I går var jeg på et særdeles interessant kursus. Egentlig havde jeg dobbeltbooket to forskellige agilitykurser denne dag, men kunne selvsagt ikke være både i Herning og Roskilde på samme tid, så jeg valgte at holde fast i kurset i Roskilde og sælge pladsen i Herning.
Jeg fandt det interessant, at kurset i Roskilde også bød ind med mental træning. Der er ingen tvivl om, at rigtig meget i vores liv og vores bedrifter afhænger af, hvad der foregår mellem vores ører, og hvad vores indstilling er til det, som vi laver.
Kurset var delt op i to dele. Jeg havde først handlingsdelen, som Ina Himle fra Norge tog sig af. Ina bød på en bane, hvor man kunne vælge mellem en let “rute” og en mere avanceret “rute”. Jeg ville gerne udfordres og snuppede den avancerede bane sammen med MicMic. Det er altid sjovt at prøve nye kombinationer og se om man kan løse udfordringerne på banen.
MicMic smiler lykkeligt, når hun løber agility
Gennem mange måneders on-line træning hos Natasha Gjerulff og analyse af mine stævneløb, så synes jeg egentlig at jeg har fået rimelig klarhed for, hvor MicMic og jeg har vores arbejdsområder, så jeg forventeder egentlig ikke en hel masse input på den front. Jeg kender svaghederne og glæder mig til at pusle lidt med dem her til vinter. Sidste vinter puslede jeg kraftigt med min balancebom, og det har helt sikkert båret frugt (se bare videoen herunder)
Vi løste den opstillede bane bedre end forventet, og jeg synes faktisk, at hun arbejdede rigtig godt på nogle af de punkter, som hun ellers er svag på. Og det som er mine fortsatte arbejdspunkter viste sig også på Inas bane.
Et lille sammendrag fra kursets handlingsdel
Da vi havde afsluttet handlingsdelen havde vi to timer sammen med Eva Marie Wergård, der er mentaltræner med en virkelig solid baggrund som etolog og idrætspsykolog. De to timer sammen med Eva var virkelig virkelig inspirerende.
Selvom jeg egentlig er meget bevidst om vigtigheden af vores mindset i sporten, så fik jeg alligevel masser af super gode input. Nogen af dem vil jeg allerede nu tage i brug i min egen evaluering efter træninger og stævner. Egentlig ærgrede jeg mig lidt over, at jeg allerede havde haft handlingsdelen inden, for jeg kunne godt have tænkt mig at prøve nogle af tingene af med det samme.
Jeg har selv et problem med, at jeg til tider mister fokus på banen. Det irriterer mig ganske voldsomt, for jeg kan virkelig godt lide at være “på”, når jeg løber. Så hvorfor taber jeg fokus, og hvordan kommer jeg det til livs?
Eva spurgte, om jeg havde bemærket, hvornår på banen det skete og hvad der var sket forud for det på banen (eller det kunne også være udenfor banen). Hun gav mig nogle værktøjer til at holde fokus, som jeg vil prøve af.
Vi talte også meget om, hvor forskelligt det kan være, hvad den enkelte har brug for som hjælp eller støtte. Det som virkelig var fedt for den ene var total turn-off for den anden. Det er egentlig også meget interessant. Eva Marie var ikke ensidig på den front, men meget bevidst om, at der ikke er én vej eller én gangart på vejen til målet. Lige netop den del gør, at man kunne mærke hendes faglig kompetence sammen med hendes passion for denne del af vores sport.
Hun havde også nogle meget gode pointer, når hun fortalte hvor omhyggelige vi var med at socialisere og forberede vores hunde/hvalpe på alverdens ting, som de kan ske at møde i agiltyverdenen, men hvor ringe vi er til at forberede/socialisere os selv på, hvad man kan blive mødt med ude til stævnerne. Meget interessant tanke. Jeg kan godt se, at hun også havde en pointe der.
Mentaltræning ved Eva Marie Wergård
Hvis du ikke ikke allerede har udledt det af mit blogindlæg, så var jeg meget begejstret for dagens kursus og i særdeleshed for Eva Maries del af kurset, som var så meget anderledes end det, som “vi” normalvis ser udbudt. Der var også klart mest tilslutning til Inas moduler, men jeg synes altså virkelig at guldkornene lå allermest hos Eva Marie.
