Tag: Silas

Jutlandia Cup

Nu er en skøn uge ved Vingsted for længst overstået. Hele familien var afsted til Jutlandia Cup. Jeg skulle løbe med Echo og Diva, og Henrik havde meldt sig som hjælper.

Som en samlet betragtning så var det et super godt stævne. Vel tilrettelagt og godt afviklet. Jeg opdagede personligt ikke andet.
Hver dag blev afviklet efter nøjagtig samme plan. Samme klasser i samme rækkefølge på de bestemte baner, så man skulle ikke forholde sig til et nyt program og vidt forskellige tidspunkter hver dag. Desværre betød det så også, at jeg skulle tidligt op hver morgen, da åben klasse for små hunde startede kl 08 hver morgen, men det var nu alligevel en befrielse, at ens personlige tidsplan ikke ændrede sig fra dag til dag.
For hjælperne var det også ganske lækkert, for de skulle være en del af samme team hver dag og havde samme opgaver hver dag. Henrik tastede resultater i AG3 hver dag og fik da også set nogle spændende agilityløb, selvom sporten ikke interesserer ham synderligt. Men jeg er taknemmelig for, at han gider at give et nap med ved ugestævnerne, og dermed også er med til at forhøje mine chancer for at få en plads til disse ugestævner, for uden hjælpere, så er afviklingen en umulighed. Henrik siger faktisk, at han synes, at det er hyggeligt at hjælpe lidt til. Så er det lidt afveksling i dagen.

Silas i blændende humørDet gik også fint nok med at have Silas med til stævnet, selvom det da er noget nemmere uden en baby. Men Silas er heldigvis en rigtig nem og tålmodig dreng, og ham var der ikke meget ballade med. Trods det, at han ikke var helt på toppen, og vi forlod stævet hele tirsdagen for at bruge tiden på sygehuset i stedet. Der var utrolig mange, som spurgte til Silas i løbet af ugen, og det varmede mig at mærke andres omsorg. Vi var naturligvis bekymrede over de spontane opkastninger, som vi nu håber er fortid. Scanningen tirsdag efter Jutlandia viste ikke noget unormalt i Silas´ maveregion, og han er heldigvis også helt stoppet med at kaste op.

Silas udforsker græssetTilbage til stævnet: Echo skulle løbe springklasse 1 og spring Åben. Han er endnu ikke er klar til agility. Det gik faktisk rigtig godt. Han løb nogle rigtige pæne løb. I det første Spring 1 løb han mellem hjul og ramme, men næste gang vi løb spring 1, havde han et flot fejlfrit løb, og vi rykkede op i klasse 2. Første springklasse 2 gik han forkert ind i slalom, hvilket jeg ikke rettede, da jeg gerne vil bevare hans fremaddrift i slalom, og det var faktisk mig, der fik skubbet ham så meget, at han ikke kunne komme ind i første port. Han sluttede stævnet med et fint klasse 2 løb, hvor han fik oprykningsplacering. Jeg var meget tilfreds med hans indsats, og han har også udviklet sig ift sin opførsel ved ringsiden, for nu er det faktisk muligt at gå med ham langs ringene, uden at han ustandselig gør, skriger, og kaster sig ud mod ringen. Ikke at han er tavs, men klar en forbedring.

Echo i spring 1Diva er jo bare en fantastisk gammel pige, der med sine 11 år kløede på. Hun fik nogle gode placeringer i de åbne klasser. Nr. 5 – nr. 6 og nr. 7 og placerede sig dermed til finalen. Fredag aften var hun dog godt brugt, og hun nærmest hang efter mig på aftenlufteturen. En god nats søvn skadede hende dog ikke.

Finalebanen var rimelig let, men der var meget luft mellem forhindringerne – ikke ligefrem en fordel for en gammel kortbenet sheltie. Selv synes jeg, at Diva løb langsomt i finalen, men det var nok bare, fordi afstandene var så store, men nok også fordi hun var træt. Hun blev nr. 5 eller 6 med et fejlfrit løb. Finalen for de små hunde blev lige som sidste års Dania Cup Finale velfortjent vundet af Nadine Hundsberger med Q.

