Tag: agility

Bye bye 2014…

Den dag i juni, hvor jeg stod med mit frihedsbevis min fratrædelsesaftale i hånden, så jeg en fantastisk sommer og efterår for mig. Der var faktisk ikke grænser for, hvad min frihed skulle bruges på. Først og fremmest skulle jeg hygge mig med agilitytræning og -stævner. For slet ikke at nævne de to gange DM, som jeg helt tilbage i maj havde kvalificeret mig til. Dernæst skulle jeg have Silas kørt godt ind i en ny hverdag som skolebarn (og den del går forrygende).

Ninja nyder at komme på stranden igen

Sådan blev det jo ikke helt. Styrtet fra balancebommen d. 7. juli ændrede en del på de planer og også på min hverdag. Det er jo som sådan ikke en katastrofe, at ens hund kommer til skade på en agilitybane. Flere andre har prøvet det før mig, men ingen synes, det er fedt at opleve. Heldigvis har jeg i de 20 år, jeg har løbet agility været forskånet for alvorlige skader. Der er så mange andre ting, der kunne være meget værre end en skadet hund, men derfor gør det mig så ondt alligevel.

Gåture – nu også i trav i flexline

De sidste par dage har været hårde, fordi jeg nu har erkendt, at ingen mirakler og ej heller ihærdighed fra min side kan trylle Ninja fit i en fart. Hun træder stadig ikke ordentlig igennem på venstre bagben. Fordi jeg nu må erkende, at vi desværre ikke kan stille op til DM, som jeg i år havde glædet mig mere til end, jeg har gjort i rigtig rigtig mange år. Faktisk har jeg ikke glædet mig så meget siden 2007. Jeg synes, Ninja og jeg havde fundet melodien, og ikke mindst glædede jeg mig til at være en del af det kæmpestore team fra Sannes Hundecenter (mere end 20 hunde derfra er kvalificeret til DCHs DM). På gåturene har jeg nogen gange været i tvivl om det våde på min kind var regndråber eller tårer….. Jeg havde naivt håbet, at Ninja kunne blive klar til DM, men jeg kan godt se, at det simpelthen vil være for risikabelt at forsøge sig, når hun ikke engang er rentgående endnu.

Når det nu skal være sådan, at Ninja er skadet, så er det naturligvis heldigt nok, at jeg har masser af tid, for jeg kan virkelig ikke se, hvordan div dyrlægebesøg og genoptræning skulle kunne hænge sammen med en hverdag med fuldtidsjob.

De fleste gå ture afsluttes med udstrækning/massage.
Ninja nyder det

3 daglige gåture a 30 minutter med efterfølgende udstrækning bliver mindst 15 timer om ugen, så har jeg nok brugt gennemsnitligt 7-10 timer om ugen på at køre til laserterapi, kiropraktik, massage mv. Det er jo mere end et halvdagsjob…. Skræmmende. Jeg ville bare tusind gange hellere have nydt andre hundeaktiviteter 20+ timer om ugen: f.eks være kørt til stranden og sluppet hundene løs, set dem lege i haven, trænet agility osv. Gåture og udstrækningsøvelser er det genoptræningsprogram jeg har aftalt med de to dyreklinikker, som jeg konsulterer ifm Ninjas skade, som er lokaliseret til den store lårmuskel i venstre bagben. 

I stedet må vi nøjes med gåture ALTID i snor.
Her ved Vestre Engvej i Vejle

Nå men det korte af det lange er, at jeg hermed kapitulerer og begraver agilitysæsonen 2014. Jeg håber så inderligt, at vi med god genoptræning og agilitypause er tilbage igen, når 2015-sæsonen starter. Held og lykke til alle jer, som skal til DM.

2013 – Tilbageblik

2013. Tak for nu. Det har været et oplevelsesrigt første halvår. Det har budt på den største rejseaktivitet i flere år. Ferier, rejser og “tid nok” blev afløst af et ret hektisk andet halvår.

Januar:
Året var ungt endnu, da Henrik, Tobias og jeg tog afsted på skiferie i Østrig sammen med 40 andre fra vores lille landsby. Jeg tror bestemt, at de andres skiferie var bedre end min. Det var ikke en succes for mig at stå på de meget isede pister, men bortset fra timerne med brædder under fødderne, så var det en skøn og hyggelig ferie.