Jeg glæder mig til at tage hendes del med ind i min “daglige” vurdering, når jeg fører træning og stævner ind i Handlers Logbook
Overskriften dækker meget godt de sidste to weekender.
Da jeg startede sæsonen 2019 havde jeg et mål om, at MicMic skulle blive både Dansk Agility Champion og Dansk Spring Champion i 2019. Men det var sgu lidt svært at komme igang igen og finde melodien sammen.
Vi startede sæsonen med et springcert og et agcert. Med hiv og sving vandt vi et cert til Maxi Zoo Cup i Viby i maj. Det var for vores vedkommende også stævnets eneste fejlfrie gennemløb. Så startede vi ikke flere DKK stævner hele udendørssæsonen.
I sidste weekend var jeg taget til stævnet på gulvtæppe i Vallensbæk. Mic var lidt udfordret med at finde rytmen på gulvtæppet. Det kostede nogle fejl på slalom og de baner, hvor der skulle hentes spring fra bagsiden. Der lavede hun vægring hver gang. Men vi høstede da et enkelt fejlfrit løb, som forunderligt nok udløste et springcertifikat. Det var vores 3. springcert, så vi fik sørme championtitlen med hjem fra Vallensbæk.
Dansk Spring Champion, Kræmer´s Bright Boa. Hende du kender som MicMic
Nu manglede vi “bare” 2 agilitycerter. Skulle vi mon snuppe dem med hjem fra Ribe Hundevenners løvfaldsstævne i denne weekend? Ikke helt, men det blev faktisk til et enkelt cert. Så nu mangler vi blot et ag-cert for at have agilitychampiontitlen i hus.
MicMic med sin cert-roset
I dag stod den så på udtagelsesstævne til WAO. Her gælder det virkelig om at komme gennem banerne. For resultaterne for de tre løb lægges sammen. Banerne var måske nok en smule anderledes end de baner, som vi ellers løber.
Lad mig måske sige det sådan, at banerne udstillede Mics og mine svagheder til åbent skue. Der var gode momenter, som jeg husker at glædes over, når jeg kommer i mål og ikke mindst bagefter. Men der var også ting, som virkelig satte os på prøve fordi vores “mangler” spændte ben for os på banen.
Men nogle af kombinationerne tænkte jeg bare, at jeg skulle have sat op og trænet på derhjemme. Så jeg fik mere inspiration end frustration med mig hjem fra dagens stævne. Jeg ville naturligvis allerhelst have haft en WAO billet, men måske skal jeg kigge lidt på ansøgningskriterierne til et wildcard ellers skal jeg bare bruge tiden og pengene på andre aktiviteter i den weekend, hvor der er WAO.
Ninja var med et smut i hallen, og hun var meget optaget af gennemløbene og kom også til at “heppe” lidt en gang imellem.
Nu er stævnesæsonen indtil videre slut for vores vedkommende. Jeg har nogle planer for, hvilke ting, som jeg vil nørde med i stævnepausen, og det glæder jeg mig til at rode mere med.
I sidste weekend var MicMic og jeg til vores første DM sammen.
MicMic og jeg foran et udpluk af fanerne
Vores sæson startede ud med et samarbejde, hvor MicMic og jeg slet ikke var på samme frekvens. Jeg kan ikke rigtig sige, hvad der var galt, men i hvert fald, så havde jeg måske troet, at jeg kunne starte, hvor vi havde sluppet mere eller mindre for at par sæsoner siden. De sidste par år har vi stort set ikke løbet sammen pga parring, drægtighed og skader.
Men at spille sammen igen efter et par år uden ret meget træning og stævner var lige lovlig optimistisk og naivt måtte jeg indse.
Vores største udfordringer var, at hun f.eks i starten af sæsonen ikke ville gå på vippen. Hvis hun gik på vippen, så ville hun gerne hurtigst muligt derfra igen, og ventede ikke til den var i jorden.
Hun strøg af balancebommen, nogen gange helt uden at ramme feltet. Det har altid været svært med selvkontrol på bommen for hende, men i år var det vildt svært for hende at styre, da sæsonen startede.