Diva i agility Åben
Der er ikke meget skidt at sige om Jutlandia Cup, men den smule der er, tillader jeg mig da også lige at nævne, og jeg ved, at jeg ikke er alene om det synspunkt. Præmierne!! Godt nok, skal man ikke følge DKKs præmiepolitik, hvis man bare gør opmærksom på, at man ikke følger den. Men derfor behøver man jo ikke blive fedtet, og det synes jeg, at man er, når man kun uddeler 12 præmier ud af 195 deltagere i en klasse eller under 10 præmier til 100 deltagere. Hvis de få præmier, der så blev uddelt så bare var overfede, så var det en anden snak, men sådan var det nu ikke. Var der 6 personer til præmieoverrækkelse, så lå der 7 ting på bordet, og jeg hørte, da flere være skuffede over det, som de kunne vælge. Der kan naturligvis ikke være guld og glimmer til alle placerede. Sådan i hovedtræk var jeg tilfreds med de præmier, som jeg vandt, og præmie-utilfredshed er som sådan også mest et luksusproblem forbeholdt de personer, som vinder noget. De, som ikke er så heldige eller dygtige, er jo nok fløjtendes ligeglade, men som stævnearrangør i Ribe Hundevenner er det nu dejligt at høre agilityfolkene fremhæve vores stævner pga mange flotte og forskellige præmier. Men vi bruger faktisk også ret mange penge på præmier, og man får sjældent sponsoreret SÅ mange herligheder.

Ferietid

Bag mig ligger en uge med mange gøremål. Forude ligger 3 ugers ferie – Dejligt!

Ugens 3 første dage brugte jeg i hundeklubben med at bespise en flok søde unger og et par voksne. Det gik stille for sig. Og kurset for de unge hundeførere var en gentagelse af sidste års succes. Johanna Allanach var instruktør, og hun er suveræn god til børn.

Juniorholdet anno 2009

Agilitybanerne var bestemt ikke barnemad, og der var sandelig udfordring nok i kursusprogrammet for ungerne. Den første aften skulle de lave et freestyleprogram på 1 minut. Av, det er sgu da ikke let. Men jeg synes, de klarede det rigtig rigtig flot. Jeg fik desværre ikke set så meget til deres aktiviteter, som jeg kunne have ønsket, men jeg var der sådan set også bare for at sørge for, at de fik mad i maverne. Ved siden af det skulle jeg også dikke-dikke Silas og lave lidt kort, så jeg måske også kan få solgt nogle til Jutlandia Cup.

Annemai og Cookie var blandt deltagerne – her i Freestyle-programmet

Apropos kort så har jeg i denne uge også været til fotograf (Sine Perrod) for at få taget billeder af nogle kort. Gode proff. billeder, der kan bruges på nettet. En stor tak til Sine, som tilbød mig at tage disse billeder u/b. Ved samme lejlighed fik jeg taget nogle billeder af Silas, hvoraf jeg gerne skal have valgt et, som jeg skal have printet på lærred i str. 40x60cm. Det var nemlig den fantastisk flotte finalepræmie, som Diva og jeg vandt ved Bededagsstævnet i DKK Viby.

Silas – The Drummer

Silas har været hos lægen i denne uge for at starte på vaccinationsprogrammet. Han nåede ikke at få nogen vacciner, før han blev konstateret syg i okt. Men nu har han fået grønt lys til at gå igang med vaccinerne. Henrik og jeg var ellers lidt betænkelige ved at lade ham vaccinere, da Silas har bøvlet med daglig opkast i lidt mere end en uge. Lægen fik mig overtalt til at lade ham vaccinere, da hun ikke mente, at han havde noget virus eller andet i kroppen, der ville bryde ud pga vaccinen. Så jeg kom derfra uden at være blevet meget klogere vedr. opkastningerne, men normalt kan det da næppe være? Men han virker glad, kvik og feberfri, men han kaster op 1-2 gange om dagen.

Tankerne fyldt med angst og bekymring vedr. årsagen til, at Silas kaster op har fyldt temmelig meget idag, hvor Silas har kastet op 6 gange i løbet af dagen. Både Henrik og jeg bliver bekymrede for, om han har fået LCH i andre dele af kroppen. Og hvis det skulle være tilfældet, så vil han være multiorgan angrebet, og det er bestemt en meget skidt prognose – samt naturligvis en ommer mht behandling. Jeg kan ikke bære tanken, hvis frygten og virkeligheden er den samme……

Men fra andre forældre i situationer lig vores, ved jeg også, at man har antennerne meget ude, fordi man konstant er bange, hvis der er det mindste. Så jeg håber bare, at dette er et eksempel på ubegrundet bekymring. Så vi kan nyde, at Silas er færdig med sin isolation på tirsdag, og vi igen kan leve et normalt liv.

