Tag: video

Stævne hos DKK Viby

Dette stævne havde jeg set særligt frem til. Ikke kun fordi DKK Viby er rigtig gode til at arrangere stævner, og faktisk gør hvad de kan (trods høje startgebyrer, der er bestemt fra DKKs side) for at holde stævnedeltagernes udgifter nede. Selvom det nok er den stævneweekend, hvor jeg har brugt flest penge. Klart på den anden side af kr. 10.000, men det var primært, fordi jeg nu fik min nye hund, Ninja med hjem. Meget belejligt blev hun 8 uger om torsdagen, hvor stævnet startede.

Jeg synes selv, at jeg havde nogle gode gennemløb. Jeg havde ikke tilmeldt hundene i alle løb, da jeg mente, at jeg havde brug for lidt ekstra tid, da jeg var alene afsted med Silas og jo også havde en lille puppy at tage hensyn til.

Diva løb kun nogle åbne og kunne da også stadig løbe sig til nogle placeringer. Echo løb klasserne hver dag, og han havde nogle rigtig gode løb, men jeg synes også godt at kunne se, at han stadig er “grøn”. F.eks fristede belønningen ham i mål to gange så meget, at han snød på banen. To gange mente han ikke, at han havde tid til at færdiggøre slalom. Der smuttede også et enkelt A-bræt, men ellers var felterne nu ikke så tossede, så jeg fortsætter indtil videre med løbefelterne på balancen og A´et, selvom jeg ikke synes, at hans løbemønster over A´et så godt.

Klippet nedenfor er fra AG1, hvor Echo løber 11 sekunder hurtigere end vinderen af klassen, men desværre misser han A´et. Men bemærk lige en skøn balancebom. Echo er ca. 1 sek. langsommere end Lene Simonsens Border Collie Tippi. Jeg synes ellers ikke, at han ser så hurtig ud på klippet, men fart på var der i hvert fald iflg tidtagningsanlægget.

Diva er næsten klar til Fælles DM. Hun mangler kun en enkelt kvalifikation i agility. Men stævnet var meget andet end DM kvalifiktioner. Tutte og Co. gør sig altid umage for at lave gode stævner med billig forplejning og gode præmier. Det levede de op til endnu en gang.

Ellers er min tid lige nu jo mest optaget af Ninja lige nu. Det var dejligt at få hende med hjem og lære hende at kende. Indtil videre har jeg klikkertrænet lidt med hende og har prioriteret at få hende til at elske buret og lært hende target på et låg samt belønnet (øjen-)kontakt.


I aften starter vi til hvalpemotivation, og faktisk synes jeg jo, at hun allerede skulle kunne en helt masse ting. Nu har jeg jo haft hende i en uge, men når jeg så lige stopper op og tænker mig om, så er det jo helt ok, at hun “ingenting” kan.

Min første udfordring har været at få hende til at spise andet end råt mad. Ikke engang godbidder har damens interesse, så jeg har klikkertrænet med kallun og kæbekød. Yark!! Men det virker, og det er vel det vigtigste.

Træning på vippen og lidt Silas up-date

Jeg har nydt de sidste dage. Først og fremmest har jeg ferie til og med denne uge. Vejret har været super skønt, og jeg har været til træning med Echo to aftener i denne uge. Og det har været SÅ skønt at være afsted og træne sammen med andre. Det er faktisk over fem uger siden, jeg har været afsted. Da jeg kørte fra træning i Ribe Hundevenner i onsdags var jeg simpelthen ganske høj, som om jeg havde taget stoffer.

Echo nød også træningen, og jeg nød gensynet med ham (han blev leveret onsdag morgen efter mange uger hos familien i Hjordkær). Vi er igang med at indlære vippen, som den sidste forhindring. Nu har jeg jo meldt ham til agilityløb, så nu skal vippen også ind under huden. Faktisk er jeg meget tilfreds med ham, og håber at min vippeindlæring vil bære frugt. Jeg har startet med at indlære udgangspositionen (forben på græsset og bagben på feltet). Den kender han ikke fra andre forhindringer, da jeg ikke har trænet med “stop” på felterne. Positioen har jeg indlært ved at klodse opgangen op (så stødet fra vippen ikke ville være så voldsomt) og sende Echo op fra siden af vippen. Da jeg følte, at han var fortrolig med det, så har jeg fjernet opklodsningen og taget vippen i fuld længde.

Det startede jeg med onsdag formiddag og videoen er fra samme aftens træning i Ribe. Første gang på vippen fortsætter han godt nok ud over vippen uden at stoppe på feltet, men jeg har valgt at lade Echo selv finde ud af vippepunktet og blive fortrolig med det. Og når han bliver fortrolig med det, så forventer jeg også, at han får afpasset tempoet, så han får placeret sig i udgangspositionen og stadig holder et godt tempo på vippen. Jeg vil helst ikke ind og blande mig med kommandoer eller positioner selv, da jeg ønsker, at forhindringerne skal kunne tages selvstændigt.