Tunneller ville hun ikke tage, hvis ikke jeg kunne løbe hende direkte ind i tunnelåbningerne, så hun faktisk ikke kunne vægre dem. Hvis tunnellerne lå under feltforhindringer, så havde hun slet ikke lyst til dem.
At komme-til-hånd og gå på indersiden af spring var nærmest umuligt. Hun trak ustandseligt væk fra mig og gik på den forkerte side af springene.
Vi har intensivt arbejdet med tunnellerne, at trække hunden på indersiden af springene, balancebommen, slalom og generelt handling. Jeg synes virkelig, at vi har rykket os helt vildt i hen over sommeren. Og det har været så fedt at mærke, at man kunne spille sammen igen.
Egentlig havde jeg ikke nogen forhåbning om en plads til DM, for vi har løbet så ustabilt til stævner. Ja, det har altså heller ikke være sådan, at træningerne bare sad lige i skabet. Men her over de sidste par måneder, så begyndte det lige pludselig at ligne noget.
Jeg havde på forhånd besluttet, at jeg ikke ville jagte DM kvalifikationerne. Hvis ikke jeg fik dem på de stævner, som jeg på forhånd havde besluttet mig for at deltage i, så skulle vi bare ikke afsted. Og jeg forventede slet ikke at skulle afsted.
Så da jeg fik det sidste fejlfri AG åben løb, så kunne jeg da næsten ikke fatte, at vi skulle med. Det var samme dag, som vi blev jyske mestre,og vores sidste planlagte stævne i udendørssæsonen.
Hvordan gik DM så, når nu vi kom afsted?
Fantastisk vejr til DM
Den korte version
Den korte version om weekendens Danmarksmesterskab i DCH er kort og godt, at jeg er godt tilfreds med vores udvikling og egentlig også med vores løb. Det var vildt nok at nå med til DM, men der er stadig ting, der skal arbejdes på.
Lørdag havde vi først et fejlfrit springløb, og efterfølgende et agilityløb, hvor jeg indkasserede 5 fejl for en flyver på vippen. Ærgerligt, men jeg vidste godt, at vippen var et af vores ømme punkter, som jeg havde forsømt at træne.
Egentlig forestillede jeg mig, at lørdagens to gennemførte løb var nok til at komme direkte i A-finalen. Så jeg var noget overrasket, da jeg så, at Mic og jeg var en af de ekvipager, der skulle løbe i B-finalen. I B-finalen får nr. 1, 2 og 3 adgang til A-finalen, hvor man løber om Danmarksmestertitlen.
Så jeg måtte på den søndag morgen, og se om jeg kunne kæmpe mig til en billet til A-finalen. Jeg elsker finaleløb, og det tænder mig helt vildt at løbe finaler. Det giver mig sådan en “fandme-ja-fornemmelse” og publikums indleven gør mig kun mere tændt.
A og B finalen løbes altid søndag. Så kl 08.45 i forholdsvis tæt tåge gik vi banegennemgang til B finalen. Tågen betød nu ikke noget, men det var bare lidt anderledes at gå i den tætte tåge, hvor man faktisk ikke kunne se fra den ene ende af banen og til den anden.
Klar til banegennemgang…
Banen var spændende, og jeg var ikke bekymret for baneforløbet som sådan. Egentlig var jeg mest bekymret for vippen, og for om jeg kunne holde hende på vippen længe nok til at undgå at få dømt en flyver. Men ellers var der ikke noget, som jeg ikke synes, at vi ikke kunne håndtere.
Allerede inden løbet havde jeg svært ved at finde fokus på løbet, selvom jeg faktisk elsker at løbe finaleløb og elsker at blive presset. Selvom jeg er meget opmærksom på, at være insisterende på vippen, så forlader Mic vippen lige før den er i jorden (dommeren dømmer det godt nok ikke), og så misser jeg helt fokus derfra. Det er en kæmpe fordel, hvis man er “på”, når man løber sådan en bane, og det var jeg virkelig bare ikke.
Så vi går desværre ikke videre til A-finalen, men jeg er sådan set ikke skuffet over det. Jeg er stadig bare glad for vores rejse gennem sæsonen.
