Forfatter: Berit

¨Så har jeg været igang i tre uger på nyt job.

Jeg har fået serveret et super godt intro program, hvor jeg er kommet rundt og set det meste.

Blandt andet har jeg kørt nattur/tidlig morgentur med en chauffør og set og mærket værdien af at håndtagene på beholderne (det gælder også dine skraldespande derhjemme) ud mod chaufføren.

Det var også virkelig en øjenåbner at regne på, hvilken forskel de ca 4 tons, som vi hentede hos nogle af vores kunder på den tur, kunne gøre.

Det som vi hentede var primært organisk affald, som f.eks grøntsagsskræller, pommes frites, sovs, nuggets, frugter, madrester, fritureolie. Ja organisk affald er rigtig meget forskelligt.

Men det kan i biogasanlægget lave varme til en parcelhus i ca 5 måneder og restproduktet bruges til at gøde 5,6 ton gulerødder med. Alt bliver bruget. Det er virkelig vildt.

Jeg har været med mine kolleger ude at køre og opleve forskellige typer kunder og forskellige typer møder.

Jeg har oplevet nogle kunders begejstring for bæredygtighed og andre steder set steder, der emmer så fantastisk af idyl og en personlig mission, når man sidder sammen med en indehaver, som virkelig brænder for sit sted og værner om et image eller en filosofi.

Flere steder har jeg siddet og tænkt, at her vil jeg gerne retur til eller fortælle mine venner om det helt fantastiske sted. Jeg kan også godt mærke, at det passer mig glimrende at komme ud til kunder igen efter at have siddet lidt i baglandet de sidste par år.

Jeg vil nok også ende med at være lidt småfed, hvis jeg skal spise frokost hos nogle af de potentielle kunder, som vi lægger vejen forbi. Som f.eks denne burger hos Mephis Manson i Randers. Jeg spiste ikke noget før næste morgen – og jeg spiste ikke engang op.

Det er lidt en omvæltning fra tidligere jobs, hvor jeg mest har besøg ældrecentre og køkkener, der laver mad til visiterede borgere i kommunerne. Der kan man bestemt også opleve forskelliger og passion, men ikke sådan at man sidder og planlægger, hvor man vil drømme om at bo, hvis det en dag skulle blive aktuelt at komme ud af eget hjem.

Hold op hvor er det sundt at komme ud og prøve noget andet. En af mine kolleger på mit tidligere job, fortalte mig engang, at hun til sin jobsamtale havde sagt til den chef, som skulle ansætte hende, at grunden til at hun nu valgte at søge noget helt andet var, fordi hun var kommet til at stoppe og op tænke, at hvis hun skulle prøve noget helt andet, så skulle det være nu.

Hun kom fra en helt anden branche og en helt anden type job. Det lidt komiske var, at da hun skulle starte på sit nye job, så kom hendes nye chef med en lidt svær følelse for at sige, at hun faktisk selv skulle starte på et nyt job og bare skulle lave en intro for sin nye medarbejder. Men den ansættelsessamtale havde fået hende selv til at stoppe op og tænke, at det da nok var en god ide at prøve noget andet. Lidt pudsigt som det kan smitte.

Lad mig bare sige det sådan, at i vaskeribranchen er ancienniteten ofte lang, og 25 år jubilæum er ikke usædvanligt – 40 år forekommer også.

Et af de steder, som min kollega og jeg besøgte i sidste uge, fik jeg faktisk en lille gave med hjem. Jeg kunne nemlig ikke lade være med at rose den meget lækre te, som indehaveren serverede. Der gik man nemlig op i te – og alt mulig andet, som var alt andet end tilfældigt.

Nu bruger jeg de sidste dage inden jul på at læse mig igennem forskellige procedurer og dokumenter, mens jeg forsøger at lægge en plan for 2022, hvor jeg skal ud og stå på egne ben. Jeg har dog allerede nået at lave en enkelt lille kontrakt og givet et tilbud i mit nærområde. Jeg glæder mig helt vildt til at komme ud og fortælle om, hvad vi kan hos Daka ReFood.