Et af de store punktummer

Mandag d. 29. juni blev der sat et af de store punktummer i Silas´sygdomsforløb. Han fik opereret sin kapsel (den som er blevet brugt til blodprøver og kemo) ud af brystet. Den sad der i nøjagtigt 8 måneder og 1 dag.
Henrik og jeg kørte afsted mod OUH søndag aften, så Silas kunne være klar til indgrebet kl. 8 om mandagen. Søndagen bød på et fantastisk vejr og jeg foreslog Henrik, at vi spiste aftensmad på Café Razz i Middelfart. Cafeen har en storslået beliggenhed helt ud til Lillebælt. Der var da også en del andre, der havde fået samme idé, så vi måtte vente længe på maden, men vejret var skønt, og udsigten også fantastisk. Og hvorfor ikke gøre en tur ud af denne begivenhed?
Jeg må dele nogle billeder derfra med jer.

MiniMan og MaxiCoke

På OUH blev Silas indlagt; fik taget blodprøver, temperatur, målt og vejet, så han var klar til mandag morgen.

Hans kapsel blev brugt for sidste gang til blodprøverne og stiften med div. slanger på blev bundet op og plastret fast, så det kunne anvendes om morgenen, når han fik skulle i narkose.

Silas igang med omklædning til operation. Bedøvelsesanordningen er klargjort
Silas fordriver ventetiden med lidt “læsestof “
Få minutter før narkosenDet lille indgreb forløb uden problemer, som overlægen udtrykte det, da han kom og “afleverede” Silas, så havde det været “kedeligt”. Det havde åbenbart været så kedeligt, at de havde “glemt” at give Silas noget smertestillende, før han forlod operationsgangen. I hvert fald var Silas helt ulykkelig og græd utrøsteligt, da han vågnede efter narkosen (Silas er ellers et meget gråd-fattigt barn). Han vred sig og fægtede med arme og ben. Det endte med, at vi måtte rykke sygeplejerskerne for noget smertestillende til ham, og da først det virkede, fandt Silas igen ro. Den oplevelse ville jeg gerne have været foruden.

Silas sover sødt efter endelig at være smertelindret
Efter have fået lidt at spise, sov han et par timer, hvorefter han var klar til at tage hjem fra afd. H2 på OUH efter sin forhåbentlig sidste indlæggelse nogensinde.
Silas “piller” i frokostenMed fjernelse af kapslen satte vi et af de store punktummer i Silas´ behandling for LCH. Det næste store punktum er om 14 dage, hvor Silas er færdig med sin isolationsperiode. Det betyder, at vi om 14(!) dage kan færdes hvorsomhelst med Silas – butikker, svømmehal, mødregruppe div. arrangementer. Det bliver næsten som at få “livet” tilbage.

Fart og motivationskursus

Ugens tre første dage har jeg som regel “Silas-dage”. Dvs der har jeg Silas, som jo stadig er omfattet af hospitalets isolationsregler pga nedsat immunforsvar efter kemobehandlingen. Nu er det jo heldigvis blevet ude-vejr, så det byder jo på meget andet end bare at sidde derhjemme. Jeg nyder ufattelig meget at kunne tage afsted med Silas til div. udendørs arrangementer, såsom agility. Tænk hvis min store lidenskab havde været svømning, så ville jeg fortsat være forhindret i at dyrke det de dage, hvor Henrik skulle arbejde (eller noget andet).

Silas studerer film-samlingen

Silas er ellers blevet en rigtig pil-finger og nu er han pludselig blevet mobil. Han ruller, vender og drejer sig og strækker sig på alle ledder og kanter, så han får pludselig fat på mange ting.
Trods hans efterhånden gode mobilitet er han dog ubeskrivelig nem at have med. Han kræver ikke ret meget, og han kan sidde længe og kigge på verden omkring sig eller på et stykke legetøj i barnevognen. Han har en kæmpe tålmodighed!
Så det har heller ikke været et problem at have Silas med på sidelinjen til “Fart og motivationskursus” oppe i Sannes Hundecenter de sidste 3 dage.