Uanset resultat så er Mic og jeg stadig glade for hinanden
Den lange version
Der findes også en lang version af min oplevelse ved DM og ikke mindst min oplevelse af vores B-finale. Jeg var selv lidt overrasket over min reaktion i B-finalen, og jeg har tænkt meget over, hvad det lige var der fik korthuset til at vælte for mig. Det hele starter i indsenderområdet, hvor vi bliver kaldt frem i startrækkefølge. Altså helt normal procedure. Intet underligt.
Da der er ca 5 hunde til det bliver min tur, bliver jeg oplyst om, at personen før mig ikke skal løbe banen, men at hun vil gå ind på banen uden sin hund og tage første pind af startspringet og derved lade sig diske. Det er jo rart nok for mig at vide, da jeg så skal være lidt hurtigere klar til at gå på banen, end hvis hun faktisk skulle løbe banen rundt. Jeg får også oplyst, at hendes hund er skadet og må udgå. Jeg tænker naturligvis, at det er trist for hende, hvorefter jeg forsøger at finde tilbage til mit fokus på mit forestående løb. Men så let er det ikke for mig. Faktisk slet ikke for mig.
Jo tættere vi kommer på, at det er min tur, jo sværere har jeg ved at holde fokus. Jeg forsøger virkelig at lukke mine tanker og min medfølelse ude og koncentrere mig om mit finaleløb. Jeg kan godt mærke, at det lukker op for mine egne triste følelser omkring skader på mine egne hunde. Det er som en ild, der blusser op i mig selvom jeg forsøger at slukke gløderne, der ulmer lystigt i mig.
Mens føreren med den skadede hund står og venter på, at hunden før hende løber sin bane, ser jeg hende stå og græde og blive trøstet af venner blandt officials. Jeg føler så meget med hende, og det gør så ondt på mig selv også, for det ripper op i mine egne følelser om især Ninja. Nu står jeg egentlig også selv og smågræder og kan slet ikke styre den lavine af følelser, som er sat igang inde i mig.
Da hun bliver præsenteret af speakeren, har jeg allerede vendt ryggen til banen og forsøger desperat at lukke det der foregår ude og kun fokusere på MicMic og mit eget løb. Jeg kan dog ikke undgå at høre publikums opbakning og medfølelse, da hun tager overliggeren af første spring. Det er virkelig ikke nogen let opgave for mig, men jeg samler mig virkelig efter bedste evne.
Da jeg går fra MicMic foran startspringet har jeg nogenlunde fået samling på mig selv, men mangler ligesom den angrebslyst, som jeg plejer at have til et finaleløb. Jeg får startet løbet. Da jeg når til vippen, og Mic tager den lidt for hurtige exit (som dog ikke dømmes), så glipper det helt for mig, og jeg løber resten af banen uden fokus. Det er lidt som om jeg slet ikke har løbet banen.
Da jeg kommer i mål mødes jeg af en lettere bekymret mine hos en god veninde. Hun havde allerede i startområdet spottet, at der var noget galt, og at jeg ikke rigtig var mig selv, men anede ikke, hvad der var fat. Jeg falder hende nærmest om halsen, mens jeg græder og forsøger at forklare og forstå, hvad det er der foregår med mig.
Skønneste Mic hviler på armen af mig, mens vi står og ser agility
Jeg kan billedligt bedst beskrive det sådan, at jeg har nogle triste følelser ifm skader på mine egne hunde. Det er jeg ganske åben omkring. Når jeg skal løbe agility til stævner, så pakker jeg helst de ting væk i en pose og binder posen til. Men snoren, der skulle holde denne her pose lukket bristede altså, fordi jeg kom til at forholde mig lidt for meget til en anden og hendes hunds skade. Det er ikke nogens skyld. Det er bare mig, der har et problem med at tackle det i situationen.
Jeg stod jo der i startområdet og var ved at tage min “nu-skal-jeg-løbe-finaleløb-jakke” på, da nogen lige smider en tikkende “agility-skade-bombe” ned i inderlommen på mig. Den havde jeg sgu bare lidt svært ved at løbe med. Jeg gjorde mit bedste for at tøjle det, men det kom altså ud af kontrol. Så når jeg nu stod i målområdet og tudede, så havde det ikke noget med resultatet eller præstationen på banen at gøre. Det var bare fordi mine følelser løb løbsk for mig.
