Patientpleje

Dagen idag har stået i mine patienters tegn. Tirsdag er vores sygehusdag. Så vi startede ud med at køre til Odense, hvor Silas idag skulle have sin 3. kemobehandling.
Som forældre synes man jo altid, at ens barn er noget helt særligt, men sygeplejerskerne sagde det faktisk også idag. Når Silas skal have kemo stikker de en stift ind i hans “port-a-cath” (det lille venekateter, som er opereret ind i hans bryst). Silas fortrækker ikke en mine eller kommenterer på nogen måde at blive stukket i. Han smiler bare stort til sygeplejerskerne (ligesom billedet på bloggen fra sidste uge), og de to sygeplejersker, som har givet ham kemo de sidste to uger sagde, at de aldrig før havde oplevet et barn, som ikke reagerede på stikket eller under behandlingen.
Det minder mig om vores læges ord, da vi var til 5-ugers undersøgelse. Hun kiggede på ham og sagde, at han da vist var en rigtig viking. Hun hentydede godt nok til hans hovedfacon, men jeg synes nu, at det passer meget godt.

Grundet medicinen er Silas blevet lidt mere rund i ansigtet, er der nok nogen, som vil bemærke.

Det tog kun et kvarter fra vi kom ind på afdelingen idag til behandlingen var overstået, så vi kunne for så vidt være kørt allerede kl 11.30, men vi ville gerne have skiftet den forbinding, som sad udover gipsskinnen, og så synes sygeplejersken lige, at lægen skulle kigge på Silas. Så gik tiden ellers. Først ventede vi over en time på lægen, som kiggede lidt på Silas. Han var stemt for, at gipsskinnen skulle helt af, men der skulle bestilles en kontrol-røntgen af armen først. Silas har nu haft gips på, siden han var 6 uger – nu er han 14 uger. De følgende to timer ventede vi på at få udleveret en henvisning til røntgen på Haderslev Sygehus. Så var det meste af den dag også gået.

Så gik turen ellers hjemad og jeg skiftede patienten ud med en ny patient fortsatte til Tyskland. Cookies “sårpleje” havde ikke lige frem gavnet Echo. Ikke fordi operationssåret var gået op, men Cookie havde skam-slikket på den tynde hud i skridtet på Echo, og det var nu et vædskende sår. Overalt hvor Echo satte måsen, kom er også et rødt “stempel”.


Tak for hjælpen, Cookie!! Mon ikke det her gør herre-nas?!

Såret blev renset og huden smurt med salve. Dosis af smertestillende blev sat op og der var en dyrlæge og vet. sygeplejerske, der baksede med Echo i en halv times tid. Pris dkr. 145,00 – og denne gang kunne vet. sygeplejersken tale dansk. I venteværelset mødte jeg forresten Claudia Elsner med Eric. Jeg finder efterhånden ud af, at flere og flere benytter denne klinik.

Min patient-turné fortsætter. Imorgen skal jeg på Haderslev Sygehus med Silas for at få lavet røntgenundersøgelse af armen. Torsdag skal jeg igen til Harrislee med Echo, så han igen kan få renset sårene.
Far og søn surfer på nettet

Og hvor jeg bare længes efter dengang, hvor der var lutter positive ting at skrive i min blog, og mine største problemer var, om der var kalkpletter i brusekabinen eller om folk stavede mit eller min families navne korrekt.

Lækker seng til mig – madrassen er godt nok lidt hård

Sådan en nykastreret hanhund, som mener den er verdens centrum kan godt være meget anstrengende. Echo har bare været så hævet efter indgrebet, og han har været ret sølle. De første to dage havde han svært ved at lægge eller sætte sig, og nogen gange har det været et værre jammer. Men jeg kan da godt forstå, hvis man som hund er ved at gå op i limningen i sådan en situation.
Echo sover som regel i soveværelset, da han ellers kan finde på at holde skrigekoncert i underetagen. Så den første nat efter kastrationen, fik jeg ham også listet op af trappen, men han travede hvileløst rundt i soveværelset og kunne ikke finde ud af at lægge sig, så det endte med at Henrik gik stuen og sov, da han ikke kunne sove for den trippen.

