Handling og mental træning

I går var jeg på et særdeles interessant kursus. Egentlig havde jeg dobbeltbooket to forskellige agilitykurser denne dag, men kunne selvsagt ikke være både i Herning og Roskilde på samme tid, så jeg valgte at holde fast i kurset i Roskilde og sælge pladsen i Herning.

Jeg fandt det interessant, at kurset i Roskilde også bød ind med mental træning. Der er ingen tvivl om, at rigtig meget i vores liv og vores bedrifter afhænger af, hvad der foregår mellem vores ører, og hvad vores indstilling er til det, som vi laver.

Kurset var delt op i to dele. Jeg havde først handlingsdelen, som Ina Himle fra Norge tog sig af. Ina bød på en bane, hvor man kunne vælge mellem en let “rute” og en mere avanceret “rute”. Jeg ville gerne udfordres og snuppede den avancerede bane sammen med MicMic. Det er altid sjovt at prøve nye kombinationer og se om man kan løse udfordringerne på banen.

MicMic smiler lykkeligt, når hun løber agility

Gennem mange måneders on-line træning hos Natasha Gjerulff og analyse af mine stævneløb, så synes jeg egentlig at jeg har fået rimelig klarhed for, hvor MicMic og jeg har vores arbejdsområder, så jeg forventeder egentlig ikke en hel masse input på den front. Jeg kender svaghederne og glæder mig til at pusle lidt med dem her til vinter. Sidste vinter puslede jeg kraftigt med min balancebom, og det har helt sikkert båret frugt (se bare videoen herunder)

Vi løste den opstillede bane bedre end forventet, og jeg synes faktisk, at hun arbejdede rigtig godt på nogle af de punkter, som hun ellers er svag på. Og det som er mine fortsatte arbejdspunkter viste sig også på Inas bane.

Et lille sammendrag fra kursets handlingsdel

Da vi havde afsluttet handlingsdelen havde vi to timer sammen med Eva Marie Wergård, der er mentaltræner med en virkelig solid baggrund som etolog og idrætspsykolog. De to timer sammen med Eva var virkelig virkelig inspirerende.

Selvom jeg egentlig er meget bevidst om vigtigheden af vores mindset i sporten, så fik jeg alligevel masser af super gode input. Nogen af dem vil jeg allerede nu tage i brug i min egen evaluering efter træninger og stævner. Egentlig ærgrede jeg mig lidt over, at jeg allerede havde haft handlingsdelen inden, for jeg kunne godt have tænkt mig at prøve nogle af tingene af med det samme.

Jeg har selv et problem med, at jeg til tider mister fokus på banen. Det irriterer mig ganske voldsomt, for jeg kan virkelig godt lide at være “på”, når jeg løber. Så hvorfor taber jeg fokus, og hvordan kommer jeg det til livs?

Eva spurgte, om jeg havde bemærket, hvornår på banen det skete og hvad der var sket forud for det på banen (eller det kunne også være udenfor banen). Hun gav mig nogle værktøjer til at holde fokus, som jeg vil prøve af.

Vi talte også meget om, hvor forskelligt det kan være, hvad den enkelte har brug for som hjælp eller støtte. Det som virkelig var fedt for den ene var total turn-off for den anden. Det er egentlig også meget interessant. Eva Marie var ikke ensidig på den front, men meget bevidst om, at der ikke er én vej eller én gangart på vejen til målet. Lige netop den del gør, at man kunne mærke hendes faglig kompetence sammen med hendes passion for denne del af vores sport.

Hun havde også nogle meget gode pointer, når hun fortalte hvor omhyggelige vi var med at socialisere og forberede vores hunde/hvalpe på alverdens ting, som de kan ske at møde i agiltyverdenen, men hvor ringe vi er til at forberede/socialisere os selv på, hvad man kan blive mødt med ude til stævnerne. Meget interessant tanke. Jeg kan godt se, at hun også havde en pointe der.

Mentaltræning ved Eva Marie Wergård

Hvis du ikke ikke allerede har udledt det af mit blogindlæg, så var jeg meget begejstret for dagens kursus og i særdeleshed for Eva Maries del af kurset, som var så meget anderledes end det, som “vi” normalvis ser udbudt. Der var også klart mest tilslutning til Inas moduler, men jeg synes altså virkelig at guldkornene lå allermest hos Eva Marie.

