Tag: Ninja

Samsø

Puha. Det har da vist været en af de ringeste blog-måneder i min blogger historie. Jeg har bare ligget vandret, mest på jobbet. Aner ikke om nogen har savnet et indlæg… Men jeg smider lige et alligevel. For jeg har savnet at blogge, men har bare ikke haft tid.

I mandags havde jeg et møde på Samsø. En gang tidligere i hele mit fyrre år lange liv (hold da kæft hvor det lyder…), har jeg været på Samsø, og det var lige inden sommerferien, hvor jeg var til møde hos samme kunde, men jeg nåede vel at køre 10 km øen, så det var set ud fra et oplevelses synspunkt skam en jævnt kedelig tur.

Denne her tur var derimod alt andet. Jeg valgte at udnytte, at jeg havde det her møde om mandagen, og derfor skulle starte min uge på Samsø. Så Henrik, Silas, hundene og jeg tog til Samsø allerede lørdag.

Ballen Havn

Vi ankom til en kold vind og gråvejr. Så vi brugte mere eller mindre lørdagen på at køre øen tynd i bil, så vi kunne udse, hvad vi skulle bruge søndagen på (der varslede vejrudsigten nemlig lidt bedre vejr).

Sidst på eftermiddagen tjekkede vi ind på Hotel Ilse Made. Jeg er simpelthen nødt til at skamrose dette sted. Det er bare et af de mest fantastiske steder, jeg nogen sinde har været. Det er bare så smagfuldt indrettet og har en vildt dejligt atmosfære. Hvad maden angår, så kan de måle sig med alt mulig andet lækkert, som jeg har oplevet på div. fine hoteller. Hvis jeg var samsing og skulle giftes, så var det helt sikker her!

En lille hyggeanretning i vinduet
Pejsestuen – til fri afbenyttelse
Silas legede af “pufferne” var tog + vogn

Jeg havde gennemtjekket internettet for overnatninger på Samsø. Jeg havde kigget på alt fra campinghytter, bed & breakfast og til hoteller. Det sidste var det dyreste, men vi blev enige om, at vi trængte til lidt ekstra forkælelse og kastede lidt flere penge efter opholdet. På booking.com kunne jeg læse, at Ilse Made fik 9 i gennemsnit i gæstebedømmelse (max er 10, så det er da et imponerende gennemsnit). Og det levede bare helt op til bedømmelsen.

Silas slænger sig i den kæmpestore dobbeltseng

Lørdag aften fik vi restaurantens “fix-menu”. Dvs en forudbestemt menu – der var ikke noget menukort, men det savnede vi nu heller ikke, for  maden var bare helt fantastisk og betjeningen super god. Vi følte os virkelig velkomne i de meget hyggelige omgivelser.

 

Min vanvittig lækre dessert
 
 
Silas tegner på IPad, mens vi hyggespiser i restauranten
Her tegner han en giraf, der spiser blade på et træ

Søndag stod vi op til en helt anderledes dag, sådan rent vejrmæssigt. Efter at have gået en tur på stranden nedenfor hotellet, hvor vi fandt kilden, som hotellet er navngivet efter samt en cache.

Silas ved “Ilse Made” kilden

Derefter kørte vi til Nordby for at kigge på Gadekæret og den smukke by.

Gadekæret i Nordby i efterårsudgave

Sikke en charmerende lille by. Masser af små skæve huse og små snørklede veje gennem byen. Vi spiste frokost i det fri på Samsø Bryghus.

En lokal øl det frokosten i det fri

Næste stop Issehoved. Vi vidste nok ikke helt, hvad der ventede os deroppe, men vi skulle da lige se, hvad det nordligst af Samsø bød på.

Hvad mon “mænderne” filosoferer over her?

Det bød så bare på en fantastisk udsigt og et utrolig smukt  landskab. Det fantastiske vejr var kun en ekstra bonus til dette. Her fandt vi også en cache, og sad ellers bare og nød vejret og naturen.

Der er virkelig smukt ved Issehoved

Lige en strand efter Silas´ hoved.
Masser af sten, der er lige til at kaste i vandet
 

Ninja

Vi kunne også lige nå at køre til den anden ende af øen og kigge på Kolby Mølle. Se bare på billedet, hvor smuk blå himmelen var på denne skønne dag.. Nå ja og vi fandt da også lige en cache, når vi nu var der.

Kolby Mølle

Denne aften dalede madkvaliteten til et absolut nulpunkt, da der næsten ikke var til at finde et sted, der havde åbent (Ilse Mades restaurant havde lukket om søndagen). Vi endte på Drop-in i Tranebjerg. Det var grill-mad. Puha en grim kontrast til lørdagens fantastiske menu.