Lige nu er det bare en anelse irriterende, at Omikron kommer og strækker sit lange ben ud til et træls benspænd, så det er svært at gennemføre kundemøder lige nu. Jeg håber, at der snart falder ro om Corona, for man blive virkelig rigtig træt af det. Det føles lidt som at løbe afsted i en snestorm for at undgå at blive ramt at snefnug. Det synes virkelig uundgåeligt og pludselig er flere folk omkring mig smittet.

Vi skal helt tilbage til d. 15. januar 1996, hvor jeg efter barselsorlov og et par måneders forældreorlov trådte ind af døren på et vaskeri i Hadsten.

Det var min første arbejdsdag i en branche, som det siden skulle vise sig, at jeg skulle blive hængende i i mange mange år.

Sådan her husker jeg i (forholdvis) korte træk min rejse i branchen.

Jeg var glad for, at jeg som nyuddannet 23-årig kontorassistent og enlig mor til en baby fik chancen i dette job. Mit job var at betjene kunderne i kundeservice, tage telefoner, fakturere og hvad der ellers hørte til.

Efter et ¨års tid blev jeg lidt rastløs af bare at sidde på kontoret, og når kunderne var sure, så blev jeg i afdelingschefens bil sendt ud til kunderne for at løse problemerne. Min kollega, der ellers varetog dette job var langtidssyg efter en trafikulykke.

Jeg endte med at overtage hans job og gled også over i salgsarbejde til kunder i alle afskygninger med alle produkttyper i vores sortiment.

En dag trak afdelingschefen mig ind på kontoret og spurgte om ikke jeg kunne tænke mig jobbet som sælger af linned og arbejdstøj til kommunerne (primært plejehjem/hjemmeplejen). Jeg synes det var en stor mundfuld, for jeg var jo kun 26 år, og det var typisk kontrakter til flere millioner, som jeg så ville få ansvaret for. “Det kan du sagtens”, sagde han. “Du kan tænke over det til i morgen”.

Jeg takkede heldigvis ja til det med en garanti om, at jeg altid kunne få mit gamle job igen. Men efter en måned vidste jeg, at det nye hylde var langt bedre. Gennem årene ændrede samhandel med kommunerne sig fra opsøgende salg til offentlige udbud og paragraffer og direktiver. Stillingen ændrede sig også lidt til Key Account og Markedschef og betegnelser i den dur. Efter næsten 19 spændende år skiltes firmaets og mine veje i 2014.

Efter mange år i stor koncern startede jeg i 2015 hos en noget mindre aktør i branchen. En af mine gamle kolleger havde kontaktet mig, og spurgt om jeg ville være med i det lille firma, hvor hun nu var daglig leder. Efter at have tænkt lidt over det, takkede jeg ja og sad derefter med ansvaret for firmaets salg til det offentlig marked med alt hvad det indebar. Det var altså en sjov tid. Vi var små og næsten alt kunne lade sig gøre. Ja, det var bare en sjov rejse.

Rejsen sluttede januar 2019, hvor firmaet blev opkøbt af en stor koncern i branchen. Jeg var heldig at komme med videre og fik i første omgang et barselsvikariat som Tekstilekspert. Sådan rent praktisk betød det, at jeg skulle finde de artikler/tekstiler, som levede op til kommunernes kravsspecifikationer i deres udbud. Ja, det må jeg bare lige nævne titlen, fordi jeg synes, at den var lidt sjov. Nu startede mange lange ture til Sjælland, men jeg kunne sådan set godt lide jobbet og ikke mindst firmaet, og afventede hvad der så kunne ske, når vikariatet udløb, så egentlig generede køreturene mig ikke.