Jeg glæder mig til at tage hendes del med ind i min “daglige” vurdering, når jeg fører træning og stævner ind i Handlers Logbook

Certer, champion men ingen WAO

Overskriften dækker meget godt de sidste to weekender.

Da jeg startede sæsonen 2019 havde jeg et mål om, at MicMic skulle blive både Dansk Agility Champion og Dansk Spring Champion i 2019. Men det var sgu lidt svært at komme igang igen og finde melodien sammen.

Vi startede sæsonen med et springcert og et agcert. Med hiv og sving vandt vi et cert til Maxi Zoo Cup i Viby i maj. Det var for vores vedkommende også stævnets eneste fejlfrie gennemløb. Så startede vi ikke flere DKK stævner hele udendørssæsonen.

I sidste weekend var jeg taget til stævnet på gulvtæppe i Vallensbæk. Mic var lidt udfordret med at finde rytmen på gulvtæppet. Det kostede nogle fejl på slalom og de baner, hvor der skulle hentes spring fra bagsiden. Der lavede hun vægring hver gang. Men vi høstede da et enkelt fejlfrit løb, som forunderligt nok udløste et springcertifikat. Det var vores 3. springcert, så vi fik sørme championtitlen med hjem fra Vallensbæk.

Dansk Spring Champion, Kræmer´s Bright Boa. Hende du kender som MicMic

Nu manglede vi “bare” 2 agilitycerter. Skulle vi mon snuppe dem med hjem fra Ribe Hundevenners løvfaldsstævne i denne weekend? Ikke helt, men det blev faktisk til et enkelt cert. Så nu mangler vi blot et ag-cert for at have agilitychampiontitlen i hus.

MicMic med sin cert-roset

I dag stod den så på udtagelsesstævne til WAO. Her gælder det virkelig om at komme gennem banerne. For resultaterne for de tre løb lægges sammen. Banerne var måske nok en smule anderledes end de baner, som vi ellers løber.

Lad mig måske sige det sådan, at banerne udstillede Mics og mine svagheder til åbent skue. Der var gode momenter, som jeg husker at glædes over, når jeg kommer i mål og ikke mindst bagefter. Men der var også ting, som virkelig satte os på prøve fordi vores “mangler” spændte ben for os på banen.

Men nogle af kombinationerne tænkte jeg bare, at jeg skulle have sat op og trænet på derhjemme. Så jeg fik mere inspiration end frustration med mig hjem fra dagens stævne. Jeg ville naturligvis allerhelst have haft en WAO billet, men måske skal jeg kigge lidt på ansøgningskriterierne til et wildcard ellers skal jeg bare bruge tiden og pengene på andre aktiviteter i den weekend, hvor der er WAO.

Ninja var med et smut i hallen, og hun var meget optaget af gennemløbene og kom også til at “heppe” lidt en gang imellem.

Nu er stævnesæsonen indtil videre slut for vores vedkommende. Jeg har nogle planer for, hvilke ting, som jeg vil nørde med i stævnepausen, og det glæder jeg mig til at rode mere med.

Mics første DM

I sidste weekend var MicMic og jeg til vores første DM sammen.

MicMic og jeg foran et udpluk af fanerne

Vores sæson startede ud med et samarbejde, hvor MicMic og jeg slet ikke var på samme frekvens. Jeg kan ikke rigtig sige, hvad der var galt, men i hvert fald, så havde jeg måske troet, at jeg kunne starte, hvor vi havde sluppet mere eller mindre for at par sæsoner siden. De sidste par år har vi stort set ikke løbet sammen pga parring, drægtighed og skader.

Men at spille sammen igen efter et par år uden ret meget træning og stævner var lige lovlig optimistisk og naivt måtte jeg indse.

Vores største udfordringer var, at hun f.eks i starten af sæsonen ikke ville gå på vippen. Hvis hun gik på vippen, så ville hun gerne hurtigst muligt derfra igen, og ventede ikke til den var i jorden.

Hun strøg af balancebommen, nogen gange helt uden at ramme feltet. Det har altid været svært med selvkontrol på bommen for hende, men i år var det vildt svært for hende at styre, da sæsonen startede.

Tunneller ville hun ikke tage, hvis ikke jeg kunne løbe hende direkte ind i tunnelåbningerne, så hun faktisk ikke kunne vægre dem. Hvis tunnellerne lå under feltforhindringer, så havde hun slet ikke lyst til dem.

