Stafet for livet

Selvom jeg havde glædet mig meget til at skulle løbe DM i agility i denne weekend, så har jeg ikke haft skænket det mange tanker i løbet af weekenden. Jeg har haft en rigtig fantastisk weekend!!

Haderslev var rammen om Danmarks suverænt største Stafet for Livet med over 5.000 deltagere (den næststørste havde 2.200 deltagere). Man skal nok også lede længere efter smukkere og mere bynære rammer til stafetten. Stafetruten er nemlig lagt rundt om Haderslev Inderdam, og mere centralt og smukt kan det vist ikke blive. Byens gågade ligger også mindre end 100 meter fra ruten og alligevel kan man gå i flot natur uden at skulle ud på landet.

Foto: Stafet for Livet Haderslev
Området set fra luften

Årets stafet blev rigtig speciel for os i år, da den lokale styrekomité havde spurgt, om Silas kunne tænke sig at overrække buketten til året åbningstaler, som var Hendes Excellence Grevinde Sussie. Silas er af natur ikke en dreng, der ynder at påkalde sig folks opmærksomhed, men da vi præsenterede ham for opgaven, svarede han blot, at det kunne han da godt…. (som om det skulle være noget særligt).

Silas venter tålmodigt på at udføre sin gerning

Silas var supersej til sit “job”. Jeg stod klar på første række, klar til at fange øjeblikket med kameraet. Fra scenen blev Silas præsenteret: “Til at overrække buketten til Hendes Exellence Grevinde Sussie har vi fået en af vores yngste fightere Silas Clausen” (Silas var klart den yngste). Allerede her blev jeg vildt berørt over at høre min søn benævnt som Fighter.(Fightere er personer, der har kæmpet mod kræft eller personer, der stadig gør det. De er til arrangementet udstyret med en gul T-shirt). Dernæste kæmpede min lille lyshårede spirrevip sig op af de høje trappetrin og entrerede scenen, og jeg hørte tydeligt publikum i kor sige “Nårhhhh” (som i “Åh sådan en lille pus har da ikke noget med kræft at gøre vel? vel? vel?”). Puha hvor følelserne lige rullede sig ind over mig, og jeg gik nærmest i hulk, og jeg aner ikke, hvordan det lykkedes mig at få skudt nogle billeder. Totalt held, at jeg havde fået indstillet kameraet grundigt inden åbningstalen, for jeg var absolut kun i stand til at trykke udløseren ned.

Silas overrækker buketten. Han ser jo helt rutineret ud.

Silas overrakte flot buketten. Den del af det, er vel heller ikke så svært. For han kunne have “fundet på” næsten at kaste den i armene på Sussie og løbe ned fra scenen. Så ville det jo være overstået! Men han har den fineste øjenkontakt med hende, da hun sætter sig ned i hans højde. Hendes ansigtsudtryk på nogle af billederne siger også “Det her er forkert – små børn og kræft passer slet ikke sammen…”, hvilket hun har helt ret i. Måske derfor spørger hun Silas, om hun også må få et knus. Silas giver hende et langt og hjerteligt kram, og behøver jeg at sige, at det ikke bedrede min “tilstand”?!

Silas uddeler et hjertevarmt knus til Grevinde Sussie,
mens Grev Ingolf ser smilende til i baggrunden.

Efter åbningen gik vi en Fighterrunde, hvor alle deltagere går ruten med fighterne i de gule T-shirts forrest. Derefter slap alle fighterne gule balloner, som blev sendt til himmels. Flot syn på dagens flotte lyseblå himmel. Nu var det tid til at gå for alle deltagerne – gå ruten, så mange gange som muligt. Personligt nåede jeg i alt at gå rundt 10-12 gange, svarende til ialt 13-15 km

De gule balloner sendes til vejrs

Trods min følelsesmæssige reaktion, så ser jeg slet ikke Stafet for Livet som et trist og sørgmodigt arrangement, for det er slet ikke det billede, der præger arrangementet. Det, som præger sådan et arrangement, er sammenhold på holdene, men også med de øvrige deltagere. Hvert hold har en stand, hvor de har base. Fra basen har man mulighed for at sælge forskellige ting eller lave aktiviteter eller bare holde til. Der er bare god stemning hele vejen rundt. Stafetten handler ikke om at løbe hurtigst eller noget i den stil. Det er helt ok at gå rundt i sit eget tempo. Selvom der var over 5.000 deltagere, så var det ganske uproblematisk at komme rundt på ruten. Faktisk havde jeg også hundene med på nogle af mine runder.