En spurgte mig: “Var det fordi du så stod der i startområdet og var bange for, at der skulle ske noget med MicMic inde på banen?” Nej, det havde slet ikke noget med det at gøre. Når jeg løber stævner så tænker jeg ikke sådan, når jeg gør mig klar til start. Jeg kan tænke det, hvis der sker noget uventet på banen. Det var simpelthen bare et følelseshav, der tog magten fra mig.
Jeg er udmærket godt klar over, at der nok ikke er ret mange, der kan forstå det…
DM generelt
DCHs DM er altid ekstra festligt. Indmarch og udmarch i følgeskab med en garde, der festligt spiller. Der er åbningstale og masser af forskelligt hundearbejde samlet på samme sted.
Nede fra bagtroppen kunne jeg ved åbningstalerne rigtig nyde synet af de smukke faner op mod den blå himmel
At vejret i år var fantastisk med sol og sommeragtigt vejr med over 20 grader om dagen, det gjorde jo ikke dette års DM ringere. Det var måske ikke helt det tøj, som jeg havde fået smidt i campingvognen inden jeg trillede afsted fredag aften, men jeg klarede den alligevel.
Der er også supergod stemning rundt om ringen. Da der foregår så mange aktiviteter på de samme arealer, så kommer der også mange forbi og kigger på.
Det var nogle fine baner som dommerne, Mette GG og Thomas Ammitzbøll havde fået tegnet. Lørdagens baner var lidt til den lette side. Finalebanerne var spændende, men slet ikke uløselig eller baner, hvor man skulle knække og brække sin hund eller skrige sine lunger ud. Det var meget godt ramt.
Stemningen til finalerne er intens, og der er speaker, heppen, klappen og høj musik. Man kunne høre agilityringen over hele pladsen. Generelt er der en god ånd mellem deltagerne. Total hygge på årets sidste DCH agilitykonkurrence. DCHs DM er en sand hundefest.
Egentlig har jeg altid været ret fascineret af alsidigheden ved hunde. Hunde har i virkeligheden rigtig mange evner, og man kan have så mange fornøjelser i aktiviteten med sine hunde.
Mine hunde er ikke brugsgenstande for mig, men de er aktivitetsvenner. Jeg fascineres af alt det, som man kan lære dem. Og ikke mindst af hvor meget de nyder at blive aktiveret. De er faktisk ret beskedne, hvad det angår. Alligevel har jeg kun haft en aktivitet for øje i min aktivitet med hundene.
Egentlig er de ligeglade med, hvad de laver. Bare vi laver noget sammen
De sidste 25 år har jeg trods fascinationen af alsidigheden primært fokuseret på agilty – året rundt. Jeg synes, ,det har været svært at få plads og tid til andet. Det er svært at lægge noget fra sig, når man har succes i sin aktivitet og har masser af gode hundevenskaber i sin aktivitet. Agilitysporten har et helt særligt sammenhold og fællesskab.
Men nu hvor Ninja ikke kan være med i agilitysporten, og jeg virkelig kan mærke, at vi begge savner at kunne lave noget sammen, så har jeg prøvet at lege med lidt andre ting. Jeg har bare måtte sande, at rehabøvelser ikke bliver rigtig sjovt og frigjort, så det kan jeg ikke sidestille med “hundesport”, som er lidt mere frigjort.
Efter et par måneders ventetid har jeg endelig fået plads på et rallyhold med Ninja. Vi var afsted torsdag aften, og jeg var simpelthen så glad under træningen, og da jeg kørte derfra.
At gense Ninjas glæde og intensitet i sit blik. Hun var så tydeligt begejstret, og det lyste så meget ud af hende. Træneren var imponeret over, hvor fantastisk sød og kvik Ninja er. Trods vores ringe rally erfaring gjorde vi det faktisk ret godt. Det er jo mest min skilte-tolkning, der halter og så har vi heller ikke så stabil en fri ved fod på højre side.
Et lidt sløret aftenbillede af Ninja taget under lørdagens træning i haven
Faktisk gik vi 8-10 gange til Rally, mens Ninja var drægtig, og så var det det. Vi har ikke rørt en rallyøvelse siden 2014, og det var begrænset, hvor meget vi lærte på de få gange. Men træneren på holdet spåede, at jeg ville kede mig ihjel til Rally.
