Tag: Tobias

Tatoos og følelser

Personligt er jeg ikke til “røvgevir” og delfiner på fodleddet, men at andre ynder denne form for kropsudsmykning er da sådan set ok for mig, men i mit job ser jeg en del afklædte kvinder, og selvom jeg ikke står og overbeglor dem, så bemærker jeg da somme tider div. Kropsudsmykninger, som jeg slet ikke misunder, for de bliver så sjældent kønnere med årene, og når de så er tegnet op på en flot spændstig hud, der 10 år efter er blevet slap, så er det pludselig rigtig svært at blive misundelig.

Hvis jeg en dag skulle have en tatovering, så skulle det klart være en personlig tatovering, som sagde mig en hel masse, og passede præcis til mig, og ikke bare var en tilfældig krussedulle i tatovørens bog, der lige tiltalte mig på dagen.

Jeg så et program i fjernsynet en aften for snart længe siden. Jeg tror, at temaet var idol-dyrkelse, og det var vist et af Bubbers programmer. I programmet så man en ung pige, som var Nik og Jay-fan. Hun skulle hen og tatoveres, og jeg krummede sådan tæer på hendes vegne, da det fremgik, at hun skulle hen og have lavet en ”Nik og Jay-tatovering”. Jeg tænkte straks, at ”Hallo, om 10 år (eller langt tidligere) har du da så meget fortrudt den tatovering!!”.

Men så kom forklaringen. Det som hun skulle have tatoveret var titlen på nummeret”Når et lys slukkes, tændes der et nyt”, og der var noget helt særligt i den sætning for hende, for hun var nemlig organtransplanteret, og der sad jeg og skiftede helt sindsstemning fra at være sådan lidt ”opgivende-i-forhold-til-hvad-teenagere-nogen-gange-beslutter-jeg-har-ligefrem-lyst-til-at-ruske-dig-til-fornuft” til at blive så ufattelig rørt, for den tatovering blev med et trylleslag fantastisk smuk for mig.
Måske udleverer jeg nu min store dejlige dreng Tobias på 16, men jeg kan ikke lade være, og jeg håber, at han tilgiver mig. På en tur hjem frem efterskolen, snakker vi om tatoveringer, og det er jo ikke overraskende, at han da også gerne vil have sig en tatovering, når han bliver ældre. Han siger da også, at han er helt klar over, at det er usmart, at have tatoveringer på halsen og steder på kroppen, hvor det er svært at dække.

Men han har nu også tænkt sig en helt særlig tatovering. Det skal være to foldede hænder tatoveret på hans bryst, og så skal der stå ”Silas” oven over hænderne. Det skulle symbolisere, at han ville bede for sin lillebror. Om jeg gengiver det helt korrekt, ved jeg faktisk ikke, for jeg blev faktisk meget berørt over det, og måtte prøve at genvinde fatningen og svarede vist noget med, at det var meget smukt og havde en flot symbolik. Samtidig med at jeg blev ganske stolt af hans omsorg og bekymring, så gør det mig også ondt, at Tobias skal lide under bekymringer ift Silas, men det er bare sådan det, når man er ”rask søskende”. De går absolut ikke ram forbi, hvis nogen tror det.

Teenagere og fornuft

Ja, det lyder måske ikke som det mest oplagte match, men det kan nu svinge meget godt sammen, vil jeg nu sige. Naturligvis er der somme tider lidt udfald på ledningen, når ens hjerne er under ombygning.

Men men der er nu godt nok et punkt, hvor Teenageren er kommet rimelig meget til fornuft. Gennem de sidste år har det været meget vigtigt, at ens tøj havde det rigtige mærke, og at give 1.700 for et par cowboydere føltes åbenbart ikke som noget særligt – hvis man altså havde pengene til dem.

Tobias kunne også ofte fortælle mig om alle de tøjbehov han havde og alt det spændende tøj, han så til billige penge, som vi da burde købe nu. Jeg blev faktisk ret mæt af at høre om alt det her, så jeg besluttede mig for at indføre tøjpenge. Kr. 1.000 hver anden måned, som kun måtte bruges til tøj og sko.

Det gav bare en ufattelig ro. Bortset fra de sidste par uger op til udbetalingsdatoen, hvor Tobias allerede havde fundet sine køb på Smartguy og var helt elektrisk efter, at jeg skulle bestille tøjet. Selvom det nok har været lidt svært både at få sit mærketøj og at få pengene til at række, så synes jeg faktisk, at Tobias har klaret det super godt. Det lykkedes faktisk altid for ham på mærkværdigvis, og det har jeg da været stolt af.

