Forfatter: Berit

En rigtig god sygehusdag

I dag er det et halvt år siden, at en svedtest viste gav os forklaringen på Silas´ dårlige trivsel og langsomme udvikling. Lægerne var ikke i tvivl efter svedtesten. Silas har, som de fleste af mine bloglæsere ved, Cystisk Fibrose.

Dagen i dag er gået med det månedlige kontrolbesøg på Skejby Sygehus. Det var et rigtigt positivt besøg, som i dag rummede 4 aftaler (det svinger lidt om vi skal et eller flere steder hen, når vi er deroppe).

Vi startede hos diætisten. Kost og behandling af Cystisk Fibrose hænger sammen, da CF patienters bugspytkirtel i de fleste tilfælde ikke fungerer (som i Silas´). Diætisten startede med at rose Silas´vækstkurve. Det var da rart, at høre en professionel udtrykke det.

Det er ikke nogen overdrivelse at sige, at Silas er meget kræsen. Det tager ikke lang tid at remse op, hvad han kan lide: yoghurt, franskbrød med pålægschokolade, ost eller nutella, rugbrød med div. blandet pålæg, udvalgte frugter og et endnu snævere udvalg af grøntsager. Slik og Kager ryger fint ned. Men så har vi vist også være rundt om det hele. Han brækker sig hvis et riskorn, pastastykke eller en kartoffel bare rører hans læber.

Vi håber på, at det forandres med tiden, men jeg har også observeret, at en del af de ting, som han spiste med glæde, inden han blev rigtig afkræftet, det vil han slet ikke røre mere, så jeg forestiller mig, at han forbinder smagen af de ting med noget negativt. Diætisten var tilfreds med det, han indtog og mente også, at hvis vi ville presse på, så kunne vi ske at fremprovokere nogle dårlige situationer omkring mad, hvilket vi jo gerne vil undgå.

Så gik vi videre til fysioterapeuten, hvor vi fik en snak om lungefysioterapi, som primært består af PEP-masken (den som Silas giver sin bamse på billedet her på bloggen for en uges tid eller to siden), men også hvad vi ellers kunne gøre for, at Silas er aktiv. Fysisk aktivitet er nemlig meget vigtigt for CF patienternes lunger. Fyssen var også godt tilfreds med Silas.

Inde på børneambulatoriet, hvor vi fast er til kontrol en gang om måneden, skulle Silas måles, vejes og lyttes (lunger) på. Derudover var han inde og prøve et apparat, som senere skal måle hans lungefunktion, når vi er til kontrol (han er endnu for lille til at kunne bruge den rigtigt, så pt “øver” vi bare, så han bliver fortrolig med den). Normaltvis skal han også have lavet sådan et sug af slimen i lungerne, men da han pt. er på antibiotikakur (hvilket han ret ofte er), så giver sådan et sug ikke et brugbart resultat, så det slap han for i dag (heldigvis for ham, for det er virkelig møg-ubehageligt).

Ellers blev tiden derinde brugt på at tale afføring i lange baner (eller mangel på samme), da det giver store udfordringer for Silas, og det er rigtig synd for ham, men det vil jeg ikke trætte bloglæserne med….. Professoren, som følger os, var dog derudover meget tilfreds med Silas.

Silas med far i “boksen”, hvor de “øver”Dagens sidste besøg var på i “blodbanken”, hvor Silas skulle have taget en masse blodprøver. Han plejer at være sød til blodprøver (dvs han græder men forholder sig i ro), men han er svær at finde en åre på. Tidspunktet ramte ind i både spise- og sovetid, men Silas var bare så fantastisk til det. Laboranten fandt en blodåre med det samme, og Silas klynkede lidt, da nålen perforerede, men det stoppede, da Henrik fodrede ham med chokolade. Så hørte vi ikke mere fra Silas, så sad han bare der og kiggede, mens de tappede noget i omegnen af 10 glas blod. Laboranterne var også meget imponerede, og der endte med at stå 3 søde laboranter og vinke efter ham på gangen, da vi gik. Silas har bare taget på de der piger i kitler!!