Nu er min tilgang til Rally lidt en anden end for 5 år siden. Jeg har et behov for samarbejde og glæde med Ninja. Jeg synes det var så dejligt at opleve samspillet igen, og som jeg gik der med Ninjas forventningsfulde og glæde blik rettet op mod mit ansigt blev jeg faktisk en smule bevæget og mærkede en tåre i øjenkrogen. Jeg glæder mig allerede til næste gang.
Ugen har også budt på andre aktiviteter. Min veninde Iben fra gymnasietiden var på besøg et par dage. Hun træner DCH programmet og er udtaget til DM i A-klassen. Hyggeligt at vi også skal til DM sammen, selvom vi jo er optaget af hver vores aktivitet til DM.
En stor del af DCH programmet af sporarbejde, så det ville hun naturligvis gerne træne. Vi har stubmarker rundt omkring vores hus. Da hun alligevel skulle lægge spor til sine to hunde, så tilbød hun at introducere mine hunde til spor også.
Iben og Aya går spor med genstande og knæk
Der er ingen af mine hunde, der har gået spor i den forstand. Det er vel også mere end 25 år siden, at jeg har lagt et spor selv. Så startede med et “hvalpespor” i rygvind og med godbidder i hvert fodspor.
Alle mine hunde havde efter Ibens udsagn “sportalent” og brugte flittigt næsetøjet. Det er en fornøjelse at se en hund knokle på. Godt nok ved man som hundefører på disse lette spor selv, hvor sporet ret præcist ligger. Men det ved hunden ikke. Så den må bare have næsen i jorden også afsted. Grundighed lønner sig, for så får man jo de mange lækre godbidder med sig.
Alle 3 hunde fik et ultralet spor på den første dag (korte spor med godbidder i alle fodspor). Næste dag øgede vi sværhedsgraden lidt (lidt længere spor og vekslende afstand mellem godbidderne). Det viste sig, at naturen også skruede op for sværhedsgraden. Vi gik på stubmarken, og inden vi nåede at gå alle tre hunde igennem på sporene, så havde vinden vendt sig, så der nu ikke var rygvind, men fra let sidevind til stik sidevind.
Fuji var den sidste, der gik spor, og det var skisme svært for hende pga den stærke sidevind. Men jeg må bare sige, at også i sporarbejde viste hun sig som en helt exeptionel hund. Det er bare lige meget hvad jeg tilbyder Fuji af arbejdsopgaver, så går hun på dem med krum hals og dygtighed. Hun er virkelig en arbejdsmaskine.
Iben stod og klappede sine små hænder og tænkte på, hvor fantastisk Fuji ville være i et DCH program. Det har hun tænkt mange gange uden at have set hende lave øvelser, der ligger indenfor DCH programmet. Faktisk skulle Iben have haft en hvalp efter Fuji, men de hvalpeplaner blev som bekendt øjeblikkelig skrinlagt, da jeg opdagede Fujis hjertefejl.
Nu har Iben så i øvrigt fundet sin hvalp. Hun hentede den i Holland i august, og har en dejlig lang “barselsorlov”på et par måneder indtil oktober. Lille fine Janis, der ligner en klon af Ninja, fik virkelig et prægningsophold de tre dage, hvor de boede i campingvognen i min have. Der er mange spændende ting i min have for sådan en lille hvalp. Der er høns, ænder og kanin. Der er store vidder ift rækkehushaven derhjemme. Der er biler på vejen, som kan friste en border collie hvalp til at hyrde biler. Lille Janis var den fineste lille hundehvalp med så fint et temperament. Hende glæder jeg mig til at følge.
Dazzling Daybreak Janis Joblin
Som du nok kan se ud af indlægget, så har det været en uge med andre “tilbud” til min hundeflok. Det er bare interessant at se, hvor meget ens arbejdshunde elsker aktivering. Så er det sådan set ligegyldigt, hvad man tilbyder dem af aktivitet, så labber de det bare i sig med glæde.
Længe har jeg egentlig ønsket at være lidt mere alsidig i mine hundeaktiviteter, men agilityen har fået al min opmærksomhed og al den disponible hundetid. Nu er det vist tid til at kigge på andre aktiviteter også.