Nok var maden ikke god, men udsigten fra Ilse Mades terasse var fantastisk.
Direkte kig ud over vandet.

Det fik mig bare til at glæde mig endnu mere til mandagens morgenbuffet på hotellet, for om den må jeg sige, at den også bare var ganske fantastisk. Lækre lokale og hjemmelavede specialiteter. Der var bare meget mere sjæl i denne morgenbuffet end f.eks på den morgenbuffet, som jeg to uger forinden havde indtaget på “Kongebrogården” (som tilmed er 5-stjernet). Nu er der vel ingen, der er i tvivl om, at jeg meget varmt kan anbefale andre at tage et ophold på Ilse Made?!

Mandagens møde gik i øvrigt fint, og da jeg trådte ud på gaden efter mødet, begyndte det at regne, og det gjorde det så lige til færgen sejlede retur mod Hou kl 15.45 – og i øvrigt hele vejen hjem til Haderslev.

Jutlandia Cup

Nu er vi hjemvendt fra en uge med agility – og masser regn!

Silas hygger med paraplyen,
mens vandet vælter ned fra udhænget på stævneteltet

Allerede da jeg læste programmet kunne jeg godt se, at der ventede mig en helt ny verden, når jeg pludselig havde fået startnummer 187, 160, 178. Jeg har aldrig haft et startnummer der var på mere end to cifre.

250 hunde i åben klasse var da ganske overvældende. Nå men jeg kom ikke for at “vinde”. Jeg kom for at hygge med min hund og prøve hende lidt af. Hun skuffede mig bestemt ikke. Måske skuffede jeg hende? Det tror jeg dog ikke, selvom jeg var skyld i adskillige disk med hende.

Et kig ud over området  – set fra toppen af bakken bag Ring 4

Det lykkedes mig at løbe 3 løb fejlfrit. Desværre har jeg ikke nogen af dem på video. Men jeg har en lille video af et AG1 løb, hvor hun ikke er gode venner med slalom.

Se video : SP1 lørdag d. 20.07.2012

De tre fejlfrie løb rakte til:
1. plads i AG1 (55 deltagere)
2.plads i AG1 (ca 80 deltagere)
17. plads i AgÅben (ca 250 deltagere)

Det er jeg meget tilfreds med. Banerne var ofte lidt ekstra svære ift normalt, men sådan er det vel altid til ugestævnerne.

Der var mange udenlandske deltagere til Jutlandia Cup. Jeg savnede lidt flere danskere, men bemærkede også, at der var mange danske deltagere, som jeg ikke tidligere havde set (som faktisk løb rimelig godt), hvor katten har de gemt sig henne? Eller hvad er der sket, mens jeg har været lidt fraværende i sporten, hedder det måske snarere?

Ninja på vej ud af tunnellen.
Foto Gitte Poulsen

Henrik var også taget med til stævnet og havde meldt sig som hjælper, hvilket havde sine fordele og ulemper. Henrik fik dagen til at gå, og jeg tror, at han hyggede sig sammen med resten af teamet i ring 1. En anden gode ved hans hjælpsomhed var, at vi fik campingen betalt. Jeg hørte, at andre havde betalt 1400,- for en uge, hvilket jo slet ikke står mål med den vare, som Vingstedcentret leverede. Baderummene var fællesbade (dog kønsopdelt), og jeg oplevede aldrig at komme op til et rengjort baderum. Toiletter var der ikke mange af, og de toiletter, der lå i forbindelse med omklædningsrummene (som de fleste benyttede) havde ingen sæbe eller aftørringsmuligheder.

For lige at runde campingpladserne, så lå vi et rigtig godt sted ude i kanten, hvor der var flere tomme og tørre pladser. Alligevel lå der folk, der havde vand i forteltene.

Campingpladsen torsdag aften
– jeg har set værre billeder hos andre

En aften sendte jeg Tobias op og hente kartoffelbåde i cafeteriet. Han kom tilbage med 2 tallerkner med 20-25 kartoffelbåde på hver. Samlet pris kr. 70. Jeg synes da nok, at Vingsted centret tager ved.

Desværre vil Jutlandia Cup nok mest blive husket for ugestævnet, der nærmest regnede væk, og skybruddet, der kom på hviledagen om torsdagen, lavede ravage i det. Banerne stod under vand og herunder også et lille billede fra mit stævnetelt, hvor det ene bur svømmede rundt.