Silas, hundene og jeg på en omgang
– Haderslev Gl. Kirke i baggrunden

Vores hold fra vores lille landsby “Team Vilstrup” gik lidt over 800 runder på det døgn, som stafetten varer. Sammenlagt gik de over 5.000 deltagere i hele stafetten over 73.000 km. Det er smadderærgerligt, at dette arrangement falder sammen med DKKs DM i Agility. Næste år håber jeg, at jeg har et reelt valg, så må vi se, hvad jeg så vælger af de to arrangementer.

Min lille hjælpetræner

Silas er utrolig glad for MicMic og mit hjerte smelter simpelten, når jeg ser dem sammen. Silas går glad tur, når bare han må gå med MicMic, og hun følger troligt ham, selvom jeg går bagved med de andre.

Stolte Silas på gåtur med MicMic

Efter dagens gåtur, så spurgte jeg Silas, om han kunne tænke sig at hjælpe mig med at træne lidt med MicMic. Meget begejstret svarede han ja.

Silas fik til opgave at lægge godbidder på baljen, når MicMic tog porten/slalomindgangen korrekt. Og det var jo nemt for ham at finde ud af, for jeg jublede “dygtig!!”, så var det bare at bukke sig ned og lægge en godbid. De var begge to så dygtige.

Alle er klar til øvelsen. (Ninja er kontrollant)

Han var også frisk til at hjælpe mig med en fremadsendelse.

Fremadsendelse

Det var bare så hyggeligt. Jeg glæder mig allerede til vi skal ud og træne sammen igen. Med hjælp fra Silas skal MicMic nok blive en helt fantastisk agilityhund.

Ja det var bare en helt perfekt weekend, for den bød også på et dejligt besøg af Tobias og Svigerdatteren. Det var dejligt at have dem her.

2013 – Tilbageblik

2013. Tak for nu. Det har været et oplevelsesrigt første halvår. Det har budt på den største rejseaktivitet i flere år. Ferier, rejser og “tid nok” blev afløst af et ret hektisk andet halvår.

Januar:
Året var ungt endnu, da Henrik, Tobias og jeg tog afsted på skiferie i Østrig sammen med 40 andre fra vores lille landsby. Jeg tror bestemt, at de andres skiferie var bedre end min. Det var ikke en succes for mig at stå på de meget isede pister, men bortset fra timerne med brædder under fødderne, så var det en skøn og hyggelig ferie.

Henrik og jeg i St. Michael

Februar:
Charlie står pludselig og hænger og dingler derfter rundt i gangen. Jeg ræser tudende afsted til dyrlægen. Helt uvant med tanken om at skulle aflive en gammel hund uden at kunne forberede mig selv lidt bedre. Det gik dog ikke så galt. Dyrlægen kaldte det idiopatisk vestibulært syndrom (og forklares nærmere som noget flimmer i hjernen, som man ikke ved, hvad kommer af – og som går væk igen). Efter ganske kort tid var Charlie lige så fin igen, og jeg har ham heldigvis stadig. Trods sine 15 år og 6 måneder er han still going strong.

Charlie slikker sol i sommers

Marts:
Denne måned husker jeg bare som VINTER og snestorm herude på landet.

Vinterstemning ved Vilstrup Strand

April:
Største højdepunkt i denne måned var en tur til Alanya sammen hele familien. Vi var heldige at få lov til at låne en rigtig skøn ferielejlighed dernede. Vi havde en skøn dase-ferie, hvor i vores lejede bil fik set os lidt omkring. Efter at Tobias er vendt hjem efter mere end to år på efterskole mv. så var det bare superrart at være samlet igen.

Tobias nød Alanya
Mine skønne drenge med en gadesælger,
der regnede med at vi ville købe hele boden

Maj:
Vi blev beriget med MicMic, som er vores allesammen glade morgenhumørbombe. Det glæder mig især, at hun har taget Silas med storm. Da Silas nu er gået fra meget svært at acceptere hunde (både mine og andres) til at sige, at MicMic altså er hans hund. Tilmed har den lille skønne sheltiepige lappet lidt på mit afsavn efter Diva. MicMic er dog ikke Diva, men hun “smager” lidt derhen af.