Det minder mig om, at jeg for fem år siden læste et stillingsopslag fra SKAT, hvor de søgte hundeførere til toldarbejde i Billund Lufthavn. De krævede faktisk ikke erfaring fra “snuseområdet” i opslaget, husker jeg. Jeg synes dengang, at stillingen lød spændende, men vidste, at jeg var nødt til at “krydre” min i forvejen store flok (dengang 4 hunde) med en anden race. Så jeg søgte ikke stillingen. Jeg har tænkt på det stillingsopslag mange gange siden, og jeg har mange gange ærgret mig over ikke at have søgt det. Det må da være så fedt, hvis en job handlede om at arbejde med sin hund, og arbejdet tjente et professionelt formål. Det er ikke sådan en stilling, der slås op hvert år.
Nogle dage har man brug for lidt mere tapperhed end andre dage. Sådan var min mandag. Det er ellers ikke fordi jeg vil betegne mig selv, som “tapper” til daglig. Det lyder jo nærmest som en kamp, og det synes jeg ikke kendetegner mit livssyn. For jeg føler ikke, at mit liv er særlig anderledes, men bare generelt dejligt.
Mandag var Silas og jeg på Skejby. Det var den første af fire mandage i træk, hvor vi skal på Skejby. Silas er blevet “inviteret” til at deltage i et forskningsprojekt, som indebærer, at han skal afsted fire mandage i træk, hvilket Silas ikke ligefrem jubler over. Han glæder sig bare aldrig til en tur til Skejby.
I de her 4 mandage er slet ikke nogen undtagelse, for ud over at få lavet sug (tynd slange føres gennem næsen og ned i svælget, hvor der suges en klat sekret/snot op, som dyrkes for at se, om der er bakterier i), så har han også udsigt til at få taget blodprøver alle fire gange. Han kan virkelig ikke lide det, og han er nok i virkeligheden lidt bange, og jeg kan godt forstå ham, for der er da ikke noget værre end at vide, at der venter ubehag forude. Det er vel nærmest som, hvis skolens hårde drenge venter på en udenfor skolens port, når man får fri…
Silas får lattergas for at dæmpe sin angst og få ham til at slappe af. Uanset hvordan vi vender og drejer det, så vil sygehusbesøg jo være en del af hans verden nu og resten af hans liv, og derfor er det også vigtigt, at han har det nogenlunde ok med at komme der.
Hvorfor så overhovedet sige ja til at deltage i sådan et projekt? Ja mandag kunne jeg godt fortryde det en gang eller to, men omvendt, så er det jo også vigtigt, at professorens teori bliver afprøvet og gennemtestet i sådan et forskningsprojekt. Ellers kan de jo ikke udvikle behandlingerne og forske på sygdommens mange gåder. Det er ikke noget med nyt og dyrt medicin, men projektet handler “bare” om anderledes dosering, og vi har oplevet, at Silas i forvejen responderer godt på denne medicin. Nå, men det var nu som sådan ikke forskningen, som jeg ville berette om.
Silas havde allerede fra morgenen sagt til mig, at dagen ville blive en lorte-nosse-dag. Ja, hans mening var ikke til at tage fejl af. Vi havde i ugen op til snakket en del om blodprøven, som virkelig var det værste i hans hoved. Faktisk skulle han havde taget blodprøve mandag uanset, om han var med i projektet eller ej, fordi Skejby en gang om året tager en række blodprøver, som bruges årsstatus, og dem havde vi i forvejen syltet i et par måneder (og endte også med at udskyde dem til næste uge og bare “nøjes” med at tappe de fire glas, som de skulle bruge denne gang.
Lungefunktionstest
Da vi havde overstået de mere harmløse ting, som måling, vejning, lungefunktionstest og samtale med professoren, så fik vi besøg af laboranterne, der skulle tage blodprøven. Silas fik lattergas, og han og jeg så fjollede videofraklip på Ipad´en, så vi han ikke skulle have så meget fokus på blodprøven. Alligevel gik det galt (i Silas´ optik), da han overlod dem sin arm, fordi de “bare skulle kigge”. Han overhørte desværre, at de sagde, at nu stak de, og han følte bagefter, at de havde løjet og bedraget ham. Ikke fordi han opdagede, at de stak, men fordi han spurgte om de havde stukket, og de så svarede, at de havde stukket og var i fuld gang og næsten var færdig (og han havde kun givet dem lov til at kigge…). Men han bevarede roen under blodprøven og gennemførte også suget i bagefter, selvom han var ret modvillig til at slippe lattergasmasken, så sygeplejersken kunne føre slange op i næsen. Jeg hader, når han ligger der og knuger masken ind over næse og mund, fordi han ikke vil suges. Jeg hader, at jeg skal sige til ham, at han skal, og at jeg skal overtale ham til noget, som han hader.