At komme-til-hånd og gå på indersiden af spring var nærmest umuligt. Hun trak ustandseligt væk fra mig og gik på den forkerte side af springene.

Vi har intensivt arbejdet med tunnellerne, at trække hunden på indersiden af springene, balancebommen, slalom og generelt handling. Jeg synes virkelig, at vi har rykket os helt vildt i hen over sommeren. Og det har været så fedt at mærke, at man kunne spille sammen igen.

Egentlig havde jeg ikke nogen forhåbning om en plads til DM, for vi har løbet så ustabilt til stævner. Ja, det har altså heller ikke være sådan, at træningerne bare sad lige i skabet. Men her over de sidste par måneder, så begyndte det lige pludselig at ligne noget.

Jeg havde på forhånd besluttet, at jeg ikke ville jagte DM kvalifikationerne. Hvis ikke jeg fik dem på de stævner, som jeg på forhånd havde besluttet mig for at deltage i, så skulle vi bare ikke afsted. Og jeg forventede slet ikke at skulle afsted.

Så da jeg fik det sidste fejlfri AG åben løb, så kunne jeg da næsten ikke fatte, at vi skulle med. Det var samme dag, som vi blev jyske mestre,og vores sidste planlagte stævne i udendørssæsonen.

Hvordan gik DM så, når nu vi kom afsted?

Fantastisk vejr til DM

Den korte version

Den korte version om weekendens Danmarksmesterskab i DCH er kort og godt, at jeg er godt tilfreds med vores udvikling og egentlig også med vores løb. Det var vildt nok at nå med til DM, men der er stadig ting, der skal arbejdes på.

Lørdag havde vi først et fejlfrit springløb, og efterfølgende et agilityløb, hvor jeg indkasserede 5 fejl for en flyver på vippen. Ærgerligt, men jeg vidste godt, at vippen var et af vores ømme punkter, som jeg havde forsømt at træne.

Egentlig forestillede jeg mig, at lørdagens to gennemførte løb var nok til at komme direkte i A-finalen. Så jeg var noget overrasket, da jeg så, at Mic og jeg var en af de ekvipager, der skulle løbe i B-finalen. I B-finalen får nr. 1, 2 og 3 adgang til A-finalen, hvor man løber om Danmarksmestertitlen.

Så jeg måtte på den søndag morgen, og se om jeg kunne kæmpe mig til en billet til A-finalen. Jeg elsker finaleløb, og det tænder mig helt vildt at løbe finaler. Det giver mig sådan en “fandme-ja-fornemmelse” og publikums indleven gør mig kun mere tændt.

A og B finalen løbes altid søndag. Så kl 08.45 i forholdsvis tæt tåge gik vi banegennemgang til B finalen. Tågen betød nu ikke noget, men det var bare lidt anderledes at gå i den tætte tåge, hvor man faktisk ikke kunne se fra den ene ende af banen og til den anden.

Klar til banegennemgang…

Banen var spændende, og jeg var ikke bekymret for baneforløbet som sådan. Egentlig var jeg mest bekymret for vippen, og for om jeg kunne holde hende på vippen længe nok til at undgå at få dømt en flyver. Men ellers var der ikke noget, som jeg ikke synes, at vi ikke kunne håndtere.

Allerede inden løbet havde jeg svært ved at finde fokus på løbet, selvom jeg faktisk elsker at løbe finaleløb og elsker at blive presset. Selvom jeg er meget opmærksom på, at være insisterende på vippen, så forlader Mic vippen lige før den er i jorden (dommeren dømmer det godt nok ikke), og så misser jeg helt fokus derfra. Det er en kæmpe fordel, hvis man er “på”, når man løber sådan en bane, og det var jeg virkelig bare ikke.

Så vi går desværre ikke videre til A-finalen, men jeg er sådan set ikke skuffet over det. Jeg er stadig bare glad for vores rejse gennem sæsonen.

Uanset resultat så er Mic og jeg stadig glade for hinanden

Den lange version

Der findes også en lang version af min oplevelse ved DM og ikke mindst min oplevelse af vores B-finale. Jeg var selv lidt overrasket over min reaktion i B-finalen, og jeg har tænkt meget over, hvad det lige var der fik korthuset til at vælte for mig. Det hele starter i indsenderområdet, hvor vi bliver kaldt frem i startrækkefølge. Altså helt normal procedure. Intet underligt.