MicMic

Ellers gik hver weekend i denne måned med stævner, og pga helligdagene så var det tilmed 3-dages stævner.

Juni:
Min store teenager Tobias fyldte 18 år. Det føles helt urealistisk, at ens lille søde dreng med lyst hår nu pludselig er blevet 190 høj og bred over skuldrene.

Året 2013 var også super godt for en danske Depeche Mode fan, som mig. Midt i juni gik turen til Parken, hvor jeg (for jeg ved ikke hvilken gang) oplevede de engelske drenge trykke den af. Som altid står jeg efter koncerter og “mangler” at høre ca 20 numre, som jeg syntes burde være på set-listen.

Border Collie og Depeche Mode.
Jeg anede ikke, at der var sammenhæng

I denne måned skød jeg gang i 6 ugers ferie/gammel barselsorlov. Men med mine mange planer for sommeren, så var de 6 uger ikke een for meget.

Første uge af de 6 uger spenderede jeg på ugekursus i agility i min hjemklub, Ribe Hundevenner. I år var det en rigtig positiv oplevelse at deltage. Nu følte jeg mig mere klar og Ninja noget mere rutineret. Det er ligesom nemmere at løbe agility i en uge sammen, hvis man har opbygget et samarbejde.

Silas tapper på IPad og Ninja ser agility-TV

Vi startede mine mange ugers frihed med en lidt spontan tur til Kreta. Det var bare den bedste ferie ever. Flere gange dagligt frydede jeg mig sådan over familien, samværet, vejret, ferien og ikke mindst at se mine to drenge hygge sig så meget sammen. Ferien var tom for planer, så vi tog dagene, som de kom.

Søskendehygge i poolen

Mine skønne drenge på Kreta

Juli:
Den måned gik da totalt i hundene. Først var Silas og jeg på Dansk Hundeferie sammen med min gode veninde Mona og hendes knægt Oliver. Henrik efterlod vi hjemme, så han kunne arbejde. Drengene hyggede sig sammen hele uge. Mona og jeg gjorde det samme, og vores hunde blev trænet hver dag. Dejlig måde at holde ferie på.

Der var nok at holde styr på på lufteturene på Hundeferien.
Dertil også to drenge, der flimrede rundt

Fra hundeferien gik turen direkte videre til Fionia-Cup på Fyn. Stort internationalt agilitystævne. I denne uge var Henrik dog med, men han havde stillet sig til rådighed som hjælper til stævnet, så mens jeg løb agility, så var han en af de flittige sjæle, der sørgede for at holde hjulene igang til sådan et arrangement. Ninja var super fed at løbe med, og jeg synes, at hun leverede nogle gode løb, selvom vi vist lige skulle finde melodien på de svære klasse 3-baner, som hun jo var nyoprykket i.

Skønne Ninja

Sidst på måneden havde Henrik og jeg en skøn tur til København, hvor vi så Aladdin i Operaen. Faktisk var det min julegave, som vi indløste. Det var en skøn tur på en fantastisk sommeraften.

Fantastik sommeraften foran Operaen



August:
Måneden gik vist mest med arbejde, stævner rundt omkring. Fandt faktisk ud af, at jeg kan nå en del DCH-klubber på under tre kvarters kørsel 40. DCH Løgumkloster, DCH Aabenraa, DCH Kolding, DCH Ødis Bramdrup for bare lige at nævne nogle stykker. Fedt når man ikke behøver at køre så langt og startgebyret er forholdsvis lavt, som det er i DCH.

Jeg gør et hæderligt forsøg på få familie og agility til at enes, og det er lidt lettere, når klubberne ligger tæt på.

Hængekøjehygge i haven

Familietur til skønne Årø



September:
Højdepunktet i denne måned var så absolut at deltage til DM i Agility sammen med Ninja. Det var første gang, hun var kvalificeret. Resultatmæssigt gik det ikke særlig fantastisk, må man sige, men jeg synes, at Ninja løb fantastisk og fejlene var mine.

