Dansk Hundeferie 2013

Dette års hundeferie i uge 27 var min fjerde hundeferie. Som de sidste tre gange, jeg har deltaget, så blev den afholdt i Nørre Nebel og på Nymindegab Familiecamping.

Når Far ikke er med, så er det godt, at Silas kan give en hånd,
når vognen skal stilles op

Det var egentlig en lettere spontan idé på en af årets første dage, der gjorde, at jeg endte på hundeferien igen i år. For første gang fulgtes jeg med min gode veninde Mona, og vi boede dør om dør eller vogn om vogn. Desværre var vi nogen af de eneste, der boede nede i nærheden af servicebygningen. Det øvrige slæng boede på komfortpladserne oppe på bakken. Så det var faktisk lidt som at være på hundeferie uden helt at være med, men det dur bare ikke for mig at bo “oppe på bakken”

Vi var dog gæster på “Bakken” flere gange
– ikke mindst for at se Lailas hundehvalpe.

For mig har det stor betydning at bo tæt på toiletbygningen, når jeg har Silas med på camping. Hvis jeg hver aften skal ud at cykle for at skylle masken til pulmozyme, så ved jeg, at jeg vil synes, at det er mere besværligt, end det måske behøver at være.

Lækker mad, øl, vin og venindesnak i forteltet

Mona og jeg havde det hyggeligt sammen med drengene, selvom vi lå fjernt fra de andre. Det blev til mange sene aftener og nætter med venindesnak, te og øl. Henrik havde jeg efterladt derhjemme, da han var nødt til at arbejde. Drengene havde jo hinanden og legede sammen fra morgen til aften.

Drengene laver “tricks” på bommene

Om formiddagen trænede Mona rally med sin unge hund, og det gik bare så forrygende for dem. Vi så desværre ikke hinandens træning, da træningsarealerne lå 6 km fra campingpladsen. Om eftermiddagen trænede jeg med Ninja hos Sarah og Jannick. Det var nogle rigtig spændende baner. Især på Jannicks baner synes jeg, at der var mange løsningsforslag på, og dem skal jeg helt sikkert lege lidt med derhjemme i haven.

Vi havde også en enkelt fridag, hvor vi tog til Hvide Sande (som jeg plejer at gøre på hunderferiens fridag). Jeg synes det er sådan en hyggelig by, selvom den naturligvis er meget turist-præget. Man kunne få det indtryk, at indbyggerne i Hvide Sande er meget sporty, da hovedgaden bugner af sports-outlet butikker. Der er langt flere af den slags butikker end der er dagligvarebutikker i byen.

Friskt stjerneskud fra Havnens Røgeri i Hvide Sande
Det er også en tradition!

Hundeferien er en rigtig dejlig måde at kombinere hundetræning med en mere almindelig campingferie på en campingplads med gode tilbud til hele familien. Man behøver ikke at være overdrevent ambitiøs eller komme fra en bestemt klub for at deltage på hundeferien. Det, synes jeg faktisk, er meget fedt.

Mic-Mic og Ninja leger løs i indhegningen foran forteltet

Magt over vejret?

Man kunne fristes til at tro, at det er, hvad vi har i Ribe Hundevenner.

Det meste af maj måned er gået med stævnedeltagelse. Fire weekender i rap har Ninja og jeg turneret rundt i Jylland (med en enkelt afstikker til Sjælland også) til et noget blandet vejr. Det bedste vejr havde vi absolut på hjemmebanen i Ribe. Det var nærmest sommeragtigt, men sådan har vi haft det alle årene. Dette var vores 7. pinsestævne med 3 dages stævneafvikling med masser af overnattende deltagere, der skal forplejes. Kæmpe stykke arbejde, som primært bæres hjem af få folk i klubben.



Min skønne Ninja

Igen i år var det hele en succes. Det er simpelthen løn i sig selv at opleve den gode stemning, den frie tone og de tilfredse deltagere.