Da der er ca 5 hunde til det bliver min tur, bliver jeg oplyst om, at personen før mig ikke skal løbe banen, men at hun vil gå ind på banen uden sin hund og tage første pind af startspringet og derved lade sig diske. Det er jo rart nok for mig at vide, da jeg så skal være lidt hurtigere klar til at gå på banen, end hvis hun faktisk skulle løbe banen rundt. Jeg får også oplyst, at hendes hund er skadet og må udgå. Jeg tænker naturligvis, at det er trist for hende, hvorefter jeg forsøger at finde tilbage til mit fokus på mit forestående løb. Men så let er det ikke for mig. Faktisk slet ikke for mig.

Jo tættere vi kommer på, at det er min tur, jo sværere har jeg ved at holde fokus. Jeg forsøger virkelig at lukke mine tanker og min medfølelse ude og koncentrere mig om mit finaleløb. Jeg kan godt mærke, at det lukker op for mine egne triste følelser omkring skader på mine egne hunde. Det er som en ild, der blusser op i mig selvom jeg forsøger at slukke gløderne, der ulmer lystigt i mig.

Mens føreren med den skadede hund står og venter på, at hunden før hende løber sin bane, ser jeg hende stå og græde og blive trøstet af venner blandt officials. Jeg føler så meget med hende, og det gør så ondt på mig selv også, for det ripper op i mine egne følelser om især Ninja. Nu står jeg egentlig også selv og smågræder og kan slet ikke styre den lavine af følelser, som er sat igang inde i mig.

Da hun bliver præsenteret af speakeren, har jeg allerede vendt ryggen til banen og forsøger desperat at lukke det der foregår ude og kun fokusere på MicMic og mit eget løb. Jeg kan dog ikke undgå at høre publikums opbakning og medfølelse, da hun tager overliggeren af første spring. Det er virkelig ikke nogen let opgave for mig, men jeg samler mig virkelig efter bedste evne.

Da jeg går fra MicMic foran startspringet har jeg nogenlunde fået samling på mig selv, men mangler ligesom den angrebslyst, som jeg plejer at have til et finaleløb. Jeg får startet løbet. Da jeg når til vippen, og Mic tager den lidt for hurtige exit (som dog ikke dømmes), så glipper det helt for mig, og jeg løber resten af banen uden fokus. Det er lidt som om jeg slet ikke har løbet banen.

Da jeg kommer i mål mødes jeg af en lettere bekymret mine hos en god veninde. Hun havde allerede i startområdet spottet, at der var noget galt, og at jeg ikke rigtig var mig selv, men anede ikke, hvad der var fat. Jeg falder hende nærmest om halsen, mens jeg græder og forsøger at forklare og forstå, hvad det er der foregår med mig.

Skønneste Mic hviler på armen af mig, mens vi står og ser agility

Jeg kan billedligt bedst beskrive det sådan, at jeg har nogle triste følelser ifm skader på mine egne hunde. Det er jeg ganske åben omkring. Når jeg skal løbe agility til stævner, så pakker jeg helst de ting væk i en pose og binder posen til. Men snoren, der skulle holde denne her pose lukket bristede altså, fordi jeg kom til at forholde mig lidt for meget til en anden og hendes hunds skade. Det er ikke nogens skyld. Det er bare mig, der har et problem med at tackle det i situationen.

Jeg stod jo der i startområdet og var ved at tage min “nu-skal-jeg-løbe-finaleløb-jakke” på, da nogen lige smider en tikkende “agility-skade-bombe” ned i inderlommen på mig. Den havde jeg sgu bare lidt svært ved at løbe med. Jeg gjorde mit bedste for at tøjle det, men det kom altså ud af kontrol. Så når jeg nu stod i målområdet og tudede, så havde det ikke noget med resultatet eller præstationen på banen at gøre. Det var bare fordi mine følelser løb løbsk for mig.

En spurgte mig: “Var det fordi du så stod der i startområdet og var bange for, at der skulle ske noget med MicMic inde på banen?” Nej, det havde slet ikke noget med det at gøre. Når jeg løber stævner så tænker jeg ikke sådan, når jeg gør mig klar til start. Jeg kan tænke det, hvis der sker noget uventet på banen. Det var simpelthen bare et følelseshav, der tog magten fra mig.

Jeg er udmærket godt klar over, at der nok ikke er ret mange, der kan forstå det…

DM generelt

DCHs DM er altid ekstra festligt. Indmarch og udmarch i følgeskab med en garde, der festligt spiller. Der er åbningstale og masser af forskelligt hundearbejde samlet på samme sted.