Corona var dog lige ved at ødelægge det hele. Jeg blev hjemsendt med løn sammen med mange af mine kolleger, men kunne heldigvis vende tilbage til en ny stilling i firmaet. Denne gang som projektleder, hvor jeg kunne få lov at bruge mine evner til at få kabaler til at gå op og holde boldene i spil, når store kunderne skulle startes op (tro mig. Der rigtig meget koordineringsarbejde i det i vaskeribranchen og arbejdet med en opstart af en ny kunde står typisk på i et halvt til et helt år). Egentlig var det et godt og frit job, men noget fik mig alligevel til at se mig omkring efter noget andet. Der var bare noget, der ikke helt spillede for mig.

Jeg havde tidligere fået en henvendelse via LinkedIn og haft en dialog med et firma i Odense, der gerne ville gøre brug af mine udbudskompetencer og min tekstilviden. Vi var i en dialog om en stilling tilpasset mine kompetencer og ønsker til timeantal og arbejdsopgaver.

Så kom uge 42, og jeg havde efterårsferie og det blev en tiltrængt tænkepause. Jeg tror, at jeg brugte hele uge 42 på at gruble over forskellige muligheder, og jeg mødte ind mandag i uge 43 med en plan A, B og C i mit hoved.

Plan A, bliv hvor du er og knokl endnu mere for at tingene skal komme til at spille.

Plan B, fortsæt dialogen med firmaet fra LinkedIn.

Plan C. Gå hjem og skriv en ansøgning på den stilling til det firma, som du har fulgt på LinkedIn i mere end 3 år og altid har tænkt: “Hold fast hvor er det et fedt koncept. Det tænder mig da lidt”. Ansøgningsfristen var samme dag!

Alle tre planer skulle gerne kunne rumme, at jeg havde nogle timer om ugen til at bruge min uddannelse med terapeut for hunde. For hvis man ikke bruger det man har lært, så forsvinder det lige så langsomt. Desuden har jeg ikke arbejdet på fuld tid siden Silas blev født, og jeg har ikke lyst til 8-16 jobs med faste mødesteder.

Efter denne mandags rallytræning gik jeg i gang med at skrive ansøgningen, og jeg fik den sendt afsted kl 22.45. Altså 5 kvarter i “lukketid”. Så måtte tiden vise, hvilken respons jeg ville få på den.

Min tirsdag startede med endnu et møde med firmaet i Odense, som jeg allerede var i dialog med. Det var stadig rigtig spændende, og jeg havde et super godt indtryk af stifteren af firmaet, der også deltog på mødet, men jeg var sgu ikke så tosset med den der køretur til Odense, hvis jeg skulle gøre det alt for mange gange om ugen.

Jeg var knap nok nået ud i bilen efter dette møde, da min telefon ringede, og jeg blev inviteret til samtale hurtigst muligt hos det firma, som jeg havde sendt ansøgning til om aftenen.

Så 36 timer efter at jeg havde sendt ansøgningen, sad jeg så til samtale. Det gik lidt stærkt. Til samtalen kunne vi godt blive enige om, at der var noget at bygge videre på. Så jeg skulle lige gå hjem og tænke mig lidt om. Salgschefen i firmaet og jeg kendte hinanden professionelt. Vi har begge været i vaskeribranchen i mange år, men aldrig som kolleger, kun som “konkolleger”, og har været hinandens værste modstandere i udbudsrunder i mange år.

Normalt skal jeg tænke længe over de lidt større beslutninger, som et jobskifte helt sikkert er for mig. Men lidt hovedkuls besluttede jeg mig altså for at takke ja og derhjemme lavede jeg en personligheds- og logiktest online til deres HR afdeling. Torsdag aften blev vi enige om, at min første arbejdsdag hos Daka ReFood skulle være d. 1. dec.