Fra en af langsiderne

Der var god stemning i campingområdet, og det gode vejr tillod jo lidt ekstra hygge udenfor. Weekenden efter kørte jeg til DCH Løgumkloster, hvor de på forhånd havde annonceret, at de var dem med den gode mad og det dårlige vejr. Lørdag viste det sig da også at holde helt stik. Tja, det var lidt som om det kun var hos os i Ribe, at vejret var godt under samtlige gennemløb.

Silas, min lille solstråle fik duftet lidt til den lokale botanik

Uddrag fra præmieoverrækkelsen

Præmierne hos os er heldigvis altid roste. Det er jeg jo glad for, for dem har jeg haft ansvaret for de sidste 7 år. Jeg synes, det er vildt svært at blive ved med at finde på nye ting til præmiebordene, så jeg sendte efter stævnet en føler ud på Facebook, hvilket gav god feedback. Så nu har jeg lyttet og suppleret op med nye og spændende præmier, som jeg håber vil falde i god jord, når vi igen holder internationalt DKK stævne midt i juni.

 (Tak til Natasha for lån af de fleste billeder i dette indlæg)

På græs igen….

Foråret lader jo vente på sig, men i sidste weekend var vi egentlig ret heldige med vejret om lørdagen, hvor vi i Ribe Hundevenner afholdte vores klasse 1 og 2 stævne.

Det er altid sådan et hyggeligt stævne. Det er ret lille med kun en ring og masser af nye hunde, som ofte debuterer til dette stævne. Det giver sådan en afslappet stemning, for der er ikke noget som helst, der tæller til “noget”. Ikke noget DM og ikke noget landshold mv.

Ninja var også støvet af i dagens anledning. Jeg startede med sammen med Silas at køre ud i klubben om fredagen med sneglehuset efter bilen. Så var der plads til at installere sig lidt og gøre præmier klat til lørdagens stævne. Vi startede dog med lidt undervisning ved Sarah fredag aften.

Silas graver efter regnorme, mens jeg træner
(fredag aften var piv-kold)

Jeg/Ninja blev til fredagens træning præsenteret for nogle baner, som vi ikke plejer at løbe og blev bedt om at løse dem lidt anderledes end jeg plejer, når jeg træner hos Sanne.

Her er lidt video fra træningen – Dygtig hund!

For mig er den ene handlingsmetode ikke mere korrekt end den anden, og selvom det for nogle andre lidt er som en religion, så er agility i mine øjne ikke en religion. For mig udelukker den ene måde at handle hunden på ikke den anden .

Lørdag til stævnet fik jeg da også lejlighed til at prøve at lege lidt med begge handlingsformer (karakteriseret ved enten at handle meget bagved eller meget foran). Jeg indrømmer gerne, at jeg mest har trænet Ninja ved at løbe meget bag hende.

Et lille kig ud over banen.
Der var masser af plads til teltene

Jeg fik da også spørgsmålet om hvorfor jeg nu valgte mest at handle bagved til stævnet, når nu fredagens træning med at handle mere foran hunden var gået så godt. Dertil kan jeg kun svare, at jeg kigger på en banen og vælger den handlingsform, som jeg umiddelbart synes passer bedst til mig og hunden på den givne bane.
Så for mig er det lidt som at kigge i værktøjskassen og tage det værktøj der passer til “jobbet” – og ikke bare insistere på at tage boremaskinen, når man egentlig skulle save.

Nå men hvordan gik det så?
Ninja gennemført to af sine fire løb – begge uden fejl og begge ved at vinde klassen. Dvs hun vandt en Agility klasse 2 samt en spring klasse 2. Jeg var ret stolt, for jeg synes der var flere rigtig gode hunde i klassen.

Forude venter maj måned, hvor der stort set er stævne i alle weekenderne.

Man skal høre sandheden fra de fulde børn….