Men da han var hjemme sidst blev jeg alligevel endnu mere stolt. Han spurgte mig om jeg ikke ville køre i Føtex, for så ville han gerne med. “Hvad skal du i Føtex?”, måtte jeg lige vide. Jamen han skulle da købe noget tøj. Jeg var lige ved at tabe underkæben. Tidligere kunne man slet ikke købe noget som helst tøj til ham  – jeg gentager NOGET SOM HELST  – i Føtex, H&M eller lignende butikker.

Kort tid efter stod vi så i Føtex, hvor Tobias blandt andet købte “ukendt mærke” underhylere. For et halvt år siden var der INTET andet end Bjørn Borg, der duede på den front. Da vi trissede gennem kassen med 4 underhylere, 9 par strømper og en Tommy Hilfiger trøje (ja lidt mærke kom der da med i købet) kom jeg af med sølle kr. 500.

Tobias var blot kommet til den konklusion, at hvis andre kunne gå i “sådan noget” tøj, så kunne det da ikke passe, at han heller ikke kunne det.

Det er bare en kæmpe sejr, når ens teenager helt af sig selv kommer til fornuft og indser, at ens identitet og værdi jo ikke sidder udenpå kroppen, men indeni.

Efterårsferie i venners lag

Det er nu uge 42, og de med skolebørn er jo helt klar over det. Vi har også holdt lidt ferie. Tobias er hjemme, og hans værelse er offer for en langtrukken renovering (det er noget med fugtoptrængning, imprægnering og efterfølgende tørring=mange måneder), så han bor faktisk i vores stue, når han er hjemme på ferie. Det synes jeg var lidt svært at byde ham i en hel uge.

Hvad kan man så finde på? Sidste år var vi i Prag. En overraskende billig ferie, der som ventet var supergod. I vinterferien var vi i sommerhus. Det var også hyggeligt, men ingen af tingene fristede lige frem mig til gentagelse lige nu. Hvad kan man så finde på, når man også har øje for, at man vist fik fyret lidt rigeligt penge af på hus og hjem i august?

Campingferie? Det lokkede bare ikke lige at skulle bo på campingplads på denne årstid. Men campingvognen kunne da nok bruges til noget fornuftigt alligevel.

Jep, enden blev at vi trak campingvognen til Stevns og overnattede i Kim og Tinas indkørsel. Mest af alt fordi vi gerne ville besøg Tina og Kim, og vi så efterfølgende kunne køre ud derfra og besøge andre venner og opleve lidt af Kbh.

Det var skønt at hygge sig sammen med dem igen. Jeg synes det var så imponerende, at vi bare kunne lukke vores tilsammen 7 hunde sammen. Deraf er de 4 hanhunde, og der var bare ingen fnidder i den flok. De tumlede og gnaskede tyggeben mellem hinanden uden problemer.

De 7 hunde i vores sammensatte flok.
Tro mig, det var meget svært at tage dette billede!



Diva TYGGER på et tyggestav
(ved ikke hvad der gik af hende – hun plejer bare at slikke på dem)

 Da jeg startede med at annoncere, at vi ville komme fem dage, så synes jeg da nok, at det lød som lidt for længe og anmasende, men tiden fløj alt for hurtigt afsted. Tina endte da også med at sende mig en SMS, da vi kom hjem, at hun syntes, at huset var lidt tomt og ensomt efter, at vi var kørt.

Vi trillede afsted lørdag og ankom sammen med vores medbragte oksemørbrad sidst på eftermiddagen. Så var der ellers dømt god mad og hygge.

Søndag var Tina og jeg ude og træne lidt agility med Ninja og Mojo. Agilityen var jo også den, som førte os sammen for henved 10 år siden. Der er sket mange ting i vores liv siden dengang, men venskabet holder stadig.

Efter træningen kørte vi hjem og hentede Henrik, Tobias, Silas og lidt flere hunde og gik en smuk tur ved Stevns Klint. Jeg synes virkelig, at Stevns er et meget smukt område. Jeg er ærlig talt lidt betaget af områdets flotte natur.



De som ikke kan holde til at gå langt måtte i klapvognen.
Silas pga korte ben og Chester pga sine gamle gigtplagede ben



Flot solnedgang

Mandag var vil til morgenmad/barselsbesøg hos en af Henriks gamle veninder i Kbh, hvorefter vi tog et smut i Tivoli sammen med Tina Brigo og hendes drenge. Der var monstermange mennesker, og vel var Tivoli flot pyntet op til Halloween, men jeg var faktisk meget glad for, at vi ikke havde betalt for indgang og turpas (Tina har adgang til et vist antal fribilletter om året, som hun delte ud af til os – Tak for det, Tina), for jeg synes, at der var for mange mennesker til, at det var pengene værd. Indrømmet, jeg hader kø og ventetid = spildtid i min verden.