Fredag formiddag modtog jeg alle dokumenter vedr. ansættelsen fra deres HR afdelingen og underskrev med nem-id, inden jeg listede ind til min chef og sagde mit job op. Tilfældigvis var jeg i Søborg denne fredag, og lige så tilfældigt var min chef også i Søborg. Tænk, at alt det kunne ske på så få dage…. Det var faktisk lidt hårdt at sige op, for jeg kommer til at sige farvel til et fedt firma og mange skønne kolleger, men jeg har hørt, at hvis man skal skifte branche, skal man gøre det, inden man fylder 50, og den grænse nærmer jeg mig med hastige skridt.

Denne fredag aften havde vi fest i firmaet. Det var en super sjov fest, men også frygtelig vemodigt, for jeg vidste at det var min sidste fest sammen med kollegerne, og jeg gav den virkelig gas. Mine kolleger vidste ikke noget, for min chef og jeg havde aftalt, at han ville melde det ud efter weekenden, og at jeg indtil da ikke skulle sige noget til nogen.

Den følgende uge var noget ambivalent. Jeg glædede mig til alt det nye, men var også rigtig trist over at skulle stoppe. Men det er jo nok meget naturligt. Ja, jeg ved det faktisk ikke, for det er reelt 26 år siden jeg sidst har sagt et job op. Det er som om mit arbejdsliv er gået lidt med at sive fra det ene til det andet i branchen. Mange af mine skift er sket mere eller mindre naturligt og uden det store ståhej. Hverken ståhej til goddag eller farvel.

I mandags var det så tid til at sige farvel til mine kolleger og til branchen efter sammenlagt næsten 26 år. Jeg havde købt en “honningkagekagemand” (udformet som en dino), for jeg synes at mine sjællandske kolleger skulle have noget sønderjysk fra mig på min sidste dag. Det var i øvrigt en fremragende “kagemand”. Flere af mine kolleger kunne ellers ikke lide honningkager, men var ret vilde med denne her. Men den var jo også bragt dertil fra Chr. Feld – Honningkagernes by.

Min chef inviterede mine nærmeste kolleger og mig på frokost “ude i byen”, og det var så hyggeligt. Der er virkelig nogle af mine kolleger, som jeg kommer til at savne rigtig meget, men sådan er det vel altid, og sådan bør det være.

I dag var så min første dag hos Daka ReFood. Sikke en velkomst! Morgenmad med kollegerne, velkommen-buket, julekalender til Silas, ny Ipad, ny Iphone og ny bærbar, tasker, mapper, covers, mus, headset. Der var nok at slæbe på, da jeg skulle hjem igen.

Vi var to der havde vores første arbejdsdag i dag. Det er rigtig fedt have nogle at følges med på “rejsen”. Jeg er sikker på, at det bliver rigtig godt og super spændende.

Nu skal jeg igen på landevejen og skal køre i den sydlige del af Jylland og op langs Vestkysten. Bedste af alt, så bor Pelle (og hans forældre) i mit distrikt. Jamen det er jo total bonus. Jeg er sikker på, at det kommer til at betyde meget for, hvor meget jeg kommer til at se ham ift, hvis jeg var blevet i mit gamle job. For så ville hvert et besøg koste 3 timer på kørselskontoen.

Produktet som jeg skal sælge er virkelig hot lige nu. Sådan meget simpelt så går det ud på at sælge løsninger, hvor vi henter madaffald (ødelagte/kasserede fødevarer eller “madspild”/overskudsmad), stegefedt, brugt fritureolie hos restauranter, storkøkkener, kantiner, fødevareproduktioner m.fl. Det indsamlede omdannes til biogas, biodiesel og gødning. Det er grønt, så det basker, og det er vist noget alle kan forholde sig til.

Hvis du er lidt nysgerrig kan du se denne video, så ved du allerede lidt mere om, hvad min hverdag vil dreje sig om fra og med i dag.

Jeg glæder mig i hvert fald at prøve kræfter med en helt ny branche, og jeg føler mig helt sikkert rigtig godt modtaget her efter første arbejdsdag. I morgen skal jeg møde kl 6 i vores produktion i Horsens, så jeg håber ikke, at sneen går helt amok her i nat.