Henrik og jeg i St. Michael

Februar:
Charlie står pludselig og hænger og dingler derfter rundt i gangen. Jeg ræser tudende afsted til dyrlægen. Helt uvant med tanken om at skulle aflive en gammel hund uden at kunne forberede mig selv lidt bedre. Det gik dog ikke så galt. Dyrlægen kaldte det idiopatisk vestibulært syndrom (og forklares nærmere som noget flimmer i hjernen, som man ikke ved, hvad kommer af – og som går væk igen). Efter ganske kort tid var Charlie lige så fin igen, og jeg har ham heldigvis stadig. Trods sine 15 år og 6 måneder er han still going strong.

Charlie slikker sol i sommers

Marts:
Denne måned husker jeg bare som VINTER og snestorm herude på landet.

Vinterstemning ved Vilstrup Strand

April:
Største højdepunkt i denne måned var en tur til Alanya sammen hele familien. Vi var heldige at få lov til at låne en rigtig skøn ferielejlighed dernede. Vi havde en skøn dase-ferie, hvor i vores lejede bil fik set os lidt omkring. Efter at Tobias er vendt hjem efter mere end to år på efterskole mv. så var det bare superrart at være samlet igen.

Tobias nød Alanya
Mine skønne drenge med en gadesælger,
der regnede med at vi ville købe hele boden

Maj:
Vi blev beriget med MicMic, som er vores allesammen glade morgenhumørbombe. Det glæder mig især, at hun har taget Silas med storm. Da Silas nu er gået fra meget svært at acceptere hunde (både mine og andres) til at sige, at MicMic altså er hans hund. Tilmed har den lille skønne sheltiepige lappet lidt på mit afsavn efter Diva. MicMic er dog ikke Diva, men hun “smager” lidt derhen af.

MicMic

Ellers gik hver weekend i denne måned med stævner, og pga helligdagene så var det tilmed 3-dages stævner.

Juni:
Min store teenager Tobias fyldte 18 år. Det føles helt urealistisk, at ens lille søde dreng med lyst hår nu pludselig er blevet 190 høj og bred over skuldrene.

Året 2013 var også super godt for en danske Depeche Mode fan, som mig. Midt i juni gik turen til Parken, hvor jeg (for jeg ved ikke hvilken gang) oplevede de engelske drenge trykke den af. Som altid står jeg efter koncerter og “mangler” at høre ca 20 numre, som jeg syntes burde være på set-listen.

Border Collie og Depeche Mode.
Jeg anede ikke, at der var sammenhæng

I denne måned skød jeg gang i 6 ugers ferie/gammel barselsorlov. Men med mine mange planer for sommeren, så var de 6 uger ikke een for meget.

Første uge af de 6 uger spenderede jeg på ugekursus i agility i min hjemklub, Ribe Hundevenner. I år var det en rigtig positiv oplevelse at deltage. Nu følte jeg mig mere klar og Ninja noget mere rutineret. Det er ligesom nemmere at løbe agility i en uge sammen, hvis man har opbygget et samarbejde.

Silas tapper på IPad og Ninja ser agility-TV

Vi startede mine mange ugers frihed med en lidt spontan tur til Kreta. Det var bare den bedste ferie ever. Flere gange dagligt frydede jeg mig sådan over familien, samværet, vejret, ferien og ikke mindst at se mine to drenge hygge sig så meget sammen. Ferien var tom for planer, så vi tog dagene, som de kom.

Søskendehygge i poolen

Mine skønne drenge på Kreta

Juli:
Den måned gik da totalt i hundene. Først var Silas og jeg på Dansk Hundeferie sammen med min gode veninde Mona og hendes knægt Oliver. Henrik efterlod vi hjemme, så han kunne arbejde. Drengene hyggede sig sammen hele uge. Mona og jeg gjorde det samme, og vores hunde blev trænet hver dag. Dejlig måde at holde ferie på.

Der var nok at holde styr på på lufteturene på Hundeferien.
Dertil også to drenge, der flimrede rundt

Fra hundeferien gik turen direkte videre til Fionia-Cup på Fyn. Stort internationalt agilitystævne. I denne uge var Henrik dog med, men han havde stillet sig til rådighed som hjælper til stævnet, så mens jeg løb agility, så var han en af de flittige sjæle, der sørgede for at holde hjulene igang til sådan et arrangement. Ninja var super fed at løbe med, og jeg synes, at hun leverede nogle gode løb, selvom vi vist lige skulle finde melodien på de svære klasse 3-baner, som hun jo var nyoprykket i.

Skønne Ninja

Sidst på måneden havde Henrik og jeg en skøn tur til København, hvor vi så Aladdin i Operaen. Faktisk var det min julegave, som vi indløste. Det var en skøn tur på en fantastisk sommeraften.