Det bedste ved sådan en dag var, at selvom vi var i hænderne på så mange forskellige mennesker, så var dagen på ingen måder ubehagelig for Silas, og det er rart, når sygehusbesøg ikke er en kamp.

Ugens billede – uge 36

I mandags var vejret bare helt fantastisk. Markerne var høstet og halmballerne lå nypressede på marken. Himlen var lyseblå og klar i farven og vinden var stille.
Hurra. Sikke nogle flotte billeder jeg ville kunne tage der, tænkte jeg og pakkede hunde og Silas sammen og drog afsted med klapvogn og spejlreflekskamera. Da jeg havde gået en halv kilometers penge, så drejede jeg ind på marken og linede første “motiv” op og stillede skarpt med kameraet, blot for at konstatere, at kameraet ikke gad at være med. Det strejkede simpelthen.
Så måtte jeg tilbage og hente mit “lommekamera”, men skuffet var jeg, for jeg vidste godt, at det ikke kunne nå det andet kamera til sokkeholderne, når der sådan rigtig skulle skydes billeder.

Men der kom trods alt et par nogenlunde billeder ud af turen. Deriblandt ugens billede. Ninja ser ualmindelig lille og uskyldig ud, som hun ligger der på bigballen.

Et lille stævne, der voksede sig meget stort

I starten af måneden meldte jeg mig til et DCH stævne i Kolding. Det var bare et lille kredsstævne, så det var jo nok begrænset, hvor mange deltagere, der ville være. Sådan 40-50 stk ville være meget passende for mig, tænkte jeg.
Pludselig var stævnet blevet landsdækkende og dermed var søgningen steget kraftigt, da det var en af de sidste chancer for at kvalificere sig til DM – og ja, man kvalificerer sig til DM, man udtages ikke…. Kald mig bare ordknepper, men i min verden er der meget stor forskel på de to ord.
Min plan var at tage Silas med til stævnet og have en lille hyggedag deroppe, men vejret lovede ikke for godt, og det ville derfor nok blive en lang og klam dag for Silas, så han blev hjemme hos FarMan. Dagen blev også lang (og formiddagen klam), selvom DCH Kolding sled i det for at få afviklet stævnet hurtigst muligt. Jeg kørte kl 17 – efter agility klasse 1, og der manglede de stadig at afvikle ag2 og ag3 (mon de løb med pandelygter til sidst?)
Jeg havde alle fire hunde med, og for første gang i mange måneder fik Diva lov til at løbe igen. Dog kun seniorklasserne i spring. Dem vandt hun begge, men jeg synes godt, at jeg kan mærke, at hun er blevet en ældre dame, men hun synes det er rigtig sjovt, ingen tvivl om det.

Juhu – Endelig agility igen!

Echo løb faktisk rigtig godt – især i springløbene, som var de første. Der var der mest energi i ham. Jeg hentede ham fredag eftermiddag, så han var nok også lidt “sulten” efter samarbejdet. Han vandt ret overbevisende Spring 2, og føler mig også overbevist om, at han vandt Agility 1 (jeg var kørt inden præmierne for denne klasse blev overrakt, så jeg kunne komme hjem og spise aftensmad sammen med Henrik og Silas). I Spring Åben blev han nr. 3 i og han fik en disk i Agility Åben, da han pludselig laver sin egen bane.

Charlie fik sig også en afslappende tur til stævne. Normaltvis lader jeg ham blive hjemme, da han jo ikke løber mere, men naboens tæve er i løbetid, og han er virkelig helt fra snøvsen og græder hele dagen lang. Faktisk så meget, at jeg har været nødt til at lukke ham i udestuen, når jeg har arbejdet hjemmefra, da det vil være umuligt at føre en seriøs telefonsamtale med kunder, når han klynker og skriger i baggrunden.

Nu håber jeg, at nabotævens løbetid er ved at være ovre, så vi igen kan få lidt ro. Med mine 20 år som hanhundeejer har jeg aldrig oplevet noget som det her. Det her er virkelig slemt.

Lidt om foto-deling i cyberspace

Nogen gange så undrer jeg mig, når jeg ser de billeder, som folk vil dele med venner, bekendte – eller hele verden. Er det mon kun mig, der har det sådan?