Nede fra bagtroppen kunne jeg ved åbningstalerne rigtig nyde synet af de smukke faner op mod den blå himmel

At vejret i år var fantastisk med sol og sommeragtigt vejr med over 20 grader om dagen, det gjorde jo ikke dette års DM ringere. Det var måske ikke helt det tøj, som jeg havde fået smidt i campingvognen inden jeg trillede afsted fredag aften, men jeg klarede den alligevel.

Der er også supergod stemning rundt om ringen. Da der foregår så mange aktiviteter på de samme arealer, så kommer der også mange forbi og kigger på.

Det var nogle fine baner som dommerne, Mette GG og Thomas Ammitzbøll havde fået tegnet. Lørdagens baner var lidt til den lette side. Finalebanerne var spændende, men slet ikke uløselig eller baner, hvor man skulle knække og brække sin hund eller skrige sine lunger ud. Det var meget godt ramt.

Stemningen til finalerne er intens, og der er speaker, heppen, klappen og høj musik. Man kunne høre agilityringen over hele pladsen. Generelt er der en god ånd mellem deltagerne. Total hygge på årets sidste DCH agilitykonkurrence. DCHs DM er en sand hundefest.

Min lille hjælpetræner

Silas er utrolig glad for MicMic og mit hjerte smelter simpelten, når jeg ser dem sammen. Silas går glad tur, når bare han må gå med MicMic, og hun følger troligt ham, selvom jeg går bagved med de andre.

Stolte Silas på gåtur med MicMic

Efter dagens gåtur, så spurgte jeg Silas, om han kunne tænke sig at hjælpe mig med at træne lidt med MicMic. Meget begejstret svarede han ja.

Silas fik til opgave at lægge godbidder på baljen, når MicMic tog porten/slalomindgangen korrekt. Og det var jo nemt for ham at finde ud af, for jeg jublede “dygtig!!”, så var det bare at bukke sig ned og lægge en godbid. De var begge to så dygtige.

Alle er klar til øvelsen. (Ninja er kontrollant)

Han var også frisk til at hjælpe mig med en fremadsendelse.

Fremadsendelse

Det var bare så hyggeligt. Jeg glæder mig allerede til vi skal ud og træne sammen igen. Med hjælp fra Silas skal MicMic nok blive en helt fantastisk agilityhund.

Ja det var bare en helt perfekt weekend, for den bød også på et dejligt besøg af Tobias og Svigerdatteren. Det var dejligt at have dem her.

2013 – Tilbageblik

2013. Tak for nu. Det har været et oplevelsesrigt første halvår. Det har budt på den største rejseaktivitet i flere år. Ferier, rejser og “tid nok” blev afløst af et ret hektisk andet halvår.

Januar:
Året var ungt endnu, da Henrik, Tobias og jeg tog afsted på skiferie i Østrig sammen med 40 andre fra vores lille landsby. Jeg tror bestemt, at de andres skiferie var bedre end min. Det var ikke en succes for mig at stå på de meget isede pister, men bortset fra timerne med brædder under fødderne, så var det en skøn og hyggelig ferie.

Henrik og jeg i St. Michael

Februar:
Charlie står pludselig og hænger og dingler derfter rundt i gangen. Jeg ræser tudende afsted til dyrlægen. Helt uvant med tanken om at skulle aflive en gammel hund uden at kunne forberede mig selv lidt bedre. Det gik dog ikke så galt. Dyrlægen kaldte det idiopatisk vestibulært syndrom (og forklares nærmere som noget flimmer i hjernen, som man ikke ved, hvad kommer af – og som går væk igen). Efter ganske kort tid var Charlie lige så fin igen, og jeg har ham heldigvis stadig. Trods sine 15 år og 6 måneder er han still going strong.

Charlie slikker sol i sommers

Marts:
Denne måned husker jeg bare som VINTER og snestorm herude på landet.

Vinterstemning ved Vilstrup Strand

April:
Største højdepunkt i denne måned var en tur til Alanya sammen hele familien. Vi var heldige at få lov til at låne en rigtig skøn ferielejlighed dernede. Vi havde en skøn dase-ferie, hvor i vores lejede bil fik set os lidt omkring. Efter at Tobias er vendt hjem efter mere end to år på efterskole mv. så var det bare superrart at være samlet igen.