Weekenden byder på agilitykursus med Sarah, så der skal Echo også nok få lavet noget. Og jeg glæder mig til mange timers intensiv træning med en af landets bedste instruktører. Når weekenden er omme kalder jobbet igen. Jeg har kun været på job en eneste dag siden d. 8. marts. Først var der lige den lange indlæggelse og derefter tre ugers ferie (med en enkelt arbejdsdag imellem). Så nu venter hverdagen med Silas og hans daglige behandlingsrutiner.

Superglade Silas med en blomst (kaldet Nae-Na af Silas)
Måske sidder nogen af mine bloglæsere og venter på nyt om Silas. Som tidligere skrevet, så synes jeg, at det er lidt svært at få taget hul på Silas, sygdommen og tankerne – og måske har jeg bare ikke behov for det lige nu, men måske netop behov for de andre ting, som fylder i min blog lige nu. For der er ingen tvivl om, at hundene og agilityen altid har været med til at give mig energi, så selvom det kan virke som noget “ligegyldigt” for nogen, så kan jeg mærke, at det er væsentligt for mig at have.

Men Silas har det fantastisk godt, og til kontrol i mandags vejede han 8500 g og målte 76,5 cm. Dvs at han på mindre end 4 uger har forøget sin ellers så stabile (og lave) vægt med 800 g. Han har mere energi, og nu vil han stå og gå (stadig ved støtte) hele tiden. Han er lige så stille startet i dagpleje igen efter mange ugers fravær, og da vi lige var på besøg i mandags, var han meget mut og ikke så tryg ved det hele, men nu er han ganske glad og tryg igen ved dagplejen og klar til hverdagen.

Nu rykker han!

Det er Silas, jeg hentyder til. Sidste mandag var han til zoneterapeut, og i dagene efter var han bare i MEGA-hopla. Men der skete mere end det. Fredag kravlede han de første meter. Lørdag morgen rejste han sig op i tremmesengen uden hjælp fra nogen af os. Jeg synes bestemt også, at hans lyde er blevet noget mere nuanceret efter første zoneterapeutbehandling. Det kan da vist ikke bare være et tilfælde…..

Igår var Silas så igen afsted til zoneterapi, og hun sagde, at hun tydeligt kunne mærke forskel fra første gang og til igår. Der var slet ikke så mange affaldsstoffer i hans lille krop. Og jeg tror faktisk også, at hun fik “tryllet” lidt med hans bronchier. Gennem de sidste 3 uger har det været nødvendigt at give ham Bricanyl hver aften, når han fik et gigantisk hosteanfald. Vi har den sidste uge ikke givet ham det forebyggende, men først NÅR hosteanfaldet viste sig. I aftes fik han slet ikke bricanyl, for det store hosteanfald udeblev. Lad os håbe, at det også er slut med hosteanfaldene.

En lille kravlevideo med Silas

Lortedag

I dag har bare ikke været nogen god dag. Jeg vidste på forhånd, at der ville være i hvert fals een trist begivenhed denne dag. da jeg for en lille uge siden fik at vide, at Echos kuldbror skulle aflives i dag. Anette og Erik har valgt at give Tempo fred i dag, og jeg forstår dem godt og bakker 100% op om deres beslutning, men jeg er alligevel ret påvirket af det, da jeg føler en stor anpart i Tempo.

Echos kuldbror, Tempo – 6 uger
Det var jo et Charliebarn, og Echo og Tempo var ammebørn sammen hos en papillontæve på Als, hvor jeg besøgte dem meget tit, indtil de var 8 uger, så jeg synes selv, at jeg har haft meget med dem begge at gøre. Læs evt. her, hvis ikke du fulgte historien dengang for 3 år siden.

Da jeg kom hjem til aften var jeg lidt på Facebook, og der læste jeg så, at et af de 4 børn, som jeg har kendskab til her i DK, som fik konstateret Langerhans Celle Histiocytose i 2008/2009 har fået tilbagefald. Det er nu nummer to indenfor et halvt år. Det er bare ikke særlig opmuntrende, og det er svært ikke at tænke og selv blive lidt ængstelig.
Echo i svømmehal
Dagens lyspunkt var helt klart den tur i Hellevad Hundesvømmehal, som jeg lige er kommet hjem fra. Jeg mødtes med Klaus fra Echos “aflastningsfamilie” dernede og efter en gang svømning, så fik jeg Echo med hjem efter en lille uges ophold sydpå. Så de næste par dage står den på agility-træning.

Afslutningsvis vil jeg lige vise jer, hvor begejstret Echo er for hundesvømmehallen. Han er slet ikke til at styre.