Jeg var også inviteret til Foreningen Cancerramte Børns familieweekend, hvor jeg pga DM kun kunne deltage fredag aften. FCB ville gerne hædre mig som “Årets FCB medlem”. Årsagen til det er mit arbejde med Cancerkort.dk, hvor jeg gennem de sidste 5 år har indsamlet over kr. 200.000. Det er jeg både glad for og stolt af, og jeg har også sendt mange taknemmelige tanker til nogle af alle de personer, som har bidraget med deres indsats – både i form af at lave kortene og ved at sælge for mig.

Smuk buket fra Foreningen Cancerramte Børn

Oktober:
Henriks og min tur til Lønstrup står stadig klart for mig. Jeg kan kun anbefale det. Vesterhavet er noget særligt – også i Lønstrup. Maden på Villa Vest fra fantastisk, og værelserne på Lønstruphus var romantisk badehotelsstemning. Åh jeg gør det gerne igen, men vil så foretrække de lysere måneder i stedet.

Maden på Villa Vest glemmer vi sent.
Lækkert!!

Sammen med mine gode veninde Mona og hendes søn Oliver var vi i sommerhus i Saksild. Drengene fik rigtig leget, og vi fik virkelig nydt sammen af dejlig mad og afslapning. Silas fik langt om længe lært at cykle uden støttehjul. Her hvor vi bor er det svært at tage en lille ny cyklist med ud, og Silas har heller ikke været så optaget af at skulle lære at cykle. Så det var lidt en sejr at se ham cykle selv.

Silas og “hans” MicMic

Oliver og Silas pjatter i haven i sommerhuset

November:
Den måned var særligt ophidsende for Charlie, som pludselig opdagede, at en “ny” hund var flyttet ind. Det er så MicMic jeg hentyder til her. Hun flyttede godt nok ind i maj måned, men Charlie “opdagede” hende først i november, da hun kom i løbetid. Siden har han i øvrigt elsket hende, og inviteret hende til leg flere gange med de fineste nejebuk, man kan forestille sig fra en 15 år gammel hund.

Smukke MicMic

Tobias fik desuden endelig snøvlet sig sammen til at få taget sit kørekort færdigt, og siden har jeg næsten ikke set min bil

Tobias på første tur bag rattet

December:
Magen til trist december måned – i hvert fald vejrmæssigt – skal man lede meget længe efter. Synes ellers vi har forsøgt at jule den lidt ekstra i år.

Vi var til den årlige juletræsfest hos Foreningen Cancerramte Børn. I år havde vi mine forældre med. Det var super hyggeligt. Silas lavede en rigtig fin juledekoration helt på egen hånd. Han var super stolt.

Silas er stolt af sit værk

Det lykkedes os også at få et juletræ indenfor dørene for første gang i 13 år. Silas nød at pynte træet, og han var faktisk også rigtig god til det. Nu er jeg overbevist om, at juletræet er kommet i vores hjem for blive. Ja altså ikke det samme træ, vel?!

Nu med juletræ

Ellers synes jeg at december var alt for hektisk og alt for meget arbejde. Jeg nåede med nød og næppe at få smidt 7 julekort afsted med posten, så ingen af dem, som havde tiltænkt mig med et julekort blev “snydt”. Jeg plejer ellers også at sende nogle julehilsner pr. mail, på Facebook og her på bloggen, men det blev der ikke tid til i år. Nogle af gaverne blev pakket ind i nattens mulm og mørke.

Juleaften blev holdt hos mine forældre sammen med min bror og hans yngste datter. Hyggelig aften.

Juleferien er gået uden de store planer, for en gangs skyld har vi været hjemme siden 2. juledag. Tiden flyver alligevel afsted.

Klar til nytårsdesserten kl 23….
Henriks fantastisk chokolade-fondant med brombær-mousse

Nytårsaften holdt vi også herhjemme sammen med min gode veninde Mona, og vi nød virkelig en fantastisk menu, som vi alt i alt vel brugte 5 timer på at spise. Torsdag d. 2. januar er min sidste fridag. Ingen skal betvivle, at jeg har nydt alle fridagene i fulde drag. Nu samler jeg kræfter til at kaste mig ind i 2014, og alle de mulige forandringer, som jeg aner i min krystalkugle.

Godt nytår til jer alle!

Lindring af ubehag

Fordi Silas har cystisk fibrose tilbydes han hvert år en influenzavaccine. I år tilbød Skejby, at bedøve Silas og andre CF-børn med lattergas ved vaccinen. Simpelthen for at mindske ubehaget. Det ville naturligvis være unødigt, hvis ens barn bare er cool. Så kan man lige så godt få det overstået.