Fantastik sommeraften foran Operaen



August:
Måneden gik vist mest med arbejde, stævner rundt omkring. Fandt faktisk ud af, at jeg kan nå en del DCH-klubber på under tre kvarters kørsel 40. DCH Løgumkloster, DCH Aabenraa, DCH Kolding, DCH Ødis Bramdrup for bare lige at nævne nogle stykker. Fedt når man ikke behøver at køre så langt og startgebyret er forholdsvis lavt, som det er i DCH.

Jeg gør et hæderligt forsøg på få familie og agility til at enes, og det er lidt lettere, når klubberne ligger tæt på.

Hængekøjehygge i haven

Familietur til skønne Årø



September:
Højdepunktet i denne måned var så absolut at deltage til DM i Agility sammen med Ninja. Det var første gang, hun var kvalificeret. Resultatmæssigt gik det ikke særlig fantastisk, må man sige, men jeg synes, at Ninja løb fantastisk og fejlene var mine.

Jeg var også inviteret til Foreningen Cancerramte Børns familieweekend, hvor jeg pga DM kun kunne deltage fredag aften. FCB ville gerne hædre mig som “Årets FCB medlem”. Årsagen til det er mit arbejde med Cancerkort.dk, hvor jeg gennem de sidste 5 år har indsamlet over kr. 200.000. Det er jeg både glad for og stolt af, og jeg har også sendt mange taknemmelige tanker til nogle af alle de personer, som har bidraget med deres indsats – både i form af at lave kortene og ved at sælge for mig.

Smuk buket fra Foreningen Cancerramte Børn

Oktober:
Henriks og min tur til Lønstrup står stadig klart for mig. Jeg kan kun anbefale det. Vesterhavet er noget særligt – også i Lønstrup. Maden på Villa Vest fra fantastisk, og værelserne på Lønstruphus var romantisk badehotelsstemning. Åh jeg gør det gerne igen, men vil så foretrække de lysere måneder i stedet.

Maden på Villa Vest glemmer vi sent.
Lækkert!!

Sammen med mine gode veninde Mona og hendes søn Oliver var vi i sommerhus i Saksild. Drengene fik rigtig leget, og vi fik virkelig nydt sammen af dejlig mad og afslapning. Silas fik langt om længe lært at cykle uden støttehjul. Her hvor vi bor er det svært at tage en lille ny cyklist med ud, og Silas har heller ikke været så optaget af at skulle lære at cykle. Så det var lidt en sejr at se ham cykle selv.

Silas og “hans” MicMic

Oliver og Silas pjatter i haven i sommerhuset

November:
Den måned var særligt ophidsende for Charlie, som pludselig opdagede, at en “ny” hund var flyttet ind. Det er så MicMic jeg hentyder til her. Hun flyttede godt nok ind i maj måned, men Charlie “opdagede” hende først i november, da hun kom i løbetid. Siden har han i øvrigt elsket hende, og inviteret hende til leg flere gange med de fineste nejebuk, man kan forestille sig fra en 15 år gammel hund.

Smukke MicMic

Tobias fik desuden endelig snøvlet sig sammen til at få taget sit kørekort færdigt, og siden har jeg næsten ikke set min bil

Tobias på første tur bag rattet

December:
Magen til trist december måned – i hvert fald vejrmæssigt – skal man lede meget længe efter. Synes ellers vi har forsøgt at jule den lidt ekstra i år.

Vi var til den årlige juletræsfest hos Foreningen Cancerramte Børn. I år havde vi mine forældre med. Det var super hyggeligt. Silas lavede en rigtig fin juledekoration helt på egen hånd. Han var super stolt.

Silas er stolt af sit værk

Det lykkedes os også at få et juletræ indenfor dørene for første gang i 13 år. Silas nød at pynte træet, og han var faktisk også rigtig god til det. Nu er jeg overbevist om, at juletræet er kommet i vores hjem for blive. Ja altså ikke det samme træ, vel?!

Nu med juletræ

Ellers synes jeg at december var alt for hektisk og alt for meget arbejde. Jeg nåede med nød og næppe at få smidt 7 julekort afsted med posten, så ingen af dem, som havde tiltænkt mig med et julekort blev “snydt”. Jeg plejer ellers også at sende nogle julehilsner pr. mail, på Facebook og her på bloggen, men det blev der ikke tid til i år. Nogle af gaverne blev pakket ind i nattens mulm og mørke.