Silas er vild med Rasmus Klump, som han kalder “Am Kump”



Familiebillede i Tivoli.
(Det var lige så svært at tage et godt billede af os 4 personer, som af de 7 hunde ovenfor)

Tirsdag havde jeg et møde i vores salgsafdeling, så den bød på arbejde for mig, og drengene kunne gøre, hvad de lystede i de 4-5 timer. Aftensmaden spiste vi hos Hanne Svejstrup. Det er også altid hyggeligt samvær. Tobias og deres ældste Joakim er bedste venner, men ses jo ikke så tit pga afstanden. Silas er skattet af hele familien, og Hanne og jeg har jo faktisk både agility og kort tilfælles.

Silas og Kristine er helt væk i en film på Ipad´en

Efter lidt agilitytræning onsdag sammen med Ninjas kuldbror Joker, så pakkede vi sammen og trillede hjemad med sneglehuset. De fem dage var fløjet afsted, og jeg synes det var dejligt, at vi fik sagt “Dav” til alle de, som jeg havde forestillet mig, at vi lige kunne hilse på, da jeg gik igang med at planlægge turen.

Ninja og bror Joker

En flittig weekend

Synes at vi bare får regn og regn det meste af tiden, men af en eller anden grund, så fik vi super dejligt vejr med tæt på 20 grader hele weekenden. Tak for det!

Her på matriklen har vi haft gang i det store forhave-/kloakeringsprojekt siden 1. aug, og nu ser det endelig ud til at det værste hestearbejde er ved at være overstået.Jeg skal nok bringe til billeder over udviklingen, når jeg igen får samling på mine billeder

Henrik og Tobias knokler med en total uhåndtérbar og tung birketræsrod.
Tobias kom hjem lørdag aften og gav et nap med diverse dele af projektet søndag. Der var nok af opgaver, der krævede en stærk mand – og det er ikke lige mig.

Nu begynder det at ligne noget. Vi mangler kun lige at græsfrøene spirer
og lidt planter i bedet.

Lille Silas var også flittig til at hjælpe. Ikke at jeg tror, at hans indsats gjorde den store forskel, men alene det, at han var indstillet på at gå ude hele weekenden var jo en stor hjælp. På billedet sidder han og leger lidt på den nyanlagte terasse, som vi er SÅ glade for.

FF

Forkortelse for fantastiske forældre. Sådan nogle forældre har jeg simpelthen. Jeg føler mig godt nok heldig. I uge 30 havde de Silas på ferie i 3 dage fra tirsdag til fredag, mens Henrik og jeg arbejdede, og mandag kørte de den lange tur på 175 km herned igen for at fejre Silas´ fødselsdag og så ellers blive her resten af ugen.

Henrik og jeg havde ferie. Ikke fordi det som sådan emmede af ferie og afslapning, for tirsdag morgen ankom den første entreprenørmaskine og så gik mændene (Henrik, Tobias og min far) i krig med at endevende forhaven. Der er gennem ugen lagt mange timers arbejde i det projekt, og vi er da heller ikke færdige endnu.

Henrik stikker grabben i jorden
Efter en dags graven, så så indkørslen sådan ud

Min far knoklede på og stod blandt andet for at lægge kantblokke. Som udlært murer, så var det jo lige et job for ham at lægge dem.

Min far har påbegyndt
opbygningen af bed i forhaven

Tobias og Henrik fik lidt hjælp til det groveste af arbejdet ved at få lidt maskinkræfter. Tobias blev helt bidt af at køre maskinerne.

Tobias var som en fisk i vandet

Der er lang vej endnu, men projektet tager lige så stille form nu. Jeg ville egentlig gerne have hjulpet til med forhaveprojektet, som jeg har snakket ivrigt om de sidste to år, da huset indtil nu bare har ligget, som om det var blevet “tabt” på en græsplæne. Med de store ulemper, at indkørslen blev et smathul om vinteren, og om sommeren slæbte hundene masser af græs med ind i huset, fordi man trådte direkte ud på græsplænen fra hoveddøren. Men grundet min elendige ryg, så er min entreprenørkarriere indstillet, og jeg måtte bare se mig selv som serviceorganet, der sørgede for madlavning, indkøb, ærindekørsel og pasning af Silas, derunder indkøring i børnehave (som bare går rigtig superduper godt). Til disse opgaver bistod min mor mig også lidt. Det eneste synlige jeg har udrettet er, at jeg er gået igang med at male udestuen, som nærmest skreg på pleje.

Alle kan give en hånd med
Silas med sin nye trillebør

Men jeg tænker tilbage på ugen, der nu er gået, så er jeg vældig taknemmelig over, at have forældre, der trods alt har helbred, overskud, tid, lyst og kærlighed til at hjælpe os “unger”gang på gang. Jeg værdsætter det stort!