Hvorfor denne undren? Lad os bare tage udgangspunkt i Facebook. F.eks. når folk oploader 50 billeder fra samme “begivenhed” og 20 af billederne er taget indenfor samme minut og af samme motiv. Ja, hvis man kunne sætte Facebook op i tempo, når billederne skal vises, så kunne det faktisk blive til en lille film, hvor div. statister/motiver på billederne bevæger sig en lille bitte smule. Imponerende eller?? Nej det synes jeg faktisk ikke. Pil dog et billede eller to ud, som virker som fuldtræffere af den serie på 20 næsten helt ens billeder (og gem de resterende 18 på din harddisk eller hvor du gemmer den slags). Det vil gøre det lidt mere spændende at kigge i dit Facebook-fotoalbum.

Jeg forstår altså heller ikke, at folk lægger rystede og uskarpe billeder ud i deres albums (det kan være noget andet, når det lige er et hurtigt billede, der oploades via mobil på ens væg). Det kan også godt forekomme for mig, men det skal godt nok være et motiv, der er mere end bare almindelig. Som f.eks et koncertbillede – det kan jeg ikke lige umiddelbart tage om. Men det er tydeligt, at det ikke er en indstilling, som jeg deler med alle andre. Eller måske er det synet hos mig eller dem, det er galt med, men jeg synes bare ikke, at der er ret meget charme ved rystede og uskarpe billeder. Det er heller ikke altid, at jeg sletter dem (men jeg holder dem som regel for mig selv), men ofte må jeg sige til mig selv, at det vel nok bare var ærgerligt og så trykke på “delete”

Dejligt er det også, når mine Facebookvenner vil dele deres feriefotos fra de varme lande med os andre. Det synes jeg er mægtig dejligt, men jeg bliver en anelse skuffet, når der ikke er en eneste undertekst på billederne, som fortæller bare lidt om, hvad det er man ser. Fint, at jeg i albummet kan se, at vi er i Kina 2010, og at jeg kan kende “Den kinesiske Mur”, men det ville bare være en rigtig interessant oplevelse at kigge i disse albums, hvis der var lidt opklarende tekster på. Jeg er sikkert ikke den eneste, der ikke kender Kina, som min egen bukselomme (dvs bukselommen kender nok Kina, for den er muligvis født der….. men det er en anden snak).

Så er der jo også det der med at blive tagget på div. billeder på Facebook. Er jeg den eneste, der ikke altid synes det er super-duper? Jeg vil gerne selv være lidt herre over, hvilke billeder, der “udstilles” af mig på Facebook og andre steder. Personligt har jeg besluttet, at jeg ikke tagger andre på mine billeder med mindre jeg føler mig rimelig overbevist om, at det er et ok billede at blive tagget på. Jeg synes at et gammelt klassebillede er ok ,og gode og vellignende billeder fra “neutrale” begivenheder, der ikke udstiller en på en negativ facon kan også være ok. Men f.eks synes jeg,at det er meget dårlig stil at tagge folk, der er småfulde og har en halv pizza hængende på hagen. Gad du selv, at det var det, som gud og hver mand kunne se, hvis de søgte inde på billeder af dig? Ikke fordi jeg selv er så nervøs for at havne på sådan et billede, for jeg er nok lidt for ædruelig til,at havne i den situation.

Men foto-pli………. Har jeg ret i bare lidt af det, som jeg skriver?

Ugens billede – uge 35

Silas har bare en fantastisk alder lige nu. Hvor er han bare sjov, og allerede nu er han sådan lidt spejlagtig. Man skal passe på, hvad man gør, for der kan hurtigt komme en efterligning. Og der er ting, som man hellere vil have, at han efterligner end andre.

Lige nu giver han den som “bamsedomptør”, og jeg kan godt se “den lille hundetræner” i ham. Den del glæder mig nu, for han deler masser af “dygtiii” ud til bamsen, så det antager jeg, at jeg også gør.

Det gjorde han også, da han var ved at lære sin bamse “gode” toiletmanérer. Jeg måtte godt nok grine, da han klaskede bamsens hoved ned i potte-toilettet, så den fik brættet i nakken. Det blev efterfulgt af et “dygtiii”