børn. Sjov film, hvor tiden bare fløj afsted og lattermusklerne blev rørt, samtidig med at man hovedrystende sad og sagde “nej-nej-nej”

Ugens billede – uge 49

I mandags lå der en skøn dyne af sne over Haderslev og omegn (som i resten af landet). Det var bare så smukt, og solen skinnede og det blev til en dejlig tur ud i landskabet, hvor kamera og hunde blev luftet.

Charlie er ikke den af mine hunde, som normalt gør sig bedst på billeder. Ofte ligner han sådan en som har fået en hammer i panden, når man skal tage billeder af ham, så derfor jeg lige dele et Charlie-billede med jer, hvor jeg synes, at han ser sød og dejlig ud (hvilket han også er). Udtrykket kan måske virke lidt sørmodigt, men han står bare og kigger efter noget i horisonten bag ham. Jeg kan godt lide vinterlyset, som falder ned i nakken på ham.

Man er jo ikke 15 mere

Puha, jeg er da faktisk en anelse træt her til aften. I aftes var der elevfest for eleverne på Rydhave Slots Ungdomsskole. Det er ikke en fest, som skolen har noget med at gøre. Den er arrangeret af eleverne selv og holdes heller ikke på skolens område. De elever, som vil deltage i sådan en fest har adgang forbudt på efterskolen hele weekenden. Grunden dertil er alkohol.

Det har været forbudt for Tobias indtil nu, da jeg ikke synes, at “børn” og alkohol hører sammen. Men på et tidspunkt så må man jo give lidt slip og håbe, at man har fået proppet fornuft ind i de små hoveder.

For at elevfesterne ikke løber helt løbsk, så plejer der også at være nogle forældre til stede. Så jeg havde meldt mig som “vagt” ved denne fest. Festen skulle holdes i Grønhøj ved Spjald i det meget mørke Vestjylland. Det betød jo lige 2 timers kørsel derhen -og to timer hjem igen i nat. Så klokken var tæt på 06, før jeg kom i seng i morges.

Festen startede kl 21, og deltagerne kom sådan lidt i klumper de første 1½ time. De var glade men virkede ret fornuftige. Dog virkede pigernes påklædning måske knap så fornuftigt. F.eks havde en af pigerne en kjole på, der var så kort, at vi forældre var ved at forveksle den med en lidt for lang badedragt. Det er altså ikke så fikst, når man kan se trusserne, selvom personen står oprejst.

De første par timer var rimelig rolige. De unge mennesker var total glade i låget, men på daværende tidspunkt rimelig under kontrol. Mellem kl. 23-00 faldt de “på stribe”, og forældrenes vagtstue blev forvandlet til en samarit-stue med en lille håndfuld fordrukne teenagere, der enten småsov og kastede op, mens de ventede på afhentning eller snarlig bedring. Andre kunne da nøjes med at knække sig i hegnet udenfor og lod sig ikke mærke yderligere med det. Og ja, jeg kunne ikke lide det, men jeg er da hellere ikke ældre end, at jeg faktisk også godt kunne huske dengang, da jeg selv var ung.

Det endte med at der konsekvent måtte stå en voksen i baren og holde øje med udskænkningen, så alkohol-indtaget kom lidt under kontrol. Hvilket også hjalp på det. Udover dem, som blev syge, så var det jo en fornøjelse at se de unge holde fest. De dansede, snakkede, grinte og drak (uden at det var en drikkekonkurrence). Man blev faktisk rigtig glad af at stå op betragte dem. Vi oplevede også, at de unge mennesker virkelig tog sig af hinanden, og at de var trygge ved, at vi voksne var til stede. Vores opgave var jo heller ikke at overvåge og ødelægge festen.

Der var 90 elever, og der var kun 5 voksne til stede. Det var forældre til 4 af eleverne. De fleste forældre bor indenfor en radius af 45 minutters kørsel til skolen, så det burde jo ikke være en umulig opgave at troppe op til elevfesten, for 5 forældre var lige i underkanten til den store flok, hvis man både skulle være ude og inde. Jeg ved så også godt, at nogle af eleverne ikke ønsker, at deres forældre skal være vagter ved festerne, men jeg er temmelig overrasket over, at så få forældre tilsyneladende ønsker at tage ansvar ift deres unge mennesker og deres kammerater. Vi oplevede desværre også, at vi brugte 1½ time på at ringe et forældrepar til en meget utilpas pige op. Vi havde flere numre, men der var ingen, der svarede. Det var ret frustrerende, og jeg er overrasket over, at forældre kan virke så ligeglade med deres unge mennesker, når de bevæger sig ud på lidt gyngende og eksperimenterende grund, at de ikke engang sørger for at være tilgængelige.

Jeg synes, det er svært, når ens børn får den alder, hvor man er nødt til at give lidt slip og håbe på, at man har givet dem den balast, som de har brug for, og at de også bruger den, når de skal gøre deres erfaringer her i livet. Min egen Tobias var i øvrigt en glad og munter ung mand, der havde fået lidt indenfor vesten, men bare havde en glad fest på samme måde som 90% af de andre.

Følelsen af andres smerte

Det er bare skønt med orlov. Sikke mange løse ender, som jeg har fået hanket op i, og der er stadig masser af andre at gå i kast med.