Næste nat gik lidt bedre. Men det er ikke let at være hund med skærm på – og slet ikke i soveværelset, hvor Silas´vugge incl stativ fylder en del. Echo gik ind i benene på vuggestativet gang på gang.
I nat gik det så helt i hat og briller. Echo kunne slet ikke finde ro og peb rastløs rundt i soveværelset, så efter en halv times tid tog jeg Echo med i stuen, men det hjalp heller ikke. Efter at have været ude i haven med ham og tjekket om der var vand osv. så prøvede jeg til igen, men Echo var stadig ret belastende. Til sidst smed jeg en bademåtte på gulvet i gangen, og tog min dyne over mig. Nok ikke den mest ergonomiske madras. Men de som kender mig godt ved, at jeg kan sove hvor-som-helst og når-som-helst. Der har jeg så sovet lidt on and off de sidste to nætter. Af og til afbrudt af en hund lidt jamrende hund eller en sulten baby i soveværelset. Jeg gætter på, at det sikkert kløer helt vildt på Echo i disse dage, og så er det da også rigtig irriterende for ham ikke at kunne gøre noget.

I aftes havde Echo åbenbart lavet en lille “aftale” med Cookie, som kunne assistere med lidt “sårpleje”. Ja, så hjælper en skærm jo ikke ret meget.

Tid til lidt morskab

Indrømmet – der har været langt mellem latteranfaldene her på Havvejen de sidste 3 uger. Mon ikke også der er andre end mig, der kunne trænge til at røre lattermusklerne lidt. Så derfor deler jeg lige dette herlige klip med jer allesammen

Og vi snupper lige et klip mere – bare for at opveje kønsfordelingen:

Jeg håber I nød dem – og at lattermusklerne fik motion 🙂

Stakkels kugleløse Echo. Han er ellers som en rigtig mand – sølle når man er skidt-mads. Grundet hævelsen i skridtet, så har han snart stået op i rigtig mange timer og har ikke sovet ret meget siden igår. Lige nu står han bare lige ved siden af mig og bæffer med tungen ude af munden.

Så røg kuglerne……

Der er virkelig sket noget på hundefronten her i huset. Jeg håber på en ny hund. Og den nye hund bor forhåbentlig i Echos krop et sted. I tirsdag fik jeg bestilt en tid til kastration på en dyreklinik lige på den anden side af grænsen. Jeg havde fået den anbefalet af en af mine med-instruktører. Hun kender flere danskere, som kører derned. Dels fordi de skulle være dygtige, men også fordi de er en hel del billigere end i DK.

Onsdag havde jeg desværre et rigtig træls slagsmål mellem Echo og Charlie, og denne gang stod jeg alene med dem. Og fuck, hvor de bare bider, og de vil bare ikke slippe hinanden! De andre gange, hvor de er kommet op at slås, har både Henrik og jeg været hjemme, og så det er lidt lettere at skille dem ad, når man kan holde hver sin hund. Da jeg endelig fik dem til at slippe hinanden, stod jeg selv med en fortygget højre hånd. Det har jeg gennem årene prøvet flere gange og tager ikke de fysiske skader særlig tungt, men jeg bliver så ked af det, når der er konflikter, som udløser slagsmål i min flok. Og i forvejen er jeg pt ganske påvirkelig pga hele vores situation, så jeg tudede ganske fortvivlet. Måske ikke mindst fordi jeg ved, at nu er der nødt til at ske en eller anden forandring i flokken, ellers er det bare for surt og besværligt at have Charlie og Echo under samme tag. Dilemmaet er bare, at Charlie er min gode gamle trofaste hund, som jeg ikke rigtig synes skal betale prisen. Og Echo er jo den hvalp, som jeg havde ventet på i flere år, og nu har lagt så meget arbejde i og han skulle gerne være min fremtidige agilityhund. Og han er bare en hund, der elsker at arbejde!!