Tobias nød Alanya
Mine skønne drenge med en gadesælger,
der regnede med at vi ville købe hele boden

Maj:
Vi blev beriget med MicMic, som er vores allesammen glade morgenhumørbombe. Det glæder mig især, at hun har taget Silas med storm. Da Silas nu er gået fra meget svært at acceptere hunde (både mine og andres) til at sige, at MicMic altså er hans hund. Tilmed har den lille skønne sheltiepige lappet lidt på mit afsavn efter Diva. MicMic er dog ikke Diva, men hun “smager” lidt derhen af.

MicMic

Ellers gik hver weekend i denne måned med stævner, og pga helligdagene så var det tilmed 3-dages stævner.

Juni:
Min store teenager Tobias fyldte 18 år. Det føles helt urealistisk, at ens lille søde dreng med lyst hår nu pludselig er blevet 190 høj og bred over skuldrene.

Året 2013 var også super godt for en danske Depeche Mode fan, som mig. Midt i juni gik turen til Parken, hvor jeg (for jeg ved ikke hvilken gang) oplevede de engelske drenge trykke den af. Som altid står jeg efter koncerter og “mangler” at høre ca 20 numre, som jeg syntes burde være på set-listen.

Border Collie og Depeche Mode.
Jeg anede ikke, at der var sammenhæng

I denne måned skød jeg gang i 6 ugers ferie/gammel barselsorlov. Men med mine mange planer for sommeren, så var de 6 uger ikke een for meget.

Første uge af de 6 uger spenderede jeg på ugekursus i agility i min hjemklub, Ribe Hundevenner. I år var det en rigtig positiv oplevelse at deltage. Nu følte jeg mig mere klar og Ninja noget mere rutineret. Det er ligesom nemmere at løbe agility i en uge sammen, hvis man har opbygget et samarbejde.

Silas tapper på IPad og Ninja ser agility-TV

Vi startede mine mange ugers frihed med en lidt spontan tur til Kreta. Det var bare den bedste ferie ever. Flere gange dagligt frydede jeg mig sådan over familien, samværet, vejret, ferien og ikke mindst at se mine to drenge hygge sig så meget sammen. Ferien var tom for planer, så vi tog dagene, som de kom.

Søskendehygge i poolen

Mine skønne drenge på Kreta

Juli:
Den måned gik da totalt i hundene. Først var Silas og jeg på Dansk Hundeferie sammen med min gode veninde Mona og hendes knægt Oliver. Henrik efterlod vi hjemme, så han kunne arbejde. Drengene hyggede sig sammen hele uge. Mona og jeg gjorde det samme, og vores hunde blev trænet hver dag. Dejlig måde at holde ferie på.

Der var nok at holde styr på på lufteturene på Hundeferien.
Dertil også to drenge, der flimrede rundt

Fra hundeferien gik turen direkte videre til Fionia-Cup på Fyn. Stort internationalt agilitystævne. I denne uge var Henrik dog med, men han havde stillet sig til rådighed som hjælper til stævnet, så mens jeg løb agility, så var han en af de flittige sjæle, der sørgede for at holde hjulene igang til sådan et arrangement. Ninja var super fed at løbe med, og jeg synes, at hun leverede nogle gode løb, selvom vi vist lige skulle finde melodien på de svære klasse 3-baner, som hun jo var nyoprykket i.

Skønne Ninja

Sidst på måneden havde Henrik og jeg en skøn tur til København, hvor vi så Aladdin i Operaen. Faktisk var det min julegave, som vi indløste. Det var en skøn tur på en fantastisk sommeraften.

Fantastik sommeraften foran Operaen



August:
Måneden gik vist mest med arbejde, stævner rundt omkring. Fandt faktisk ud af, at jeg kan nå en del DCH-klubber på under tre kvarters kørsel 40. DCH Løgumkloster, DCH Aabenraa, DCH Kolding, DCH Ødis Bramdrup for bare lige at nævne nogle stykker. Fedt når man ikke behøver at køre så langt og startgebyret er forholdsvis lavt, som det er i DCH.

Jeg gør et hæderligt forsøg på få familie og agility til at enes, og det er lidt lettere, når klubberne ligger tæt på.

Hængekøjehygge i haven

Familietur til skønne Årø



September:
Højdepunktet i denne måned var så absolut at deltage til DM i Agility sammen med Ninja. Det var første gang, hun var kvalificeret. Resultatmæssigt gik det ikke særlig fantastisk, må man sige, men jeg synes, at Ninja løb fantastisk og fejlene var mine.