Det hele sejler rundt inde i stævneteltet

Dommere og komité vurderede om fredagen, at to af banerne ikke kunne løbes på, og besluttede derfor at aflyse alle klasseløbene, så det kun var de åbne klasser, der blev afviklet. Det gav lidt murren i krogene, da der var meldt ud, at startgebyrerne ikke blev tilbagebetalt. Samlet set drejede det sig vel om 25-30.000 kroner. Jeg overlever nok, da jeg kun løb med Ninja og derfor kun mistede 2 gennemløb, men jeg forstår godt, de personer, der løb med mange hunde, der reelt ikke fik den vare, som de havde betalt for.

Der var masser af vand på banerne torsdag aften

Stedet ligger ellers fantastisk smukt i Vejle Ådal, men pga det meget omskiftelige vejr, som begav vi os ikke ud på de store vandreture.

Silas suser afsted på løbecykel

Efter sådan en uge, så kan selv en border collie se træt ud. Herunder ligger Ninja total forvredet under køjerne i campingvognen – og naturligvis ikke i kurven.

Det er hårdt!

Min lykkepille

Jeg har en lykkepille. Den har fire ben og hedder Ninja.
Det er utroligt som den hund altid får mig til at smile og være/blive glad.

Ninja klædt i mælkebøtter

Generelt synes jeg nu, at jeg har en positiv tilgang til livet, men som alle andre kan jeg have dage, der er mindre vellykket end andre og måske også perioder, der er mere hektiske end de flestes.

På en mørk dag kan Ninja og en agilitybane i fællesskab næsten fremkalde solskin. Jeg husker meget tydeligt en dag, hvor jeg absolut intet havde at smile over. Det var en rigtig sort dag fuld af kedelige beskeder og beslutninger. Jeg “flygtede” til “agilityland” sammen med Ninja.

Agility med sådan en hund….
Foto: Gitte Poulsen

Mens jeg går banegennemgang til træningen siger Sanne til mig: Hvad går du sådan og smiler af (hun vidste godt, at jeg faktisk ikke havde ret meget at smile af den dag). Jeg kunne kun svare: “Prøv at kigge på den hund der, som ligger der og kigger forventningsfuldt på mig. Så kan jeg da kun smile”.
Når der er travlt på jobbet, og jeg kommer afsted til agility, så giver det mig lige et skud energi, fordi jeg får koblet helt af fra jobbet.
Faktisk føler jeg ofte, at jeg nærmest sprudler, når jeg kommer hjem fra træning eller stævne, selvom det måske ikke var sådan jeg tog afsted.
Men jeg er vel næppe det eneste, der har det sådan med mine hunde?
Nu er det endelig sommerferie efter et par rigtig travle måneder på jobbet. Feriens første uge byder på masser af agility. Jeg er sikker på, at det vil tanke mine lidt flade batterier op, og lige nu nyder jeg faktisk ikke at skulle sidde og arbejde aften efter aften, men holde fri og endelig have tid til at gøre, hvad der falder mig ind, såsom at skrive dette blogindlæg, som har ligget i mine tanker, siden jeg tog det øverste billede i maj måned.

Resultater og præstationer

Efter tre weekender i træk med stævner, så var denne weekend stævnefri. I stedet fik vi gæster og fejrede, at Tobias bliver 17 i næste weekend. Som altid var det dejligt, at have Tobias hjemme på weekend fra efterskolen, og hyggeligt at fejre ham sammen med familien.

Jeg har nu nydt at være afsted til stævnerne og få prøvet Ninja (og mig selv) af. Helt ærligt, så synes jeg, at det er pisse svært at løbe med hende. For det første så tager hun en del længere skridt end de hunde, som jeg tidligere har løbet med, og hun har også et rimelig godt tempo. Jeg er ikke særlig vant til at løbe hele baner med hende, så jeg føler ikke rigtig, at jeg kender hende. Min “værktøjskasse” er begrænset til primært at bestå af basic handling. Alligevel synes jeg bestemt at flere af løbene var værd at være stolte over.

En tændt Ninja i slalom
(Foto: Tina Hindsgaul)

Jeg kom i mål efter et løb med en disk, men roste Ninja helt vildt, for hun havde fortjent rosen for sin indsats på banen, og jeg syntes,  at hun egentlig havde præsteret mere, end jeg kunne forvente af hende. En fortalte mig, at hun havde overværet, at jeg kom i mål og bemærkede, hvordan jeg virkede vildt glad og roste Ninja en del. Hun tænkte, at det måtte have været et fantastisk og ikke mindst fejlfrit løb, men måtte så undre sig, da hun hørte en af de andre tilskuere på opmuntrende vis sige, at “det vel nok var en skam”… Det glæder mig at høre, at det var synligt at præstationen var vigtigere for mig en resultatet.