Kender I det med, at man står med et barn i hånden. Barnet kommer med en kommentar om en person, som er indenfor hørevidde. Udsagnet er sandt, men ikke så passende, hvis man kan sige det sådan. Sådan er det også med Silas. Her er et par eksempler:

  • Jeg mødes med en dame, som jeg ikke kender, men som jeg bare kort skal udveksle noget med. Da hun går fra stedet, siger Silas meget højt: “Hun har gråt hår, så er man godt nok gammel”
  • Henrik er ude at handle sammen med Silas og ser en kørestolsbruger, hvortil Silas´ kommentar er : “Nej, Far prøv at se. Det er godt nok ikke smart” Vi er lidt overraskede over denne kommentart, fordi hans farfar også sidder i kørestol, så han er da lidt “vant” til at se en kørestolsbruger. 
  • I dag kommer en joggingløber prustende forbi vores have og Silas kommenterer igen: “Hun løber godt nok langsomt, hende der”

Autist eller ej?

I december startede jeg egentlig på at skrive et blogindlæg, som jeg så aldrig fik færdiggjort og udgivet.
Det blev til efter en statussamtale i Silas´ børnehave, hvor vi blev tilbudt, at Silas kunne blive udredt for autisme med børnepsyk.

Det er ikke fordi det er en fremmed tanke for os, at Silas kunne ske at have en diagnose indenfor autisme-spektret, men lige da jeg hørte afdelingslederen fra Specialkorpset fremsige det, så stak det mig alligevel lidt i hjertet, og en lettere irrationel del af min hjerne ønskede bare at lukke øjnene for det og tænke, at ”det nok gik væk”.

Men min mere rationelle del af hjernen vågnede så op og tænkte, at hvis der er noget om snakken, så er det med at få den diagnose, så Silas kan få den hjælp og de tilbud, som han har brug for – i særdeleshed, når han om få år skal i skole.

Siden statusmødet har vi haft ekstra opmærksomhed på autistiske træk hos Silas, og vi ser da heldigvis også at der er nogle af trækkene, som han ikke konsekvent har. F. eks søger han ikke rigtig andre børn, men den anden dag i børnehaven spurgte han mig nu alligevel, om han ikke snart skulle have nogen med hjem og lege. Han leger fantastisk sammen med min venindes jævnaldrende knægt – til trods for, at det to drenge er vidt forskellige.

Samtidig gør en autist heller ikke noget, fordi andre skal se det eller beder om opmærksomhed, men jeg da hørt Silas sige ”Se mig” samt påkalde sig total fremmede menneskers opmærksomhed.
Hvis man fortæller ham om en plan for en dag, men så ændrer i planen, så er han total ligeglad med det, hvilket jo heller ikke er så typisk et autist-træk.

Mistanken falder måske nok mest på hans meget nørdede sider, hvor han jo er langt foran sine jævnaldrende og heller tider spørger og søger viden om alt muligt. Men det har givet vis også vakt pædagogernes interesse, at han er lidt reserveret overfor andre børn og ynder at leve sig ind i sine egne verdener af tegnefilm og spil fra IPad´en.

Vi har da også selv haft mistanken om noget autisme-relateret ret tidligt i Silas´ liv, så vi var nok ikke så chokeret, da fagfolk også begyndte at snakke om det, men mange andre, som jeg har talt med (som arbejder indenfor feltet eller selv er forældre til autistbørn) har delte meninger om, hvorvidt Silas falder indenfor kategorien. Dog kan vi vist godt konkludere, at hvis der er noget om snakken, så er det i den lette ende af skalaen.

En “Cancermor” fortalte mig, at engelske undersøgelser havde vist, at “Cancerbørn” faktisk godt kunne blive pseudo-autister. Så måske skyldes “det hele” bare Silas´ start på livet, som jo blandt andet indbefattede, at han stort set var isoleret fra jævnaldrende børn og fremmede omgivelser de første 15 måneder af hans liv.

Imorgen er der opfølgende møde med børnehaven, så derfor rører det jo lidt ekstra på sig i disse dage. Indstilingen er skrevet og vi kommer helt sikkert til at drøfte det til mødet.
Men uanset hvad alt det her ender med, så er Silas en skøn solstråle i vores liv, og endnu en diagnose kan ikke slå os i gulvet. Som Henrik sagde, da vi undrede os over, at vi formåede at bevare roen, da vi havde snakken i børnehaven sidst, så er det lidt som, hvis man tager en lort og lægger den oveni en mødding…..  Who cares?