Jeg var også inviteret til Foreningen Cancerramte Børns familieweekend, hvor jeg pga DM kun kunne deltage fredag aften. FCB ville gerne hædre mig som “Årets FCB medlem”. Årsagen til det er mit arbejde med Cancerkort.dk, hvor jeg gennem de sidste 5 år har indsamlet over kr. 200.000. Det er jeg både glad for og stolt af, og jeg har også sendt mange taknemmelige tanker til nogle af alle de personer, som har bidraget med deres indsats – både i form af at lave kortene og ved at sælge for mig.

Smuk buket fra Foreningen Cancerramte Børn

Oktober:
Henriks og min tur til Lønstrup står stadig klart for mig. Jeg kan kun anbefale det. Vesterhavet er noget særligt – også i Lønstrup. Maden på Villa Vest fra fantastisk, og værelserne på Lønstruphus var romantisk badehotelsstemning. Åh jeg gør det gerne igen, men vil så foretrække de lysere måneder i stedet.

Maden på Villa Vest glemmer vi sent.
Lækkert!!

Sammen med mine gode veninde Mona og hendes søn Oliver var vi i sommerhus i Saksild. Drengene fik rigtig leget, og vi fik virkelig nydt sammen af dejlig mad og afslapning. Silas fik langt om længe lært at cykle uden støttehjul. Her hvor vi bor er det svært at tage en lille ny cyklist med ud, og Silas har heller ikke været så optaget af at skulle lære at cykle. Så det var lidt en sejr at se ham cykle selv.

Silas og “hans” MicMic

Oliver og Silas pjatter i haven i sommerhuset

November:
Den måned var særligt ophidsende for Charlie, som pludselig opdagede, at en “ny” hund var flyttet ind. Det er så MicMic jeg hentyder til her. Hun flyttede godt nok ind i maj måned, men Charlie “opdagede” hende først i november, da hun kom i løbetid. Siden har han i øvrigt elsket hende, og inviteret hende til leg flere gange med de fineste nejebuk, man kan forestille sig fra en 15 år gammel hund.

Smukke MicMic

Tobias fik desuden endelig snøvlet sig sammen til at få taget sit kørekort færdigt, og siden har jeg næsten ikke set min bil

Tobias på første tur bag rattet

December:
Magen til trist december måned – i hvert fald vejrmæssigt – skal man lede meget længe efter. Synes ellers vi har forsøgt at jule den lidt ekstra i år.

Vi var til den årlige juletræsfest hos Foreningen Cancerramte Børn. I år havde vi mine forældre med. Det var super hyggeligt. Silas lavede en rigtig fin juledekoration helt på egen hånd. Han var super stolt.

Silas er stolt af sit værk

Det lykkedes os også at få et juletræ indenfor dørene for første gang i 13 år. Silas nød at pynte træet, og han var faktisk også rigtig god til det. Nu er jeg overbevist om, at juletræet er kommet i vores hjem for blive. Ja altså ikke det samme træ, vel?!

Nu med juletræ

Ellers synes jeg at december var alt for hektisk og alt for meget arbejde. Jeg nåede med nød og næppe at få smidt 7 julekort afsted med posten, så ingen af dem, som havde tiltænkt mig med et julekort blev “snydt”. Jeg plejer ellers også at sende nogle julehilsner pr. mail, på Facebook og her på bloggen, men det blev der ikke tid til i år. Nogle af gaverne blev pakket ind i nattens mulm og mørke.

Juleaften blev holdt hos mine forældre sammen med min bror og hans yngste datter. Hyggelig aften.

Juleferien er gået uden de store planer, for en gangs skyld har vi været hjemme siden 2. juledag. Tiden flyver alligevel afsted.

Klar til nytårsdesserten kl 23….
Henriks fantastisk chokolade-fondant med brombær-mousse

Nytårsaften holdt vi også herhjemme sammen med min gode veninde Mona, og vi nød virkelig en fantastisk menu, som vi alt i alt vel brugte 5 timer på at spise. Torsdag d. 2. januar er min sidste fridag. Ingen skal betvivle, at jeg har nydt alle fridagene i fulde drag. Nu samler jeg kræfter til at kaste mig ind i 2014, og alle de mulige forandringer, som jeg aner i min krystalkugle.

Godt nytår til jer alle!