Jeg har det rigtig fint med løb, hvor det (stort set) kun er mig selv og dommeren, der opdager vores fejl/disk. Som jeg plejer at sige, så er det ikke dommersedlen, der viser, om gennemløbet var godt. Jeg har vundet åbne klasser med Diva, hvor jeg faktisk ikke synes, at løbene var gode. Selvom det er dommersedlen, der viser vinderen, så kan man godt glæde sig over flotte løb trods diskvalifikationer.

Vores eget stævne i Ribe Hundevenner i pinsen bød på 6 løb, hvoraf de 5 var disk-løb og et enkelt fejlfrit i AG1, som gav en 2. plads. Jeg fik dog mange positive ord med på vejen fra nogle af de andre hundeførere, og det var jeg glad for. Selvom jeg kan føle mig som en hund i et spil kegler, så lyser det måske ikke så langt ud af mig/os.

Næste uge skulle have været en ferieuge med agilitytræning med nogle af Nordens bedste instruktører, men når jeg kigger på arbejdsbunkerne, så bye bye ferie… Jeg må bare flette arbejde og træning/fritid ind mellem hinanden den kommende uge.

Løgumkloster styrer for vildt!

I weekenden var jeg til stævne i DCH-Løgumkloster. Tilsvarende stævne i 2011 var det eneste DCH stævne, som jeg deltog i i hele sæsonen. Det er ikke helt tilfældigt. Udover at jeg kan køre dertil på ½ time, så er der også mange andre ting, der trækker ved Løgumklosters stævne, som af nogle kaldes for “Danmarks hyggeligste agilitystævne”

Det holdes på supergode arealer ved byesn kommune-skole. Det betyder jævnt nyklippet græs, gode toiletfaciliteter og en legeplads, for os der havde børn med.

Alle hjælperne (som er personer, som jeg ikke plejer at møde ude til andre stævner) er virkelig utrolig venlige og imødekommende. De er så søde og fleksible, så allerede der føler man sig utrolig velkommen.

Så er maden jo et helt kapitel for sig. Alt er hjemmelavet og til så rimelig priser, at man nærmest er et fjols, hvis man smører en madpakke hjemmefra.

Vi skal i den forbindelse ikke glemme at nævne deres hjemmebagte hindbærsnitter. Mums. Jeg er vild med hindbærsnitter, men ikke med alle hindbærsnitter. Der skal en vis kvalitet til, før jeg roser dem. Løgumklosters er super gode. Min lille kræsne Silas guffede dem også i sig – det er i sig selv et kæmpe kvalitetsstempel, for der er ikke mange ting, der ryger forbi hans “madsorteringscenter””

Til allersidst må jeg også lige rose præmierne. Masser af skønne og varierede præmier. I år bemærkede jeg de lidt mere særprægede præmier, så som hængesofa, stafeli, arbejdsbukke (dem scorede jeg faktisk), jakke, specialøl blandt meget andet. Ellers var der jo de lidt mere traditionelle præmier som foder, legetøj mv.

Ninja skulle for første gang løbe agilityklasser, og selvom det ikke blev til det store sådan rent placeringsmæssigt, så var jeg godt tilfreds med hendes præstationer. Det er jo ikke altid på dommersedlen, at man kan læse, om det har været et godt løb. Nogle af banerne var temmelig svære syntes jeg, og hun ikke så rutineret i at løbe lange baneforløb endnu.

Vi startede faktisk stævnet med at løbe spring åben, hvor vi havde et skønt og fejlfrit løb, som der nærmest gik “rygter” om på stævnepladsen. Jeg fik mange positive tilkendegivelser fra de andre deltagere, og det var da rart med lidt “skulderklap”. Løbet rakte til en 6. plads ud af ca 70 hunde. Der er stadig plads til forbedringer, men der er masser af tid til at hun skal komme til at føle sig helt “hjemme” på banen.

Echo var også forbi om søndagen for at løbe et par løb. Det var nu ikke den store succes men Echo hyggede sig  med lidt agiltyløb, og det var så let, fordi han bor lige i området og blev leveret på pladsen.

Prisen venner, prisen… 4 løb kr. 150 danske kroner. Det er jo noget man kan forstå!! Har du ikke prøvet stævnet før, så prøv det!!