Silas er desværre ikke så cool mere. Det er tydeligt at f.eks udsigten til at blive suget fylder rigtig meget i hans hoved allerede, når vi fortæller ham, at han skal på sygehuset. Han følger dog villigt med ind i undersøgelsesrummet, men når vi kommer til selve suget, så stritter han så meget imod, at jeg ikke kan holde hans arme mere. Og ingen skal være i tvivl om, at jeg hader at være hans mor, når han bliver suget. Det er en ubeskrivelig magtesløs og trist følelse at være med til at påføre ham angst og gøre “ting” under tvang. Selvom man forsøger at forklare, at man jo gør det for at passe på ham, så har det ikke nogen effekt på hans angst.

Så med tilbuddet om lattergas, så kunne man både vaccinere og suge, mens Silas var bedøvet. Derfor takkede vi ja.

Silas blev total fjollet af lattergassen

Silas tog vildt godt imod lattergassen og blev totalt gøglet og meget grinende. Vaccinen gik ret godt og uden den helt store ballade, men det var svært at overdøve reaktionen ifm suget. Den var stadig voldsom, men ikke så slem, som normalt. Sygeplejerskerne er altid enorm tålmodige og pædagogiske. Det er så prisværdigt og en god investering for et barn, der aldrig kommer til at slippe sygehuset.

Sygeplejerskerne foreslår dog, at vi fortsætter med at bedøve til de næste kontroller, hvis der skal suges.  Dermed håber vi at kunne vende hans reaktion, så han igen kan tage det mere roligt. Og nej selvfølgelig kommer han ikke til at synes, at det er fantastisk at lægge hovedet bagover og få en slange op gennem næsen og ned i luftvejene, men tænk hvis man kunne dæmpe angsten lidt?!

Spontan tur til Kreta

Min 6 ugers lange ferie/orlov har været så fuld af aktiviteter, og jeg har nærmest ikke haft tid til at blogge i ferien. Noget af det forsømte når jeg måske at indhente og andet kommer nok bare ikke på bloggen.

Men jeg må da nævne feriens absolutte højdepunkt, som var familiens ferie til Kreta.

Egentlig var det planen, at vi skulle have trukket campingvognen til Frankrig. Men både Henrik og jeg havde meget svært ved at blive færdig med job, så vi kunne komme til at holde ferie. Så vi kom faktisk et par dage ind i den første ferieuge (uge 25), før vi fik lukket ned. Dermed vurderede vi, at campingtur til Frankrig havde haft svære odds, når der også manglede rengøring og pakning af vognen, for ikke at nævne den lange køretur, før vi ville være fremme på destinationen.

Så i stedet surfede vi lidt på nettet, og fandt en uspecificeret rejse med Spies med afrejse om torsdagen. Den hoppede vi på. 998,- pr næse + lidt tillæg for garanti for at havne på samme hotel og transport mellem hotel og lufthavn. Vi endte på kr. 5.500,- for os alle fire. Fin fin pris, men lidt mærkeligt bare at rejse afsted uden at vide, hvor man ville havne på Kreta.

Et kig fra stranden inde i byen. Restauranter langs stranden i lange baner…

Ca samme sted – bare aften nu

Indrømmet, jeg er jo lidt kontrolfreak og kan ikke altid styre mit planlægningsgen. Vi endte dog på et hyggeligt lille hotel i udkanten af Hersonissos, som virkelig er et sandt feriested med masser af spisesteder og boder langs strandpromenaden. Det var et helt perfekt sted for os. Der var måske 40 ferielejligheder, og der var stille og roligt – og hyggeligt. Jeg ved, at jeg ville have syntes meget lidt om et af de store all-inclusive hoteller med masser af russere, så det her var faktisk både perfekt og billigt.

Dejligt lille pool-område og blå himmel hver dag
Hvad mere kan man så ønske sig?

Vi havde ingen planer for ferien og tog det bare stille og roligt. Vi sov længe, hentede morgenbrød og spiste sammen i vores lejlighed. Så gjorde vi ellers lige det som lystede os. Gik typisk en tur ned i byen, plaskede lidt i poolen og prustede lidt i varmen.