Seje Silas
Sanne startede med at erklære, at det eneste mål, der var med Echo for disse tre dage var, at han skulle lade være med at kigge på mig hele tiden. Derudover så kunne en side-gevinst også være, at Echo kunne bruge mere energi og drive på at “angribe” banen. For han er skam tændt og glad nok, men han giver den sgu for lidt gas på banen.

Efter at have leget lidt med hans elskede gummi-dummies og belønnet ham med dem i mål, så fandt Sanne et kaninskind frem. Et snif til det og Echo var helt stiv i blikket. Ingen tvivl om, at han tændte betydeligt på det. Så fik Sanne en ny idé. Hun fandt en “Spo-doink” frem, ja det var “navnet” på den tunge kanindummi, som var monteret på et meget langt gummibånd. Nærbillede af “Spo-doink”Dummien blev placeret efter slutspringet, og elastikken strakt helt ud (i en forlængelse af hundens løbebane efter slutspringet). Når Echo sprang over sidste spring, blev dummien udløst og susede hen over jorden til stor begejstring for Echo, som tændte vildt af på den her døde kanin. Den fik ham til at være meget målrettet sidst på banen, og han holdt op med det kigge efter mig hele tiden. Faktisk hylede og skreg han bare ved synet af, at dummien blev “arrangeret” nede i mål.

Naturligvis skulle han også prøve at snyde en gang eller to ved at tage den korteste vej (dvs undlade en forhindring eller flere undervejs), men han fandt hurtigt ud af, at det ikke lønnede sig.

Et af gennemløbene med “Spo-doink”-belønning i mål
Echo elskede den her dummi-træning, men nej hvor blev han træt, og da jeg sad og så videoerne her til aften, så kunne jeg godt se, at han blev temmelig mat i sokkerne efterhånden. Og det var ikke fordi jeg syntes, at hundene løb meget på kurset og sværhedsgraden var meget lav, men trætte det blev de.

En travl tid

Pyh… hvor har jeg bare ligget vandret de sidste to uger. På mit job har jeg haft to offentlige udbud, som skulle besvares, og den ene kommune havde nærmest været flabede i deres svarfrist. Så jeg har bare knoklet helt vildt med det sammen med mine kolleger i Gentofte. Men vi nåede det. Jeg sad og samlede de sidste mapper kl 02.30 natten før aflevering.

En dejlig gåtur op af “vores” vej

Igår var vi til kontrol på OUH. Det var første kontrol efter, at Silas blev færdigbehandlet. Vi er slet ikke i tvivl om, at Silas stortrives. Han er aktiv og undersøger (læs: piller) alt, hvad han kan få fat i. Han er også for alvor kommet igang med at pludre. Ba-ba-ba-baaa-ba, hvad det så end betyder, men det er meget hyggeligt at høre på. Det samme er videoen her. Den viser også med al tydelighed, at MiniMan virkelig trives.

Henrik og jeg var meget spændte på hans vækst. Umiddelbart kunne vi ud fra hans tøj (hvor han har brugt samme størrelser de sidste 8-9 måneder) ikke se, at han var vokset, men vi synes alligevel, at der var blevet mere af ham.

På 6 uger var han vokset 1½ cm, så han nu måler 65 cm og vejer 7,7 kg. Det er en vægtforøgelse på 900 g. Så det går den rette vej.

FarMan og MiniMan
Det er dog ikke kun arbejde, der har fået mig til at ligge vandret. Ribe Hundevenner holder 3-dages stævne her i pinsen, og jeg plejer at stå for tilmeldingerne samt programmet. Denne gang var ikke nogen undtagelse, men aldrig har jeg haft så dårlig tid til at lave det. Mine udbudsbesvarelser blev afleveret onsdag, og da jeg kom hjem om aftenen efter at have ligget 600 km på landevejen, så var det bare igang med stævneprogrammet. Og igår fortsatte jeg så til langt efter midnat, så vi kan være klar til stævnet, og til at folk begynder at myldre ind i aften. Jeg kan allerede nu se, at det kommer til at give store udfordringer……… Den tid den sorg!