Juleaften blev holdt hos mine forældre sammen med min bror og hans yngste datter. Hyggelig aften.

Juleferien er gået uden de store planer, for en gangs skyld har vi været hjemme siden 2. juledag. Tiden flyver alligevel afsted.

Klar til nytårsdesserten kl 23….
Henriks fantastisk chokolade-fondant med brombær-mousse

Nytårsaften holdt vi også herhjemme sammen med min gode veninde Mona, og vi nød virkelig en fantastisk menu, som vi alt i alt vel brugte 5 timer på at spise. Torsdag d. 2. januar er min sidste fridag. Ingen skal betvivle, at jeg har nydt alle fridagene i fulde drag. Nu samler jeg kræfter til at kaste mig ind i 2014, og alle de mulige forandringer, som jeg aner i min krystalkugle.

Godt nytår til jer alle!

Magt over vejret?

Man kunne fristes til at tro, at det er, hvad vi har i Ribe Hundevenner.

Det meste af maj måned er gået med stævnedeltagelse. Fire weekender i rap har Ninja og jeg turneret rundt i Jylland (med en enkelt afstikker til Sjælland også) til et noget blandet vejr. Det bedste vejr havde vi absolut på hjemmebanen i Ribe. Det var nærmest sommeragtigt, men sådan har vi haft det alle årene. Dette var vores 7. pinsestævne med 3 dages stævneafvikling med masser af overnattende deltagere, der skal forplejes. Kæmpe stykke arbejde, som primært bæres hjem af få folk i klubben.



Min skønne Ninja

Igen i år var det hele en succes. Det er simpelthen løn i sig selv at opleve den gode stemning, den frie tone og de tilfredse deltagere.

Fra en af langsiderne

Der var god stemning i campingområdet, og det gode vejr tillod jo lidt ekstra hygge udenfor. Weekenden efter kørte jeg til DCH Løgumkloster, hvor de på forhånd havde annonceret, at de var dem med den gode mad og det dårlige vejr. Lørdag viste det sig da også at holde helt stik. Tja, det var lidt som om det kun var hos os i Ribe, at vejret var godt under samtlige gennemløb.

Silas, min lille solstråle fik duftet lidt til den lokale botanik

Uddrag fra præmieoverrækkelsen

Præmierne hos os er heldigvis altid roste. Det er jeg jo glad for, for dem har jeg haft ansvaret for de sidste 7 år. Jeg synes, det er vildt svært at blive ved med at finde på nye ting til præmiebordene, så jeg sendte efter stævnet en føler ud på Facebook, hvilket gav god feedback. Så nu har jeg lyttet og suppleret op med nye og spændende præmier, som jeg håber vil falde i god jord, når vi igen holder internationalt DKK stævne midt i juni.

 (Tak til Natasha for lån af de fleste billeder i dette indlæg)

VM i agility

Sidste weekend + et par dage mere tilbragte jeg sammen med en ret stor flok danske agilitytosser i det nordlige Tjekkiet.

En flok glade supportere i Liberec

Det var lang tid at være væk fra familien fra onsdag til natten mellem søndag og mandag, men turen var alligevel rigtig god. Ikke mindst pga selskabet. Focusen var godt pakket. Jeg havde bilen lastet med midtjyder, og jeg synes, at vi havde en super tur. Ikke kun agility, men også samværet. Masser af snak og latter i bilen.

Både bil og passagere tankes op på en lille tank 7 km fra motorvejen.
Efter ikke at have passeret en tank de sidste 100 km var der ikke meget saft tilbage,
og vi turde kun køre af motorvejen for at finde en tank.

Det forunderlige ved alle disse mesterskabsture er, at man ikke altid husker, hvad der er sket på agilitybanen, men man husker helt sikkert en masse ting, man har oplevet sammen, som min erfaring siger mig, at man kan mindes i mange år.

Tjekkisk øl.
Godt og billigt
10 kroner for et stort glas!

Her vil vores lille selskab helt sikkert huske turene op og ned af bjerget på de små snoede veje hver morgen og aften, når vi skulle til og fra hal/hotel. 4 personer synes det var en fantastisk køretur, men Søster var total køresyg, men måske derfor glemmer hun ikke denne tur.

 Dem som kørte i partybussen (9 personers bus) husker nok også turen mellem hotel og hal, for jeg tror faktisk ikke, at de opnåede at køre den samme vej to gange, og hvad vi andre brugte ½ time på, kunne de bruge 1 time og 20 minutter på.