En dag ved stranden .
Vandet var lækkert, men bunden lidt lumsk

En enkelt dag lejede vi en bil og kørte en tur ud for at se lidt på øen. Egentlig var det planen at køre ud og se Knossos, men kombinationen Silas, 32 graders varme og folk, som sild i en tønde, gjorde, at vi droppede den idé. I stedet for kørte vi en tur til Skt Nikolaos og rundt i bjergene, hvor vi f.eks kom ud at køre i det, som man virkelig kan kalde for smalle gader.

En af de smalle gader, som vi kørte i og vi mødte tilmed en modkørende!
Godt vi bare havde lejet en lille bitte bil

Jeg elsker is-desserter, og i den varme så måtte Nikolaos også vise os,
hvad de havde at byde på

Hjemme i Danmark var det bare tordenvejr og masser af nedbør, men på Kreta var der +30 grader. Pyhaa, det er meget varmt for mig, og lad mig bare være ærlig og sige, at jeg er ret bange for solen. Mine ører bliver fyldt med små brandsår, og jeg bliver rød fremfor brun. Faktisk lykkedes det mig også at være på Kreta en hel uge uden at blive nævneværdig brun (jeg fik langt mere kulør under Fionia Cup i uge 28). Hver dag var jeg pakket ind i solcreme faktor 50 og forsynet med hat.

På med hatten

Denne her ferie var så afgjort bare feriens bedste aktivitet. Jeg var så godt tilpas med ferien, at jeg måtte udtrykke det flere gange dagligt for familien og ellers sad jeg bare flere gange om dagen og frydede mig for mig selv. Det var en ferie for os alle sammen. Ingen skulle gå på kompromis.

Eftermiddagshygge med en enkelt mojito

Skøn ferie for alle.
Ikke altid let at finde noget for både en på 4 og en på 18 år

Jeg blev faktisk ganske forelsket i Kreta, og en anden gang kunne jeg godt finde på, at tage afsted igen – gerne på samme tid af året. Sådan lige inden skolernes sommerferie. Det er billigt og det er til at komme til for gæster på feriestederne. Den græske mad var utrolig lækker, og det var også til at betale sig fra. Vi kom typisk af med 45-55 € for mad og drikke til os alle 4.

Næsten alle aftenmåltider blev indtaget langs vandet

Vi har jo næsten lige været i Tyrkiet, og jeg må sige, at sammenlignet med Kreta, så taber Tyrkiet bare så meget. På Kreta kan man få lov at kigge på varerne uden at blive overfaldet, og man slipper for konstant at skulle prutte om priserne for at nøjes med at betale et nogenlunde rimeligt beløb for tingene. På Kreta er lokalbefolkningen heller ikke så pågående som i Tyrkiet.

Den sidste dag besøgte vi den gamle Hersonissos, 
som ligger oppe i bjergene nogle kilometer fra feriebyen.
Der var anderledes ro på og hygge på en anden måde

Jeg frydede mig også meget over at opleve en stor udvikling med Silas på Kreta. Det er lige som om han ofte rykker en del i udvikling, når vi har ferie og tager væk, om det så er langt væk eller bare et sommerhus 150 km væk betyder ikke så meget for udviklingen.

Fiske-spa.
Ja, jeg måtte have babybløde fødder, inden vi skulle hjem igen

Silas var meget opsat på at prøve at få hænderne ned til de små fisk.
Jeg synes, at han var ret sej

Silas var superglad på hele ferien, og taler meget om vores ferie i “Myggeland”, som Silas døbte det, fordi han nærmest blev ædt af myg den første nat.

Myggeland.!!
Tjek lige de mange røde mærker på Silas…. 

Det var også sjovt at observere hans glæde ved poolen. Silas har aldrig været nogen vandhund, og vi har heller ikke gjort så meget i den retning, da pools/svømmebassiner og Cystisk Fibrose i manges optik er en dårlig kombi. Andre er ligeglade. Vi snakkede med dem på hotellet og vurderede så, at Silas ikke skulle frarøves den oplevelse. Der er dumme bakterier alle vegne, og vi satte vores lid til, at de gik op i hygiejnen.

Familiehygge ved poolen
Åh denne ferie var bare SÅ skøn, og nu her knap to måneder efter er jeg klar til at tage afsted igen…