Silas bliver målt.
Vokset mere end 1 cm på 6 uger
Da det hele var overstået var han meget vred og trak sig bare væk, og så var der ikke mere samarbejde tilbage i ham. Han nægtede at modtage slik eller små legofigurer (og så er det skisme galt, når man fornægter Lego), som børnene altid tilbydes, når de er “færdige”. Vi kørte i Føtex for at finde en DVDfilm til ham, som han kunne se på vejen hjem. Det havde vi aftalt på vejen ud til Skejby. Desværre havde de ikke rigtig nogle DVD film i Føtex Skejby. Jeg endte faktisk helt i Haderslev – i Føtex for at se om vi kunne finde en film der i stedet, før jeg fik Silas rigtig i tale om, hvad der egentlig var gået galt på sygehuset. Jeg var virkelig ked af at opdage, at han følte, at hans tillid var blevet brudt. Det havde bare ikke været muligt at tale konstruktivt med ham før her to timer efter.
Vi endte ikke med en film, men en pakke Lego til kr. 180 i stedet (ja det var et plaster på såret) og en god snak om, hvad vi kan gøre anderledes næste mandag. Jeg vil i hvert fald forsøge mit til mandagens oplevelse ikke gentager sig, og næste mandag bliver en bedre oplevelse for ham. Silas skal have lov at se kanylen, så han kan se, at den altså ikke er kæmpestor, han skal vide hvornår de stikker (nu ved han også, at det faktisk ikke gør ondt) og så skal de ikke sætte plaster på bagefter (Silas hader plastre! Og plastret havde virkelig generet ham og i hans optik gjort ondt på armen).
Jeg var kun lige nået hjem og vende og sige hej til Henrik, da jeg måtte køre igen, da jeg havde en træningsaftale på Fyn. Jeg var faktisk ret udmattet og havde det været almindelig klubtræning, så var jeg måske også blevet hjemme, for jeg følte mig så drænet. Men når man er et lille hold, der booker en instruktør i en hal for en række gange, så bliver man altså ikke hjemme.
Det tager mig ca 1½ time at køre derover, og trods den lange køretur, så havde jeg ikke fået rystet dagen af mig. Inden vi gik igang, havde jeg bare lyst til at sætte mig ned og tude, fordi dagens oplevelser havde slidt så meget på mig. Noget af det værste jeg ved er, når jeg føler, at jeg begår overgreb på Silas, og skal gennemtrumfe ubehag, og projekt eller ej, så er det også en del af “hverdagen” for Silas (ifm sygehusbesøgene – ikke derhjemme, hvor han altid samarbejder rimelig villigt om sin behandling), at man skal overvinde ubehag, fordi det ikke er et valg.
Men jeg mandede mig op, for jeg gad bare ikke sidde og tude. Det magtede jeg heller ikke. For jeg synes, at tuderi er så opslidende. Vi snakkede lidt om dagens oplevelser og mine følelser omkring det, mens jeg ventede på, at det blev min tur, og det lettede jo også lidt på mine “trætte skuldre”. Jeg fik varmet mine hunde op, inden det blev min og Fujis tur på agilitybanen.
Fuji på banen
Det er bare utroligt, hvordan agility gang på gang virker som euforiserende stoffer. I løbet af få minutter var fokus og humør vendt, og jeg nød i fulde drag at arbejde med min hund.
Fuji er stadig under oplæring, og hun gør virkelig fremskridt nu, og hun er så spændende at arbejde med. Højt tempo, lydhør og meget intens i sit arbejde. Der er bare heller ikke tid til at tænke på andet, når man kan skal forsøge at få hende igennem en bane. Hun er urutineret og har brug for meget mere støtte end Ninja og MicMic f.eks har. Efter tre timers træning (både Fuji og Ninja) på Fyn var jeg træt på en anden og mere veltilfreds måde, og det endte alligevel med at blive en rimelig god mandag.