Morten kigger kort sammen med partybussen i håb om at lære dem en lettere vej

Vi husker nok også, at Flemming fik stjålet sin Skoda den første dag i hallen, og først kom tilbage til hotellet ud på nattten, fordi politiet skulle skrive et dokument for hver en lille ting, der havde ligget i bilen – og i øvrigt fattede de intet engelsk, men det husker jeg godt fra tidligere tur til Prag.

Men dette år kan vi helt sikkert huske for mere end bare det sjove samvær, for Danmark fik et par medaljer med hjem for de små hunde. Det er bare sådan en fed oplevelse at løbe rundt ned på banen og juble sammen med medaljetagerne og landsmændene. Det skal man nok have prøvet for at man ved, hvor stort det er.

En lang kø af danskere, der venter på at blive lukket ned på gulvet,
Så vi kan kan fejre og hylde Natascha, der vandt individuelt bronze med Primadonnaa

På det sportslige niveau får man dog næsten mindreværdskomplekser, for det går edder broder´me stærkt på VM-niveau. Derudfra er jeg ret lykkelig for, at jeg ikke har så store ambitioner men bare synes, at det er vigtigst at hygge mig med sporten. I hvert fald tager jeg kraftigt afstand fra en af hundeførerne i stor klasse, der fik medalje. Nogen havde set vedkommende barre sin hund på træningbanen. Kedelige metoder!

Næste år er der ikke udsigt til en VM-tur, da VM skal holdes i Sydafrika.

De enkle glæder…

Kunsten at være lykkelig består i at gøre sine glæder enkle.

Det er nok derfor, jeg nu kan se tilbage på en særdeles fantastisk weekend. For der er som sådan ikke sket nogle vilde begivenheder, og det glæder mig faktisk, at der ikke skal så meget til for, at jeg kommer helt op at ringe på glædesbarometeret.

Lørdag var jeg til stævne i Løgumkloster. De er supergode til at holde stævner dernede, og jeg har tidligere lovprist dem for deres weekend stævne i maj. Denne gang var det bare et lille kredsstævne med 50 deltagere, og det var super hyggeligt. Der var kun en ring, så det var let at følge med, og der var ro på og ingen stress, men heller ikke forstået på den måde, at DCH Løgumkloster var sløve, for de var ganske effektive i deres afvikling. Sidste etape af præmieoverrækkelsen blev holdt ganske kort tid efter, at sidste hund havde forladt banen. Begrebet ventetid eksisterer ikke i Kloster.

Silas og Oliver i leg

Jeg var så heldig at have selskab af Mona og Oliver i teltet. Det bidrog også betragteligt til hyggen for Silas og mig. Det glædede mig især, at opleve Silas og Oliver lege sammen. Silas søger ikke rigtig kontakt med andre børn, og kan let finde på at smutte fra legen, da han er så fint tilfreds med sit eget selskab, men han og Oliver legede så godt sammen hele dagen og var lige gode om at styre legen. Det gjorde mig utrolig glad at se. Måske ikke så let at forstå, hvis man ikke har haft et barn, der ikke opsøger en leg med andre børn og let trækker sig fra lege.

Tilmed nåede Silas aldrig til at spise sin madpakke, for han kunne faktisk spise det mad, som Løgumkloster havde på menukortet. Så det blev til en frikadelle samt en “hintersnitte” (hindbærsnitte) – dejligt når man tænker på, at Silas jo altid holder sig til de samme meget få ting, når det gælder mad.

Vupti, så var den “hintersnitte” væk

Det var ikke resultaterne som gjorde mig helt høj, men jeg var godt tilfreds med dagens løb alligevel. Fik dog også en 2. plads i agility åben, men det var ikke for resultaterne, at jeg var kørt til Løgumkloster. Jeg fik alt, hvad jeg kom efter og mere til.

Søndagen fik jo et total boost for mig, da jeg efter flere venners anbefaling fik fumlet mig vej ind på P7 Mix, hvor der var Depeche Mode marathon. Der var lige noget for mig, da jeg har været meget trofast fan siden 1984. Jeg lappede hele historien i mig og nød genhøret med en masse dejlige numre. Jeg var jo hensat til teenageårene, og kunne faktisk ikke slippe radioen i de 7 timer.

 

Et udpluk af kreativiteten – små kort

 Mens jeg sad der og lyttede radio fik jeg endelig gang i at lave nogle kort til Cancerkort. Det er flere måneder siden, at jeg sidst har lavet kort, og det gode radioprogram skruede op for kreativiteten.