Så jeg håber, at kastrationen udretter noget nær mirakler her. Så imorges kørte jeg de 60 km sydpå med Echo. Jeg blev faktisk helt forfærdet over, hvor elendig jeg er til tysk. Da jeg gik på HF sidst i firserne var jeg da rimelig god, men det var da dengang. Godt det ikke var en større medicinsk udredning, der skulle til. Jeg så Echo forsvinde ind i drømmeland, og ja nu er jeg vel hærdet. Det rørte mig i hvert fald slet ikke. Efter at have ventet en halv times tid i venteværelset blev jeg kaldt ind på “opvågningen”, hvor der lå en vissen og kugleløs hund. Gudskelov – så havde de da forstået, at han skulle kastreres – og ikke lagt guld i hofterne eller ørekuperet ham……… Ok, det var måske også at overdrive kommunikationsbarrieren.

Prisen var til gengæld meget let at forstå. dkr. 810,-!!! Prisen for kastration i det sydjyske er kr. 1500-1700. Så der var da virkelig noget at spare. Jeg kunne godt finde på at bruge den tyske klinik igen ved vacinationer o.l.

Verdens sejeste baby

Tirsdag er hospitalsdag, der skal Silas have kemokur. Men der var flere ting på programmet på sygehuset. Først skulle den lille fyrs mave ultralydsscannes. Det skulle være den sidste undersøgelse, som han skulle udsættes for i denne omgang og den var skulle vise, om der var nogen forandringer på lever, nyrer og milt.

Silas sov, da vi kom ind på scanningsstuen, så det var en lille træt dreng, som blev placeret på briksen. Han vred sig træt, mens jeg afklædte ham, og jeg tænkte, at han nok ville græde, når han fik gelé på maven, men nej. Silas valgte bare at smile stort til den kvindelige læge, som dog ikke var synderligt interesseret i hans “tilnærmelser”. Det var dog også bedre, at hun passede at kigge efter på skærmen og kunne afslutte seancen med ordene, at der ikke var noget unormalt at se på lever, nyrer og milt. Nu føler vi, at de har tjekket Silas grundigt og stadig kun kan påvise de syge celler i armen. Det var en dejlig besked at få.

Næste stop var H2, som Silas nu vil være tilknyttet de næste mange år. Vi skulle have en samtale med en af hospitalets socialrådgivere. Der er så mange ting af praktisk karakter, som vi skal have ordnet. Der skal søges plejeorlov, da Silas ikke må komme ud i pasning det næste års tid. Og der skal søges om en del andre ting ifm Silas´ behandlingsforløb. Lige præcis på det her område, er jeg ret imponeret over den bistand, det offentlige yder. Jeg havde ellers nået at tænke, at det var godt, at vi ikke havde købt kommunens dyreste hus, når vi nu skulle leve af penge fra den offentlige kasse. Men det er faktisk sådan, at ens økonomiske situation er uændret trods ens barns sygdomsforløb. Kommunen supplerer op fra plejeorlovsydelsen til ens normale løn i form af tabt arbejdsfortjeneste. De ekstra udgifter, som sygdommen påfører en som familie(sygeplejeartikler, kørsel mv.) dækkes af serviceloven. Så man burde ikke blive ringere stillet.
Sidste ting, der skulle foregå på hospitalet, inden vi kunne tage hjem.var kemokuren. Denne del kan overstås på et kvarter. Det kræver bare en sygeplejerske, der har tid til det. Det går jo rigtig let nu, hvor Silas har fået lagt den port-a-cath ind i brystet. Og min lille seje dreng, lå da også bare og “filmede” med sygeplejersken, mens hun prikkede i ham og gav ham kemo og tog blodprøver. Droppet med kemo går via en stift ind i det kateter, som blev opereret ind under huden i sidste uge. Se bare på billedet ovenfor. Han hviner af fryd til sygeplejersken. Han var bare så eksemplarisk på hospitalet. Han er verdens sejeste baby.

På hjemvejen var Henrik og jeg ude at kigge efter nyt fjernsyn. Efter at have boet her i 3 mdr. og stadig ikke have stødt på fjernbetjeningen til fjernsynet i stuen, så må vi nok konstatere, at den ikke har valgt at flytte med herud. Og det er lidt specielt at tage på indkøb “sammen”, når man har Silas med. Det foregik sådan, at Henrik gik ind i El-giganten først og kiggede på fladskærme, mens jeg sad i bilen med Silas. Hvorefter vi byttede. Tja, måske ikke så optimalt, men sådan er det så bare, når Silas ikke må komme med i butikker. Det er ikke umuligt – bare lidt besværligt!!