I dag havde Silas og jeg hyggedag, hvor vi sov længe (til efter kl 8) og bare tog den med ro. Sidst på formiddagen kørte vi til Hjordkær og besøgte Isabella, der er ca 3 uger gammel. Isabellas forældre er nogle af de gode venner, som vi har lært at kende gennem børnekræftafdelingen på OUH, og vi ses af og til. Det har altid været dejligt at kunne snakke sammen, og vi har jo prøvet nogle af de samme ting og haft de samme bekymringer og problemer. Det er så rart at kunne dele med andre og få vished for at ens tanker og følelser er normale ift vores situationer. Det forstår kun ligesindede.

Mens jeg sidder dernede ringer min mobiltlf. Jeg tjekker lige nummeret, og det er “blokeret” nummer. Så er det 80% af gangene CF-centret på Skejby, der ringer, så et blokeret opkald på min private mobil får mig mere eller mindre til at smide alt, hvad jeg har i hænderne (så hvis Tobias har sat sin mobil på “skjul nummer”, når han ringer til mig, så bliver jeg lidt stram), så derfor besvarede jeg også dette opkald.

Det var da også CF centret, der ringede og spurgte, om vi ville være kontaktforældre for et andet forældrepar i det sønderjyske, hvis lille dreng også havde fået konstateret cystisk fibrose. Jeg var selv meget overrasket over min reaktion over denne opringning. Jeg blev meget berørt, men fik da strammet ballerne og talte færdig med sygeplejersken fra Skejby, men mine venner kunne tydeligt se, at jeg blev påvirket af samtalen, og de blev også urolige. Da jeg havde lagt på, så tudede jeg bare. For bare tanken om denne lille dreng og hans fortvivlede forældre, gjorde mig så ked af det. Jeg var faktisk selv lidt overrasket over denne reaktion.

Så det var rart, da Jane trøstende lagde armen om mig og sagde til mig, at det var helt naturligt. Hver gang hun hører om et barn med samme sygdom, som hendes lille pige eller et af børnene fra afdelingen, der får tilbagefald, så græder hun også…….

Til slut: Jeg sagde ja til, at vi ville være kontaktforældre til dette forældrepar, fordi jeg ved, hvor vigtigt det er – for især “nye”, at man kan tale med folk, som står i samme eller har stået i samme situation.

Barselsorlov

Det er bare lige det, som jeg trænger til. Pga. Silas sygdomsforløb har jeg masser af ubrugt barsel. Helt præcist 34 uger. Derfor har jeg aftalt med min chef, at jeg holder orlov resten af december. Der er rimelig ro på job-fronten lige nu, og jeg synes hele tiden, der er flere ting, som ikke sorterer ind under min arbejdsgivers interesser, som stjæler min tid.

F.eks i dag, hvor jeg startede med tandlægebesøg fra morgenstunden. I eftermiddags kom sundhedsplejersken på besøg. Vores faste sundhedsplejerske er desværre sygemeldt, så hende, der kom i dag tænkte, at nu hvor Silas var blevet to, så kunne de nok afslutte ham i deres regi. Tidligere i dag var jeg blevet ringet op af talepædagogen (PPR), der gerne ville have et møde med os vedr. Silas og børnehave, da de gerne ville sikre sig, at han får det rigtige tilbud, da han nok er lidt sart ift store institutioner og meget larm. Vi vil i hvert fald gerne have, at han venter med at komme i børnehave til, han er fyldt 3 år (i Haderslev Kommune ryger de i børnehave, når de er 2 år og 10 måneder). For så kan det jo være, at han er lidt mere robust og selvsikker. Jeg er spændt på, hvad PPR har at tilbyde ham, for jeg havde umiddelbart forestillet mig, at han skulle gå i landsbyens lille børnehave med 35 børn. Og for os forældre er det vigtigt, at han lever et normalt liv, som alle andre børn, så han ikke føler sig  mere syg eller anderledes end alle mulige andre børn.
Silas samler puslespil

Så Silas blev ikke afsluttet hos sundhedsplejen i dag. De ville gerne være med inde over PPR´s vurdering og anbefaling. Jeg bliver altid lidt ked af det, når jeg på denne her måde mindes om, at Silas er bagefter ift jævnaldrende, men jeg er naturligvis meget taknemmelig for, at der ydes en indsats for at hjælpe ham på rette vej, så han kan indhente det, som han er kommet bagud, mens han var syg og afkræftet.

Men så bliver der da lige skubbet et møde mere ind i programmet, og så er det da heldigt, at jeg har orlov, så det kan klares nu, hvor det ikke griber ind over min arbejdstid.

Imorgen tidlig står den så på rygtræning på kommunens træningscenter, da en MR scanning i sommers viste, at mine rygsmerter ikke bare kom ud af det blå. Efter at have forsøgt at hænge i træningsforløbet til genoptræning, så kan jeg da også mærke, at jeg med fokus på muskulaturet har det meget bedre i ryggen. Jeg glæder mig nu over at kunne deltage fuldt ud på holdet resten af dec, hvorefter jeg regner med at blive overladt til “selvtræning” (Åh, så skal jeg lige finde noget diciplin et sted).

Imorgen eftermiddag skal jeg til fysioterapeut.

Onsdag skal jeg vist bare hygge sammen med MiniMan. Det bliver også dejligt! Der er nok basis for en lille slædetur i dette fantastiske vintervejr.

Torsdag skal jeg på arbejde (så gemmer jeg lige orlovsdagen til det nye år), da jeg har et møde der, som er blevet flyttet mange gange efterhånden, og det skal bare ikke flyttes mere nu.

Fredag henter jeg Tobias på efterskolen. Han har ikke været hjemme siden uge 42, så vi glæder os alle til, at han kommer hjem igen, og han har endda indrømmet, at han savner os lidt (det er teenagere vist ellers ikke meget for at indrømme)